J.A.K. bladet

Alternative behandlinger

Af Dagmar Andreasen

Dagmar Andreasen, der i dag er pensionist, var tidligere ejer af Rynkeby Most. Hun var i en årrække medlem af Folketinget for Det radikale Venstre. Hun er en meget ivrig samfundsdebattør, når det drejer sig om alternativ behandling.

Min interesse for de "alternative" sygdomsbehandlinger blev vakt, da jeg var ganske ung. Den gang kaldte man behandlerne kvaksalvere. Jeg havde gennem 3 år en finger, der var betændt ved negleroden. De praktiserende læger, jeg havde søgt, og de specialister, jeg blev henvist til, havde ikke kunnet hjælpe mig. De gav mig salve til at smøre med, men den virkede ikke. Min søster havde haft det samme problem, men bare på 4 fingre, og hun mente, det var en såkaldt "kvaksalver", der havde hjulpet hende.

Jeg søgte den samme, og han mente, det var mit blodomløb, der var noget i vejen med. Han bad mig om at holde op med at give fingeren "kunstgødning". Efter at jeg havde fået nogle behandlinger, faldt neglen af, og der voksede en ny ud. Der har ikke været noget i vejen siden.

Det var den navnkundige Hermansen i Odense, der hjalp mig. Han var kiropraktor, men han kunne lidt mere, end kiropraktorer normalt giver sig af med i vore dage. Nu er de til gengæld anerkendte, men det tog mange år. Flere og flere af de behandlinger, som "de alternative" benytter sig af, vil efterhånden komme ind i systemet, men det er en utrolig langsommelig proces.

Der er for mig at se en meget iøjnefaldende forskel mellem de to grupper. Hvis det ikke drejer sig om operationer, vil læger i de fleste tilfælde koncentrere sig om at fjerne symptomer med medicin. De, der arbejder uden for systemet, søger at fjerne årsager. De betragtninger, jeg fremsætter i det følgende, er lægmandens og brugerens betragtninger og står helt for min egen regning.

Kostvejledning

De "alternative behandlinger" spænder meget vidt. De dækker både krop, sind og ånd - og benævnes derfor også ofte som holistiske. Til de allermest jordnære hører kostvejledning. Indtil for ganske nylig indgik ernæring ikke i lægers uddannelse. Om det generelt er ændret, ved jeg ikke, men i dag vil de færreste læger benægte, at uhensigtsmæssig kost ligger til grund for mange sygdomme, ikke mindst hjertekarsygdomme, der er en af de helt store "dræbere" blandt danskerne.

I Danmark var den første, der med gennemslagskraft blev fortaler for en ændret kost, dr. med. Mikkel Hindhede. Han blev en kendt og omstridt person i sin samtid. Da indenrigsminister Ove Rode bad ham komme med et rationeringsforslag under første verdenskrig, var det væsentligt for Hinhede at få den danske svinebestand ned.

Danskerne spiste for fedt, og da ca. 82% af foderværdien gik tabt ved at blive omdannet til kød og flæsk, kunne der slås 2 fluer med et smæk. Kosten blev mindre fedtholdig, men der var flere kalorier til rådighed for befolkningen. Selv om sundhedstilstanden steg under 1ste verdenskrig, fik hans synspunkter ikke varig indflydelse på danskernes kost. Der kom igen "gris på gaflen".

De næste store pionerer blev Alma Nissen og Julian Vøldan. De blev begge hånet af det autoriserede system. En læge skrev i avisen, "de tror vist, at engle interesserer sig for madpakker". Selv om der i dag er almindelig forståelse for kostens betydning, kan man stadig opleve, at en patient sendes hjem efter operation i hovedkranspulsåren uden at blive gjort opmærksom på, at det var en god ide at ændre kosten til fedtfattig mad.

Flere og flere af de behandlinger, som "de alternative" benytter sig af, vil efterhånden komme ind i systemet, men det er en utrolig langsommelig proces.

