J.A.K. bladet Tema: Markedsøkonomi (10-07-99) Leder af Uffe Madsen Skal vi sætte pris på alting af Jesper Jespersen Den enes brød... af Christian Friis Bach Har vi en plan? af Finn Bentzen Markedsøkonomi Leder Af Uffe Madsen I dette blad er der sat fokus på begrebet "markedsøkonomi". Denne form for økonomi er den kapitalistiske verdens måde at håndtere økonomien på, og er alternativet til den socialistiske model, som stadig findes, men er på en hurtig tilbagegang. Er denne udvikling et tegn på, at den markedsøkonomiske model er den rigtige løsning på fordeling af samfundets værdier? Vi har i fuldt omfang set svagheden i den socialistiske økonomi, hvor markedskræfterne er sat helt ud af spillet, og ingen initiativer belønnes med økonomisk fremgang for initiativtageren. På den anden side har vi også i de seneste år set svagheden ved markedsøkonomi hvor udbud og efterspørgsel styrer udviklingen, og hvor de store spekulationskapitaler viser sig at have så stor dominans, at de kan lægge et lands økonomi i ruiner. Er der ikke noget alternativ til disse to yderpunkter? I Danmark må vi vel konstatere at vi har opnået en rimelig fornuftig fordeling af de økonomiske ressourcer. Vi læner os op ad den markedsøkonomiske model, men samtidig laver vi en social udligning gennem finanspolitikken, hvor der gennem skatter og afgifter tages fra dem, der har i overflod, for at give til dem, der mangler. Det fungerer tilsyneladende - der er lagt et sikkerhedsnet ud under den danske befolkning, så ingen bør lide nød. Vi har med andre ord "sminket" den markedsøkonomiske model, så ulemperne tilsyneladende er fjernet. Den holder bare ikke, idet denne sminke ikke er langtidsholdbar. Vi ser bl.a. følgende problemer: • Stigende vanskeligheder med at fastholde det høje afgiftsniveau, der på sigt må forventes at skulle ned på EU-niveau for at opfylde kravene til den frie omsættelighed af varer og tjenester inden for EV. • De manglende afgiftsindtægter kan ikke pålægges de direkte skatter, der allerede er så høje, at skattefri indtægter (sort arbejde) er et problem for samfundet. • Som følge af de høje skatter og afgifter mangler incitamentet til, at unge mennesker opstarter virksomheder. I sammenligning med andre lande er opstart af virksomheder i Danmark på et katastrofalt lavt niveau. Initiativet er tilsyneladende berøvet ungdommen, hvilket kan blive problematisk på længere sigt, for det er trods alt produktionen, der får samfundets hjul til at dreje. • De rige pensionister, der udklækkes inden for de kommende 10 - 15 år. De har gennem arbejdsmarkedsordninger sikret sig formuer, der indestår i ATP, LD, i forsikringsselskaber og pengeinstitutter. Formuer, der for en meget stor del er skabt gennem tilskrivning af renter og afkast, og som fortsat kræver tilskrivning - en regning som overlades til den næste generation at betale. Andre problemer kan nævnes, men løsningen er måske mere interessant. J.A.K. peger på en økonomisk model, der hverken er kapitalistisk eller socialistisk - kald den "folkekapitalisme", hvor det ikke er odiøst at tjene penge, bare der er en arbejdsydelse bag indtjeningen. Muligheden for arbejdsfrie indtægter - dvs. spekulationsindtægter gennem renter, kursgevinster m.v. - skal fjernes. Det står landsforeningen J.A.K. for, og det forsøges praktiseret gennem rentefri økonomi i J.A.K. pengeinstitutterne. Skal vi sætte pris på alting? Kan markedspriser overhovedet anvendes som et relevant grundlag for en bæredygtig udvikling og respekt for de naturlige værdier? Af Jesper Jespersen Den aktuelle politiske strid står omkring indførelse af grønne miljø-afgifter på erhvervslivet. Altså en form for prisfastsættelse af virksomhedernes miljøpåvirkning. Artiklen belyser den idemæssige baggrund for denne politik med udgangspunkt i den herskende rationalisme og markedstro. Her løfter den finske