Grundlovsmøde i Silkeborg 

Uffe Madsen talte 5. juni 2001 over  temaet ”Demokrati” 

Grundloven er vort demokratis grundpille. Den bygger på borgernes rettigheder og pligter - samt frem for alt vores frihed i tro, tale og skrift. Da den blev vedtaget for nu over 150 år siden, gjorde den op med det enevældige kongedømme og lagde magten ud til folket. Et af de centrale elementer i vores grundlov er, at alle borgere - uanset køn, stand og social rang - har lige ret i vort samfund. Ifølge grundloven er den personlige frihed ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning - eller sin afstamning - underkastes nogen form for frihedsberøvelse. 

Grundloven blev indført efter et stigende folkeligt pres, som i stor grad skyldtes de påvirkninger, som udgik fra Grundtvigs tanker om folkeoplysning. Oplysning af befolkningen er en forudsætning i et demokrati, og især i en situation, hvor den demokratiske proces er ny for befolkningen. I sidste halvdel af 1800-tallet voksede Danmarks befolkning med opgaven om selv at styre landet, og det skabte en række folkelige bevægelser. Lad mig her nævne Folkehøjskolerne, som især for landbefolkningen fik en stor indflydelse. Dette udviklede bl.a. Andelsbevægelsen, som havde en afgørende indflydelse på dansk landbrug og dansk økonomi. 

Demokrati og livskvalitet
Siden Grundlovens indførelse har Danmark udviklet sig fra et landbrugsland til et industri- og servicesamfund. Økonomi og velstand er fulgt med, og set i sammenligning med omverdenen mangler vi ikke velfærd og materielle goder. Men spørgsmålet er så, om demokratiet og livskvaliteten er fulgt med? Generelt vil jeg mene, at vi har et godt samfund, hvor ingen borgere lider nød. Vi har en fri og uafhængig presse, der har en kritisk holdning til udviklingen. Men et væsentligt problem er, at danskerne har mistet fællesskabsfølelsen. Det gælder både fællesskabet med andre borgere i vort land - og fællesskabet med andre landes befolkning. Vi er blevet en nation af egoister, hvor vores egne krav og behov kommer i første række, og selv om de dækkes rigeligt, er der ikke plads til at dele vores velfærd med andre. Vi adskiller os på dette område dog ikke væsentligt fra den øvrige vestlige verdens befolkning - vi er blevet medlem af de rige landes klub - på godt og ondt. Den vestlige verden lever i dag i en amerikaniseret McDonald-kultur, hvor vores rigdom til dels skabes på bekostning af udviklingslandene. 

Folkestyret er i disse år i stadig stigende grad på vej til at blive erstattet af pengestyre og lobbyisme. Inden for erhvervslivet er vækst en nødvendighed for at kunne følge med i konkurrencen. Globalisering er kodeordet i dag. Det kræver kapital, der skal hentes hos de store investorer, som bl.a. er lønmodtagerfonde, pensionskasser, forsikringsselskaber og pengeinstitutter. I disse kredse er begrebet “Shareholder value” blevet alfa og omega - oversat til dansk “aktionærværdi”. For at tiltrække sig den nødvendige kapital er det altså et spørgsmål om at tilgodese aktionærerne mest muligt - oftest med en kortsigtet afkastpolitik til følge, idet aktionærerne vil se resultater her og nu. Der kan ikke ventes på et langsigtet stabilt afkast af den investerede kapital. 

Det er der ikke penge i…
Denne udvikling underkaster virksomhedslederne sig og satser derfor på kortsigtede strategier og produkter. Der er ikke plads til at tænke samfundsmæssigt og bæredygtigt, for det er der ingen penge i. Det mest ubehagelige eksempel på dette har vi senest set inden for medicinalbranchen, der er én af de brancher, som giver størst afkast. Vi har nyligt set, hvordan danske og udenlandske medicinalvirksomheder på usmagelig måde forhindrer salg af livsvigtig aids-medicin til Sydafrika for at beskytte branchens indtjening. Spørgsmålet er så, hvem der er skyld i denne udvikling - virksomhedslederne eller kapitalejerne. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at det er kapitalejerne, der sætter dagsordenen, og virksomhederne der forsøger at leve op til de stillede krav i en stadig stigende konkurrence.

Erhvervsvirksomhederne er ved at få øjnene op for, at denne kortsigtede indtjeningspolitik nødvendigvis må suppleres med en politik om etik, socialt ansvar og krav til bæredygtighed. I et oplyst samfund er det uværdigt at kræve indtjening, der er baseret på børnearbejde, ekstrem forurening og dårlige arbejdsvilkår i udviklingslandene. Kapitalejerne og långiverne bør vurdere virksomhedernes etiske politik på samme måde, som man i dag koncentrerer sig om den forventede indtjening i virksomhederne.  

