Landinspektør Kristian Engelbrecht Kristiansen 
Landsforeningens formand, Jakob Mikkelsen, har samlet elementer til et portræt af J.A.K.s stifter 

Har du oprigtighed i sind,
da vær velkommen og gak ind.
Men er du svigefuld og ej god, 
da vig – og sæt ej ind din fod. 
(indskrift i tavle i K.E.K.s entré, skænket af O. Rye Ottesen) 

Denne artikel er et forsøg på at fortælle lidt om mennesket Landinspektør Kristian Engelbrecht Kristiansen, en virkelig ener, tænkeren, der så at sige skabte og grundlagde J.A.K. sammen med ligesindede. At tegne et portræt af et sådant menneske uden at have kendt ham er en umulig opgave. 
K. E. Kristiansen var en stor personlighed, en lederskikkelse, der i arbejdet udskilte sig tydeligt fra de fleste andre. Han var på mange måder den afgørende autoritet med det afgørende ord. Sådan er det ikke i dag: Denne artikel er blevet til ved, at jeg i samarbejde med andre J.A.K. folk har formuleret en opgave og i samarbejde har vi løst den. Det afspejler nok meget godt den forskel på ca. 40 år, der er gået fra meget af nedenstående er skrevet, og til dette skrives. 
Bidragene er bortset fra et enkelt hentet fra materialet til en bog, der for næsten 40 år tilbage var under udarbejdelse. Den blev dog aldrig til noget. (Husk derfor under læsningen, at hvis noget kan forekomme besynderligt, kan det skyldes en uhensigtsmæssig ”klipning” af uddragene!).
Der gives i teksterne udtryk for en vældig beundring for K.E.K., og en af skribenterne giver i sit følgebrev da også udtryk for, at ”måske vil eftertiden sige, at vi så for meget op til ham, men det kan vi lade dem om; sandheden er jo, at det arbejde han har sat i gang, er en umådelig næstekærlig handling”. I vore dage er det ikke almindeligt, at oplyste mennesker i den grad ophøjer den enkelte, men lad os læse disse udsagn i lyset af den tid, K.E.K. arbejdede i. Så giver det straks mening! 

Uffe Madsen, Silkeborg
skriver i forbindelse med udarbejdelsen af J.A.K.s historie (august 2000):
I min erindring var KEK en elskelig ældre mand, som altid var imødekommende og venlig over for mig som barn. Børn fyldte ikke meget i hans verden, men han gav sig altid tid til at tale med mig og spørge til min hverdag og interesser. Fra min barndom husker jeg ham især fra de mange J.A.K. møder, generalforsamlinger, kurser m.v., hvor jeg var med sammen med mine forældre. KEK stod oppe på talerstolen, og forsamlingen lyttede intenst og andægtigt til hans tale. Jeg husker slet ikke noget af indholdet, blot at jeg skulle være stille.
Det hændte, at jeg sammen med min far aflagde KEK besøg på hans kontor, og der husker jeg ham igen som et mildt menneske med en enorm udstråling, som han sad der bag sit skrivebord, fyldt med bøger og papirer, og altid i gang med at skrive et eller andet på skrivemaskinen.
Skønt han var en alvorlig mand, der ikke gav plads til humor og morskab, havde han dog en interesse, som jeg delte med ham - han var begejstret for biler og for at køre i dem. Selv i en høj alder nød han at køre - og det skulle helst gå stærkt. Han kunne ikke klare at køre bag en anden bil, uden at den skulle overhales. I de sidste par år var jeg dog ikke helt tryg ved hans evner bag et rat.
Privatmennesket KEK har jeg aldrig kendt - kun ganske få blev lukket ind. Han var gift med Andrea, som havde en uddannelse som friskolelærer. Sammen havde de to meget velbegavede drenge - Halfdan (født 1911) og Erling (født 1912). 

Agnete Havmøller, Ebeltoft
fortæller fra den tid, hvor hun var husalf (K.E.K.s udtryk i stedet for husassistent eller ung pige i huset) på Hjemstedet i 1944-45:
K. E. Kristiansen fortalte ved middagsbordet, at han som lille ikke ville sove. I en alder af 3-4 år ville han ikke i seng, end ikke når hans forældre gik til ro. – K. E. Kristiansen ville blive siddende på sin skammel lige inden for døren og tænke. Når så hans mor senere hørte et lille bump, så var det K. E. Kristiansen, der alligevel var blevet overmandet af søvnen - hun rejste sig så og lagde ham i seng.
Er det ikke betegnende? Var han ikke den fødte tænker? Og hvilke enestående forældre? Andre børn var nok blevet lagt i seng blot for at overholde en vis husorden. 

