| J.A.K. bladet
Vedvarende energi i fortid, nutid og fremtid Af Preben Maegaard, forstander for Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi og vicepræsident for EUROSOLAR.
Solens energi falder på jordens overflader, hvor markerne, skovene, havene og søerne er de store solfangere, der uden ophør forsyner os med føde, brændsel, klæder og byggematerialer, alt sammen i et kredsløb, der har skaffet mennesket det nødvendige til nu. Når planterne vokser, spalter de CO2 i kulstof og ilt, altså grundstoffer som igen bliver til kultveilte, når de omsættes som føde for dyr og mennesker eller i motorer og kraftværker. Så hvad enten den ultimative nedbrydning af biomassen sker på skovens bund eller i pyrolyseanlægget, så frigøres der CO2, som er råstoffet for næste vækstsæsons dannelse af nyt stof. Solens direkte stråling kan også udnyttes i en solfanger, hvor der bagved en glasrude bliver lavet varmt vand til bad og opvask og rumopvarmning, så at brug af olie, el og gas i sommerhalvåret til disse formål er aldeles meningsløst. Når solen skinner på en solcelle, laver den elektricitet uden bevægelige dele i turbiner og generatorer. Hele bygningen kan også udformes efter at opfange solens energi og derefter holde på den, til det bliver nat. Men solen skaber også trykforskelle i atmosfæren, som får det til at blæse på vindmøllerne. Vinden danner naturligvis også havets bølger, en energikilde vi endnu ikke er dygtige nok til at udnytte, selvom der sker gode fremskridt i udviklingen af bølgeenergi. Endelig er der tidevand, havstrømme, temperaturforskelle i oceanerne og i undergrunden, som kan udnyttes, så der er ingen grund til at frygte energimangel. Når det er så svært og tager så lang tid
at stille om til de sikre, rene og rigelige energikilder, er der forskellige
grunde dertil. En særlig begrænsning er, at der mangler mennesker med
kundskaber og erfaring i udvikling, udnyttelse og fremstilling af de nye
energiformer. Vi har i Europa i tusindvis af teknikere, der kan bygge
atomkraftværker, men hidtil har ingen trods talrige forsøg været i stand
til f.eks. at lave et bølgekraft- eller forgasningsanlæg, som bare virker.
Til undskyldning herfor tjener, at universiteter og forskningsinstitutioner
stadigvæk ikke bredt uddanner folk i de energiløsninger, som tilhører
fremtiden. Vindmøllerne kører perfekt, javel, men det er undtagelsen, som
viser, at samfundet endnu er langt fra at tage vedvarende energi rigtigt
alvorligt bare som fag og nødvendig kompetence. At der så derudover er
enorme hindringer fra politisk træghed og veletablerede energimonopoler er
velkendt. Solvarme og solelektricitet I grunden er solvarmeanlæg en naturlig del af en bygning og burde være at finde på ethvert hus, hvor der bruges varmt vand. Første skridt i retning af at gøre solvarme obligatorisk er taget med vedtagelse i Folketinget i maj 2001 af et lovforslag fra Kristeligt Folkeparti, at i bygninger uden for fjernvarmeområder skal offentlige bygninger, almennyttigt boligbyggeri og erhvervsbyggeri installere solvarme, medmindre særlige forhold gør det uøkonomisk. Loven træder i kraft i 2001. Hermed udvides anvendelsen af solvarme kraftigt, ligesom man kan se frem til, at efterhånden vil solvarme blive gjort obligatorisk i alle former for byggeri. Med finanslovsaftalen af 1997 mellem SF, Enhedslisten og regeringspartierne kom der omsider gang i anvendelsen af solceller i Danmark. Forklaringen havde indtil da været, at solceller var for dyre, at de kunne ikke konkurrere med vindmøller, flis, halm m.v. Den vurdering var forkert og kostede Danmark en lovende ny industri inden for elektricitet. Var vi nemlig kommet i gang i tide med at skabe et marked for solceller, så havde vi også fået en industri på det felt. I mellemtiden har solcelleindustrien i udlandet udviklet sig med stor hast og er målt i omsætning lige så stor som den globale vindmølleindustri med en omsætning på 20 mia. kr. om året. Årligt vokser markedet for solceller med 40%, så høj pris er ingen hindring. Danmark er henvist til at importere solcelleteknik, men heldigvis har der vist sig nogle nicher, hvor solceller integreres i bygningselementer. Her er dansk industri ved at få godt fat. Der er ikke mange initiativer fra private husejere med at installere solceller. Derimod er der flere elselskaber, som bliver særdeles vel modtaget af husejerne med tilbud om at opstille solceller på deres hustage. Med hensyn til afregning er der lavet særlige vilkår for solcellestrøm efter det såkaldte nettoprincip: Måleren kan køre baglæns, når anlægget producerer mere, end huset forbruger. Dermed får man i praksis 1,25 kroner for en kWh, hvilket dog er en lav pris i forhold til Tyskland, hvor den ny lov garanterer 99 pfennig pr. kWh i 20 år. Den slags sætter for alvor gang i tingene.
