Demokrati  – at forandre og forbedre 

Af Ivar Hansen, Folketingets formand 

Demokrati betyder faktisk folkestyre. Derfor er det vigtigste også, når man diskuterer demokrati, demokratiets betydning for den enkelte borger i et land, og at den enkelte borger trods individuelle ønsker og egen tilgang til tilværelsen føler sig som del af en større sammenhæng - og føler, at der er ret til og mulighed for at gøre sin mening gældende; at bidrage til forandringen og forbedringen af samfundet.   

Det har ikke altid været sådan: Vi har ikke altid haft folkestyre, og dermed det vi i dag definerer som et demokratisk samfund. 

For to år siden fejredes grundlovens 150 års jubilæum over hele landet. Men i virkeligheden var den virkelige festdag nok for det systemskifte, der netop har haft 100 års jubilæum. Den 24. juli 1901 udnævnte den 83-årige konge, Christian IX, landets første parlamentariske regering. Dermed blev der indført den statsskik, at en regering skal være i overensstemmelse med Folketingets flertal. 

Formelt blev demokratiet i Danmark indført med junigrundloven i 1849, der erstattede enevældens grundlov, Kongeloven af 1665. I virkelighedens verden betød det imidlertid ikke så meget. Den gode vilje har ikke altid de hurtigste ben at gå på, så overgangen fra enevælden til junigrundloven var egentlig præget af kontinuitet. Det blev nemlig sådan, at alle ministre i enevældens sidste regering, på nær en enkelt, atter blev ministre under den nye grundlov. 

Reelt blev systemskiftet i 1901 derimod det virkelige brud med fortiden. For første gang kom regeringen til at udgå af det parti (Venstrereformpartiet), der havde det overvældende flertal i Folketinget. 

Systemskiftet betød derfor indførelse af det moderne demokrati: Folkestyret ved folkets egne repræsentanter. 

Men som nævnt var det en lang proces, før Danmark blev et reelt demokrati og dermed (skulle det vise sig) foregangsbillede for nye demokratier, således som vi er i dag. 

At have demokrati og at være en del af et demokrati er for mange danskere en selvfølge, som vi ikke tænker over i det daglige. Måske strejfer tanken os om, at “vi har det nu godt herhjemme”, især når man i pressen ser billeder eller beskrivelser af de til tider meget forfærdelige forhold, andre mennesker lever under i andre lande. Rettigheder som ytringsfrihed, religionsfrihed, foreningsfrihed og frie valg, for blot at nævne nogle eksempler, lever mange et helt liv uden at opleve. Vi andre lever et helt liv med disse rettigheder, som vi tager lige så selvfølgeligt som at børste tænder om morgenen. 

For de nye demokratier i f.eks. Europa er vejen til denne selvfølgelighed fortsat lang. Men frøet er lagt til en positiv udvikling, der betyder en hel ny måde at leve på for befolkningen i disse lande. Nogle af disse demokratier vokser under ustadige og turbulente “vejrforhold”, andre spirer og blomstrer lige så stille over lang tid. Fælles for dem er, at de danner nye fundamenter for befolkningen at stå på - fra måske før at have stået på et porøst underlag eller måske slet ingenting. For mennesker i disse lande er demokratiet en endnu meget ny gave, og det er værd at huske på for os, der måske med lidt træthed konstaterer, at vi bare fik den samme gave “igen i år”, og bruger flere kræfter på at brokke os over, hvad der for folk i de nye demokratier må synes at være “skønhedsfejl”. 

Det betyder ikke, at vi skal holde inde med kritikken, tværtimod. Det er jo netop demokratiets sande natur, at vi alle har mulighed for at opløfte vore røster og sige, hvad vi mener - og ikke mindst, hvad vi er utilfredse med. Det er som nævnt også det, der skaber forandring og forbedring. Og det skal bestemt ikke bremses af holdningen, at: “der jo er andre, der har det værre end os”. Tværtimod ville dette stoppe enhver udvikling, og så går demokratiet i stå og bliver et stivnet billede af sig selv. Kun ved til enhver tid at udvikle vores demokrati kan vi også fortsætte med at være forbilleder for de nye demokratier. Vi bør dog alligevel indimellem - mens vi “forandrer og forbedrer” - også huske at glæde os over, at det, der er blevet os til del, ikke er alle forundt. 

Det er forbundet med et ansvar for den enkelte borger at være en del af et demokrati. Det er vigtigt til enhver tid at engagere sig i det samfund, der omgiver os, og som vi alle er en vigtig del af. Det har i de seneste år synes som om, at der er gået den modsatte vej med engagementet, måske fordi verden er blevet mere kompleks, og det er svært for den enkelte at overskue, om det “nu nytter noget at blande sig”. Men det gør det, også selvom - eller måske netop når - det er i det små. Det er i det nære engagement, at slaget om vores demokratis udvikling står. Det er her de nye tanker opstår og videreudvikles til en mere samfundsmæssig forandring. Hvis vi ikke engagerer os, risikerer vi at føle, at verden glider forbi os, og love og regler trækkes ned over hovedet på os. At have hænderne i skødet og fødderne i ro har aldrig flyttet noget i samfundet - og det har slet ikke flyttet os selv. 

Men følelsen af, at det kan være svært for den enkelte borger at blive hørt, er forståelig nok i en verden, hvor love og regler oftest er uhyre komplekse og vanskelige at forstå og endog efterleve. 

Her har Folketinget et stort ansvar. Folketinget skal sikre kvalitet i lovgivningen. Det skal være klart for den enkelte borger, hvad der er blevet vedtaget, og hvad der gælder. Der har i en periode været en tendens til, at Folketinget vedtog såkaldte rammelove, som overlod udformningen og administrationen af loven til ministrene. Dermed svækkes også Folketingets egen indflydelse. Konsekvensen er, at parlamentarismen træder ud af kraft og demokratiet udvandes. Derfor skal Folketinget indtage en mere aktiv kontrolrolle - ikke blot over for regeringen, men også over for den lovgivning, der kommer fra EU. På den måde kan Folketinget på borgernes vegne være med til at sikre demokratiets fortsatte udvikling. 

Men uden befolkningen intet Folketing. Og det er af befolkningen ønskerne til vores fremtidige samfund skal formuleres. Det er her, forandringer og forbedringerne skal komme fra. Det er demokratiets natur, at magten ligger hos folket. Det er derfor os alle, der i ord og gerninger skal forvalte den magt og sørge for, at fremtidige generationer til enhver tid kan føle, at de lever i et frit land med fundamentale rettigheder. 

J.A.K. bladet