Man kan ikke lade vœre med at tœnke på, at EU’s magtfulde stats- og regeringschefer netop har afsluttet et topmøde i Finland, og at der her er truffet beslutninger af afgørende betydning for EU’s fremtid og dermed også for det enkelte menneske.

Således indledes der nu forhandlinger med de resterende kandidatlande, som respekterer Københavnskriterierne om demokrati, retsstatsprincipper, menneskerettigheder og mindretalsrettigheder.

De ansøgerlande, der hentydes til, er lande som Bulgarien, Letland, Litauen, Malta, Rumœnien m.fl. foruden de lande, der allerede er indledt forhandlinger med, d.v.s. lande som Cypern, Estland, Ungarn, Polen m.fl.

Samtidig er Tyrkiet nu blevet officielt kandidatland, uden at der er åbnet muligheder for forhandlinger.

Alt dette er fint nok, hvis de rige EU-lande gennem optagelse af fattige kandidater vil fordele rigdommen og pengemagtens indflydelse. Der er for mig ingen tvivl om, at et større fællesskab landene imellem - også gerne ud over alle de riges klubber - vil skabe mere fred og åbenhed i verden.

Men så kommer man pludselig til at læse en anden side i avisen eller slår over på et andet program i fjernsynet. Og hvad sker der så?

Jo, man bliver bekendtgjort med den pengemoral, der sker i den fysiske verden. Man opdager - hvad mange af os vidste i forvejen - at pengemagten også har indflydelse på den politik, der føres af de store europæiske statsledere. Det vil blive for omfattende at omtale alle lande, partier og personer, der afsløres løbende, men man kan ikke lade være med at tænke på

CDU’s store kansler - på alle måder - rost til skyerne af alle statsledere, som den store statsmand og så nu? Eller franske ministre, der dels med kone og børn og dels med elskerinder lever et dobbeltmoralsk og økonomisk liv oftest "for andres penge".

Bemærk så venligst, at det er de samme EU-landes stats- og regeringschefer, der nu i moralens navn fordømmer Østrigs nye højreregering uden først at kende denne regerings politiske program. Er det ikke at gradbøje moralen incl. pengemoralen? Jeg kender ikke denne hr. H.... i Østrig, men jeg vil mene, at man bør bedømme denne regering og denne hr. H.... på deres gerninger og ikke på deres luftige taler.

Læser man - ovenfor - om de smukke ord, EU-stats- og regeringschefer bruger, når der skal optages nye EU-medlemmer, og ser på den virkelige verden i de eksisterende EU-lande, så er der stadig langt fra ord til handling.

Når der så sættes spørgsmål ved gradbøjning af pengemoralen, skyldes det også den realitet, at blandt andet på grund af britisk modstand lykkedes det ikke stats- og regeringscheferne at blive enige om en skatteharmoniseringsaftale, der blandt andet ville indebære en 20% kildeskat på renteindtægter i EU.

Man kan godt blive enige om krumme agurker, og hvordan vejret skal være i Europa, men en billig renteskat, der vil komme en lille del af skattesnydet til livs, nej, det kan man da ikke.

Begrundelsen? Jo, den britiske modstand bygger på en antagelse om, at en sådan aftale vil gå ud over handlen med euro-obligationer i London. Endvidere at det vil føre til massiv skatteflugt af personer, der vil flytte opsparede midler til skattely i f.eks. Lichtenstein, Schweiz eller på Cayman-øerne. Hvis nu EU-landene var så kreative, at de beskattede disse "farvede" penge, inden de blev flyttet, så kunne de måske styrke pengemoralen. Så langt tænkes der måske ikke? Eller kunne det tænkes, at ikke så få af dem, som sidder på magten, kender farven på deres egne eller deres partiers penge?

Facit må være, at mit indledende spørgsmål nok må besvares med et ja, desværre.

Derfor er det mere og mere nødvendigt, at vi, der ønsker en anden pengemoral, står sammen, uanset hvor vi bor, uanset om vi kan lide hinandens hårfarve eller vægt, eller uanset om vi bruger den ene eller den anden J.A.K. afdeling.

Aktiv deltagelse i J.A.K.-foreningernes arbejde. Deltagende i debatter i dette udmærkede blad og deltagelse i "landsmøder" kunne være en god begyndelse.

På glædeligt gensyn!

J.A.K. bladet