J.A.K. bladet

ZONETERAPI - morgendagens alternativ?

Af FDZ-zoneterapeut Leif Pedersen

- Og så er det ikke engang korrekt, at det er morgendagens alternativ, nej, det er såmænd også »dagen i dag's« alternative terapiform

En Vilstrup-undersøgelse, som blev offentliggjort i Politiken så tidligt som 7. juni 1992, fortalte os, at 26% af danskerne havde prøvet zoneterapi, heraf 73% med gavnlig virkning.

Zoneterapi på arbejdspladser

Det er ikke så mange offentlige undersøgelser, der er foretaget med henblik på at måle effekten af zoneterapi. FDZ har imidlertid selv foranstaltet mange undersøgelser, og mange af de arbejdspladser, hvor der har været (og stadig er) zoneterapeuter tilknyttet som personalegode, har i mange tilfælde indvilget i at få gennemført måling på effekten at zoneterapien. Vi har derfor stribevis af værdifulde interne undersøgelser om omfanget og effekten af zoneterapeutisk behandling, foretaget af virksomhederne selv.

Se disse eksempler:

- Telecom (beliggende i Tåstrup vest for København) 1993, ca.700 medarbejdere i behandling. Har behandlingen hjulpet? 85% svarede positivt. Sygefraværet påvirket 40% til det bedre.

- Odense Postcenter 1993, af 1450 ansatte blev 235 behandlet, hvoraf de 230 oplevede positiv effekt, og samtidig måltes et gennemsnitligt fald i fraværsdage på 25,4% over en periode.

- Hos Ishøj kommune syd for København fik 392 ansatte zoneterapi-behandling fra januar til juni 1992. I perioden måltes en nedgang i sygefravær på 2.499 timer, svarende til en besparelse i sygedagpenge på 214.000 kr.

Flere og flere erhvervsledere er vågne over for problemet med personalets velfærd. Det er dog indtrykket, at det for eksempel oftere forekommer, at man giver medarbejderne adgangskort til et lokalt fitness-center - end at tilbyde de ansatte zoneterapeutisk behandling!

Det er alt andet lige dog endnu forholdsvis få arbejdspladser, som tilbyder de ansatte zoneterapi-behandling. Antallet er alt for lille, men der sker hele tiden en udvikling - langsomt, men sikkert, fornemmer vi.

Det er vores indtryk, at den yngre generation af de ansatte er meget mere bevidste om helbredet, end det hidtil er set, og det ser vi naturligvis som et positivt tegn.

Personalegoder som ledelsesværktøj

Det er ikke altid lønnen, som vægter højest i et job. Mange moderne erhvervsledere anvender personalegoder som strategisk ledelsesværktøj og konkurrence-parameter. Der gror en erkendelse af, at glade og tilfredse medarbejdere får virksomheden til at blomstre og giver stabilitet i arbejdsydelsen. God personalepleje er også en vigtig forudsætning for opfyldelsen af "det grønne regnskabs" etiske/moralske del.

Hvad er zoneterapi?

Zoneterapi er en over 4000 år gammel behandlingsform, der stammer fra bl.a. Østen, Ægypten, Korea, Japan, hvorfra der er hentet beretninger, som tyder på en slags terapi, som vi kender den. Den kom her til Vesten i slutningen af 1960´erne og starten af 70´erne og er senere blevet tillagt den lige så gamle kinesiske meridianlære, der bygger på tankerne om, at der i kroppen løber nogle energibaner, som ved påvirkning - i kinesisk lære med akupunkturnåle - bl.a. stimulerer svage områder eller organer. Zoneterapeuterne påvirker alene med tryk.

Ved zoneterapi masseres og trykkes bestemte punkter. Læren bygger på ideen om, at der på fødder og underben er et billede af kroppens områder og organer. Punkterne kaldes reflekszoner. Hvis en zone er øm, indicerer det en ubalance i det område, som reflekszonen refererer til. Ved at behandle de ømme reflekszoner med bestemte trykkombinationer, kan zoneterapeuten påvirke organerne til en bedre funktion, og dermed genoprette kroppens balance.

Hvad er det så, der sker? Ved behandlingen påvirkes blodkredsløbet og nerverne. Herved får kroppen impulser til at reparere på sig selv - og ikke mindst: uden nogen form for bivirkninger.

Mange bruger zoneterapi, selv om de ikke har helbredsproblemer. De gør det for at vedligeholde en god sundhedstilstand - og som forebyggende behandling.

Hvilke lidelser behandles?

Zoneterapeuterne får mange afkroge af hverdagen præsenteret i deres

klinikker.

De oftest forekommende er:
- smerter i muskler og knogler,
rygproblemer
- fordøjelsesproblemer og mavesmerter
- astma/bronchitis/allergier
- hovedpine og migræne
- hormonelle problemer
- stress

Herudover konsulteres zoneterapeuter bl.a. for: arbejdsskader - sportsskader - bihule -og pandehulebetændelser - barnløshed, graviditetsbesvær og fødsler - kredsløbslidelser - forkølelser - osv.

Noget af det seneste zoneterapeuterne præsenteres for, og som er ved at blive en stor belastning for en stor del af befolkningen, er musearmen, altså betændelse stammende fra ensidigt gentaget arbejde med computermusen.

Fremtid

Zoneterapeuterne fik i 1999 det skulderklap at blive fritaget for moms af behandlingerne. Det var et stort skridt i retningen af en offentlig godkendelse.

Det er uomtvisteligt, at zoneterapi er "godkendt" af befolkningen. Det næste bliver, at Den offentlige Sygesikring og Sygeforsikringen "Danmark" optager zoneterapi som dækningsberettiget for hele befolkningen.

FDZ, Forenede Danske Zoneterapeuter, er en sammenslutning af 3 tidligere foreninger fra 1983. FDZ er med sine 3000 medlemmer den største forening for zoneterapeuter - faktisk i hele verden!

FDZ holder kontakt til medlemmerne bl.a. gennem månedsbladet "Zoneterapeuten" og ved et ivrigt arbejde i lokalforeninger over hele landet. FDZ´s Forskningsråd igangsætter og koordinerer forskning inden for zoneterapi. Internationalt Udvalg skaber og vedligeholder kontakter til zoneterapeuter over hele verden.

Erhvervszoneterapi Udvalget hjælper zoneterapeuter til at opnå job som zoneterapeut i virksomheder af alle slags. 13 FDZ-skoler uddanner nye zoneterapeuter over hele landet og er med til at efteruddanne gamle for at sikre FDZ-zoneterapeutens høje faglige standard.

Hvis du vil vide mere:

Ring til FDZ´s Sekretariat, tlf.7550.1250 eller fax 7550.7447.

E-mail: fdz@fdz.dk  -

Hjemmeside: www.fdz.dk

J.A.K. bladet