Har jeg virkeligt noget at skulle have sagt?   

Af Rasmus Lindblom 

”Min far siger intet. Det er kun min mor, der siger, hvad hun mener. Og min bedstemor vil bare helst ikke snakke om det!”  - en ung kvinde om familiens reaktion på hendes svære valg om at tage fra Sarajevo til USA.    

Den unge kvinde fra Sarajevo valgte at tage til USA. Men citatet kunne lige så godt have været taget fra mange andre af Balkans unge, der i disse år konfronteres af en virkelighed præget af mere end ti års isolation, krige og enorme sociale problemer. Alene i Bosnien offentliggjorde FN sidste år, at mere end 62 procent af de unge mellem 15 og 30 år ønskede at forlade landet. Der er store forskelle internt på Balkan, men de unge støder ofte på mange fælles problemer, og måske er de i virkeligheden meget ens, når det hele kommer til stykket? 

Kan vi i ”Foreningsdanmark” i det hele taget lære af de problemer, som nutidens unge i dag står overfor på Balkan? Når vi her i landet taler om demokrati og udvikling, er det jo i høj grad med en forestilling om et aktivt civilt samfund med lige muligheder for kulturel, økonomisk, social og politisk deltagelse, og er der ikke lang vej til det på Balkan? Giver det derfor overhovedet mening at kigge ud i verden for at finde påmindelser herpå? 

Et lille kig på, hvor store forskelle der nogle gange er mellem Danmark og andre steder i forudsætninger for demokratisk arbejde i det nære civilsamfund, kunne være en af de få, der har valgt at trodse de svære odds. Nemlig Dragi Stanimorivic´, der er politisk aktiv i arbejdet for at gøre en forskel på tværs af etniske skel i Bosnien her mere end fem år efter krigen.  

Dragi mødte jeg første gang for snart to år siden i byen Banja Luka, der ligger i den nordlige del af landet. Hans egen historie er på mange måder et eksempel på, at det er muligt at bryde nogle af Bosniens usynlige grænser mellem mennesker og at vise, at der er spirende håb for et fredeligt Bosnien uden fokus på etniske og historiske forskelle. Men også at der sandelig er lang vej endnu, før det er en realitet. 

Jeg ringede ham derfor op midt på en varm sommerdag for at snakke med ham om hans egne oplevelser, erfaringer og hans syn på unges muligheder for aktivt at engagere sig og deltage i det på mange måder splittede bosniske samfund. 

En svær balancegang 
Partiet, som Dragi er aktiv i, er det multietniske centrum-venstreparti SDP. Det er på samme tid et af de få i Bosnien, der ikke på den ene eller den anden måde spiller på frygten for ”de andre”. Partiet støttes da også af alle tre befolkningsgrupper, men står svagest i den serbiske del.  At partiet netop står svagt i den serbiske del har stor betydning, understreger Dragi selv “You must simply come here your self to see”. 

For netop byen Banja Luka, hvorfra Dragi kommer, er på samme tid hovedbyen i den serbiske del af Bosnien (Republika Srbska), der efter Dayton-aftalen i 1995 som et kompromis mellem krigens parter blev oprettet med bosnisk-serbisk autonomi ved siden af en tilsvarende muslimske-kroatiske del. Og det er det dilemma at være aktiv i et multietnisk parti i et så arret og mærket bosnisk-serbisk samfund, der præger den virkelighed, som Dragi oplever. Navnet Dragi afslører nemlig hurtigt, at han er serber - og i et land, hvor de mentale ar efter krigen stadig er mærkbare. Han har næsten dagligt erfaret, at det godt kan være svært at blive accepteret i det mentalt arret bosnisk-serbiske lokalsamfund, når man er aktiv i et multietnisk parti, der både tæller kroater, muslimer og serber sammen.    

