Båret af håb og bundet af frygt

- en samtids-kommentar om J.A.K.,  ideologi og økonomi

Af Niels Juhl Bentsen

Indefra og ud
For dem, der ikke kender mig helt så godt. Mere end et J.A.K. årti sætter sine spor. Især på så ung en sjæl som min. Hidtil er rynkerne udeblevet – men jeg har nu mine bekymringer. Dette er vores historie og min kommentar.
Det hele startede, da jeg i en ganske ung alder blev kunde i en nu hedengangen andelskasse. Der var venligt og imødekommende personale, interesse og engagement. Ideologien i denne del af landet var så stærk, at den helt spillede økonomien af banen. For en tid var alt lutter idyl, men som var røgen steget lige til himmels, hævnede økonomien sig og slog kassen ihjel

Folket blev fordrevet
Med et tab på lommen bevægede jeg mig nu til Århus for at søge nye bankforbindelser. Også her var der venlighed og imødekommenhed at hente. Økonomien havde her udbalanceret ideologien. Og efter en periode med megen splid havde en fredfyldt våbenhvile adskillige år på sig.

Det varede ikke længe, før jeg befandt mig i andelskassens hjerne – og den i mit hjerte.

Det var spændende at være med til at præge og udvikle sådan en størrelse. At genskabe en balance.

Det varede ikke længe, før jeg som ambassadør for Århus Andelskasse fik fornøjelsen af at deltage i de periodiske direktørmøder med de andre J.A.K. andelskasser. En plads jeg indtog med en ærbødighed, som havde det været ved Kong Arthurs runde bord.

Adskillige møder bragte mig endog videre til Landsforeningen J.A.K.s informationstjeneste. En plads i nærværende blads redaktion blev min.

Alle disse år, alle disse tanker og alle disse samtaler.

Jeg var i sandhed indenfor, mødte de andre insidere, så og oplevede det hele indefra.

Nu er jeg ude.

Siden i sommers har jeg ikke været tilknyttet en andelskasse og ikke deltaget i direktørmøderne. Jeg har dog bevaret min plads i redaktionen af nærværende blad.

Og J.A.K bærer jeg stadig i hjertet.

Af med kasketterne
Efter en tid med så mange kasketter kan nogen måske blive i tvivl om, hvilken kasket jeg mon bærer i nærværende sammenhæng. Eller hvilken dagsorden jeg mon måtte have.

Dette – mit testamente - kommer hverken fra andelshaveren, bestyrelsesmedlemmet, ambassadøren eller redaktionsmedlemmet.

Det kommer fra hjertet, hvor jeg har båret og bearbejdet det gennem mange år. Jeg håber, du vil modtage og læse det med såvel hjerte som hjerne.

Båret af håb og bundet af frygt
Forandring fryder, siger man – men føler noget andet.

Forandring fryder, siger man – men det slår også alt det ihjel, der ikke forandrer sig.

Det og meget mere kunne man sige om forandringer. En ting er dog sikkert, frygten for forandringer bunder blandt andet i frygten for, at den nuværende balance – hvor dårlig den end måtte være - skal blive forstyrret. Blot overser man ofte, at en balance såvel indre som ydre altid balancerer i forhold til noget andet. Noget i forandring. For at være i balance må man konstant justere sig – som en daglig meditation.

Ellers kommer ubalancen umærkeligt og helt af sig selv snigende.

J.A.K er en balancefilosofi båret af håb og bundet af frygt.

Båret af håbet om forandring mod menneskelig og økonomisk frigørelse, men bundet af frygten for forandringer i almindelighed.

Det virker som om, J.A.K bevægelsen i sin opsplittede form enten har mistet overblikket eller vitterligt tror, at den allerede befinder sig i den ønskede balance med sig selv og sine omgivelser. Klar til nutiden og forberedt til fremtiden.

Men er den det?

I J.A.K skulle andelshaverne bl.a. kunne finde en synlig og forståelig balance mellem ideologi og økonomi.

Kasser i ubalance
Det ville være dejligt, om man kunne vise andelshaverne, at kasserne var så meget i  balance, at de gennem en sikker og rationel drift kunne sikre såvel sin egen fremtid som tilstrækkelige midler til faktisk at gøre en ideologisk forskel.