filosof Georg Henrik von Wright advarende sin røst, idet han stiller sig skeptisk med hensyn til, om markedspriser overhovedet kan anvendes som et relevant grundlag for en bæredygtig udvikling og respekt for de naturlige værdier. Den filosofiske baggrund - fra Descartes til von Wright Intet over, intet ved siden af menneskelig behovs-tilfredsstillelse. Det har været den filosofiske ledetråd i europæisk tænkning siden rationalismens gennembrud eksponeret af Rene Descartes i 1600-tallets midte: "cogito, ergo sum" (jeg tænker, altså er jeg til). Jeg'et (Mennesket) bliver herved udgangspunktet for enhver erkendelse. Mennesket har opdaget sig selv - som det eneste sikre udgangspunkt for al viden og virksomhed. Herved er et vandskel i menneskets samfundsmæssige perspektiv og mulighed for at orientere sig blevet overskredet. Lidt patetisk kan det siges, at om ikke ved syndefaldet, så i hvert fald med den cartesiske menneske-centrering, blev "Jeg'et" definitivt drevet ud af uskyldens have. Det skulle dog hurtigt vise sig, at på det filosofiske og for så vidt også på det moralske plan gjorde denne menneske-fiksering det kun vanskeligere at være menneske. Så længe den hellige skrift havde dannet normen for, hvad mennesket burde (og kunne) stræbe efter i sit jordiske liv, så var der ingen grund til at plage sig med spørgsmålet om: "Hvor går grænsen"? For grænsen var dikteret af Vorherre, og en overskridelse havde særdeles alvorlige konsekvenser for livet efter døden. Men denne grænse forsvandt i takt med, at rationalismen, individualismen og den Jeg-fikserede filosofi vandt frem. Det tog naturligvis århundreder, førend denne ændrede opfattelse af, hvad der er altings mål, var trængt ud i de bredere samfundslag og herved langsomt blev en del af det "moderne" menneskes værdigrundlag. Vi skal op i det 19. århundrede, førend denne liberale filosofi bliver dominerende. Samfundspolitisk får individ-centreringen ydermere den betydning, at kravet om en demokratisk styreform vinder fodfæste. Monarkiets guddommelige status nedbrydes langsomt. Det vil sige, at Mennesket tiltvinger sig direkte indflydelse på det politiske liv og dermed mulighed for at tage sin skæbne i egen hånd. Dette er på en og samme gang en enorm befrielse, men også et kors. For hvad skal pejlemærket egentlig være for den tilkæmpede politiske magt? "Frihed til hvad?", kunne man spørge. Nu skal dette filosofiske problem dog ikke overdrives. For tilbage i forrige århundrede var den økonomiske knaphed stadig et reelt problem. Med den engelske økonom Ricardos ord, så var det den jernhårde lønningslov, der bestemte land- og byarbejderens levefod, som var præget af underernæring, sygdom og armod. Med den industrielle revolution op gennem det 19. århundrede blev der dog skabt fysiske muligheder for at ophæve den hidtidige økonomiske grænse for materielt armod. Tilbage stod naturligvis det politiske spørgsmål, hvordan væksten skulle fordeles. Og det er vel præcis der, den politiske diskussion også står i dag. De svage politiske demokratier forsøger at smyge sig uden om det ubehagelige spørgsmål at skulle "tage fra nogen og give til andre". Så længe væksten fortsætter, bliver der tilsyneladende mere til alle, og fordelingspolitikken består i at uddele større og mindre gaver. Den grænseløse økonomiske vækst er politisk så bekvem. Her er det, at den finske filosof Georg Henrik von Wright spørger, om dette ikke blot fører til "rationalisme in absurdum". Er vækst altid godt - specielt når grænsen for opfyldelsen af de basale livsfornødenheder forlængst er passeret? Har vi i de rige vestlige lande qua vores selvcentrering og uhyggeligt svage politiske systemer fået placeret udviklingen i en blindgyde? At liberalisme, markedsøkonomi og penge (som det eneste "sande" værdimål) skulle være en tilstrækkelig politisk/økonomisk/filosofisk ballast