| J.A.K.
bladet Etikken omkring penge Af Jakob Mikkelsen, formand for Landsforeningen J.A.K. I de seneste dage, før dette skrives, er etikken omkring penge igen kommet i fokus. Det er netop lykkedes lægernes pensionskasse at finde verdens mindste figenblad, som de tror at gemme sig bag; men vi ved det jo fra bikinien: Når de kommer under en vis størrelse, afslører de mere, end de skjuler Lægerne har endnu engang bevist, at intelligens ikke er synonymt med klogskab: På pensionskassens årsmøde blev der fremsat forslag om, at man skulle ophøre med investeringer i tobaksproduktion, alkoholfremstilling samt våben. Man valgte en blød landing, idet man nu ikke længere vil tjene penge på fremstillingen af tobak. Derimod har lægerne med al deres intelligens fundet ud af, at ikke alle våben bruges negativt, da en del våben faktisk bruges i fredsbevarende sammenhænge (hvorfor en sådan fredsbevarende indsats så end er påkrævet). Bravo! Man købte sig så lidt aflad ved at beslutte at sælge tobaksaktierne. Jo, al begyndelse er svær. For nogle få dage siden kunne vi høre om, at Den Danske Bank (igen) havde været meget kreativ i omgangen med fortrolige kundeoplysninger. Da man ikke må overgive fortrolige oplysninger om kunderne til andre, har man i Den Danske Bank opfundet et karaktersystem, der angiver den enkelte kundes økonomiske rang. Dette er ikke en fortrolig oplysning, så derfor må den gerne gives videre til en samarbejdspartner, der så bruger den til kun at vælge kunder med en god karakter, eller i det mindste tage sig godt betalt, hvis man skulle nedlade sig til at røre de lidt dårligere karakteriserede! Meget forundrede over, at systemet ikke er på den rigtige side af de etiske normer, der gælder i arbejdet i bankverdenen, siger Den Danske Bank så, at det da godt kan være, at man fremover vil gøre opmærksom på denne praksis over for kunderne! Ja tak, men jeg kan da levende forestille mig en bankrådgiver, der er delvist provisionslønnet, bagatellisere dette eller måske endda gøre en dyd af det! Og hvorfor så dette udfald mod lægerne og Den Danske Bank (det kunne vel sagtens have været hvilken som helst bank, der hviler på ideen om at få det størst mulig afkast til aktionærerne)? Jo, for det giver endnu en gang anledning til, at du og jeg må tage stilling til etikken hos vore samarbejdspartnere og dermed vort eget etiske fundament: Vil du og jeg deltage i noget sådant? - eller vil vi forsøge at finde andre muligheder. Er der andre muligheder? Ja, ja og atter ja! Der findes andre muligheder, nemlig vore J.A.K. pengeinstitutter, hvor alle behandles efter samme normer, og hvor målet ikke, som lægerne udtrykker det, er at få pengene til at yngle bedst muligt! Nej, her er målet at være serviceorgan for brugerne/andelshaverne! Mit krav til dig er: Tag stilling! Min opfordring til dig er: Sæt handling på din stillingtagen og brug de etisk velfunderede J.A.K. pengeinstitutter og sidst, men ikke mindst: Gør det helhjertet i så stort et omfang som muligt, så det ikke pludselig er dig, der skal forsøge at gemme dig bag et figenblad, der måske afslører mere, end det skjuler! Både lægerne, bankerne og du og jeg bliver målt på vore handlinger og ikke på vores evne til bortforklaringer.
|