Et gensyn med J.A.K. efter 30 år   
Af Niels Ulrichsen   

Historiker skriver bog om J.A.K.   

I november måned 1999 modtog jeg et overraskende brev. En for mig ukendt Harry Christensen foreslog, at jeg overvejede at genåbne et forlængst overstået kapitel i mit liv. Det viste sig hurtigt, at han var i ledtog med en anden ukendt person - Uffe Madsen - og de havde tilsyneladende en plan. De foreslog, at jeg skulle gå tilbage til mit speciale fra Københavns Universitet i begyndelsen af 1970'erne, omskrive det (gerne i en læsevenlig form) og trække linier op til vore dage.

Specialet hed "J.A.K. - en dansk krisebevægelse". Dets sigte var at belyse J.A.K.s aktiviteter i 1930'erne - især med hensyn til økonomi og samfundsforhold. J.A.K.s stifter og altdominerende hovedfigur - landinspektør Kristian Engelbrecht Kristiansen - måtte uundgåeligt fylde meget. Jeg forsøgte at skildre ham via eksperimenter i 1920'erne, hvor hans tanker om penges funktion blev endeligt fastlagt, og op gennem 1930'erne med bevægelsens "undergravende aktivitet" (efter det "officielle Danmarks mening"). Ikke kun økonomiske tanker var interessante - førstestyrerens filosofiske / religiøse / "mystiske" baggrund var af afgørende betydning for en ordentlig forståelse af J.A.K.
Under arbejdet fik jeg kontakt til en overordentlig dynamisk ældre herre - Otto Byrge Sørensen - medlem af den første ledelse og vel egentlig den eneste egnede til at give landinspektør K. E. Kristiansen et kvalificeret modspil. Han udtrykte stor tilfredshed med projektet og foreslog - nærmest gennem tvang - at vi skulle duplikere et mindre antal (50 eksemplarer) og udbyde dem til salg gennem J.A.K. bladet.
Byrge Sørensen tog sig uselvisk af alle praktiske forhold, og jeg forstod egentlig ikke særlig meget. Efter min opfattelse måtte den endelige begravelse af J.A.K. være et spørgsmål om meget begrænset tid. Efter Bikubens overtagelse af J.A.K. Banken var det da vel endeligt slut med denne "anarkistiske" bevægelse.
Byrge Sørensens strategi var god. Vi fik solgt 45 eksemplarer á 40 kr. Et enormt beløb for en fattig studerende. Men derefter kom problemerne. Peter Madsen - gennem 40 år KEK's nærmeste fortrolige og medarbejder - var ikke tilfreds! Han mente godt nok, at han så et seriøst arbejde, men det var et arbejde uden forståelse. Hans kritik gik mest på tre forhold: 

1. At KEK's søn - Erling Kristiansen - ikke, som anført i mit speciale, skulle være inddraget i J.A.K. arbejdet. Det har han ret i, men min formodning byggede på et privat brev fra KEK, hvor han skrev, at hvis han ikke kunne få begge sine sønner ind i arbejdet, ville han slutte. 

2. At KEK skulle være "mystiker". Det er et større problem at finde passende etiketter for mennesker, men jeg finder stadig, at ordet er relevant. Peter Madsen fandt, at det blot viste min uvidenhed om J.A.K.s religiøse / kristne side. 

3. At min redegørelse for et stormfuldt møde i Ringsted var fejlagtig. Jeg benyttede en politiafhøring af Fr. Karl Kristiansen som kilde, medens Peter Madsen, som selv var et øjenvidne, mente, at fremstillingen var fejlagtig med hensyn til, hvem der provokerede hvem. 

Peter Madsen måtte konkludere, at hans tillid til historikerens objektivitet kunne ligge på et meget lille sted (i vid udstrækning er jeg enig med ham).
Fra Universitetets side lød tonerne anderledes! Den seriøse kritik fra mine censorers side var en overdreven stor "forståelse" for J.A.K.s særegne standpunkter. Et par år senere skiftede "bjerget" opfattelse og ønskede at inkludere J.A.K. i en skriftrække om nyere forskning i dansk historie. Specialet (med beskedne rettelser) blev til en bog. En bog, der ofte henvises til, når 1930'erne skal fremstilles i brede eller snævre sammenhænge.   

En tillidserklæring
Det stod hurtigt klart, at Uffe Madsen var den egentlige bagmand bag kontakten til undertegnede. Vi er jævnaldrende og har en fælles interesse i et "køligt" syn på fortiden. Men for mig var det lidt af en tillidserklæring, at Uffe Madsen forklarede, at J.A.K. gerne så en kronikør, der havde fået "smæk" både fra bevægelsen og "systemet".
Mit første møde med det nuværende J.A.K. var i Odense i december 1999. Alle mine profetier var blevet gjort til skamme. I Folkesparekassens afdeling så jeg et tilsyneladende velfungerende pengeinstitut, som havde en opslagstavle, der var stærkt præget af biodynamisk og økologisk tankegang! Jeg var dybt forvirret! Jeg vidste faktisk ikke, at J.A.K. havde overlevet alle sine slag. I den henseende står jeg på lige fod med enhver af de kolleger på min arbejdsplads, som jeg har opsøgt.
Måneders læsning af J.A.K. bladet efter 1930'erne har givet mig et nyt syn på bevægelsen. I det store og hele opfører J.A.K. sig som humlebien, som efter alle fysiske love ikke kan flyve. Forholdet mellem vingernes opdrift og kroppens tyngde gør flyvning umulig. Humlebien kender dog ikke denne teoretiske umulighed.
MEN! Bevægelsens anarkistiske karakter fra 1930'erne fornægter sig ikke. Efter det stormfulde opgør i forbindelse med Halfdan Kristiansens (direktør i J.A.K. Banken) beslutning om at træde tilbage - og bankens lukning få år efter - ser man umiddelbart en stribe meget initiativrige og måske lidt forfløjne personer, der med stor energi sparker nyt liv ind i J.A.K.
Her står jeg nu. I et forsøg på at finde sammenhængen mellem J.A.K. før og efter krigen. Der skal findes en sammenhæng i J.A.K.s konstante samfundskritiske holdning. Før krigen var den især rettet mod "systemet", efter krigen kan man finde mange eksempler på en holdning, der lå langt fra Danmarks officielle pro-NATO holdning - og samtidig J.A.K.s grundlæggende "borgerlige" livsanskuelse.
Indtil videre har det været interessant og tankevækkende at møde efterkrigstidens J.A.K., som i meget høj grad er præget af åbenhed og tolerance. En bevægelse, som har fået sine "slag", og som altid har rejst sig efter en krise.

J.A.K. bladet