Nogle tanker om demokrati 

Demokrati bygger på handling.
Forudsætningen for et reelt demokrati er oplysning og viden 

Af Jakob Mikkelsen, formand for Landsforeningen J.A.K. 

Dybest set er grunden til, at jeg har engageret mig i Landsforeningens arbejde vel, at jeg er meget optaget af demokrati. Jeg er optaget af demokrati som livsholdning, som beslutningsproces og som værdigrundlag, når den endelige beslutning skal tages. 

Man siger, at vi i Danmark har et repræsentativt demokrati, hvilket også er rigtigt i den forstand, at de mennesker, der er valgt til byråd, amtsråd og Folketinget jo er valgt af os til at repræsentere os. At vi så ikke er ret gode til at vælge er jo så en anden sag, og det kan vi ikke laste de valgte. Min pointe er, at man med rette kan stille spørgsmålet: ”Repræsenterer de valgte vælgernes holdninger?” Vi har haft et par folkeafstemninger og set en del meningsmålinger, der i det mindste tyder på, at det ikke helt er sådan! 

Skal vi længere ned i demokrati-begrebet, må vi se, om vi ikke kan betragte det som andet end blot en måde at afgøre, hvem der er den stærkeste uden brug af vold, men ikke uden brug af magt. Når der stemmes i byråd, amtsråd, Folketinget og mange andre steder, er der slet ingen reel eller kun ringe debat, da tingene oftest er afgjort i udvalg - eller magtfordelingen er så klar, at der kun føres en parade-debat for showets skyld. Det gælder ganske kort om, hvem der har flertallet/magten til at sætte deres holdning igennem.

Demokrati som livsholdning
Jeg vil meget hellere anskue demokrati som en livsholdning. En sådan livsholdning bygger på lige-værdighed, med lige stor vægt på de to dele af det sammensatte ord! Helt grundlæggende bygger demokrati-tanken på menneskers lighed i værd, hvorfor hver kun har en, men altså også netop én stemme. Jeg tillader mig så den frihed at twiste ordet lidt og påstå, at reelt demokrati også bygger på værdighed.  

Forudsætningen for et reelt demokrati er viden/oplysning/information. Man kan reelt ikke tage stilling til ret meget uden at have en vis viden om problemerne og konsekvenserne ved forskellige mulige løsningsmodeller. Denne viden må vi som almindelige jævne borgere ty til eksperterne for at få. Eksperter er mennesker, der har en stor viden om et lille område, så vi vil være afhængige af informationer fra forskellige eksperter for at have tilstrækkelig viden for at løse problemet. Det kræver engagement og debat at indhente og bearbejde denne viden til et tilstrækkeligt solidt beslutningsgrundlag. Det kaldes proces og kræver tid og tolerance! Ikke alle har lige let ved at skaffe sig denne viden, og nogle eksperter benytter sig af et sprog, der nærmest eliminerer den jævne mands mulighed for at få noget ud af den tilgængelige information. Det vil oftest medføre, at en del vil argumentere på et følelsesmæssigt grundlag frem for på et intellektuelt grundlag. Det må vi have respekt for. Den intellektuelle, den følelsesmæssige og den spirituelle side af en sags behandling er lige vigtige!  - og vi magter ikke alle dem alle lige godt! 

Hvorfor kan vi ikke bare lade eksperterne tage stilling, for de er jo de klogeste, og de ved mest, vil du måske spørge. Nej, påstår jeg. Det er netop ekspertens problem, at han ved så meget om et så relativt snævert felt, hvilket vel til syvende og sidst også er årsagen til, at de folkevalgte er så langt fra det vælgende folk. De lytter for meget til eksperterne og bearbejder informationerne for lidt. Dernæst er det jo oftest eksperter fra de naturvidenskabelige områder, der lyttes mest til, da deres argumenter oftest underbygges af tal, der måler og vejer ethvert argument – også de ikke målelige. 