for det moderne grænseløse samfund, tillader von Wright sig at tvivle på i sin bog "Myten om fremskridtet". Penge som værdimål - "gør alting måleligt" Lad os se lidt nærmere på, hvorledes "vækst, penge og markedspriser" har kunnet få denne alt dominerende position i det moderne samfund. Med rationalismen fulgte også kravet om at gøre alting måleligt. Vi opflaskes stadig med Galilei's ord: "at gøre alting måleligt". Længder måles i meter, vægt i kilo, energi i kalorier etc., så hvad med værdier? Her er penge unægteligt en praktisk foreteelse, for de muliggør, at så forskellige varer som brød og kanoner kan blive ensbenævnte. Ideen med, at alt kan måles i penge, vandt dog kun langsomt fodfæste. Det skete naturligt nok i takt med, at penge-økonomi blev mere almindelig op gennem det 19. århundrede. Skruer vi således tiden tilbage til 1776, hvor Adam Smith udgav sin bog om "Nationernes velstand", så havde penge endnu en anden funktion. Det var ikke primært som værdimåler, men langt snarere som et uhyre praktisk byttemiddel i en samfundsøkonomi, der blev mere og mere præget af arbejdsdeling og specialisering. Penge var endnu ikke blevet et mål i sig selv. Fuldstændig i rationalismens ånd blev penge betragtet som værende nyttige til omsætning af varer, ligesom en plov er nyttig til at vende jorden. Penges funktion var at få real-økonomien til at fungere mere effektivt, hvilket, ifølge Smith, markedskræfter og fri konkurrence på en række områder kunne bidrage til. Og som nævnt i et samfund, der var plaget af tilbagevendende hungersnød og materiel armod, måtte ethvert bidrag til større materiel produktion betragtes som et fremskridt. Smith havde dog ikke for ingenting beklædt lærestolen ved Glasgow universitet i moralfilosofi igennem 13 år. Før "Nationernes velstand" havde han således skrevet "The Theory of Moral Sentiment", hvor mennesket blev pålagt at sætte sig i sine medmenneskers sted, når en handling skulle vurderes som ond eller god. Det var ikke handlingens økonomiske aspekter, der blev lagt til grund ved vurderingen af handlingens moralske indhold. Markedsøkonomien og med den pengene begyndte først at blive en dominerende del af samfundsudviklingen i takt med industrialiseringen i forrige århundrede. Indtil da havde den landbrugsbaserede selvforsynings-økonomi stort set hvilet i sig selv, og penge spillet en helt tilbagetrukken rolle, både som byttemiddel, men navnlig som værdimåler. I takt med den fremadskridende arbejdsdeling, fremmedgørelse og reduceret selvforsyning bliver markedspladsen (i bred forstand) og pengene gjort til centrale samfunds-institutioner. Mere og mere bliver omsat på markedet, flere og flere menneskelige relationer bliver der sat (markeds)pris på. Tag som eksempel, hvorledes den daglige husholdning fra børnepasning til madlavning (færdigretter) er blevet inddraget under markedssystemet. Vendinger som "kan det betale sig", "har vi råd til dette og hint", "hvad får jeg for det" har alle et økonomisk aspekt. Har man fået nyt job, så er det begrundelse nok, at lønnen var højere. Man behøver ikke at sige mere. Men er lønnen lavere, så skal der en pokkers god forklaring til for at bortviske indtrykket af, at der formentlig ligger et menneskeligt(!) nederlag bag jobskiftet. Og ikke nok med det. Også i forhold til lovgivningen spørges der oftere og oftere, om det kan betale sig at overholde loven. En miljøbøde - tja, det er jo en erhvervsrisiko, der må indkalkuleres på lige fod med andre driftsomkostninger. Hermed er vi fremme ved det centrale spørgsmål for denne artikel: Hvorledes kan naturen, miljøet og de begrænsede ressourcer respekteres i et moderne samfund, præget af rationalisme og utilitarisme ("pain and pleasure accounting"). "Lykke og ulykke" skal gøres måleligt, så den rationelle beslutningstagning og planlægning kan føre til "den størst mulige lykke