J.A.K. bladet

Leder af Jakob Mikkelsen, formand for Landsforeningen J.A.K.

Der er grøde i luften

Da vi i redaktionsudvalget planlagde den nye profil på J.A.K. bladet, var det ud fra, at det var vigtigt, at der var fire gode blade, der virkelig kunne præsentere J.A.K. på en fin og sober måde. Det var især mennesker, der ikke havde den store viden om J.A.K. og bevægelsens historie, disse blade var tænkt til, samtidig med at de også skulle være spændende læsning for alle. Vi ville gerne vise andre sider af, hvad J.A.K. står for. Derfor opstod ideen med de fire temanumre, der ud over medlemmerne også sendes til mere end 2000 brugere i J.A.K. pengeinstitutterne. Det er også mest i arbejdet omkring temanumrene, redaktionsudvalget lægger sine kræfter. De ordinære numre udsendes "kun" til Landsforeningens medlemmer. Disse numre fungerer mere som medlemsinformation mv. Vi er her mere afhængige af, at der kommer redaktionelt stof fra medlemmerne. Samtidig er det redaktionens holdning, at vi skal holde en linje, der også får de ordinære numre til at fremstå som blade, der kan rækkes over disken i J.A.K. pengeinstitutterne eller deles ud til interesserede, så de kan få et godt billede af J.A.K.

Det er med glæde, at jeg skriver denne leder! Jeg synes, at det er lykkedes at få temanumrene til at fungere, men det er også lykkedes at få de ordinære numre til at præsentere J.A.K. på en rigtig god måde. Det gælder specielt dette nummer, der set som en helhed giver et rigtigt godt billede af al den aktivitet, der ikke bare er nu, men også har været, samt nogle af de mennesker, der har givet en del af sig selv til J.A.K. Det er ofte svært at få formidlet den daglige aktivitet i en forening, så medlemmerne kan se, at de får noget for deres kontingent. Jeg er glad for det, men ikke overrasket over, at det sker netop nu!

På årsmødet, hvor Foreningen af J.A.K. andelskasser havde inviteret Marianne Jelved til fredag at holde foredrag om de små pengeinstitutter, udviklede der sig i løbet af weekenden en meget positiv stemning af, at det går altså den rigtige vej, og at vi kan gå den sammen, Landsforeningen og J.A.K. pengeinstitutterne.

For det første var der flere deltagere i Landsforeningens årsmøde, end der har været i flere år, og for det andet var alle indstillede på at yde deres til fællesskabet, hvilket resulterede i en dejlig frugtbar atmosfære hele weekenden. Det er det, der skal til, og det er særligt vigtigt lige nu, hvor hele vores organisation vil blive gennemgribende ændret, hvis strukturudvalgets forslag bliver vedtaget. Landsforeningen havde engageret en professionel procesleder, hvilket var en heldig disposition.

Det nævnes i et af indlæggene, at J.A.K. næste år fylder 70. Jeg og resten af bestyrelsen mener, at vi derfor skal holde en "familiefest". Med det mener vi, at mange skal mødes, og vi skal hygge os med hinanden, og med dem vi kender, men ikke har set i flere år. Vi skal mødes og spørge nyt fra andre dele af familien og fra andre egne af landet, genopfriske minder og have det rart sammen. Stiftelsesfesten, som der jo er tale om, er arrangeret af Landsforeningen J.A.K. og Varde J.A.K. lokalkreds er af flere årsager henlagt til Brande. Jeg vil opfordre til, at man allerede nu overvejer hvilke fælles initiativer, der ud over landet kan tages, for at der kommer mange. Det foregår søndag den 11. februar 2001.

Foråret er blevet til sommer! Lad os alle pleje det, der er spiret af frøene. De frø, der i foråret blev lagt i jorden, så vi hen over sommeren sammen kan se J.A.K. vokse sig sundere og stærkere. Der er god brug for J.A.K. med alle bevægelsens vitaminer!

Og husk: Vi ses i Brande den 11. februar 2001.

J.A.K. bladet