J.A.K. bladet

J.A.K. Andelskasser

Fælleskassen for Eggeslevmagle Sogn
Postboks 68, 4230  Skælskør 
Kontaktperson: Irene Hansen
Henvendelse på tlf. 58504770 og på tlf. 58549163 efter kl. 18.00   

Fælleskassen er den eneste af de “gamle” andelskasser, der fortsatte som forening. Den startede i 1977 og havde i en periode kontor på Algade 15 i Skælskør – fra 1985 har kontoret haft til huse hos Irene Hansen, der er daglig leder af kassen.

Vi går ind for økonomisk og menneskelig frigørelse!


Andelskassen J.A.K. Slagelse 
Andelskassen J.A.K. Slagelse
Løvegade 63, 4200 Slagelse
Tlf. 58504770 / Fax 58501257 

Vi er i øjeblikket 6 medarbejdere + Hanne på orlov. 
Wolmer Møller
John Wismann
Lotte Lindemose
Susanne Holm
Anne Jensen
Irene Hansen   

I Slagelse finder vi Andelskassen i Løvegade, samme lokaler som husede J.A.K. banken for år tilbage. Gode rummelige lokaler, som står for at skulle istandsættes først i det kommende år.
Slagelse Andelskasse har eksisteret siden 1977 og haft sine lokaler i Slagelse siden 1985. De få kunder, der var med fra starten, er nu blevet til ca. 2100. Det er ofte folk, der har beskæftiget sig med økologisk produktion eller opererer inden for alternative erhverv, men også almindelige kunder, som bare er trætte af de store banker og føler sig bedre hjemme i et af landets mindste pengeinstitutter.     

Vores budskab til nuværende og kommende kunder:
Valgfrihed! Den økonomiske frihed, den personlige frihed.
Andelskassen giver dig mulighed for selv at tage ansvar for din egen og samfundets økonomi, således at der også skabes bæredygtige vilkår for fremtidige generationer - dine børn.


Fælleskassen i København  - en J.A.K. andelskasse med et ”grønt” indhold 

Fælleskassen er stiftet som en J.A.K. andelskasse og vedkender sig klart en forpligtelse til at støtte det arbejde, som Landsforeningen J.A.K. udfører for at udbrede kendskabet til ideerne om et rentefrit samfund. Hovedaktiviteten i Fælleskassen er rentefrie indlån, der giver mulighed for rentefrie udlån, hvor der kun skal betales den for driften nødvendige administration.  

Fælleskassens virke er symboliseret i logoet, som blev lanceret i 1999
Logoet illustrerer en lille målbevidst snegl, der ihærdigt arbejder sig frem mod opfyldelsen af sin vision: Et rentefrit og bæredygtigt samfund.Sneglehuset i logoet repræsenterer det, vi opbygger og altid bærer rundt på. Vort hus skal ikke blot være smukt, men også bæredygtigt og økologisk forsvarligt.
Den ivrige snegl er puttet ind i en kasse - Fælleskassen - som holder sammen på det hele.
Samlet symboliserer Fælleskassens logo det fællesskab, som samarbejdet mellem de mange andelshavere er udtryk for. 

Mange af Fælleskassens brugere kommer fra det ”grønne” miljø
Det har haft afgørende betydning ved indretningen af Fælleskassens lokaler på Bülowsvej 48 A, Frederiksberg. Hvor det har været muligt, er der i valg af materialer taget “grønne” hensyn. 

Nøgletal for Fælleskassen
Balance: 144 mio kr.
Egenkapital: 19 mio kr.
4.100 andelshavere og medlemmer.
11 medarbejdere.


Det rentefrie pengeinstitut 
Mottoet lyder dog næsten for godt til at være sandt. For hvis ikke en bank tjener penge på renter, hvordan løber foretagenet så rundt?
Svaret ligger i begreber som andelsbeviser, tvangsopsparing og administrationsbidrag. Så drømmen om at få et lån på sit glatte ansigt uden at betale en øre er altså en utopi.
“Men forskellen er, at man i stedet for at betale renter til andre sparer op til sig selv og samtidig gør det muligt for andre at optage fordelagtige lån. Vi kan yngle, men det kan penge ikke. Renter er bare med til at skabe inflation og arbejdsløshed”, siger direktør Poul Erik Jensen.
J.A.K. Andelskassen i Brenderup blev oprettet i 1981 og fik sit nuværende navn i 1987, hvor andelskassen ophørte med solidarisk hæftelse og kom ind under den almindelige lovgivning for pengeinstitutter. I dag er der cirka 180 kunder i andelskassen.
Der betales ingen renter. Ved lån betaler kunderne i stedet et administrationsgebyr på 5,5%. Som sikkerhed skal låntageren have mindst 10% af lånets hovedstol i andelsbeviser. Samtidig beregnes 3% af hovedstolen til tvangsopsparing, som kunden får, når lånet er tilbagebetalt. 