Desværre er det endnu ikke set. Ideologien er svag, resultaterne små og flere kasser er væltet i ubalance.

Potens og potentiale
Det burde ellers ikke være så svært.

Der er i kredsen af J.A.K. kasser både potens og potentiale. Oftest kombineret med en stærk personlighed eller to.

Der er de store, de stærke, de små og de svage. Både økonomisk og ideologisk burde man kunne lave et match til alles fordel.

Om mål og midler
Med mindre man vil hengive sig til tilfældigheder eller skæbne, kræver opnåelse af bevidste mål anvendelse af bevidste midler. Og som det siges, skal midlerne stå i forhold til målet.

I J.A.K. kredse er det min opfattelse, at dette ofte opfattes, som om man helt skal afstå fra et godt middel, såfremt der måtte være en omkostning forbundet med brugen. Det glemmes fuldstændigt, at det der menes er, at midlerne hverken må være utilstrækkelige eller overdrevent omkostelige, men at man – i det omfang det ikke er moralsk forkasteligt – selvfølgelig skal bruge de midler, der skal til for at realisere de ønskede mål.

Målrettet aktivitet gennem bevidste midler er endvidere særligt vigtigt, hvis man befinder sig i en situation, hvor passivitet eller opretholdelse af status quo selv på kort sigt kan være katastrofalt.

Form og fitness
Landsforeningens nye struktur er som middel effektivt og kan meget vel vise sig at levere et kvantespring frem for den ideologiske side af J.A.K. I den nye form ligger potentialet til at forene de menneskelige, ideologiske og økonomiske ressourcer i en samlet organisation med et samlet mål.

Hvis den nye organisationsform bakkes op af andelskasserne, kan det - til gavn for begge parter - med et slag bringe ideologien væk fra dødslejet og frem til fornyet styrke.

Det har været en lang og sej proces at ændre noget så banalt som formen i Landsforeningen. Det skulle da også gå så galt, at foreningen nærmest uddøde, før det lykkedes at overbevise medlemmerne om, at man ikke må lade organisationsformen være ideens banemand.

Helt så galt håber jeg ikke, det kommer til at gå, før også kasserne indser, at de har brug for en ny samarbejdsform, hvis også de med fornyet fitness skal distancere sig fra dødslejet.

Kæmpe og dø
Når talen falder på sammenlægninger af andelskasser, er alle enige.

I hvert tilfælde om de driftsmæssige fordele og nødvendigheder. Kasserne kvæles i øgede krav, hvis ikke de er i stand til i et voldsomt tempo at øge overskudsressourcerne såvel økonomisk, teknisk som personalemæssigt. Og det er de færreste.

Sværere er det at give slip på tanken om selvstændighed for den enkelte kasse.

Her hæves tonen, og tanken ledes hen på små selvstændige frihedskæmpere, der af sikkerhedsmæssige grunde må operere alene mod den gigantiske fjende. Følelserne hersker, og argumenterne slynges som gammelkendte mantraer i luften. Al tillid er borte.

De fleste er enige. Selvstændighed for enhver pris. Kæmpe og dø.

De formastelige og deres spørgsmål
Det kan være pudsigt at opleve den stilhed, der kan brede sig.

Når en formastelig stiller et af de formastelige spørgsmål.

"Skal J.A.K være de fås hobby – eller de manges fremtid ?"

De fleste kasser køres af hobbydirektører og kaffeslabberas bestyrelser. Og de kører skidt.

Skal vi tolerere, at amatører får lov at køre kasserne i sænk. Eller har vi mod og mandshjerte nok til fortælle dem, at vi værdsætter den tid og det hjerteblod, de har ydet gennem alle årene – men at tiden i dag stiller krav, der gør, at de nu er i en situation, hvor de lader deres hjerte slå deres hjertebarn ihjel.

"Hvad er vigtigst – sagen eller selvstændigheden ?"

Den indgroede tanke om selvstændighed eller selvbestemmelse er som stivnet i beton.

Den oprindelige tanke om styrken ved sammenhold og enhed er som sunket i jorden.

Ingen taler om muligheden for at skabe noget smukt og varigt gennem ressourcemæssig enhed. Om vores muligheder for at have midlerne til at være et markant og lysende forbillede.

I fælles passivitet glider i stedet mulighederne os af hænde.

