J.A.K. bladet

Ny struktur vil styrke samarbejdet i J.A.K.   
Af Jakob Mikkelsen, formand for Landsforeningen J.A.K.

Nye vedtægter betyder, at Landsforeningen J.A.K. fremover ledes af repræsentanter fra både det idemæssige grundlag og fra de praktiske funktioner. 

Landsforeningen J.A.K har som formål ”gennem oplysning at rejse en bevægelse for gennemførelse af folkets menneskelige og økonomiske frigørelse, samt arbejde for oprettelse af praktiske funktioner til fremme af formålet”. 
Denne dobbelte opgave er som regel i J.A.K.s 70-årige historie løst på den måde, at Landsforeningen og dens lokalkredse hele tiden har påtaget sig ansvaret for oplysningen om det totale formål og har været inspirator til oprettelsen af praktiske funktioner - men ofte er der sket det, at dagligdagen i bank, sparekasse eller andelskasser har kørt på egne præmisser og (måske ubevidst) har ladet ”ideologien” glide lidt i baggrunden. Hvis det praktiske har fået problemer, har det dog altid vist sig, at det idemæssige i J.A.K. har været så stærkt, at nye praktiske funktioner kunne se dagens lys - i dag J.A.K. andelskasserne og Folkesparekassen.
En af årsagerne til denne (unødvendige) konsekvens kan være, at Landsforeningen, lokalkredsene og J.A.K. pengeinstitutterne ikke vedtægtsmæssigt har været knyttet sammen i en tydelig struktur. Landsforeningens nye vedtægter, som blev vedtaget den 1. oktober 2000, forsøger på flere felter at rette op på dette. Vedtægterne bestemmer naturligvis ikke alt inden for J.A.K., da pengeinstitutterne jo fortsat er selvstændige og suveræne enheder, som loven foreskriver det. Dette forhindrer dog ikke, at Landsforeningen i sine vedtægter åbner mulighed for, at pengeinstitutterne kan indgå i et forpligtende samarbejde om J.A.K. i sin helhed.
Den nye struktur deler så at sige arbejdet i tre lag:   

Landsplan  Landsforeningen J.A.K. s repræsentantskab
Daglig ledelse: Formand og bestyrelse
Regionalt plan Regionsbestyrelse / repræsentantskabsmedlemmer
Lokalt plan     Lokalgrupper/initiativtagere,  J.A.K. pengeinstitutter   

Lokalt plan
På det lokale plan ændrer arbejdet sig ikke, set i forhold til, hvor der hidtil har været en aktiv lokalkreds. Lokalgrupperne arrangerer enten alene eller sammen med de stedlige J.A.K. pengeinstitutter et oplysningsarbejde omkring J.A.K.s arbejde. En lokalgruppe kan i princippet bestå af ned til en enkelt aktiv i et område. Hvor der hidtil ikke har været aktive, skulle der gerne i løbet af et par år komme tilbud om informationsaftener om J.A.K. Her bakker Landsforeningens bestyrelse selvfølgelig op!   

Regionalt plan
På det regionale plan er der lagt op til samarbejde mellem de forskellige aktører i regionen, altså både lokalgrupper, pengeinstitutter, repræsentantskabsmedlemmer og Landsforeningens bestyrelse. Regionen bliver efter min mening den centrale enhed i det fremtidige arbejde, idet det er her, oplysningsarbejdet planlægges og udføres. Organisatorisk er det regionsbestyrelsen, der her ikke alene har initiativet, men også pligten til initiativ. Ikke blot er den central ved at have initiativet, men også ved at være bindeledet mellem lokalgrupperne og Landsforeningens repræsentantskab. Dette understreges bl.a. i vedtægterne ved, at Landsforeningens bestyrelse har udpeget en person til at være tovholder i dette arbejde. J.A.K.s oplysningsarbejde skal og må foregå lokalt og regionalt. Dette kan ikke præciseres nok. Det er således en stor udfordring, der møder de aktive i regionerne med de nye vedtægters ikrafttræden.      

På landsplan
Ved oprettelsen af et repræsentantskab har vi på landsplan fået skabt rammen om et nyt og forpligtende samarbejde i J.A.K. Ikke blot vælger hver regions medlemmer af Landsforeningen et antal repræsentanter, men også hvert J.A.K. pengeinstitut har fået mulighed for af deres bestyrelse at vælge en repræsentant til Landsforeningens repræsentantskab. Herved opstår et helt nyt forum for samarbejde mellem det ideologiske arbejde og den praktiske side i J.A.K. Jeg ser dette samarbejde som en enestående chance for J.A.K.s fremtid. I repræsentantskabet kan J.A.K. udvikles i dialog med regionerne og pengeinstitutterne. Ja, det er blot én måde at sige det på! En anden måde kunne være: Her kan pengeinstitutterne få en ideologisk inspiration, så det daglige arbejde til stadighed afspejler J.A.K.s grundholdninger.
Repræsentantskabet vil også være rammen om udvikling af nye markedsføringstiltag og tilhørende materialer. Alene drøftelser af denne karakter vil være værdifuldt, idet den ideologiske og den praktiske synsvinkel altid vil være repræsenteret i arbejdet.
Mit nytårsønske er, at alle, der på den ene eller den anden måde arbejder med J.A.K., vil forstå vigtigheden af dette arbejde og støtte op omkring det. Det sker først og fremmest gennem en aktiv indsats i arbejdet. Har man ikke tid og kræfter til det, er man også en værdifuld støtte ved at være medlem af Landsforeningen og læse J.A.K. bladet, så man har kendskab til de ting, der rører sig i J.A.K.- og derved have muligheden for at være med til at udbrede kendskabet til J.A.K.s formål, nemlig den menneskelige og økonomiske frigørelse.   

Landsforeningens bestyrelse
Bestyrelsen med formand og 4-6 medlemmer står for den daglige ledelse af Landsforeningen. Også bestyrelsens enkelte medlemmer har ved udformningen af de nye vedtægter påtaget sig en betydningsfuld rolle. De har nemlig hver påtaget sig at være tovholder i mindst en region og derved personligt medvirke til, at der gøres en aktiv indsats for, at arbejdet og ikke mindst samarbejdet i regionen kommer godt i gang. Det vil ske i form af planlægning og afvikling af oplysningsmøder til gavn for J.A.K. arbejdet generelt i hele regionen!
Personligt glæder jeg mig meget til arbejdet i det nye repræsentantskab. Jeg tror, at de fleste inden for J.A.K. vil møde udfordringerne positivt. Nu har vi skabt rammerne for fremtidens arbejde. Vil du hjælpe med at fylde dem ud?

J.A.K. bladet