Andelskassen J.A.K. Brenderup
Brenderupvej 12, 5464 Brenderup
Tlf. 64441364


J.A.K. Andelskasse Varde 
J.A.K. Andelskasse Varde ønsker Landsforeningen J.A.K. et stort tillykke med 70-års fødselsdagen - med ønsket om fortsat fremgang i årene fremover 

J.A.K. Andelskasse Varde arbejder for at praktisere Landsforeningens målsætning inden for rentefri finansiering. 

J.A.K. Andelskasse Varde byder såvel nye som gamle kunder velkommen i vore lokaler, der i år 2000 har gennemgået en gennemgribende og nænsom renovering.
Personalet kan træffes tirsdag og torsdag. Derudover kan der indtales besked på telefonsvarer, (og vi ringer tilbage) eller besked kan sendes på 
E-mail: jakvarde@mobilix.net.dk
Først i år 2001 bliver vi oprettet med en hjemmeside på Internettet, hvor du kan læse mere om andelskassen, og som noget nyt kan vi tilbyde vore kunder Home-banking. 

J.A.K. Andelskassen Varde
Storegade 43, 6800 Varde
tlf. 75225393 / fax 75225399


Kunde i et lille pengeinstitut
Hvorfor jeg vælger et lille pengeinstitut Det må være klart, at enhver sag har to sider. Der er fordele og ulemper. Et valg skal træffes. Det er sikkert godt, at det er sådan. Vi har forskellige behov. Hvad der er godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for andre.Vi lever i en tidsalder, hvor fremskridt eller nye muligheder kommer i et tempo, så mange incl. mig selv er ved at tabe pusten. Vi kan kun prøve på at følge med så godt, vi kan. Jeg mener ikke, at vi skal skal  prøve på at bremse udviklingen, kan kun håbe på, at der ikke kommer for mange “fejlskud”.
Det er klart for mig, at hvad man kan klare selv er bedst og billigst, når man har evnen og vil. Derfor må vi erkende, at Netbankerne vil få øget tilslutning, især af de unge, der fra barn har lært PC/IT at kende og bruge. Andre pengeinstitutter vil tage ved lære - store som små pengeinstitutter såvel som andre virksomheder prøver sikkert på at sammensætte et koncept, der henvender sig til den kundegruppe, som de har udvalgt sig til at satse på, rådgivning er naturligvis en vigtig ting. Som nævnt har vi forskellige behov. Hvis behovet er at tjene på sine penge ved spekulation i valutahandel - i aktiehandel og andre financieringsformer - så har de store pengeinstitutter nok fordele ved at kunne betale en højere løn til dygtige og højtuddannede medarbejdere. Det er vel sådan, at nogle skal være tabere i dette spil, for at der kan findes vindere. 
Denne form for rådgivning er ikke vigtig for mig. Homebanking eller PC-bank er for de kunder, der er fortrolig med at bruge en computer. Jo mere enkel og simpel vejledning i brugen af denne bankform, som pengeinstitutterne kan udvikle, jo flere kunder fra kredsen af os mindre erfarne EDB-brugere vil der kunne tiltrækkes. Her tror jeg, at de mindre pengeinstitutter ved lige så godt, hvor skoene trykker.
Når omkostninger skal dækkes ind, så bliver disse mindre i procenter, når de skal fordeles på en større indkomstmasse. Derfor vil store pengeinstitutter have en lavere omkostningsprocent end de små. Det giver sig dog ikke udslag i en lavere udlånsrenteprocent end i de små andelskasser, hvor der ikke skal tjenes udbytter til aktionærer. 
J.A.K. andelskasse Rødding hører til blandt de absolut mindste pengeinstitutter. Den er ikke Netbank, men har checks, dan- og visakort samt PBS og udfører Homebanking for kunder. Andelskassen har et fortrinligt samarbejde med Folkesparekassen i Silkeborg. Personalet i andelskassen er altid parate til at betjene sine kunder på bedste måde. Vi er som kunder kendte personer i andelskassen, og vort behov er derfor kendt af andelskassen, der kan give den aktuelle bedste rådgivning.
Jeg kan trygt anbefale at være kunde i en lille J.A.K. andelskasse. 

