Kunsten at skifte spor og falde i staver

Af Bodil Irene Rasmussen alternativ behandler, økonoma

Jeg blev ringet op af Jacob Mikkelsen og fik stillet spørgsmålet: "Kan du skrive noget om det, der optager dig lige nu". "Nejjj - joo – måske".

Her er så det endelige resultat af mit tøvende svar.

Jeg vil fortælle om min egen proces med at øve mig i at falde i staver – at koble alt fra. At falde i staver er et godt udtryk – og ikke mindst en god tilstand at være i.

Hvad vil det egentlig sige, og hvorfor skulle man dog bringe sig i den tilstand?

Efterfølgende ser jeg det som min vigtigste læreproces i de sidste tre år.

Først vil jeg fortælle hvem jeg er:

Jeg er en kvinde, som blev født i 1945 på et lille landbrug. Vi havde marker ned til Flensborg Fjord – et naturskønt sted i Jyllands fodende. Som barn var jeg ikke helt som de andre. Jeg gik i min egen verden. Blev mobbet i skolen og ikke forstået af de voksne. Så mit fristed blev – og er fortsat naturen. Jeg "talte" med blomsterne og dyrene og kunne derude opleve forståelse, accept og glæde – og kunne undres i taknemmelighed over naturens forunderlige verden. Det var godt derude, at falde i staver over alt og ingenting.

Lidt efter lidt lærte livet mig at holde mine oplevelser for mig selv - og efterhånden at lukke af til den del af verden. Det gav for mange nederlag og smerte at dele mine oplevelser med omverdenen.

Jeg fik en uddannelse som økonoma og arbejdede som sådan i 31 år.

Efter en periode med sygdom, hospitalsophold og operation blev jeg rystet så meget, at jeg måtte tage mit liv op til revision.

Hvor fik jeg min næring fra?

Jeg begyndte at gå tilbage i min barndoms land, hvor jeg havde oplevelsen af, at alt i mig var i pagt med naturen – og noget, som føltes stort, kærligt og rummeligt. Noget som ikke kunne måles og vejes med menneskets målestok. Oplevelser, hvor jeg følte, at jeg var noget i bare det at være mig – uden at skulle præstere og leve op til en hel masse, risikere at blive vejet og målt og fundet for let.

Jeg blev en flittig bruger af diverse udviklings- og meditationsgrupper samt diverse centre for selvudvikling. En ny verden, som jeg ikke kendte, men som konstant gav mig glimt af genopdagelser. Verden blev større og igen værd at leve i.

På Nordlys Centret lærte vi at "gå med maven", slå hovedet fra og defokusere og således opleve naturen på en ny måde. Det var en vidunderlig måde at komme ned i kroppen på. Vi lærte at trække energier fra træer og "tale" med dem. Jeg følte mig tilbage til min barndom. Den røde tråd, som jeg havde tabt, blev synlig.

Jeg besluttede mig til at sige mit job op, når jeg fyldte 50 år. I baghovedet lå bevidstheden om, at mine børn da ville være flyttet hjemme fra.

Mit parforhold blev opløst, og som 51-årig forlod jeg mit job som økonoma – de sidste 12 år som leder.

Mit hjerte har altid banket for naturen, mennesker og en holistisk verdensopfattelse. Nu ville jeg gøre mit bijob som alternativ behandler til mit fuldtidsjob. Mit valg har jeg aldrig fortrudt, men der har været store læreprocesser i det. Jeg kom fra en meget travl hverdag på en stor arbejdsplads med ca. 70 medarbejdere og med et stort ansvar samt berøringsflader til mange mennesker. Derefter sad jeg alene i et parcelhus i en lille landsby.

Hvem var jeg så, hvad kunne jeg, og hvad sagde omverdenen. Med andre ord: Hvor blev min identitet af?

Den største proces har været selv at kunne give accept af mit valg og mit nye liv. Den indre pisk var der hele tiden og forsøgte at fortælle mig, at jeg kun var ok, når jeg var produktiv, og det var synligt, det jeg lavede.

Når der kun var lidt at lave, og den tilstand blev uudholdelig at være i, gav jeg mig til af gøre huset rent og bage brød og kager. Så var den gammelkendte side i mig tilfreds. Men kroppen spændte og gjorde ondt – den havde et andet behov. Tankerne blev negative, og jeg kunne ikke lide den side af mig, som gjorde ingenting. Det var med andre ord for smertefuldt at være i stilheden.

Som barn lærte jeg, at det at læse var spild af tid. At hårdt fysisk arbejde fra morgen til aften gav accept og kærlighed. Så sov man godt og var for træt til mærke og tænke. Når der var for meget tid til det, kunne det give dårlige nerver eller tossede idéer. Så det var ikke godt - proppen i for det.

Inden jeg skippede mit job, ønskede jeg ofte at have masser af tid. Men nu hvor jeg havde tiden, hvad havde jeg så lyst til? Ja, det var og er fortsat svært at mærke, men nu øver jeg mig i at glo huller i luften, slå hjernen fra og bare være – at mærke, hvordan kroppen falder til ro og bliver næret, fx ved at sidde op ad et træ og defokusere ude i haven. I glimt oplever jeg at være forbundet med alt, og de glimt, hvor jeg falder i staver, er hellige for mig, og de nærer min sjæl. Jeg øver mig i at tale med mig selv og stille spørgsmålet: Hvad er det mest vigtige for min sjæl lige nu - og dermed forhåbentlig for verden. Jeg fortæller mig selv, at det er vigtigt at vurdere ud fra, hvem jeg er - og ikke ud fra, hvad jeg gør eller præsterer. Det er vigtigt at se mennesket som det unikke og give sjælen større rum og plads og ære den.

Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi giver plads for en anden måde at se og vurdere os selv og hinanden på. At vi giver mere plads til at glo huller i luften og falde i staver - gerne en halv time om dagen. At det måske i virkeligheden er der i det rum, at det vigtigste sker. Sådan oplever jeg det.

Den sande lykke kommer inde fra dig selv.

Den er ikke afhængig af, hvem du er eller hvad, du gør.

Den er ikke betinget af, hvad du har – eller ikke har.

Lykken afhænger af, hvilket menneske, du er og af kvaliteten af det liv, som du lever.

Held og lykke med at glo huller i luften!

J.A.K. bladet