Akupunktur og zoneterapi

Til de lidt mindre jordnære behandlinger hører akupunktur og zoneterapi. Akupunktører og zoneterapeuter bearbejder de såkaldte meridianer. Akupunktørerne gør det med nåle, zoneterapeuter gør det med hænderne og bearbejder især punkter under fødderne. Meridianerne forbinder alle kroppens dele, men de er ikke til at finde ved en obduktion. De hører livet til og forsvinder, når døden indtræffer.

Akupunktur har været anvendt i Kina flere tusind år tilbage i tiden, og udføres i dag af mange danske læger. Zoneterapi er ikke så interessant at udføre for en læge, men behandlingen bygger også på meridiansystemet. Det er de alternative behandlinger, der ligger nærmest traditionel lægebehandling, men er endnu ikke godkendt inden for det autoriserede sundhedssystem. De virker, uden man behøver at have sindet med.

Kinesiologi

En af de terapier, der fascinerer mig mest, er kinesiologi. Terapien er stadig ikke nær så udbredt, som den fortjener at være. Da Anne Straarup, der var pioner for kinesiologi i Danmark, har en artikel her i bladet, vil jeg nøjes med at fortælle, hvilke problemer en dygtig kinesiolog har løst for mig og medlemmer af min familie.

Jeg har i mange år haft vanskeligheder med at optage mineraler nok fra den mad, jeg spiser. I mange år måtte jeg årligt sende blodprøver til analyse i Tyskland, indtil jeg fandt ud af, at det kunne min kinesiolog klare lige så præcist, hurtigere og billigere. Hun kunne desuden "ved at spørge kroppen" fortælle om dosering. Da jeg er en årgang 1920, kniber det også med at optage vitaminerne nu, men kinesiologen fortæller, hvad jeg mangler, og jeg er overbevidst om, at det er hende, jeg kan takke for, at der stadig ikke er noget i vejen med kræfterne.

Da jeg blev pensionist, blev min tilværelse ændret så radikalt, at mange af de opfattelser, vaner og reaktioner, jeg havde med mig, var så uhensigtsmæssige, at de svækkede min modstandskraft mod sygdomme. Da kinesiologen satte årstal på visse "kodninger", kunne jeg genkende begivenheden, og kinesiologen kunne hjælpe mig at blive "afkodet".

Der ville være store summer at spare for det offentlige, hvis kinesiologerne blev inddraget i diagnosestillelse, men det ville nok gå ud over medicinalindustrien.

Nogle af mine børnebørn lider af allergi, og her er en kinesiolog en uvurderlig hjælp, enten det så drejer sig om allergi over for visse fødemidler, eller det drejer sig om allergi over for materialer. Et af mine børnebørn havde sår på begge fødder. I løbet af 15 minutter fik hun at vide, at hun skulle holde sig fra læderfodtøj. Da hun skiftede til lærredssko, var fødderne hele på mindre end en uge.

Hos en anden viste et psykisk problem sig ved, at håret gik af i store totter. Det blev også afhjulpet af kinesiologen. Bogen "Adfærdskinesiologi" af John Diamod M.D. kan anbefales for dem, der vil vide mere. Der ville være store summer at spare for det offentlige, hvis kinesiologerne blev inddraget i diagnosestillelse, men det ville nok gå ud over medicinalindustrien.

Kræft

En anden af de helt store frygtede folkesygdomme er kræft.

Her har det autoriserede system også interesseret sig mere for at helbrede end for at forebygge. Det har dog længe været kendt, at rygning er den mest almindelige årsag til lungekræft, men det er først for ganske nylig, at man på nogle hospitaler er begyndt at tale om "rygerlunger", ellers har man talt om kronisk bronkitis. Efter min mening er det sidste en formynderisk holdning, der ikke fremmer forebyggelse.

Der er også en anden årsag til kræft, som er kendt blandt menigmand, men som ikke tages alvorligt af alle og slet ikke af det autoriserede system - det er jordstråling. I alt for mange tilfælde - om ikke i alle - så vil det vise sig, at den, der rammes af kræft, der ikke skyldes rygning, har haft sin seng stående over en vandåre. Man bør derfor altid lade sit soveværelse undersøge, og står sengene over en vandåre, så få dem flyttet, før det er for sent. Vil man vide mere om problemet, kan jeg anbefale at læse den norske læge Vilhelm Schjelderups bog: "Helbredelsens grunde". Den er udkommet på Munksgård og har et stort afsnit om jordstråling.