Henry Hinrichs, Rødding 

J.A.K. Andelskasse Rødding
Østervang 6, 6630 Rødding
Tlf./Fax 74841764


Folkesparekassen er … 
et pengeinstitut for bæredygtig økonomi med alle moderne faciliteter   

Med baggrund i J.A.K.s økonomiske teorier blev Folkesparekassen oprettet i 1983 med det formål at tilbyde kunderne den billigst mulige finansiering. Sparekassen vil ikke overbyde andre pengeinstitutter med  høje rentesatser, men har i stedet en målsætning om at operere med lavest mulige rentesatser på såvel indlån som udlån. Sparekassen har heller ikke til formål at skabe stort overskud, idet der ikke er aktionærer, som kræver afkast af deres investeringer. 

En rentefri pengeomsætning
I Folkesparekassen giver du på en almindelig konto afkald på at få rente af dine penge, men i stedet får du mulighed for at optage et lån, som du heller ikke skal betale rente af - der betales kun et administrationsgebyr til dækning af sparekassens omkostninger.
Alle har en pengeomsætning af en eller anden størrelse. Indtægten - løn eller andre ydelser - indgår på ét tidspunkt og skal anvendes til forskellige betalinger på andre tidspunkter. Dette forløb finder normalt sted på en konto, som i almindelige pengeinstitutter giver en meget lav rente. 
Denne renteindtægt gives der afkald på og i stedet opnås muligheden for at optage lån uden forrentning.
Har man derudover mulighed for at foretage en opsparing, vil det rentefrie lån blive tilsvarende større. Ved at give afkald på en minimal renteindtægt opnår man på denne måde muligheden for at få et rentefrit lån.
Den enkelte kunde er samtidig selv medbestemmende om, til hvilket formål ens egne penge skal anvendes. Man kan selv benytte sin rentefrie lånemulighed i sparekassen, eller man kan overdrage den til en anden person, institution eller lignende. 

Almindelige rentekonti i Folkesparekassen
Folkesparekassens primære formål er formidling af rentefrie penge. Såfremt du sympatiserer med Folkesparekassens målsætning, men alligevel ønsker en forrentning af dine penge, kan Folkesparekassen også anvendes. Visse kontoformer skal desuden ifølge lovgivningen forrentes - herunder skattebegunstigede opsparingsformer. 

Disse forrentede penge anvendes fortrinsvist til at finansiere kunders behov, der ikke kan dækkes med rentefrie penge.
Folkesparekassens rentesatser ligger på linie med de fleste pengeinstitutters satser. Derudover kan du få samme service i Folkesparekassen, som du kan få i andre pengeinstitutter - herunder Dankort, checks, betalingsservice, køb og salg af værdipapirer, valutahandel, udlandslån, depoter, pensionsrådgivning m.v. Folkesparekassen yder realkreditlån gennem Totalkredit.                                                                      

Folkesparekassen har også et veludbygget Home-Banking system, hvor du bl.a. har mulighed for at få oplyst saldi og bevægelser på dine konti, du kan overføre beløb mellem dine konti og betale giroopkrævninger.  

Folkesparekassen findes på 

Herningvej 37, Postboks 169, 
8600 Silkeborg
Telefon 8681 1611      
Telefax 8681 1375 

Brogade 6-8 1.sal, Postboks 237, 
5100 Odense C
Telefon 6611 2231       
Telefax 6591 6231  

www.Folkesparekassen.dk


Vi ønsker J.A.K. hjertelig tillykke med 70 års jubilæet!

“Med sund fornuft og håndens gavn
dit skib de bringer godt i havn.
Lidt bølgegang og blæst om bord
gør stærkt og godt på, hvad du tror”.
 

Funder Fælleskasse kunne i 1999 fejre sit 25 års jubilæum med en balance på 25 mio. kr. og 200 brugere.
Funder Fælleskasse har i det daglige et meget tæt samarbejde med Folkesparekassen. 