Økonomisk bundethed
Når jeg påstår, at eksperterne ikke alene kan vide nok til at være de klogeste, er det, fordi klogskab/visdom ikke kun bygger på en viden, men også på en afvejning af de forskellige elementer af den viden, der lægges til grund for en aktuel beslutning, ligesom der også må tilsættes et mål følelse og ånd. I disse sammenhænge kaldes det dog ikke følelse, men etik eller moral alt efter temperament! Den åndelige dimension glimrer desværre stort set altid ved sit fravær. Og her begynder vi efter min mening at nærme os det centrale i demokratiet, nemlig den etiske dimension og det åndelige perspektiv. En ting er at have magt til at gennemføre en beslutning, en anden er at afpasse beslutningen, så den på alle måder gør mindst mulig skade/ulempe for mindretallet – og til syvende og sidst i realiteten også for flertallet, da alle selvfølgelig må lide under forkerte beslutninger!  

I dag er man tæt på at sætte lighedstegn mellem det privatkapitalistiske system og demokrati. En lektion heri fik vi, da Jerntæppet faldt. Intet måtte stå i vejen for det frie initiativ. Omkostningerne ved en sådan holdning er voldsomme. Også i Danmark er der visse politiske grupperinger, der glemmer den moralske og særlig den åndelige dimension. Man tromler i mange tilfælde bare en holdning igennem for at stryge sine egne med hårene. Økonomien går forud for alt. Det økonomiske argument kan stadig vippe selv de bedste økologiske og etiske argumenter til side i en beslutningsproces. Det kaldes ikke altid økonomi eller profit/overskud. Det kan optræde bag ord som skattegrundlag, arbejdspladser osv., men det er økonomi. 

Processen i centrum
På et tidspunkt under min uddannelse til lærer mødte jeg en underviser, der påstod, at en afstemning kun viser, hvor langt man er kommet i processen. En sådan påstand bygger på den tanke, at vi kan nå hinanden gennem samtalen, og jeg er meget tilbøjelig til at give ham ret. Hvor tit stopper vi ikke en debat og siger, at nu bliver vi nødt til at gå til afstemning på trods af, at vi sidder med en fornemmelse af, at kunne vi blot samtale noget mere om sagen, ville vi kunne nå til enighed, der bygger på gensidig respekt. Ved at tale sig frem til enighed. ville man kunne eliminere den økonomiske bundethed, forstået på den måde, at så ville det blive en mere etisk funderet proces. Det er jo netop det, vi ville opnå: en proces, hvor etiske og åndelige argumenter ville få langt større vægt. Og nej, jeg tror ikke, at det ville ende i ævl og kævl og tomgangssnak. Det kræver selvfølgelig en tilvænning, men bygger – som det meste andet i det sande demokrati – på gensidig respekt, hvilket her betyder, at man ikke spilder tiden med unødig retorik, men ærligt går efter at forstå den andens bevæggrunde og derefter måle dem med sine egne mål. Når man har gjort det, kan man komme med et sagligt indlæg i samtalen! 

Værdighed
Forestil dig et samfund, hvor alle kunne gøre, hvad de ville. De kunne sætte alle mulige initiativer i gang. De kunne producere varer, de kunne drive landbrug osv. uden nogen form for begrænsninger. Det ville blive et anarki, et råt anarki med mange tabere! Det ville vi aldrig acceptere!  - og dog! Mange steder i det, vi kalder tredje verdens lande, er det stort set sådan, det foregår. Følgen er massiv fattigdom og slum, massiv forurening og kriminalitet. Men det kunne være et mønsterdemokrati ved blot at tilføje en forudsætning: Det må ikke ske på andres bekostning! Det er vel, hvad der dybest set ligger i udtrykket lige-værdighed? 

I virkeligheden
I dag under de givne vilkår er demokratiet efter min mening noget amputeret, hvilket du nok har tydet ud af mine ovenstående formuleringer. Dog mener jeg ikke, vi skal give op! Tværtimod: Vi må engagere os. Vi kan sammen nå langt, men hver for sig er det uhyre svært. Kæmper vi sammen i dag? Nej, vi kæmper hver for sig eller sammen med nogen, vi har interessefællesskab med - for egen fordel. På andres bekostning? Vel ikke direkte, men nogen må jo altså betale prisen. Vort samfund er så tilpas kompliceret,  at vi ikke kan se, hvem taberne er, men de er der, vær vis på det. Man kan ikke udbytte, uden at man udbytter. Det lykkes os at tale om afkast og overskud og endda udbytte uden at se os selv som udbyttere og tænke på de udbyttede. Men de er der! Lad mig give et par eksempler. 

