| J.A.K.
bladet Fra lokalkredsene Generalforsamling i J.A.K. Københavns lokalkreds J.A.K. Københavns lokalkreds holdt den 29. marts 2000 generalforsamling i Fælleskassens lokaler. Der bringes her et resume af aftenens begivenheder. Bestyrelsens beretning Formanden Poul Busk Sørensen indledte med at fastslå, at J.A.K. Københavns lokalkreds arbejder ud fra Landsforeningen J.A.K.s formål: "At rejse en bevægelse for gennemførelse af folkets menneskelige og økonomiske frigørelse samt at arbejde for oprettelse af praktiske funktioner til fremme af dette formål". I 1999 har J.A.K. Københavns lokalkreds haft 202 medlemmer. Det vil være muligt blandt Fælleskassens andelshavere at skaffe nogle flere medlemmer til lokalkredsen, men det er ikke et mål i sig selv. Den nuværende bestyrelse opfatter først og fremmest lokalkredsens opgave at være et "brohoved" for det idemæssige element i J.A.K. at være en vagthund over for Fælleskassen (altid at have J.A.K. folk placeret i repræsentantskab og bestyrelse) og at have en overbevist skare klar til en ny og fremadrettet kamp for J.A.K. sagen, hvis det praktiske arbejde endnu en gang skulle lide skibbrud. Den største opgave i 1999 har været at støtte Landsforeningens lancering af J.A.K. bladet i den nye forbedrede udgave med de 4 temanumre og 4 medlemsnumre. Ved en kampagne over for medlemmer af lokalkredsen og andelshavere i Fælleskassen er det lykkedes at skaffe ca. 50 nye abonnenter. Poul oplyste, at han personligt har stor glæde af at være medlem af redaktionsudvalget. J.A.K. bladet fortsætter efter samme køreplan i år 2000 og nr. 1 med temaet "Pengeinstitutter med holdning" er fra flere sider betegnet som redaktionens "svendestykke". Lokalkredsen gør sin indflydelse gældende i Fælleskassens repræsentantskab, hvor Poul er næstformand og sekretær ligesom Landsforeningens bestyrelsesmedlem Finn Bentzen efter forslag fra J.A.K. Københavns lokalkreds også er indvalgt i repræsentantskabet. Regnskab 1999 Kontingenter androg 10.100 kr. Udgifterne beløb sig til 6.421 kr., hvoraf omkring 5.000 kr. kan relateres til kampagne og støtte for J.A.K. bladet. Resultatopgørelsen udviste herefter et overskud på 3.679 kr. Formuen er steget til 294.248 kr., som alle er placeret i Fælleskassen fordelt med 250.000 kr. i andelskapital og 44.248 kr. på rentefri indlånskonto. Valg af bestyrelse og revisorer Til bestyrelsen var der genvalg af Poul Busk Sørensen, Åge Kramp, Sven Friis Jørgensen og Leif Jørgensen. Som revisorer genvalgtes Kurt Larsen og Egon Møller. Fremtiden Den 23. februar 2000 var J.A.K. Københavns lokalkreds vært for et af møderne i Landsforeningens møderunde om den nye struktur. Jakob Mikkelsen og Finn Bentzen gav de 35 deltagere et godt indblik i de mulige fremtidige rammer for en organisation, der endnu stærkere kan være med til at markedsføre J.A.K. tankerne. Lokalkredsens bestyrelse vil med interesse følge den videre udvikling og er på forhånd positivt stemt over for de nye ideer. Poul omtalte J.A.K. fonden som en god mulighed til at "lade J.A.K. penge forblive på J.A.K. hænder til evig tid". Han opfordrede medlemmerne til at holde øje med de kommende numre af J.A.K. bladet, hvor fondens formål og virke vil blive nærmere beskrevet. Landsforeningen J.A.K. fylder 70 år den 11. februar 2001. Skal denne mærkedag markeres på en eller anden måde? Bestyrelsen vil tage kontakt til de andre J.A.K. lokalkredse på Sjælland om et evt. fælles arrangement. Formanden sluttede aftenen med en opfordring til at slutte op om såvel den idemæssige som den praktiske del af J.A.K. arbejdet i København. En umiddelbar anledning vil være at deltage i Fælleskassens generalforsamling den 27. april 2000. Sekretæren Møder J.A.K. lokalkreds Slagelse afholder sommertur 18. juni. Vi samles ved Andelskassen, Løvegade 63 kl. 10.00 og kører i bus til Frilandsmuseet i Lyngby, hvor vi nyder vor medbragte mad og beser det spændende område. Cirka kl. 15.00-15.30 går turen hjemad, hvor vi gør holdt ved Svogerslev kro og nyder en kop kaffe. Hjemkomst cirka kl. 18.00-18.30. Tilmelding til turen senest 12. juni til Andelskassen, Irene