Nye folkebevægelser
Det er opmuntrende at se den omtale og tilslutning, som der i den seneste tid har været omkring den internationale folkebevægelse ATTAC, der blev stiftet i Frankrig i 1998, og som siden har bredt sig med stor hast til store dele af verden. Også i Danmark er der stiftet en lokal afdeling af bevægelsen, der har til formål at skabe en folkelig modpol til den skæve økonomiske globalisering og til de ødelæggende valutaspekulationer. Den engelske græsrodsbevægelse OXFAM er mindre kendt her i landet, men absolut ikke uden indflydelse.  

Disse nye folkebevægelser påvirker sammen med den velkendte Greenpeace-organisation i stadig stigende grad den politik, som føres af de store multinationale koncerner. Ingen selskaber ønsker at blive hængt ud af disse organisationer, som også har en stor indflydelse på forbrugernes købsmønster. Vi har set eksemplet med fransk vin, der stort set blev boykottet af forbrugerne. Vi har set det samme ske med et multinationalt benzinselskab som følge af en forureningssag. I større og større omfang må virksomhederne stå til regnskab for de produkter, som de sælger. Hvor kommer de fra, hvem har produceret dem, og hvad indeholder de? Man taler om den politiske forbruger. En efter min mening særdeles positiv udvikling. 

Tilbage er at ønske, at de samme krav bliver stillet til vores danske kapitalformidlere. Hvornår vil vi kræve af ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at de skal vurdere etikken i deres kapitalplacering - og ligeledes kræve af pensionskasser, forsikringsselskaber og banker, at de må stå til ansvar for, hvad deres midler anvendes til. De nye og magtfulde folkebevægelser må nødvendigvis også fokusere på denne væsentlige del af vores samfund, hvis de virkelig ønsker at påvirke udviklingen. 

Samarbejde og dialog?
Globaliseringen kommer også til udtryk i stordrift landene imellem. Her tænker jeg på EU-samarbejdet og tilsvarende tiltag andre steder i verden. Personligt er jeg tilhænger af samarbejde og dialog, men når dette samarbejde udvikler sig til fælles parlament og lovgivning, er det efter min opfattelse i strid med Danmarks Riges Grundlov, idet vi lægger en stigende del af beslutningsprocessen uden for Danmarks Folketing. Den danske befolkning er omkring dette spørgsmål delt i to lige store lejre, men set i forhold til de øvrige europæiske lande er den danske befolkning generelt skeptisk over for EU. Vi tager forbehold for afgivelse af suverænitet og drøfter udviklingen mere, end vi ser i andre lande. Jeg er sikker på, at dette skyldes den større demokratiske kultur, der hersker i Danmark. Vi lader ikke bare stå til, så udenlandske politikere og EU-administrationen tager beslutningerne hen over hovedet på os. 

Sidste eksempel på den danske protest så vi i efteråret, hvor vi stemte om den økonomiske politik og indførelse af euro’en. Der sagde danskerne fra til stor irritation for både regeringspartierne og den borgerlige opposition. Alle de negative forudsigelser, der blev kørt som skrækkampagner, blev gjort til skamme, og tilliden til politikerne blev ikke dermed større. Det skal dog siges, at regeringspartierne hjalp godt med til at fremprovokere denne afgørelse, dels gennem den uheldige boykot af Østrigs regering, og dels ved i en panisk situation at afgive løfter, som borgerne af erfaring ikke kan have tillid til. En sådan stillingtagen fra det danske folk bliver der lagt mærke til i de andre EU-lande. Jeg håber på, at det kan medvirke til, at også disse landes befolkning stiller sig kritisk over for den udvikling, som visse af de store landes politikere arbejder hen imod: De Forenede Europæiske Stater.

Frigørelse – menneskeligt og materielt?
Demokratiet i Danmark lever stadig, måske ikke i bedste velgående, men der er tegn på liv. Vi mangler måske vækkelse og oplysning, som det skete sidst i 1800-tallet, så vi igen får et socialt og bæredygtigt element ind i vores udvikling som modvægt til globaliseringen. 

Med indførelsen af Danmarks Riges Grundlov blev grundlaget for den menneskelige frigørelse lagt i lovmæssig forstand. Man blev frigjort fra de gamle bindinger til godserne og arbejdsgiverne, men det blev erstattet af bindinger til pengemagten. Nu er opgaven at gennemføre frigørelsen på det materielle plan, og gøre os uafhængig af kapitalbindingerne. Det kan ikke alene gøres ved politisk påvirkning og gennem organisationer - hver enkelt borger må tage stilling og selv gøre en aktiv indsats i sine valg hver eneste dag.

J.A.K. bladet