Et rentefrit samfund?   
Af Jesper Jespersen 

J.A.K. bladet har bedt professor Jesper Jespersen, en kendt økonom, fremsætte nogle betragtninger om rentens funktion i det aktuelle samfund   

Drømmen om det rentefri samfund er både smuk og fascinerende. Denne idé har stået øverst på J.A.K.bevægelsens dagsorden i 70 år og er blevet bevægelsens varemærke.
I en vis forstand har J.A.K. bevægelsen historien på sin side, for der var med afsæt i de hellige skrifter simpelthen et forbud mod at 'tage renter' helt frem til Reformationen.
Så begyndte forbudet at smuldre, men dog ikke mere, end at der stadig i den danske lovgivning findes en såkaldt 'åger-paragraf'. Den gør det strafbart at udnytte andres ulykkelige situation til at tage en åbenbar overrente, der ikke står i noget rimeligt forhold til den risiko, som långivningen indebærer.
Og skulle vi hæve blikket lidt over vor egen horisont, så er der stadig i de (ortodokse) muslimske lande et generelt forbud mod at 'tage rente' af lån.  

Renten som konjunkturregulator
Der har således til alle tider været holdt et øje med renten, fordi den har stor samfundsmæssig og medmenneskelig betydning. Men i en moderne pengeøkonomi med privat ejendomsret har renten - betaling for at disponere over købekraft, som man ikke selv ejer - også andre funktioner end at være den blodsugende pantelåners redskab.
Renten er blevet en effektiv regulator af den samfundsøkonomiske aktivitet. Igennem de seneste årtier har ikke mindst den amerikanske centralbank(direktør) med stor dygtighed benyttet renten til hhv. at bremse og speede den amerikanske økonomi op. En udvikling, der via de internationale kapitalmarkeder har haft afsmittende virkning både til Europa og Asien.
Er det rimeligt/moralsk acceptabelt at lade prisen på lån være en regulator af den overordnede økonomiske udvikling? Set ud fra en teknokratisk synsvinkel har det i hvert fald vist sig ganske effektivt, selvom det i perioder med høj rente navnlig er gået ud over de personer, der er kommet i nød, og som derfor (uforskyldt) har haft brug for at låne. Men mennesker i nød vil i stigende grad være et socialpolitisk end et pengepolitisk problem - navnlig i de (vest)europæiske velfærdsstater. 
Alternativet til rente-/pengepolitikken som samfundsøkonomisk styringsinstrument er finanspolitikken. Her kan staten via skatter og offentlige udgifter regulere trykket i samfundsøkonomien. En skattestigning vil altid føles uretfærdig for de grupper, der særligt bliver berørt heraf - er det retfærdigt? Næppe, men ofte nødvendigt.
Ofte vil regeringen mikse penge- og finanspolitikken afhængig af, hvilken ubalance i samfundsøkonomien, der er mest presserende, samtidig med at der skeles til de fordelingsmæssige konsekvenser. 
Den europæiske Centralbank (ECB) er dog forpligtet til i første række at holde inflationen nede. ECB ændrer således sin udlånsrente med henblik på at bremse ethvert tilløb til prisstigninger over 2 procent uden smålig skelen til de fordelingsmæssige konsekvenser.
Den japanske økonomi har derimod været plaget af stagnation igennem 1990erne, hvilket fik den japanske centralbank til at sætte sin udlånsrente ned til 1/4 procent - altså for alle praktiske formål en nul-rente, men også her var det samfundsøkonomien, der var i centrum. Den positive påvirkning heraf på japansk økonomi har dog ladet vente på sig.  