Der har været en del opmærksomhed om de tilfælde, hvor patienter har overvundet sygdommen uden lægehjælp. Fra lægeside kaldes disse tilfælde som regel "spontan helbredelse". Den danske forening "Tidslerne" har medvirket til at sætte fokus på patientens egen indsats. Det samme har den amerikanske kirurg Bernie Siegel, hvis bog "Kærlighed, medicin og mirakler" har været banebrydende. Han var ansat på et universitetshospital, og hans speciale var kræftoperationer. Han fandt ud af, at de patienter, der døde, var dem, der havde givet op. De, der overlod det hele til lægerne, gik det halvskidt. De, der kom sig, havde taget sagen i egen hånd.

Healing

Der er mange forskellige terapier, som jeg ikke skal komme nærmere ind på, men healing skal have et ord med på vejen, fordi virkningen er uforståelig for mange. Mon ikke de fleste kan huske, at et forslået knæ gjorde mindre ondt, når mor havde blæst på det? Det er den enkleste og mest udbredte form for healing, men jeg har flere gange som voksen oplevet, at patienter modtog healing med godt resultat.

En mors healing og fjernhealing tror jeg kun er muligt for dem, der er i stand til at nære ubetinget kærlighed. Kan man det, kan de signaler, man sender, blive så stærke, at de gør en forskel for de mennesker, der modtager dem.

Personlig har jeg været genstand for fjernhealing. Sammenhængen gik først op for mig bagefter. Jeg har også oplevet, at et barnebarn, der befandt sig i udlandet, blev hjulpet af en dansk healer, uden at hun vidste, hvorfor hendes problemer forsvandt. Healeren sagde, det ville tage 5 dage, og det slog til.

Nogle af de, der healer ved håndspålæggelse, har tilsyneladende en fysisk udstråling, der virker, men en mors healing og fjernhealing tror jeg kun er muligt for dem, der er i stand til at nære ubetinget kærlighed. Kan man det, kan de signaler, man sender, blive så stærke, at de gør en forskel for de mennesker, der modtager dem. Der blev for nogle år siden lavet et såkaldt videnskabeligt forsøg i USA, hvor halvdelen af patienterne på et hjertehospital blev udsat for bøn, den anden halvdel gjorde ikke. Der kunne registreres en tydelig forskel hos patienternes helbredstilstand, selv om det var ganske almindelige religiøse mennesker, der deltog i bønnen, og selv om patienterne ikke vidste, de deltog i et forsøg.

Det verdensbillede, vi voksede op med, kan ikke forklare disse fænomener, men der er i de senere år kommet bøger, skrevet af videnskabsmænd, der giver os en ny forståelse af den verden, vi er en integreret del af. Jeg kan anbefale "Helhed og den indfoldede orden" af David Bohm. Forlaget ASK. Den er dog ikke særlig let tilgængelig. Bogen "A new science of life" af Rupert Sheldrake er lettere at læse, men desværre ikke udkommet på dansk. Forlaget PALADIN.

Krav til de alternative behandlere

Der bliver flere og flere behandlingstilbud inden for det etablerede system for både erhvervede og alderdomsbetingede skavanker. Antallet af hjerteoperationer, hofteoperationer, operation for grå stær, afhjælpning af barnløshed og hørenedsættelse er bare nogle eksempler. Det betyder et voksende pres på sygehusene, og det pres vil vokse, hvis ikke vi bliver bedre til at forebygge. Til den opgave er de alternative behandlere bedre udrustede, end lægerne er, og både for patienterne og for samfundet ville et samarbejde være ønskeligt.

Mit bud på en mulig fremtidig løsning kunne være, at man stiller krav til de alternative behandleres uddannelse og lader dem blive en integreret del af sundhedssystemet, ligesom kiropraktorer og tandlægerne, d.v.s. med delvis tilskud. Er det først sket, bliver det legalt for lægerne at samarbejde, og interessen er voksende blandt de yngre læger.

J.A.K. bladet