Hansen, tlf. 58 50 47 70, eller Rigmor Rasmussen, tlf. 59 43 91 77. Pris for turen ca. 100,00 kr. J.A.K. lokalkreds Slagelse Debatmøde om den nye struktur Landsforeningen J.A.K. arbejder i øjeblikket med en større strukturændring. Den 10. maj 2000 holdt vi møde om den nye struktur. Ud over medlemmer af Silkeborg lokalkreds havde Landsforeningen J.A.K. på vores foranledning sendt indbydelse ud til de medlemmer, som har adresse i det østjyske område. Medlemmer af Landsforeningen J.A.K.s strukturudvalg fremlagde deres forslag. Lokalkredsene bliver nedlagt og i stedet inddeles landet i 7 - 8 større regioner, der vælger et repræsentantskab. Ud over de medlemsvalgte skal repræsentantskabet bestå af en repræsentant fra hvert J.A.K. pengeinstitut. Hver region skal bestå af 3-7 bestyrelsesmedlemmer, som vælges på generalforsamling i regionen. Landsforeningens bestyrelse udpeger det ene bestyrelsesmedlem, som skal deltage i regionsarbejdet. Man håber med den nye struktur, at der kan skabes mere liv i Landsforeningen og det lokale arbejde, således at der bliver en større opbakning, når der afholdes møder i J.A.K. Der blev debatteret fordele og ulemper ved den nye struktur samt ved den opdeling, der er i dag. Mødet havde 12 deltagere. Sekretæren Referat fra J.A.K. lokalkreds Slagelse Ditlev Nissen fortalte på et møde i lokalkredsen spændende og medrivende om Christiania. Blandt andet om udstedelsen af egne mønter, som han havde nogle eksemplarer med af. Om hvordan de i nogen grad brugtes som betalingsmiddel og var blevet noget af en turistattraktion. Mange siger med hovedrysten, at et eksperiment som dette kunne slet ikke finde sted i vort land. Men, sagde Ditlev Nissen, vi nyder godt af danskernes tolerance. Han fortale, at der cirka 2000 steder rundt om i verden er enheder, der laver lignende forsøg med udstedelse af egne mønter til forskel fra landets valuta. Han nævnte et område i Italien, hvor man havde en hel by med egen bank, hvor man lod sin egen mønt cirkulere til stor gavn for området. Blandt andet havde man bygget et tempel ind i bjergene, som skulle være exceptionelt. Ikke tilknyttet en bestemt religion. Man havde nogle specielle regler omkring ægteskab. I det stærkt katolske Italien, hvor for eksempel skilsmisse er meget vanskeligt at opnå. Han nævnte også et område i Amerika, kaldet Ithaka, hvor man blev træt af at se penge forsvinde til investering i for eksempel fældning af regnskove eller olieudvinding. Så man begyndte at investere i lokalsamfundet. Ditlev Nissen kom også ind på LETS systemet. Der var livlig diskussion efter foredraget. Rigmor Rasmussen Referater fra Silkeborg J.A.K.lokalkreds Pinsepakken Den 28. februar 2000 var der inviteret til økonomiaften. Her fortalte direktør Uffe Madsen fra Folkesparekassen og revisor Orla Korsholm om pinsepakken. Pinsepakken blev vedtaget i juni 1998, fordi regeringen ønskede at bremse forbruget i samfundet. Der havde været en ret stor lønstigning i 90'erne, og arbejdsløsheden var faldet. Renten falder meget i 90'erne, hvorfor det lånefinansierede forbrug steg meget. Folk har flere penge til rådighed, hvorfor de jo også køber varer i udlandet, hvilket vor betalingsbalance ikke har godt af. Med pinsepakkens vedtagelse kommer vi til at betale mere i skatter og afgifter. Der er andre beskatningsformer, såsom beskatning ved ejendomssalg af visse typer af ejendomme. Den nye ejendomsværdiskat, som trådte i kraft pr. 1. januar 2000, kommer til at koste nye boligejere mere i skat. Den skattemæssige værdi af rentefradraget falder. Så det vil fremover blive dyrt at være boligejer med pinsepakkens vedtagelse. Regeringen beskatter boligejere, for det er her, værdierne er. Det er i dag billigere at bo i lejebolig. Vi så et eksempel på, hvad det koster i dag at flytte fra et hus, der koster kr. 1.000.000 til et tilsvarende hus efter pinsepakkens vedtagelse. Skatteværdien af rentefradraget falder fra kr. 1.900 til kr. 900 om måneden. Så der er ingen tvivl om, at vi nu begynder at mærke pinsepakkens virkninger på mange måder. Der var 15 deltagere til denne meget spændende og interessante aften. |