Renten er prisen på ’at disponere over købekraft'
Renten er prisen på at kunne disponere/have råderetten over (i modsætning til at have ejendomsretten til) købekraft (repræsenteret ved generelt accepterede betalingsmidler - sedler og bankpenge). 
Hvad bestemmer renten i samfundet? Udgangspunktet for rentefastsættelsen er basisrenten (diskontoen) bestemt af centralbanken, som er den rente, de private banker kan låne til. Når de så skal låne betalingsmidler videre ud til almindelige bankkunder, er der to forhold der spiller ind. 
For det første skal der betales for bankens administration (dyr husleje, mange ansatte og høje (direktør)lønninger). Det gælder for alle bankkunderne. 
For det andet øver den risiko, banken løber, indflydelse på rentens størrelse i den individuelle lånekontrakt - jo bedre sikkerhed, jo mindre rente. 
Endelig spiller konkurrenceforholdene i banksektoren også en rolle for renteniveauet. Udlån til almindelige private bankkunder er et typisk hjemmemarkedserhverv - domineret af et par meget store banker, der sætter renten så højt, at bankforretning er særdeles lukrativ i dagens Danmark. 
Hvad så med obligationsrenten? Her er konkurrencen generelt højere, hvorved udbud af købekraft (navnlig fra pensionskasser) og efterspørgsel efter købekraft (navnlig fra husbyggere og (netto)huskøbere) i højere grad dominerer kursdannelsen og dermed renteniveauet for lange pantsikrede lån. Her spiller inflationsforventningerne også en væsentlig rolle. For realværdien af lange obligationer med en fast påtrykt rente er meget følsom over for ændringer i priserne. Omvendt er den faste rente en (slags) garanti for låntageren, at ydelsen ikke vil stige i fremtiden - en sådan garanti betales der for ved en højere rente på lange lån. Der er for så vidt ikke noget moralsk angribeligt i, at långiveren forsøger at sikre realværdien af sin formue. Det kan enten ske ved køb af jord og fast ejendom, eller udlån med en form for inflationssikring. 
Spiller de realøkonomiske forhold slet ingen rolle for renten? Jo, den korte rente er bestemt af centralbankens vurdering af den nærmeste konjunkturudvikling (1-2 års sigt). Navnlig inflationsvurderinger spiller her en rolle, for centralbanken er (som nævnt ovenfor) af det politiske system blevet sat som vogter af inflationsudviklingen (delvis som udtryk for almindelig politisk ansvarsforflygtigelse, dels på grund af gammeldags/neo klassisk/monetaristisk teori/ideologi).
Inflationsforventningerne vil ofte basere sig på, hvorledes arbejdsløsheden og navnlig arbejdsmarkedet fungerer. I et moderne samfund er arbejdsmarkedet arnestedet for inflationen. 
Renten er altså ikke en mekanisme, der umiddelbart afbalancerer reale investeringer og den private opsparing; men er snarere en politisk bestemt pris, der bl.a. skal regulere inflationstrykket på arbejdsmarkedet. Her har prisen på lån vist sig ganske effektiv, idet efterspørgslen efter arbejdskraft (og dermed arbejdsløsheden!) bl.a. er styret af styrken i investeringsboom'et (eller fraværet af samme) - navnlig i byggesektoren.  

Penge lugter ikke?
J.A.K. bevægelsen konstaterer i dens idéprogram, at den, der behersker omsætningsmidlet, besidder magten.
Derfor udgør banksektoren hjertemuskulatoren i et moderne samfund. 
I dag er det ikke kun dem, der besidder ejendomsretten til produktionsmidlerne, som har magten. De skal dele den med bankerne, der har opnået det privilegium, at deres passiver fungerer som omsætningsmiddel. Bankerne kan - set under ét - skabe ubegrænset med penge via deres udlån; for udlån bliver automatisk tilbageført til pengeinstitutter som indskud (passiver). Dette gælder i Danmark i særlig grad for Danske Bank, der sidder på godt halvdelen af den samlede banksektors balance! Små banker (for slet ikke at sige 'andelskasser') har ikke samme automatik fra udlån til indlån, med mindre de kan holde på kunderne ved hjælp af andre parametre – f.eks. lokale hensyn, et fælles idégrundlag eller en særlig høj indlånsrente! 
Men i takt med den øgede integration af de finansielle markeder både internationalt og nationalt vil det i stigende grad være vanskeligt at føre en rentepolitik, der afviger markant fra de øvrige aktører. Derimod må det være muligt at drive en udlånsvirksomhed med en speciel (moralsk) profil.
Ligesom det er muligt at købe økologiske fødevarer, grøn elektricitet, så vil der være en efterspørgsel efter stabile, men også 'moralske' penge, der i første række skal sikre formuens realværdi og dernæst give en garanti for, at pengene bliver udlånt til moralsk acceptable projekter. I en sådan bankniche vil udlånsrenten kunne være lav, hvilket ydermere vil fremme de moralske investeringer. 
Det er således forkert, når det hævdes, at 'penge ikke lugter'. Tværtimod er problemet, at alt for mange mennesker har vænnet sig til lugten af penge. Herved er penge - uanset lugten - blevet et ideologisk symbol for den nye verdensorden, hvilket kan undergrave samfundenes moralske kapital på lidt længere sigt. 
For mig at se er hovedproblemet således ikke, hvad pengene koster - altså renten - men langt vigtigere, hvad de bruges til!  

Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitetscenter (RUC) og desuden kendt som en ivrig deltager i samfundsdebatten (artikler, kronikker, radio og fjernsyn).

J.A.K. bladet