Direktion og bestyrelse for 

Funder Fælleskasse Andelskasse
Herningvej 37, 8600 Silkeborg
tlf. 86811544


Jubilæumsår i fremgang 

I 1976 - for 25 år siden - satte nogle tidligere aktive J.A.K. folk fra Ebeltofts omegn sig sammen for at undersøge muligheden for at oprette et alternativt pengeinstitut. De besluttede at starte efter de bedste af J.A.K.s principper.

Det nye pengeinstitut, Fælleskassen Dråby Sogn, fik lokaler hos den daglige leder Svend Kristensen, der dengang boede i Dråby. Senere flyttede Svend Kristensen til Nyvang 8 i Ebeltoft, men Fælleskassen beholdt sit navn. Det samme var tilfældet, da Hans-Aage Girsel i slutningen af 70'erne overtog den daglige ledelse på adressen Skansebakken 13, Ebeltoft.
Da Hans-Aage fik arbejde i en anden del af landet, overtog Svend Kristensens igen den daglige ledelse, men flyttede fælleskassens adresse til SIDs bygning på Kuderasvej 10, Ebeltoft pr. 1. november 1982. 

I 1985 kom der en ny lov om andelskasser, og Fælleskassen skiftede navn til: Andelskassen J.A.K. Ebeltoft.Efter 14 år på Kuderasvej flyttede andelskassen i 1996 til de nuværende lokaler på Jernbanegade 15, stadig med Svend som direktør. I 1998 ønskede Svend at gå på efterløn og sagde sin stilling op. 

Ny direktør blev Jesper Madsen, der kom fra en af byens traditionelle banker. Det var første gang, at andelskassen havde en daglig leder, der var egentlig bankuddannet. Under Jespers dygtige ledelse, sammen med bankassistent Hanne Lorentsen, har Andelskassen haft stabil fremgang.Gårdejer Erik Kaysen har været aktiv i bestyrelsen i alle årene og har været bestyrelsens formand gennem en lang årrække. 

Tallene fortæller deres egen historie. I 1981 var balancen 1,5 mio. kr. I 1993 rundedes de 12 mio. kr. - og det dobbelte i 1999 med 24 mio. kr. og en egenkapital på 7,4 mio. kr.
Andelskassen står således godt rustet til at virke for sine kunder i det nye årtusinde. 

Jubilæet vil blive fejret i maj 2001. 

Andelskassen
Jernbanegade 14, Postboks 56, 
8400 Ebeltoft
Tlf./fax 86340900


Andelskassen OIKOS   – til gavn for fattige i den 3. verden 
Brogade 26 C, 8850 Bjerringbro 
Tlf. 86 68 23 33  Fax 86 68 23 34 
oikos@oikos.dk  
www.oikos.dk 
Vendersgade 6, 1363 København K
Tlf. 33 36 23 32  Fax 33 12 13 50 

Rentesystemets forkrøblende virkning på globalt plan er blevet et hovedanliggende for Andelskassen OIKOS.
I OIKOS kanaliseres rentefri indlån til billige udlån til gavn for fattige i u-landene. Mere end 5 mill. kr. har OIKOS investeret i så forskellige lande som Laos, Palæstina, Makedonien, Tanzania, Peru og i et par internationale låneorganisationer.
Fra at være en lille lokal JAK-andelskasse i Bjerringbro er OIKOS nu et landsdækkende pengeinstitut der – ud over de normale bankforretninger – tilbyder rentefri investeringer til gavn for den 3. verdens fattige.   
Ring, skriv eller fax efter flere oplysninger – eller find dem på www.oikos.dk 

Daanamma i Indien kender ikke Andelskassen OIKOS i Danmark. Men hun ved, at hun som kvinde, som fattig - og med en invalid mand, er afskåret fra at låne penge i en almindelig bank. Hun er henvist til den lokale pengeudlåner, der tager omkring 200 % i rente om året og tager hus og husgeråd som pant. Den 3. verdens gældskrise ved hun næppe noget om, men gældskrisen i hendes landsby kender hun på sin egen krop.
I dag er Daanamma medlem af et mikrolåneprojekt, som OIKOS støtter. Hun fik et lån på nogle få hundrede kroner. Det satte hende i gang med at flette kurve. Da lånet var betalt tilbage, fik hun et større lån og dyrker nu selv materialerne. Det næste lån skal bruges til, at børnene kan komme i skole, og huset kan få nyt tag.
Mikrolåneprojektet SHARE, som Daanamma er medlem af, har over 7000 kvinder som låntagere. I projektets første 6 år er samtlige lån blevet tilbagebetalt. Fattige er nemlig ikke dårligere låntagere end andre. Det skal blot gøres på en måde, der svarer til forholdene.


