J.A.K. bladet

Leder af redaktionen 

J.A.K. 1931 - 2001  

J.A.K. fylder 70 år, men bevægelsen har  fortsat  mod og kræfter til nye udfordringer 

”En ny tid vindes kun ved et arbejde derfor”. 

Disse ord, som står at læse på titelbladet til ”Bogen om J.A.K.” udgivet i 1935, er blevet en slags valgsprog for J.A.K. bevægelsen. Gennem nu 70 år har J.A.K. folk landet over været et levende eksempel på, at ideen om en ny tid - et rentefrit samfund – har været et arbejde værd. 

Landsforeningen ”Jord - Arbejde - Kapital” (i daglig tale forkortet: J.A.K.) blev stiftet den 11. februar 1931. Her blev det fastlagt, at ”Foreningens formål er gennem oplysning at rejse en bevægelse til folkets menneskelige og økonomiske frigørelse, samt arbejde for oprettelse af praktiske funktioner til fremme af formålet”. 
J.A.K. har således 70 års jubilæum den 11. februar 2001. Dagen vil blive fejret ved møder i Brande og i Roskilde - og dette første nummer af J.A.K. bladet 2001 sætter helt naturligt fokus på jubilæet. 

Indholdet i bladet er en illustration af den dobbelte opgave, som J.A.K. bevægelsen gennem alle 70 år har søgt at løse. På den ene side har det været opgaven at oplyse om J.A.K. bevægelsens endelige mål på det økonomiske område: En rentefri samfundsbank. Samtidig er der utrætteligt udfoldet bestræbelser på at oprette praktiske funktioner, som i det aktuelle samfund kunne samle tilhængere til et rentefrit samarbejde, der ville være et skridt på vejen mod det endelige mål.

Vi kan ikke her i lederen anmelde alle artiklerne, men ved nogle smagsprøver er det hensigten at give læserne lyst og inspiration til at studere bladet nærmere.
Artiklen ”Fra andelspenge til andelskasser” er en beskrivelse af den iderigdom og handlekraft, der har kendetegnet J.A.K. gennem de 70 år. Der er gode beviser på, at en afslutning på et kapitel ikke betød et endeligt for J.A.K.s fortsatte virke, men altid var der J.A.K. folk, som stod klar til at gå i gang med et nyt forsøg på vejen mod det store mål.
En historiker fortæller om et gensyn med J.A.K. efter 30 år og har påtaget sig at skrive en bog, der skildrer J.A.K.s historie fra starten i 1931 til midt i 1990erne. I sit indlæg her i bladet kommer forfatteren med en rammende karakteristik: ”I det store og hele opfører J.A.K. sig som humlebien, som efter alle fysiske love ikke kan flyve. Forholdet mellem vingernes opdrift og kroppens tyngde gør flyvning umulig. Humlebien kender dog ikke denne teoretiske umulighed”. 

En bevægelse kan somme tider være tilbøjelig til at ”ville tage patent på sandheden”. Landsforeningen J.A.K. har måske også haft en rem af huden, men den personkreds, som i dag tegner J.A.K., indgår meget gerne i en dialog med anderledes tænkende. Kun derved bliver ideernes holdbarhed afprøvet, og måske kan der hentes nye impulser. Det er helt i tråd hermed, at redaktionen har opfordret og opnået tilsagn fra en kendt økonom om at fremkomme med nogle betragtninger om rentesystemet.
J.A.K.s syn på rentesystemet kommer naturligvis også til udtryk. Det sker bl.a. ved en anmeldelse af Margrit Kennedys bog: Rente- og inflationsfrie penge. Denne forfatters tanker om renten er som taget ud af J.A.K.s ideprogram og har været en gave til en af bladets faste skribenter som basis for endnu et markant indlæg.
For mange medlemmer af bevægelsen er bogstaverne J.A.K. meget mere end en formel for et økonomisk samfund. Selv om man vel ikke kan organisere begrebet ”menneskelig frigørelse”, konkluderer en af de ældre i gårde i sin jubilæumshilsen, at ”Jord + Arbejde = Kapital” for ham er en livslov.  

En bevægelses start skyldes ofte en enkelt eller nogle få personer. Mange ideer har set dagens lys gennem århundreder, og mange af dem er lige så hurtigt slukket igen. Når J.A.K. bevægelsen overhovedet blev stiftet på et bæredygtigt grundlag og den 11. februar 2001 kan fejre sit 70 års jubilæum, skyldes det først og fremmest Kristian Engelbrecht Kristiansen. Landsforeningens nuværende formand har samlet nogle elementer til et portræt af K. E. Kristiansen eller ”landinspektøren”, som var stifterens kaldenavn i J.A.K. kredse.
Denne leder kan ikke afsluttes bedre end med et citat af K.E.K., som er et klart budskab for J.A.K. folk til alle tider:

”Det, som det kommer an på for den, der vil virke for fremtiden, er hver dag at foretage de handlinger, som man har erkendt som de rigtige, på de punkter, hvor det i øjeblikket kan lade sig gøre”. 

 

J.A.K. bladet