Billige varer
I supermarkederne findes der et hav af varer, hvor vi kan undre os over, hvordan de kan fremstilles til den pris - altså, hvis vi altså stadig er i stand til at undre os! Nogen betaler prisen: 5 kyllinger for 100 kr. Kyllingen har betalt prisen gennem et miserabelt liv. Svinekød til utroligt lave priser. Grisen har betalt prisen gennem et dårligt liv, og vore efterkommere vil komme til det, da vort grundvand i stigende grad forurenes af de kemikalier, der anvendes ved fabrikslandbruget. Vi selv bliver ofre for resistente bakterier på grund af forebyggende anvendelse medicin i produktionen Sæt selv flere eksempler på!  

Store afkast
Hver dag i TV-avisen hører vi om afkast på investeringer. Nogen må betale prisen. Måske er det os selv. Afkastet må komme et sted fra! Enten er der nogen, som taber penge - eller også får nogen ikke den reelle løn for deres indsats i et arbejde. Ingen af delene er vel acceptable, medmindre vi accepterer, at vores økonomi bygger på det rene udbytning og lotteri. Princippet i lotteriet er jo, at mange betaler, for at få kan vinde den store gevinst. Er det sådan, vi gerne vil se os selv? Det er dog sådan, det er! 

Hvem betaler prisen? Jo, det gør den fattige plantagearbejder i et fjernt u-land eller en minearbejder i Kina eller Sydafrika. De betaler måske endda med deres liv. Eller vi betaler selv prisen. Afkast af investeringer kommer fra alle led i fremstillingsprocessen og salgsforløbet. Alle led skal have deres lille bid af kagen, og vi må som købere af varen/produktet betale. Igen er det de mange, der betaler, mens de få høster udbyttet. Og udbytterne er voldsomt store! 

Et overset område er vore pensionsopsparinger: Her tjenes på investeringer i bl.a. obligationer. Hvor kommer afkastet på obligationer fra? Ja, hvem har brug for at finansiere nybyggerier. Alle, da vi enten selv bygger hus, lejer os ind i obligationsfinansierede lejeboliger eller låner penge til start af nye virksomheder. De opsparende udbytter altså sig selv plus de, der aldrig får en pension, som er værd at tale om. 

Kan man i realiteten tale om et reelt demokrati i et samfund, hvor det økonomiske system konstant pumper penge fra de uformuende til de formuende (privatpersoner, men mest til finansielle institutioner, fonde osv.). 

Nu er det tid til handling
Før du, kære læser, falder helt i afmagt og fortvivlelse, skal jeg skynde mig at give dig et håb! Du kan handle - her og nu. Tag en beslutning! Beslut dig for at gøre det rigtige. Udfør de handlinger, som du mener er i overensstemmelse med dit eget jeg – altså ikke i betydningen lovligt eller tilladt, men som du mener, det er rigtigt i overensstemmelse med livslovene. Gør op med dig selv, hvad du vil være med til. Sig ja eller nej, hvilket ikke er min påstand, men Jesu ord, da han siger: ”Din tale skal være ja, ja – nej, nej” - altså klar stillingtagen!  

Vil du acceptere forurening af vort grundvand for at få billige fødevarer, så køb fødevarer, der er fremstillet ved hjælp af diverse bekæmpelsesmidler. I modsat fald: Køb økologiske varer. Beslut dig! Hver gang du lægger en vare i din indkøbskurv, øver du indflydelse. I hvilken skål kaster du dit lod? 

Vil du have en fed pension ved udbytte fra våbenproduktion eller tobaksproduktion, eller vil du nøjes med noget mindre og så kunne være dig selv bekendt? Beslut dig! 

Vil du støtte et økonomisk system, der bygger på udbytning, så vælg en af de store banker. Vil du derimod være med i et fællesskab om økonomi, der bygger på etik og indsigt i penges sande værdi - så vælg et J.A.K. pengeinstitut. Beslut dig! I dit valg af pengeinstitut sender du et klart signal om, hvilke værdier du har.  

Vil du vide mere om J.A.K. og de ideelle tanker, der ligger til grund herfor, så kig ind på www.jak.dk.  Demokrati bygger på handling. Handlingen er et resultat af overvejelse og proces. Proces er bearbejdelse af information. Få information via J.A.K. bladet, J.A.K.s  hjemmeside eller deltag i J.A.K.s lokale arbejde, hvor du bor! 

J.A.K. bladet