Mølleren fra Gludsted, Magnus Nielsen
fortæller i sit materiale om ægteparret Andrea og K.E. Kristiansen, der boede på modsat side af Brande, som han selv voksede op. Han fortæller om mennesker, der var meget forskellige fra andre. Særlig deres vegetariske levevis vakte en vis opsigt, men også tankerne om en ny samfundsmodel med ”egne penge”, som de kaldtes, gjorde Landinspektøren kendt. Allerede i 1919 gjorde han sit første forsøg med jordværdidækkede penge, som blev accepteret som betalingsmiddel af visse handlende i Brande. 
K. E. Kristiansens fundamentvar Kristendommen og den mere end 2.500 år gamle persiske mesterlære Mazdaznan. Heri fandt han nogle grundsandheder eller livslovene, som han kaldte dem. Og K. E. Kristiansen ønskede på ingen måde at være autoriteten, der afgjorde, om noget var rigtigt eller forkert. Nej, han henviste gang på gang til det enkelte menneskes indre autoritet og belyste ud fra Jesu Kristi lære, hvad han selv mente var det rigtige. Den åndelige frigørelse, som K. E. Kristiansen kaldte det, består i, at vi gør os fri af dogmerne og selv påtager os ansvaret for, hvad der er rigtigt eller forkert, at vi lytter til vor indre autoritet.
K. E. Kristiansen gik meget ind for renhed. Det gjaldt i alle henseender: tanke, dyrkning af jorden, vores kost og ikke mindst den luft, vi indånder. Han kunne f.eks. begynde et møde med ordene: ”Jeg vil gerne bede Dem holde op med at ryge, for man tænker bedre i ren luft, og vi får brug for at kunne tænke i aften”.
I det materiale, jeg her sidder med, er der et indlæg uden navn. Jeg vil alligevel citere derfra: Overalt, hvor K. E. Kristiansen færdedes, mærkedes en ejendommelig fredfyldt tilstand. Det var på Hovedkontoret med de mange medarbejdere, Det var i bestyrelsen, det var på møder og kurser, fredfyldt og fordragelig var ånden.
Overalt, hvor J.A.K. arbejdet udførtes, var fordragelighed et selvfølgeligt særkende. Det var formålet med arbejdet, det samlede, det var formålet, der fik de enkeltes småengagementer til at træde til side. Netop derved fremstod den stærke folkelige kraft, der har været J.A.K. bevægelsens særkende.
Ved afslutningen af generalforsamlinger og kurser lød der som regel fra K. E. Kristiansen en tak til deltagerne for hvert sit bidrag til et godt samvær og dertil nogle betragtninger fra hans dybe tankeverden. Disse afslutninger var kronen på dagen - de var ventet, og de gav rige tanker til den enkelte dagene derpå.
Ved en sådan lejlighed rejste K. E. Kristiansen spørgsmålet: ”Hvorfor er vi mennesker her på Jorden?”. Han fortsatte med at svare, at den skaberkraft, der har sendt os, har gjort det med hensigt på, at vi skulle bidrage til at gøre verden til et bedre sted at leve for mennesker. Det er helt sikkert, for skaberkraften er god, den er redelig orden, og den bruger os mennesker til at udføre sin vilje. . . . ” Bl. a. sådanne udtalelser gav K. E. Kristiansen tilnavnet ”Profeten fra Brande”. 

Ragnhild Madsen, Strib,
enke efter den stærke J.A.K. pioner Peter Madsen skriver:
På mit skrivebord står et solur. På pladen foran er indgraveret en sol med korte og lange streger, og nedenunder står: Gør som jeg, tæl kun de lyse timer! Dette billede passer på K.E. Kristiansen; han selv var solen, der udstrålede varme og kærlighed til de mennesker, han mødte på sin vej. Landinspektørens virksomhed var så stor og mangesidig, så vi med rette kan give de lange solstreger navn efter hans omfattende indsats: Økonomi – opdragelse - ernæring – sundhed – livssandhederne, sammenfattet i et stort hele – dette at opfylde livets mission, sådan, som det fra skaberens hånd var livets mening. 
Den side af Landinspektøren, som gjorde mest indtryk på mig, var ikke kampen for økonomien, hvor betydningsfuld den end måtte være. Økonomien er ikke alt; den er i vort samfundsliv gjort til langt mere, end den burde. En tyngende økonomi kan opsluge og mørklægge tilværelsen for det mere betydningsfulde. Jeg forstår både rækkevidden og betydningen af dette arbejde. Det skulle og skal udføres for at hjælpe mennesker ud af udbytningens kløer og ind i en retfærdig samfundsordning. Alene denne opgave er så stor og krævende, at der skal en urokkelig tro og jernvilje til for at gå i gang med den; begge dele havde Landinspektøren.
Alligevel var det ikke det, men noget andet, der vakte min opmærksomhed og fik mig med. Det var tanken, der lå bagved - tanken om en anden samfundsordning med frigørelse fra de lænker, der gør det materielle til det egentlige.
For mig var Landinspektøren størst, når han i en forsamling øste af sine åndelige kilder - hvor lifligt et kildevæld, og hvor vidunderligt da synerne formede sig for fremtidens samfundsliv. 