Fra statens side har der i mange år været satset stærkt og ret ensidigt på store fællesbiogasanlæg, hvoraf der står 20 rundt om i landet. Men sidste år skete der en kovending inden for biogas. Producenter og landmænd med biogasanlæg gjorde i fællesskab oprør imod den gældende politik. Det er oplagt at lave biogas ude på gårdene, hvor de har et stort forbrug af både el og varme, og det kan man med gårdbiogasanlæg. En afgjort fordel med gårdbiogas over for fællesanlæg er, at man undgår lastbiltransport med gylle fra gårdene til biogasanlægget. Det drejer sig om mange millioner tons. Udbygningen med gårdbiogas er især slået
an på de store svinefarme, hvor 30 - 50 m3 gylle dagligt kan holde et stort
generatoranlæg kørende. På de største gårde kører der 500 kW
elgeneratorer i døgndrift. De fleste af disse nye gårdanlæg bliver
leveret af Århus-virksomheden Dansk Biogas A/S. Teknikken er udviklet siden
1985 på Folkecenteret, som i mange år var den eneste danske instans, der
udviklede gårdbiogas. Succesen med Folkecenterets teknologi vendte
udviklingen. Man forventer, der i løbet af få år er gårdbiogas på 500
store landbrug. Vindmøller Men med den nye energireform, som trådte i kraft den 1. januar 2000, er det også sket med opstilling af vindmøller i Danmark inden for de organisatoriske og økonomiske rammer, som har båret udviklingen med stor succes igennem 25 år. To forhold har været afgørende for den danske vindmøllesucces. Fælleseje i vindmøllelaug har givet bred folkelig accept og demokratisk ejerskab. Med 160.000 ejere af de mange fællesmøller står vi med det smukkest tænkelige eksempel på folkelig organisering nedefra. Vindmøllelaugene har været det ultimative danske modspil til atomkraften, som totalt mistede folkelig legitimitet, da vindmøllerne banede sig vej frem. Danskerne foretrækker det decentrale, når muligheden er til stede herfor. Sidste fase af vindmølleudviklingen har dog ikke været specielt folkelig. I det konstante råb på mere og mere planlægning af vindmøllerne glemte politikerne at sikre sig, at opstillingen skete ved bevarelse af social balance i ejerskabet. Dermed opstod fænomenet vindmøllebaron, hvor en enkelt person kan eje en meget stor vindmølle til ti millioner kroner. Der har været fristende indtjeningsmuligheder, men alt imens at pengene landede i lommerne på én ejer i stedet for 200 ejere i et laug, så forsvandt også den folkelige accept af vindmøllerne som dug for solen. Dermed var 25 års udvikling med folkeeje af en vigtig del af fremtidens energiforsyning passé. Man har valgt i Danmark at drosle ned på opstilling af vindmøller på land, hvor der står ca. 7000. Vægten ligger fremover på havmøller. Gode erfaringer fra mindre anlæg ved Lolland, ved Tunø og på Middelgrunden har resulteret i en række virkelig store anlæg. På Horns Rev ud for Esbjerg vil allerede i 2002 stå 80 møller på hver 2.000 kW, hvorefter følger havmøller ved Læsø og i Østersøen. Derimod går det mere end trægt med at få gang i husstandsmøllerne. Mange husejere i det åbne land vil gerne lave el og varme fra egen mølle. Men hindringerne er store. Det er svært at få lov til at opstille de små vindmøller. Energi fra husstandsmøller er dyrere end fra store vindmøller, men langt billigere end energi fra solvarme og solceller. Og det er den relevante sammenligning. Danmark som succesrigt