J.A.K. bladet

Repræsentantskabsmøde i Landsforeningen J.A.K.  Lørdag den 24. marts 2001 afholdtes det første repræsentantskabsmøde i Landsforeningen J.A.K. på Hotel Vægtergården i Ebeltoft.   

Repræsentantskabet består af 24 medlemmer valgt i regionerne samt 12 medlemmer udpeget i bestyrelserne i J.A.K. pengeinstitutterne. 
Til stede var 18 medlemmer fra regionerne samt 11 af de udpegede fra pengeinstitutterne. Derudover havde en del medlemmer valgt at overvære mødet som gæster.   

Formand Jakob Mikkelsen bød alle velkommen og udtrykte på bestyrelsens vegne håb om en god stemning på dette første repræsentantskabsmøde - i lighed med det gode samarbejde, der har præget arbejdet i den senere tid. Han bad deltagerne bære over med, at alt måske ikke helt var på plads i den nye struktur endnu, men kunne meddele, at bestyrelsen gjorde alt for at få tingene til at fungere på bedste vis.   

Efter sangen “Hvor smiler fager den danske kyst” var der en kort præsentationsrunde.

Bestyrelsens beretning
Formanden aflagde bestyrelsens beretning (se J.A.K. bladet nr. 2, side 18 og 19).  I kommentarerne til bestyrelsens beretning blev der udtrykt glæde over J.A.K. bladet. Det er blevet et godt tidsskrift, som vi kan være bekendt at levere videre. Bladet bliver nu citeret i aviser og lokalradioer. Det er et dyrt aktiv, men der må ikke slækkes på kvaliteten. Bladets økonomi kunne forbedres ved flere annoncører.
I den sidste måned har der været 200 besøg på Landsforeningens hjemmeside ”www.jak.dk”. Siderne med J.A.K. bladet besøges mest.
At J.A.K.s historie nu er ved at blive skrevet af en person udefra fik også positive ord med på vejen.
I øvrigt var der forslag til, at bestyrelsen iværksatte indsamling af materiale fra lokalkredsene til arkivering.   

Beretningen blev godkendt af samtlige 29 tilstedeværende.   

Regnskabet
Regnskabet blev fremlagt af Kristen Stagstrup (se J.A.K. bladet nr. 2, side 20).   

Der er sket fald i indtægterne på grund af medlemsnedgang. Der er nu slettet en del på grund af restancer. Der har i årets løb været store udgifter til mødevirksomhed på grund af stor aktivitet omkring den nye struktur. Årets resultat viser 51.471 kr. i underskud. Noterne vedrørende J.A.K. bladet blev fremlagt. Økonomien omkring bladet betyder meget for den samlede økonomi. Der blev opfordret til at sætte flere annoncer i bladet, og pengeinstitutterne opfordredes til at købe flere blade.   

Regnskabet blev godkendt af samtlige 29 tilstedeværende.   

Arbejdsplan for 2001
Bestyrelsens arbejdsplan for indeværende år havde følgende punkter:
1. Vi bliver nødt til at have vendt udviklingen i medlemstallet og hævet antallet ret omgående ved et målrettet arbejde.
2. Vi skal have lavet et kursus for ansatte og bestyrelser i J.A.K. pengeinstitutterne med henblik på styrkelse af det ideologiske arbejde.
3. Der skal udvikles markedsføringsmateriale.
4. Tankerne om en grøn lånepulje skal udvikles og konkretiseres i samarbejde med relevante samarbejdspartnere.
5. I forbindelse med repræsentantskabsmødet i oktober skal vi have forberedt et godt årsmøde, der kan følge op på årsmødet i år 2000, hvilket hænger nøje sammen med det foregående punkt om en grøn lånepulje.   

Budget
Udkast til budgettet blev fremlagt med et underskud på 52.000 kr. Konklusionen på en lang og god debat blev:
- at kontingentet fastholdes på 300 kr. plus 50 kr. til regionsarbejde
- at alle arbejder på en forøgelse af antallet af abonnenter og medlemmer
- at der tegnes flere annoncer i J.A.K. bladet- at bestyrelsen ser på muligheden af at udgive færre medlemsnumre af J.A.K. bladet
- at budgettet tages op igen på efterårsmødet.   

28 stemte for arbejdsplan og budget og 1 imod.   

Valg til bestyrelsen
Jakob Mikkelsen blev af et enigt repræsentantskab valgt til formand for de næste 2 år.    

På valg til bestyrelsen var Knud Schødt og Allan Hvalsø. Ingen af de to ønskede genvalg. Det blev besluttet med 24 stemmer for og 3 imod kun at supplere bestyrelsen med valg af et nyt medlem.   

Rigmor Rasmussen, Holbæk, samt Anne-Sophie Nielsen, Rødding, blev foreslået til bestyrelsen. Afstemningen foregik efter kvalitetsmetoden. Der var i alt afleveret 29 stemmesedler, som gav følgende resultat:   

Stemmeplacering

1. 2.

I alt

 
Anne-Sophie Nielsen 23 5 28
Rigmor Rasmussen  6 9 15
  43

Anne-Sophie Nielsen er herefter valgt til bestyrelsen.   

Valg af revisorer
Til revisorer blev genvalgt Orla Korsholm, Silkeborg, og Kresten Hyldahl, Nibe.
Til intern kritisk revisor blev genvalgt Uffe Madsen, Silkeborg - og nyvalgt til suppleant Jens Laursen, Øster Assels.   

Herefter kunne dirigent Kurt Poulsen slutte med en tak for god ro og orden.   

Formanden Jakob Mikkelsen takkede af og udtrykte optimisme for fremtiden.   

Næste repræsentantskabsmøde er fastsat til den 27. oktober 2001.   

Eftermiddagen sluttede med sangen “Vi er fæstere her for en tid”.       

Referent: Lis Poulsen

J.A.K. bladet