Alternativt og grønt pengeinstitut 
Ved Morsø Andelskasses gavl står en solid bænk med den manende påskrift: Sid rentefrit! Det er jo nok en melding, der kan få det til at dirre fornærmeligt i næsefløjene på mangen en rentetynget boligejer, for hvor mange kan sidde rentefrit i vort moderne, rentebelastede samfund. 

Morsø Andelskasse har en målsætning om at gøre sig mere synlig. Folk skulle gerne bibringes en opfattelse af, at andelskassen kan benyttes af alle. 

Morsø Andelskasse indførte for flere år siden, hvad den betegner som “Lån og Spar lån”. Der er hensat en pulje af egenkapitalen, der giver mulighed for rentefrie lån uden forudgående opsparing. Til gengæld præsterer låntageren løbende en opsparing samtidig med, at der afdrages på lånet.

Opsparingen, som man derved præsterer gennem lånet, kan så komme til at danne grundlag for nye gunstige lånemuligheder i andelskassen, hvor indskuddene i øvrigt er omfattet af pengeinstitutternes garantifond.
Denne populære låneform har medvirket til bedre forståelse af det rentefrie system. 

Efter et par travle år har andelskassen nu passeret 7 mio. kr. i balance og har ca. 255 brugere. Ud over virket som J.A.K. andelskasse varetages også administrationen af ejendommen i Nykøbing Mors med 3 lejemål ud over andelskassens egne lokaler.   

Morsø Andelskasse J.A.K.
Jernbanegade 9, 
7900 Nykøbing Mors
Tlf. 97710144 / Fax 97710164


Succes med “rentefrie” lån 

I begyndelsen af 1999 oplevede vi i Andelskassen J.A.K. Holstebro et stigende likviditetsoverskud og samtidig havde vi et stort antal andelsbeviser til salg fra andelshavere, som ønskede at reducere beholdningen.
Det måtte der gøres noget ved, og vi afsatte derfor en pulje til en særlig type andelslån. I forvejen ydede vi andelslån til 4% - lånemuligheden var 2 x beholdningen af andelsbeviser over op til 10 år.
Hertil føjede vi så mulighed for at etablere andelslån til 5,25% på op til 10 x beholdningen af andelsbeviser over 10 år.
Låneordningen blev fra begyndelsen en succes. Der er siden udlånt små 2 mio. kr. på disse vilkår, og interessen har holdt sig siden, selv om vi 1.7.2000 har set os nødsaget til at forhøje renten til 5,75%. Samtidig har aktiviteten øget omsætningen af vore andelsbeviser væsentligt, så det værste pres nu er taget af.
Til gengæld har vi ikke, i perioden, etableret særlig mange lån til rentelånssats, hvilket også var en medvirkende årsag til, at vi 1.7.2000 måtte forhøje vore udlånsrentesatser - vor gennemsnitsrente er nemlig helt nede omkring 6% incl. indvundne overtræksrenter. 
Om sådanne lån kan kaldes “rentefrie”, kan diskuteres, men vi kan i hvert tilfælde ikke få driften af andelskassen til at hænge sammen med en lavere gennemsnitsudlånsrente.
Vi mener imidlertid at have bevist, det kan lade sig gøre at drive “rentefrit” pengeinstitut, men må så også konstatere, at administrationsbidraget ikke kan presses længere ned end 5,5 - 6%.
Vi har altså forøget vort udlån, lettet omsætningen af vore andelsbeviser og nærmet os det “rentefrie” udlånsprincip så langt, som overhovedet muligt. Det agter vi at fortsætte med, idet vi så håber, det kan holde i længden.
Det er jo hele ideen med at drive J.A.K.-pengeinstitut!
Blot kunne vi ønske at blive mere synlige, så endnu flere forbrugere får øjnene op for, at vort koncept er fordelagtigt.
Til opnåelse heraf ser vi gerne større ensartethed i J.A.K. andelskasserne. Vi kunne ønske os, at J.A.K. andelskasserne gik sammen om at markedsføre nogle fælles produkter, f.eks. et udlånstilbud, som det her beskrevne. 

Andelskassen J.A.K.
Struervej 25
7500 Holstebro 
Tlf. 97 41 01 33

 

J.A.K. bladet