Af Finn Bentzen

Uanset om vi ønsker det eller ikke, bliver datoen den 28. september år 2000 en afgørende dato for Danmarks tilhørsforhold til ØMUen.

For os læsere af J.A.K. bladet er dette valg ikke uden betydning, uanset om vi ønsker et ja eller et nej.

Det er også sikkert, at uanset hvad jeg udtrykker i denne artikel, så vil der være både enige og uenige meninger, og det er helt fint. Det kendetegner netop J.A.K.-ere, at det er et forum af frittænkende mennesker, der kan udtrykke sig om, hvad de har på hjerte og så alligevel respektere dem med "de forkerte meninger", fordi det vigtigste er kampen mod renten og spekulationen.

For mig er valget ja/nej først og fremmest et spørgsmål om tryghed og tillidsfuldhed.

– Har jeg tillid til, at EUROen sikrer Danmark mod spekulation mod den danske krone?

– Tror jeg på, at den fælles valuta binder EU-landene så tæt sammen, at konkurrenceforvridende devalueringer er historie?

– Tror jeg på, at den fælles valuta udløser en lavere rente og en mindre spekulation, hvilket burde være ensbetydende med en øget økonomisk vækst og en højere beskæftigelse?

Selvsagt betyder valget også indflydelse!

– Et ja betyder, at Danmark får en plads i den Europæiske Central Banks bestyrelse og være deltagende i EUROrådet. Spørgsmålet er, om disse "rådspladser" har betydning for den enkelte dansker, eller om det er endnu en klub for hårdtædende bestyrelsesmedlemmer?

For os, der bekæmper rentens magtindflydelse, er afstemningen således et spørgsmål - først og fremmest omkring:

RENTER: Dansk økonomi er sund og stærk, men vil et nej øge risikoen for at renten presses op? Kan Nationalbanken blive tvunget til at føre en mere aktiv rentesatspolitik, for at forsvare kronen?

VALUTAKURSEN: Her vil et ja jf. det foran skrevne efter min opfattelse betyde en stabil kronekurs, medens et nej kan føre til usikkerhed og skabe tvivl om fastkurspolitikken.

Hele valgkampen synes at dreje sig om "den europæiske loge" og ikke så meget om solidariteten. Det nytter ikke noget, at "den europæiske loge" alene varetager egne interesser. Der skal også være hensynet til alle de trængte lande uden for "logebygningen".

Brugbar hjælp og ikke kun slikkepinde til slikmunde. Der skal etableres en ligeværdig dialog, hvor pengene ikke er det styrende element, men hvor humanisme og interessen for det enkelte medmenneskes opvækst, uddannelse og sociale vilkår er det afgørende.

Dette er meget, meget vigtigere end en fælles mønt eller ikke. Lad dog de enkelte europæiske lande i "logesamarbejdet" få lov til at bevare deres egen kultur og charmerende forskellighed. Er det ikke det, vi rejser efter, og er det ikke netop det, der giver os en bredere horisont?

J.A.K. bladet