Følgende artikel er blevet bragt i fagbladet "Økonomaen".

Ragnhild Madsen er født i 1903. Hun har levet i et århundrede, hvor politiske ideer og strømninger blussede op og brændte ud igen. En af de få, der fortsat er liv i, er kravet om giftfri fødevarer. Det kan Ragnhild Maden ikke længere få opfyldt til trods for, at hun i mere end 50 år har levet efter biodynamiske principper.

På plejehjemmet Kejlstruplund i Silkeborg kan Ragnhild Madsen ikke få serveret de usprøjtede, økologiske grøntsager, hun har været vant til at spise. Det accepteres, at hun som den eneste af hjemmets beboere er vegetar, men økologiske råvarer til ældreplejen er der ikke afsat penge til på Silkeborgs budget, selv om kommunen roser sig af at være med i det meget omtalte "Green City" projekt.

- Personalet her på hjemmet er såmænd flinke nok, men man kan ikke lave om på systemet. Det er ikke indrettet efter, at nogen er anderledes. Når jeg spørger efter, om vi ikke kan få økologisk mad, får jeg at vide, at det ikke er bevilget. Men kommunen burde tænke på, at sunde og livskraftige mennesker er billigere i drift. Selv har jeg aldrig været syg, siger den snart 97-årige Ragnhild Madsen.

Slagfærdig ægtemand

Oppe under plejehjemmets tag byder Ragnhild Madsen på økologisk kaffe og sandkage. Den lyse lejlighed med skråvægge og hanebjælker virker næsten ungdommelig med sit sparsomme møblement og udstyr. Et af billederne på væggen er et malt portræt af ægtefællen Peter Maden.

- På billeder ligner han Grundtvig, men det synes jeg nu ikke, han gjorde. Han var dynamisk og yderst slagfærdig. Du skulle have hørt ham tale til en forsamling eller diskutere med de lærde professorer fra Landbohøjskolen. Han gik i folk med træsko på, og han forstod altid at sige noget sjovt, så folk lyttede til hans budskab, siger Ragnhild Madsen.

Budskabet var det biodynamiske landbrug. Peter Madsen var aktiv, til han døde i 1993 som 93-årig. På det tidspunkt opgav Ragnhild huset ved Lillebælt og søgte plejehjemsplads i Silkeborg i nærheden af sin søn og dennes familie.

I alle årene forud udgjorde Ragnhild Madsen det praktiske bagland for sin mand, når han som formand for Biodynamisk Landbrugsforening og aktiv i antirente-bevægelsen J.A.K. (Jord - Arbejde - Kapital) fór land og rige rundt som agitator.

Døde regnorme

- Min mand blev grebet af den biodynamiske tanke allerede i 1929. Under en markvandring med en konsulent så han, hvordan regnormene lå sammenkrøllede oven på jorden, slået ihjel af kunstgødning og sprøjtegifte, fortæller Ragnhild Madsen.

Dengang var det en lille flok danske godsejere og storbønder, der forsøgte af realisere østrigeren Rudolf Steiners teorier om at dyrke jorden uden brug af kunstgødning og giftstoffer. Den fynske grev Bernstorff overtalte Peter Madsen til at afløse ham som formand for landbrugsforeningen, og herefter blev det biodynamiske budskab bredt ud til høj og lav.

- Vi drev et biodynamisk landbrug i Odsherred i 22 år. Folk begyndte hurtigt at spørge, om de måtte komme ud at se vores jord. Der var et evigt rykind af landbrugseksperter og nysgerrige, og de kom helt fra Indien og England. Vi bød dem altid på kaffe eller mad, så der var nok at se til, husker Ragnhild Madsen.

Gården tog også imod landbrugselever fra ind- og udland, og der var tillige brug for karle og piger til den arbejdskrævende produktion.

- Jeg lavede vegetarisk mad til alle på gården, og langt de fleste spiste den med god appetit. Men en dag fik vi en karl fra Struer-egnen, og han krævede kød på bordet. Det ville vi ikke høre tale om, og så blev der proces ud af det. I retten spurgte dommeren karlen, hvad han fik at spise. "Vi får så møj blomkål!" lød svaret på jysk. Dommeren udbrød: "Bare det var mig!", fortæller Ragnhild Madsen med et smil og tilføjer, at sagen endte med forlig.

Pionér på en tør egn

Men tiden var langtfra moden til det store gennembrud for den bæredygtige landbrugsproduktion. Ægteparret Madsen måtte finde sig i rollen som vidtløftige originaler. En opvækst præget af friskoler og højskoler havde givet dem rygstødet til at gå imod flokken.

- Jeg blev født på en gård ved Højslev på Skive-egnen. Min far tog på mejeriskole og grundlagde et mejeri, inspireret af andelsbevægelsen. Det var en rigtig tør egn, hvor der ikke var sket noget nyt af betydning siden bondefrigørelsen. Far var nødt til at starte mejeriet på privat basis. Først da bønderne fandt ud af, at han tjente for mange penge på mælken, accepterede de hans tanke om et andelsmejeri, siger Ragnhild Madsen.

Også en friskole fik faren op at stå, inden familien flyttede til Fyn, hvor Ragnhilds mor følte sig mere hjemme. Hun indførte den kødløse kost, efter at have stiftet bekendtskab med den vestjyske læge og vegetar Mikkel Hindhede og dennes kogebog Bort fra kødet. Bevidstheden om en sammenhæng mellem forkert ernæring og sygdom fik Ragnhild fra barnsben.

- Mine forældre skiftedes til at rejse på højskole, og de var meget optaget af Kolds og Grundtvigs tanker om, at fortællingen - det levende ord - skulle præge skolen. Vi børn skulle ikke udsættes for lektietyranni. Jeg husker min barndom som en dejlig tid, fortæller Ragnhild Madsen.

Det var naturligt, at Ragnhild og hendes fire søskende og fire halvsøskende tog en uddannelse. For hendes vedkommende blev det den frie læreruddannelse, efter at hun forgæves havde søgt at blive forskolelærer.

- Jeg blev siet fra, fordi jeg var en af de yngste "Nå hende, hun bliver gift!" skal forstanderen have sagt!

Hun blev både gift og arbejdede 15 år som friskolelærer. Da hun og Peter Madsen mange år senere havde bevist, at det lod sig gøre at drive biodynamisk landbrug og leve af det, solgte de gården til fordel for en aktiv pensionisttilværelse på Fyn. Her drev Ragnhild et mindre pensionat, selvfølgelig med vegetarisk kost på menuen.

Ingen at tale med

Men nu er det slut, og Ragnhild Madsen sidder tilbage med minderne. Hovedet fejler intet, men synet og hørelsen er efterhånden så svækket, at hun sjældent kommer uden for plejehjemmet. Hun skrev et velformuleret læserbrev til den lokale avis, hvor hun argumenterede for økologisk mad på plejehjemmene, men ellers diskuterer Ragnhild ikke sine holdninger med nogen.

- Jeg har haft et godt liv, hvor jeg altid har været omgivet af mange mennesker. Derfor kan det føles ensomt her. De andre beboere kan kun snakke om dagen og vejen, og personalet har ikke tid til at tale med os. Men jeg håber stadig, at man når at indføre økologiske grøntsager på Kejlstruplund, mens jeg er her.

J.A.K. bladet