J.A.K. bladet

Nyt fra Landsforeningen J.A.K.

På et fællesmøde den 27. august 1999 mellem bestyrelsen for Foreningen af J.A.K. andelskasser og bestyrelsen for Landsforeningen J.A.K. orienterede formand Jakob Mikkelsen om de ting, som Landsforeningens bestyrelse har arbejdet med på det seneste.

J.A.K. Fonden er nu endelig på plads, og ny fondsbestyrelse er nedsat. Landsforeningens friejerejendom i Søborg er overdraget til J.A.K. Fonden, og de nødvendige papirer i den forbindelse er ved at blive udarbejdet.

Landsforeningen J.A.K. er nu på internettet. Siderne er ikke endelige, men vi er godt i gang. Der er mulighed for, at andelskasserne kan koble sig på med oplysningssider. Det skal formelt på plads, om Viggo Boller, som ajourfører Landsforeningens sider, skal kunne ajourføre for andelskasserne.

Bestyrelsen er godt tilfreds med resultatet af det nye blad. Det har resulteret i en medlemstilgang. Det er positivt med det store antal blade der udsendes til andelskasserne, men der er stadig en del, som ikke får tilsendt ekstra eksemplarer af bladet. Bestyrelsen håber på, at andelskasserne også til næste år vil udsende bladet til deres andelshavere, så vi derved kan få bladet ud til så mange som muligt.

Bestyrelsen har brugt en hel del tid på strukturdebatten som startede på årsmødet. Dette skulle resultere i et antal regionsmøder, 6-8 rundt omkring i landet, hvor bestyrelsen gerne vil fremlægge deres bud på en ny struktur og høre medlemmerne/brugerne af J.A.K. om deres mening. Her vil Landsforeningen gerne have hjælp fra andelskasserne ved udsendelse af indbydelser til disse møder, så vi kommer ud til alle brugere af J.A.K. Resultatet af disse møder skal så fremlægges på næste årsmøde, så vedtægtsændringer kan være klar til årsmødet i år 2001.

Der skal være valg til sekretærposten til januar. Der blev opfordet til at komme med emner, selvom Lis Poulsen og Finn Bentzen er villige til at lade sig genopstille.

Landsforeningen J.A.K. har besluttet, at temaet på årsmødet den 11. og 12. marts 2000 skal være "Bæredygtighed". Generalforsamlingen bliver søndag den 12. marts kl. 13.00.


Opstillede kandidater til sekretærvalget i Landsforeningen J.A.K.

Følgende er på nuværende tidspunkt opstillet til valget i januar 2000:

Finn Bentzen, Københavnsvej 37, 3400 Hillerød

Lis Poulsen, Drejegårdsvej 4, 8600 Silkeborg

Se mere om valget i næste nr. af J.A.K. bladet.

Bestyrelsen


J.A.K. bladet