Bygmester Hans Hansen, Gredstedbro skriver:
På et J.A.K. stævne i 1934 på Nyborgstrand var salen fyldt af deltagere fra hele landet, meget vigtige drøftelser forestod, så stod Landinspektøren på talerstolen og bød ”godmorgen”, lad os synge ”I østen stige solen op”. Derefter fortsatte Landinspektøren med en analyse af Fadervor. Deltagerne lyttede musestille til de dybt alvorlige betragtninger og den visdom, ordene er udtryk for. Det blev en højtidsstund, der søger sin lige, og det blev en sammensvejsning af mennesker som senere viste sin ubrydelighed. 

Aksel Jensen, Varde:
Og så til det vigtigste: Hvad kom Landinspektøren så til at betyde for mig? Helt klart står det mig, at denne ejendommelige personlighed ikke var ude efter fortjeneste og økonomisk rigdom - men bestandig var han ude for at øve retfærdighed, og bestandig for at bekæmpe uretfærdighed. Kristiansen fremholdt ihærdigt vor opgave som kampen mod renten. Renten betragtede han som udbytningens grundredskab. Kristiansen anser jeg som en stormand, højt hævet over almindelige mennesker i udsyn og intelligens. Længe ønskede jeg at komme til at hilse på Kristiansen og komme på talefod med ham. Dette ønske blev opfyldt, og hvad fandt jeg så: en mand så naturlig og ligetil, ingen storhed, en ven, en kammerat man kunne spørge om alt, og som man kunne drøfte ens problemer med, og derved blev denne mand endnu større i mine øjne.
Mit hjem ligger op til landevejen mellem Middelfart og Varde, og ofte gjorde Kristiansen holdt ved vor dør, kom indenfor til en kop kaffe og en snak - det blev højtidsstunder i vort hjem. Også fru Kristiansen var ofte med, og så blev det til ernæringsproblemer, for heri var hun godt hjemme - men også vort J.A.K. arbejde fulgte hun nøje.
De mange møder, de store generalforsamlinger og de mange gode artikler i J.A.K. bladet, alt sammen blev en rigdom, der ikke kan forklares i ord, men kun kan vurderes ved oplevelse.
Når jeg sidder i min stue efter dagværket og ser på fjernsynet, hvor det ofte er grufulde krigshandlinger, optøjer, revolutioner og lignende elendighed, alt båret frem af en dårlig økonomis følge, da må jeg erkende, at om J.A.K. blev gennemført i land efter land, da ville alt dette ophøre, for i et J.A.K. samfund er der ingen mulighed for spekulation i næstens lidelser. Nu er Kristiansen ikke mere i blandt os - men hans værk, hans tanker arbejder fortsat, og stadig øges forståelsen af hans vidtskuende tanker. – Kristiansen var en mand, i hvem der ikke fandtes svig! 