Og netop mærkbare er de mentale ar i Banja Luka. Dragi beretter om byen, hvor der stadig er mange flygtninge. De lever enten privat indkvarteret, i mørke opgange eller i kældre. De er næsten alle civile serbere fordrevet fra andre steder i Bosnien eller fra krigen i Kroatien. Den ellers smukke by er på mange måder præget af økonomisk forfald. Pladsen, hvor der engang stod én af Balkans smukkeste moskeer, er i dag delt op i et stort græsareal og en parkeringsplads. Selv om krigen ikke direkte ramte byen, er det kun få, der ikke på en eller anden måde er stærkt berørt af den. De begivenheder, der i mere end fire år foran Tv-skærmen fik os andre i Danmark til at rulle det mentale rullegardin ned, fylder selvsagt stadig meget.  

Tro mig – det er så svært at være en serber i disse dage
Og Dragi's multietniske politiske aktiviteter har ikke været omkostningsfrit. I de to år, jeg har kendt ham, har han beskrevet de reaktioner, som han bliver mødt med fra jævnaldrende serbere. ”Du er ikke en rigtig serber – du er uvelkommen her”. Deltager han derimod i politiske møder i Bosniens fælles hovedstad Sarajevo, der efter krigen er overvejende muslimsk beboet, bliver han omvendt bedt om at ”tage tilbage til Serbien”. Man kan i det hele taget ikke lade være med at tænke på, om det måske er for tidligt at tro på fælles politiske partier og egentlige politiske bevægelser på tværs af etniske skel i landet?   

Han giver senere i samtalen selv svaret på mine overvejelser. ”Selv glæder jeg mig bare til, at ingen spørger og dømmer efter, om man nu er det ene eller det andet – men det er der nok længe til”, siger han og mener ikke, at han hér er meget anderledes end resten af landets befolkning. Især Bosniens unge ønsker blot en normal dagligdag mere end noget andet, mener han.  

Herefter stiller han mig et spørgsmål, som jeg umuligt kan besvare:  Fortæl mig,  hvordan kan man i et sådant klima overbevise ganske almindelige mennesker om, at de kan gøre en forskel og opnå demokratiske forandringer?”. 

Jeg får end ikke lov til at åbne munden, før han selv dystert konstaterer: ”Bosnien i dag står tilbage med en ny ung generation, der har chancen for en fredelig og normal fremtid, men får de unge ikke muligheden for at vokse op, at få et arbejde, skabe familie samt en rimelig indkomst, bliver de spildt for altid”. 

Alligevel håb?
Man kan ikke forblive uimponeret af den iver, entusiasme, men også ironi, hvormed en ung mand som Dragi arbejder. For som han selv udtrykker det: Nationalismen er ens alle steder – Det er bare fornavnet, der er forskelligt!    

Dragi er i dag da også nået langt med sine politiske ambitioner og idealer. I august sidste år blev han opstillet til det fælles parlament for hele Bosnien-Hercegovina som nummer eet på SDPs liste i den serbiske del af Bosnien. I et højpolitisk klima kan i alt 14 mennesker fra den serbiske del blive valgt til det fælles parlament samt et ca. tilsvarende antal fra den fælles kroatiske/muslimske del. Det var første gang, at SDP stillede op i den serbiske del og regnede med, at i hvert fald få valgt et mandat herfra ud af de 14. Ved kun det andet parlamentsvalg i Bosniens historie sidste december blev Dragi Stanimirovic så valgt. Ikke som serbisk repræsentant, som han formulerer det - men som ung bosnier, fortæller han glad - men omvendt heller ikke ubevidst om de kommende enorme udfordringer. 

Efter at røret er lagt på, sidder man tilbage med en fornemmelse af en ung mand, der alligevel er optimistisk for sin egen og andre unges mulighed for at arbejde i græsrodsorganisationer, multietniske partier eller ganske enkelt blot deltage og forsøge at gøre en forskel, hvor de er.   

Men andre gange har hans e-mails blot sluttet brat og opgivende: Anyway, trust me, it's so hard to be a serb in Banja Luka these days.  

Måske bliver det hele alligevel for meget engang imellem?  

Tal og andre oplysninger i artiklen stammer bl.a fra ”Human Development Report, Bosnia and Herzegovina 2000/youth”.  
Du kan også se en kort omtale af den på UNDPs danske side www.undp.dk 
Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE) Bosniske
hjemmeside er (virker ikke mere (webmaster 0404))
       

J.A.K. bladet