J.A.K. bladet

Bank eller marokkansk basar

Sådan skriver Steen Steffensen, Sct. Laurenttigade 5, Ribe, og Thyge Jensen, Gravsgade 1 a, Ribe, i Jyske Vestkysten tirsdag den 15. februar 2000:

Jyske Vestkystens artikel på forsiden mandag den 8. februar 2000 om bankernes "rentedifferentiering", "prisdifferentiering", "spreads for renter og gebyrer", "rentespænd" eller "prisinterval" (kært barn har mange navne) var en yderst relevant og god forbrugeroplysning.

Artiklen berører netop en af de store frustrationer, man oplever, når man er ude på det finansielle marked: Hvor meget og hvor længe skal man diskutere med "sin bankrådgiver", tidligere bankassistent – i dag "finansiel støttepædagog", for at få eller komme til at betale en rente, man ikke føler sig snydt af?

Mange af os føler det direkte pinligt og ydmygende at skulle være tvunget til at opføre sig som en handlende i en marokkansk basar. Heldigvis skal vi bagefter over i supermarkedet, og her kan vi slappe af – her behøver vi ikke at prutte med kassedamen om prisen på hver af de mange varer.

I artiklen nævnes, at nogle pengeinstitutter angiveligt tilbyder samme pris for alle, men princippet "ens for alle" er ikke nyt. Som bestyrelsesmedlemmer i den lille J.A.K. andelskasse Rødding vil vi blot gøre opmærksom på, at i andelskassen har dette altid været princippet.

I andelskassen er man dejligt fri for en nagende mistanke om, at man er blevet snydt, hvis man ikke har siddet i mindst en halv time og forhandlet med "sin bankrådgiver", for der er ingen bankrådgiver. Andelskassen henvender sig til det kundesegment, der har sund økonomi, har overblik over økonomien, og som ikke ønsker "bankrådgiveres" omklamring med tilbud om "økonomieftersyn" med videre.

I andelskassen er princippet, at man "betaler det det koster – og så ikke mere". Og hvorfor skulle man også det. Banken er non-profit, så der er ingen aktionærer eller andre udenforstående, der skal tjene på den. Andelskassen skal jo ikke tjene mere, end det koster at drive den, så derfor er der heller ingen uforståelige gebyrer eller snørklede og kreative udregningsprincipper.

Nøjagtig som de store fusionerede pengeinstitutter tilbyder andelskassen sine kunder lønkonto med check/dankort, budgetkonto med betalingsservice, anfordringskonto, ind- og udlån. Med et Visa-Dankort fra andelskassen på Østervang i Rødding kan man begå sig over hele verden. Ligeledes er andelskassen ligesom de store undergivet tilsyn fra Finanstilsynet og er med under Indskydergarantifondens garanti af indskydernes penge.

Andelskassen adskiller sig fra andre pengeinstitutter på ét væsentligt punkt: Den arbejder rentefrit. Det vil sige, at der ikke gives rente på indestående, men hvem får egentlig det i dag? Kig på årsopgørelsen og se, hvor meget du har tjent i renter på din lønkonti i 1999.

Til gengæld tilbydes rentefrie lån til medlemmerne. Lånene kaldes rentefrie, selv om der opkræves en rente af restgælden alene til dækning af andelskassens udgifter til personale og administration.

Og hvad koster det så at låne penge i J.A.K. andelskasse Rødding? 5% p.a. for alle, der kan stille en fornuftig sikkerhed for lånet.

J.A.K. bladet