Bofællesskab for den 3. alder 
Af Finn Bentzen 

Som hovedregel betragter vi danskere hinanden som en samling mærkværdige og excentriske enspændere, som har nok i os selv og vor lille have.   

Sortseerne mener, at vi danskere i det hele taget er ved at miste evnen til fællesskabet og solidariteten. Vi har ikke megen tid til naboen eller genboen, fordi vi er så optaget af de materielle goder og statussymboler, at vi helt glemmer og overser medmennesket og dermed den rigdom, fællesskabet kan give. 

Hvor tit hører vi ikke om medmennesker, der kan ligge døde i ugevis i deres lejligheder, inden “duften” af det afdøde menneske vækker folk til live. 

Bedre er det ikke i parcelhuskvartererne, hvor folk rager hinanden en høstblomst. Det mest nødvendige er at skjule sig bag høje plankeværker og hække - og alene pleje egne interesser og vaner. 
Ikke alene ligger kernefamilierne i ruiner, men også det gamle familiesammenhold forsvinder. Det kristne fællesskab er afløst af TV-programmernes mange forskelligartede tilbud, og fritidsinteresserne i sportshaller og forsamlingshuse indsnævrer sig ofte til elitepræstationer, hvor egoismen også er det primære. 

Derfor har det været en stor oplevelse af være part i projekt “bofællesskab” eller “oldekolle”, om man vil 

Gennem de sidste ca. 15 år er der sket en mærkbar fremgang i bygningen af “seniorbofællesskaber”, som nogen kalder det. Undersøgelser viser, at interessen for den slags boliger er stærkt stigende. Undersøgelser viser, at ca. 22% af 40-55 årige kunne tænke sig at flytte i bofællesskab, når de bliver gamle. 

Dette er en markant stigning i forhold til den undersøgelse, som Ældresagen har udarbejdet, og som viser, at 7% af de 60-74 årige i dag gerne vil bo i seniorbofællesskab. Ikke overraskende er det især enlige kvinder, der er mest optaget af at flytte i bofællesskab, men efterhånden er mændene også blevet mere begejstrede for tanken, da de opdagede, at ved siden af fællesskabet bliver der også plads til selvstændigheden og privatlivet. 

Man skal ikke overse, at der foruden det allervigtigste “bo-fællesskabet” også er skabt en bred vifte af bofællesskabsformer, som almene-, andels- og/eller ejerboliger, der er medvirkende til at skabe så bred en vifte af bomuligheder, at ingen mere er nødsaget til at blive siddende i sin egen isolerede lejlighed fremover. 

Der findes i dag så mange “kollektive organisationsformer”, som kan imødekomme ethvert krav og ønske, at det må anbefales, at man undersøger markedet, før man skrider til handling. 

Lad mig blot nævne: aktieselskab, anpartsselskab, interessentskab, kommanditselskab, fonde, andelsforening, AMBA, andelsboligforening. Forhåbentlig vil dette rige udbud i fremtiden øge “fællesejets” betydning.   

Her kan man både være alene og være sammen!
Boligerne er ofte af høj standard med eget køkken, bad og toilet, og i tilgift findes for det meste et eller flere fælleshuse, hvor man kan dyrke fællesskabet, når man har lyst. 

Man har privatlivet, hvis man ønsker det, men man har også fællesskabet, når man ønsker det. Man holder øje med naboen, og man kan hjælpe hinanden, uden at fællesskabet skal betragtes som et “plejehjem”. 

Man aflaster også børnenes og børnebørnenes dårlige samvittighed over ikke at have tid til at besøge de ældre ofte nok, for man ved, at i fællesskabet vil alle være under mere eller mindre “kontrol”. 

Undersøgelser omkring etablerede bofællesskabers sammensætning viser, at endnu udgør funktionærer/tjenestemænd ca. 50% af beboerne, men også fra andre samfundslag - og heldigvis for det - er der en stigende interesse for de mange muligheder, som fællesskabet giver. 

Boligformen for den 3. alder
De fleste, der vælger denne form for bolig, gør det vel ud fra ønsket om en tryg og billig bolig i alderdommen, der samtidig løser problemerne omkring utryghed, ængstelse og ensomhed, selvom de ikke alle kan betragtes som henhørende til “ensomme” gamle mennesker. Mange ældre ser det også som en “garanti” mod ensomheden den dag, den ene part falder fra. 

Oldekolle - livets mange muligheder for fællesskab gør måske ikke alle andres liv længere, men det kan i hvert fald gøre det mere spændende. 

Det bofællesskab, jeg p.t. arbejder med, har til formål at skabe en spændende 3. alder for mennesker, der vil sige store huse og lejligheder farvel, som vil leve et mere stille liv efter et langt og virksomt liv, og som nu ønsker at omsætte disse livserfaringer til et familie- og venneliv. 

Mange bruger pengene fra huset og lejligheden som “indskud” i den nye bolig. Denne form for indskud gør huslejen billigere, for her er ikke tale om ejerbolig. I stedet for at fordele “gevinsten” for salget af den tidligere bolig på forbrugsgoder og børn og børnebørn bruges pengene til at gøre huslejen tålelig. Det kan være en glimrende måde at nedbringe rentebyrden på. Indskuddene kan være forskellige for de enkelte beboere - det gør ikke medbestemmelsen hverken større eller mindre. 

Når dette indlæg især beskriver “bofællesskab” for den 3. alder, er det for at dokumentere, at også den 3. alder har vænnet sig til den nye tid, hvor man vender tilbage til bofællesskab for fællesskabets skyld. 

Fremtiden vil vise, at materielle goder og statussymboler vil blive afløst af fællesskab og solidaritet, hvis det enkelte individ og menneskeheden skal overleve. 

J.A.K. bladet