Konsulent O. Elstrup Rasmussen skriver:
Det var kort før anden verdenskrig, at jeg traf Kristiansen. Jeg var da ganske ny i min virksomhed som konsulent for den dengang også nye biodynamiske dyrkningsmetode. Vi stod uden egentlig oplysningslitteratur på dansk og uden midler til udgivelse heraf - savnede kort sagt et forum, hvor vi kunne starte med omtalen af, hvorledes metoden kunne praktiseres under danske forhold. Da Kristiansen lejlighedsvis havde omtalt denne dyrkningsform i J.A.K. bladet, henvendte jeg mig nu til ham og spurgte, om han var interesseret i, at jeg skrev noget herom i bladet. Jo, med største glæde ville han optage sådanne indlæg. Hvor udførligt måtte jeg skrive? Hans svar kom uden et øjebliks tøven: ”Så udførligt som muligt”.
Det blev til mere end 50 artikler, væsentligst samlet i årgangen 1940. Og Kristiansen høstede ikke kun ros herfor. Mange læsere, som var fuldt ud enige med ham på det økonomiske område, kunne ikke forlige sig med, at han åbnede bladets spalter for helt andre emner – emner, som de måske havde en helt anden opfattelse af, end den der kom til udtryk. Kristiansen var urokkelig og lod sig ikke påvirke af kritikken.
Han bragte de artikler i sit blad, fra sin egen eller fra andres penne, som forfægtede, hvad han personligt havde erkendt som sandhed og ret på de forskellige livsområder. Han bragte aldrig noget i bladet af lutter tolerance for blot at give plads for andre meninger og synspunkter, men de synspunkter, som fik lov at komme frem i J.A.K. bladet, var også helt og fuldt hans. Ellers kom de der nemlig ikke - bortset naturligvis fra diskussionsindlæg, som blev besvaret, så man ikke var i tvivl om, hvad der var hans opfattelse af sagen.
Det kan diskuteres, om det var den rigtige måde at redigere et blad på, der arbejder for et enkelt formål, men for Kristiansen var det det rigtige!

K. E. Kristiansens noget yngre bror, Johs. Kristiansen skriver:
Sådan et menneske findes ikke!
For mange år siden kom jeg i toget ved et tilfælde til at overvære en samtale mellem to mænd. De talte om J.A.K., men især om stifteren af denne bevægelse, min broder Landinspektør K. Englebrecht Kristiansen. Jeg noterede bagefter samtalen ned og har nu fundet den frem igen.
Den ene af mændene, den ældste, var tydeligt nok det gamle systems mand, den anden – temmelig ung – derimod stærkt optaget af de tanker, J.A.K. er et levende bevis for.
Med stor dygtighed havde han forsøgt at gøre rede for forskellen mellem det gamle og det nye, men bundet, som den første var af sin vanetænkning og måske af indre modstand mod alt det nye, lykkedes det – i hvert fald tilsyneladende – ikke den energiske unge mand at finde nogen forståelse hos den ældre.
En passage i samtalen står meget tydelig for mig den dag i dag. Den ældre sagde, at han hellere ville tro på J.A.K. bevægelsen, hvis han havde fået at vide, at Landsinspektøren havde haft stor personlig fordel af at arbejde med sagen, at han havde tjent godt derved, f.eks. var blevet til millionær. For det ville da være til at forstå! ” Men” føjede han til ”De

sidder her og idealiserer manden og vil fortælle mig, at han ikke så meget som skeler til egen fordel, men ene og alene gør sit arbejde for ”det arbejdende folks" skyld, som De siger”.
Og så var det han tilføjede: ” Jeg skal nemlig sige Dem noget, unge mand, og det vil De blive klar over, når De bliver noget ældre: Et individ, som De lige har skildret for mig, finder vi kun i fantasien og i romaner, men i den virkelige verden, nej – et sådant menneske eksisterer ikke!”.
Da var det den unge mand i sin iver tog den ældre i ærmet og sagde: ”Hvis jeg i dag skal tænke mig, at jeg om nogle år skal nå til den livsanskuelse, De har, da må det løbe mig koldt ned ad ryggen. For det er fattigdom”. Han tav et øjeblik og fortsatte så: ”Landinspektørens fordel! Kan De ikke se den? Den ligger også i et helt andet plan, end Deres tanker går. Hans fordel er den altid at eje bevidstheden om, at han kæmper mod et uretfærdigt system, som trællebinder menneskeheden, ikke alene materielt, men også åndeligt. Er det ikke noget? Hans fordel er den, at han kan vise vej ud af det økonomiske uføre, verden befinder sig i. Er det ikke noget? Derfor er han stærk!”
Den ældre rystede med et overbærende smil ad, hvad han kaldte ”ungdommeligheden” i den unges udtalelser. ”De mener altså, at Landinspektøren for at fortælle verden denne sandhed, skulle have givet afkald på en god og indbringende livsstilling?” spurgte han.
"Netop. Kendsgerningerne viser det. Kristiansen har fulgt et kald, og bagved ligger hans kærlighed til sandheden og medlidenhed med folk, som det uretfærdige pengesystem har gjort til slaver”.
På det tidspunkt måtte jeg forlade toget. Jeg havde forholdt mig tavs under hele samtalen, men idet jeg gik, sagde jeg til den unge mand: ”Deres karakteristik af landinspektør Kristiansen er - selv om der er et og andet og tilføje - rigtig. Jeg kender ham. Det er min bror!”.

J.A.K. bladet