Alle lader de mange bække små flyde hver til sit.

Heldigvis er der flere og flere, der offentligt tør være formastelige. Uheldigvis er det som regel mere af ydre nødvendighed end af indre oprigtighed.

Jeg håber, at de næste par år vil give mig lejlighed til at takke for det storsind, det vil være, om nogen af kasserne selvstændigt sikrer deres og bevægelsens fremtid gennem frivilligt kompagniskab med andre J.A.K. pengeinstitutter.

Det vil smerte mig at se dem kæmpe og dø.

Fra A til B – med eller uden A ?
Ingen tvivl om det. Vi bevæger os.

Landsforeningen på ny og bedre kurs. Kasserne fra A til B.

Tiden trænger sig på udefra og indefra.

Det vælter ind med nye krav til kasserne fra de respektive myndigheder. Arbejdsbyrden og kravene til professionel indsigt øges. Alting bliver mere kompliceret.

Andelshaverne får flere og flere ønsker og stiller stadigt større krav for ikke at bryde helt eller delvist ud.

Kasserne kan bevæge sig eller blive tvunget til at flytte sig – fra A til B. Det svære er nu, og bliver i stigende grad, at få Andelshaverne til at følge med. Føle sig trygge og privilegerede. Ønske at gå sammen fra netop A til B. Og ikke til DDB eller UniB. Det kræver, at andelshaveren eller andelshaverens ønsker og behov findes og dækkes i kassernes destination.

Om “enten eller” og “både og”
J.A.K. har bevæget sig fra et enhedsudgangspunkt med sammenhold og sammenhæng til en opsplittet bevægelse i splid med sig selv. Især kasserne er af denne udvikling alvorligt svækkede i forhold til såvel nutidens som fremtidens ønsker og krav.

Det er sørgeligt, at der er sket en bevægelse fra “både og” til “enten eller”. Fra et ønske om sammenhæng mellem økonomiske midler og ideologiske mål til en opdeling af bevægelsen i to "enten eller" afdelinger med fuldstændig adskilte ideologiske mål og økonomiske midler.

Når Landsforeningen prøver at tilnærme sig kasserne med den nye struktur, og når kasserne i dag og fremover tvinges til at tale struktur, bør man endvidere hæfte sig ved, at mens J.A.K bevægelsen har bevæget sig fra “både og” til “enten eller”, har andelshaverne bevæget sig fra “enten eller” til “både og”.

Andelshaverne - såvel nuværende som potentielle - ønsker både sammenhæng i økonomien og sammenhæng med ideologien – herunder særligt de mange nutids relevante etiske aspekter.

Endvidere er de ikke så indstillede på at lide under manglende faciliteter eller ringe vilkår – men shopper gerne rundt mellem forskellige pengeinstitutter for selv at sammensætte en vifte af tilfredsstillende tilbud.

De ønsker og forventer at få i både pose og sæk. Økonomisk og ideologisk.

En fakkelbærer
J.A.K er på ingen måde i stand til at tilfredsstille alles behov og forventninger.

Midlerne er for små og spredte og forventningerne for mange og for tilfældige.

Det, der kan lade sig gøre, er at arbejde mod enhed og forbilledlighed. At samle de mange små ressourcer og med dem tænde en fakkel i mørket. Give om end blot et lys til efterfølgelse, et lys til håb.

J.A.K kan ikke frelse verden – men har - hvis ellers viljen kan findes - potentialet til at give verden frelse.

Exit til evigheden
Som en sidste personlig kommentar kan jeg endvidere berette, at jeg til min egen forbløffelse på min vej indefra og ud har oplevet det enorme gab af tomhed mellem det at være med og det at være helt ude. Der er ingen mellemvej. Ingen information, intet sammenhold, intet lys i mørket – bare tom tilknytning.

Garant og andelshaver af titel, men uvidende og ligegyldig af gavn. En marginal forskel i forhold til at være almindelig bankkunde eller banko-foreningsmedlem.

Her ude fra evigheden sender jeg dette – mit testamente – til spot eller eftertanke.

Uden bitterhed, pegen fingre eller andre bebrejdelser, men med håbet om en bedre fremtid og i respekt for dem, der hver dag arbejder hårdt og gør deres bedste.

Med J.A.K evigt i hjertet.

J.A.K. bladet