laboratorium ikke bare for ny teknik, men også tilpassede tarifformer, har smittet af på andre lande som Tyskland, Spanien og Frankrig. Her har man overtaget den anden afgørende betingelse for at indføre decentral energiforsyning. Uden garanterede mindstepriser - viser erfaringen - kommer der ingen nævneværdig udbygning med vedvarende energi. Når man skal låne i pengeinstituttet, vil det kende vilkårene for tilbagebetalingen af investeringen i det kapitalkrævende anlæg. Der er behov for lån med lang løbetid, gerne 20 år, så at kilowattimeprisen kan blive rimelig, for dersom de private energiproducenter ikke kan finansiere på lige så gode vilkår som elmonopolerne, så taber man jo slaget om fremtidens energiforsyning. Derfor er det interessant at se på den lovgivning, som Tyskland indførte pr. 1. april 2000. Den tyske vedvarende energilov forpligter elselskaberne til at købe af private til en af staten fastsat pris, som er bestemt af økonomien i solceller, store og små biogasanlæg, havmøller og indlandsplacerede vindmøller. Priserne er tilmed garanteret i 20 år. Med den nye lov er der i Tyskland skabt en forrygende udbygning med alle former for vedvarende energi, hvor teknologierne enkeltvis har fået optimale økonomiske vilkår. Samtidig har den voldsomme efterspørgsel efter nye energiformer skabt grundlaget for nye industrier, der stormer fremad med stor eksport og tusindvis af nye jobs. Det er hensigten i Tyskland at gøre VE-sektoren til en nøgleindustri, der kan sammenlignes med bilindustrien. Rammerne herfor er på plads. En vigtig brik i dette spil faldt på plads
den 13. marts 2001, da Den Europæiske Domstol i Luxemburg fastslog, at den
tyske lov ikke stred imod det indre markeds konkurrencevilkår. Tilmed
udtalte domstolen, at miljøhensyn og vedvarende energi havde forrang frem
for konkurrencehensyn. Denne sensationelle afgørelse indebærer, at alle
lande kan vælge den politik, der er optimal for udbygningen med vedvarende
energi. Vedvarende energis fremtid i Danmark Andre europæiske lande med ordninger, der ligner de nye danske, har en meget svag udvikling inden for vedvarende energi. England, Irland og Holland har således tilsammen ikke flere vindmøller, end den danske industri kan fremstille på fire måneder. I atomkraftlandene Finland, Belgien og Frankrig har de tilsammen ikke flere vindmøller, end vi har i Sydthy Kommune. Tydeligere kan det ikke illustreres, hvor afhængig vedvarende energi er af de rigtige politiske betingelser. Men måske går EU i løbet af 3-4 år ind med et direktiv, der fastlægger vilkårene. Som det er nu, tillader EU, at landene selv bestemmer deres VE-politik. Men for at opfylde fælles forpligtende CO2 reduktioner i henhold til Kyoto-aftalen, må man regne med, at der kommer fælles og ensartede EU-regler. Og der er ingen tvivl om, at de bliver baseret på de mest virkningsfulde principper til fremme af vedvarende energi. Som det er nu, tyder alt på, at det er den tyske model med garanterede og differentierede mindstepriser, som mest effektivt bringer vedvarende energi i offensiven i stor målestok. For ikke at indføre komplicerede ordninger
med kvoter og grønne certifikater, som alligevel bliver skrottet af et
EU-direktiv i løbet af få år, vil det være klog dansk politik at vente
og se tiden an. Alt for meget står på spil, hvis vi vælger forkert.
|