EURO-tid 
Af Finn Bentzen 

Tænk hvilket arbejde, der er opstået i Europa i forbindelse med omstillingen til den nye EURO-tid.

Mange har i sommerferien - hvis de da har været på ferie i udlandet - konstateret, at den dobbelte prismærkning i euro og national valuta er indført i de fleste euro-lande.

Selvom det ingenlunde skal påstås at være en mild form for manipulation eller indoktrinering, så kan det ikke bortforklares, at tiden indtil 28. februar 2002 bruges til, at forbrugerne vænnes til at tænke i euro.

For mange kan det virke skræmmende, at fra 1. marts 2002 er det hensigten, at alle fremtidige priser skal angives i euro, og euro bliver endda det eneste lovlige betalingsmiddel.

Det er en af de ting, vi vælgere skal tage stilling til. Det burde “den forenede loge” på Christiansborg fortælle vælgerne.

Og hvordan går så oplysningsarbejdet, som det kaldes? Når bortses fra danskerne, så føler de fleste euro-borgere sig godt informeret. Det er ikke euro som eneste betalingsmiddel, der skræmmer, men de praktiske omkostninger ved omstillingen.

De praktiske omkostninger er selvsagt indførelsen af fælles valuta, men også euro-sedler og euro-mønter. Alle disse euro skal fordeles til pengeinstitutter og detailhandelen og forbrugerne. Også penge- og seddelautomater skal fodres med euro og måske i 12 euro-lande, så der er noget at se til.

På nuværende tidspunkt skønnes det, at ca. 40% af euro-mønterne er præget, og at der er trykt mere end 14 mia. euro-sedler.

Begrundelsen for den fælles valuta siges at være en stabil vækst, et værn mod spekulation og valutauro samt skabelsen af et højt beskæftigelsesniveau.

Ingen kan være uenig i, at det er en glimrende årsagsforklaring og noget de fleste rettænkende mennesker kan blive enige om, men hvis det ikke også en ensbetydende med en harmonisk og bæredygtig udvikling, en forsvarlig socialpolitik, en høj miljøbeskyttelse og en højnelse af levestandarden og livskvaliteten, så kan de trykke alle de euro de vil - både som mønter og sedler - uden at det får nogen praktisk human betydning.

Ingen af de 8 danske bevægelser eller partier, der i dag er repræsenteret i Europa Parlamentet, frasiger sig, at euro ikke kun handler om økonomi, men også i høj grad om politik. Det er sådan set her, uenigheden har sit arnested. Nej-sigerne gør meget ud af at påstå, at tilslutning til euro er et afgørende negativt skridt på vej mod det Ole Krarup kalder “en trædesten til en politisk union”, medens ja-sigerne har travlt med at forsikre os om, hvor glade og stolte de er, for at være danske og fremhæver den danske kultur og de nationale symboler og anbefaler et ja for Danmark i Europa. Både nej- og ja-sigerne vil nok udtrykke det mere fyldigt, men hvis man trækker det bløde overtrækschokolade af, så der det vel nok kernen.

Heldigvis er det ikke min opgave at anbefale et ja eller et nej, men ingen J.A.K.er kan vel være i tvivl om, at en verdensvaluta havde været det eneste rigtige, såfremt alle uligheder skulle bekæmpes, men så langt er menneskeheden endnu ikke kommet.

Vi kan alle håbe, at begreber som prisstabilitet, budgetunderskud, offentlig gæld, valutakurser og rentesatser forhindrer udbredelsen af spekulationen, overforbruget, valutaspekulationen og stigende renter og inflation.

Vi må vente og se, hvad der sker. J.A.K. har anvist den enkle vej - den smalle vej - som på et eller andet tidspunkt vil blive opdaget af en bredere kreds af lande og humane mennesker.

Det er altså et rentefrit verdenssamfund med en fælles verdensvaluta, der er valgets eneste rigtige løsning.

J.A.K. bladet