J.A.K. bladet

Ernæring og livsstil

Leder af redaktionen

Vidtløftige originaler - det var den rolle, ægteparret Ragnhild og Peter Madsen måtte finde sig i, da de for 50 år siden drev et biodynamisk landbrug i Odsherred.

Denne karakteristik fremgår af artiklen om den nu 97-årige Ragnhild Madsen i dette nummer af J.A.K. bladet.

Efter 50 år med biodynamisk kost må Ragnhild nu på plejehjemmet undvære de usprøjtede, økologiske grøntsager (man accepterer dog, at hun er vegetar).

Ragnhild Madsen er et godt eksempel på, at den daglige ernæring i høj grad har noget med ens livsstil at gøre - og det er netop dette tema, J.A.K. bladet denne gang har taget op.

Maden og det gode liv

Det er lykkedes redaktionen at samle et antal særdeles oplysende artikler om temaet "Ernæring og livsstil".

En gruppe madfolk (bl.a. Claus Meyer og Arne Astrup), der kalder sig Natfødderne - inspireret af NATurlige FØDevarer - indleder deres bidrag til vort temanummer med følgende udsagn: "Den mad, vi spiser, skal ikke bare mætte. Den skal også bidrage til, at vi har det godt, knaldgodt - mens vi spiser og i resten af livet".

Det er en meget tankevækkende artikel, der omfatter en række stærke - for nogle producenter og forbrugere måske provokerende - udsagn om fødevareproduktion og -kvalitet, om ernæringens indflydelse på vor sundhed og om behovet for øget forskning (ikke mindst om den aktuelle brug og afhængighed af gifte, medicin og tilsætningsstoffer).

Du bliver, hvad du spiser

Kan det tænkes, at vi bliver påvirket af det livssyn, der ligger til grund for næringsmidlet? Hvis det, vi spiser, påvirker os med impulser fra det livssyn, hvormed det er fremstillet, så får den gamle frase "du bliver, hvad du spiser" en dybere betydning.

Det er essensen af Klaus Loehr-Petersens bidrag, der går ind til kernen af den tankegang, der præger producenter og forbrugere af biodynamiske produkter.

Kuvøse-agurken

Hvad er en kuvøse-agurk? Det er en stor struttende agurk, der er flot udenpå, men inderst inde er en svækling. Produktionsformen betyder, at planten bukker under for svampe- og bakterieangreb for et godt ord.

Derfor skal den beskyttes, f.eks. ved at man bygger en kuvøse (et drivhus) omkring den og behandler den med ukrudts- og svampedræbende midler.

Kuvøse-agurken er eet eksempel blandt mange i en kronik trykt i Politiken - og som forfatterne Ane Bodil Søgaard og Ib Ravn har givet J.A.K. bladet lov til at genbruge.

En sund økonomi...

Det ville ikke være J.A.K. bladet, dersom vi ikke gjorde opmærksom på, at sundhed og livsstil også har noget med den tankemæssige ernæring at gøre.

Vi kender udtrykket "en sund sjæl i et sundt legeme". I et debatoplæg skrevet i 1984 foreslog et medlem af det nuværende redaktionsudvalg, at der var behov for at lancere et nyt slogan "en sund økonomi i et sundt samfund".

Vi stiller spørgsmålet, om der er sket ændringer på 16 år - og må nok konstatere, at Landsforeningen J.A.K. fortsat har en vigtig opgave med at servere en menu indeholdende gode argumenter om rentefrie penge som grundlag for et økonomisk system, der tjener fællesskabet - og overflødiggør den alles kamp mod alle, som det nuværende system ofte er årsag til.

Derfor er det også naturligt, at referatet fra Landsforeningens årsmøde er en del af dette temanummer. I forbindelse med årsmødet blev gennemført et cafeværksted, hvor J.A.K.s tanker om et økonomisk bæredygtigt system blev sat ind i en økologisk bæredygtig helhed - en proces, hvor ernæringen (tankerne og de afledte handlinger) er det vitaminrige grundlag for en livsstil, hvor økonomisk og menneskelig frigørelse er et bærende element.

J.A.K. bladet