for det største antal mennesker". Hvorved vejen er banet for at gøre penge til det moderne menneske/samfunds værdimål nummer eet. "Det moderne samfund" eller "Myten om fremskridtet" For mig er der ikke megen tvivl om, at det moderne gennembrud i den økonomiske tænkning fandt sted i slutningen af forrige århundrede. Hvis marked, priser og penge blev gjort enerådende, så kunne det simpelt hen (be)vises, at økonomien ville få et optimalt forløb. Den bedste politik, der kunne føres for at nå dette markedsbaserede resultat, var den såkaldt "laissez-faire"-politik. Hvilket ville sige, at så meget som overhovedet muligt skulle overlades til markedskræfterne, så ville priserne tilpasse sig, hvorved samfundets prissatte ressourcer ville blive anvendt mest effektivt! Troen på, at markedsmekanismen kunne trække hele læsset, blev dog rystet af krisen i 1930'erne. Det (neo)klassiske billede af markedets formåen blev udfordret af virkelighedens arbejdsløshedskøer. Det affødte en ændret opfattelse af, hvor meget markedskræfterne kan klare på egen hånd. Teorierne for den overordnede økonomiske styring blev udviklet af navnlig den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1946). Det svækkede ikke den "moderne" tankegang. Den ændrede blot karakteren af den økonomiske politik fra så få og små indgreb som muligt i samfundsøkonomien (populært kaldet "natvægterstaten") til en langt mere aktiv konjunktur- og fordelingspolitik, der skulle danne modvægt til markedsøkonomiens vilkårlighed. Men troen på, at ved anvendelse af den rette økonomiske politik kunne samfundsøkonomien styres i den ønskede retning, blev yderligere forstærket i de første årtier efter krigens afslutning. Denne styrings-optimisme savnede dog i begyndelsen en overordnet kvantitativ belysning af, hvilken vej produktion, beskæftigelse og prisniveau egentlig bevægede sig. Rationalismen og den moderne tænkning erobrede dog hurtigt det nye territorium gennem udarbejdelse af de første nationalregnskaber i slutningen af 1930'erne. De var baseret på statistiske opgørelser af pengeværdien af den økonomiske aktivitet. Herigennem fik politikerne for første gang et samlet billede af udviklingen i nationalproduktet. Denne opgørelse omfattede derfor kun de aktiviteter og de omkostninger, der umiddelbart trak monetære betalingsstrømme med sig, og som var kanaliseret over markedet, hvorved der blev registreret en pris. Dette var med til at give disse markedsmæssige transaktioner en særlig ophøjet status. Og forlenede ydermere opgørelsen af bruttonationalproduktet (BNP) med en præcision, der ellers kun var naturvidenskaberne forundt. BNP-tallet blev derfor givet en tolkning, der mest af alt havde karakter af et "objektivt" mål for den økonomiske udvikling - og dermed også for den økonomiske politiks succes. For at det ikke skulle være løgn, blev disse nationalregnskabstal benyttet som datamateriale for opbygningen af de store makro-økonomiske modeller, der netop skulle bruges som styringsinstrument ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik, der sigtede mod at gøre nationalproduktet så stort som muligt. Nationalregnskabet blev - med dets opgørelser baseret på penge og priser – på een og samme gang både grundlaget for den økonomiske politik og målet for den økonomiske politiks succes. Og dansen omkring guldkalven kunne på dette grundlag fortsætte i det uendelige. Utilitaristerne og det svage politiske styre havde i forening sat det spor i de økonomiske lærebøger, at mer er altid bedre end mindre - "de umættelige behov". Og "mer" vil med nationalregnskabet som udgangspunkt nødvendigvis indebære, at et større nationalprodukt (BNP) altid vil være at foretrække fremfor et mindre. Velfærden var sat på formler, samtidig med at pengeindkomster og markedspriser blev enerådende ved tilrettelæggelsen af politikken. Ja, de havde næsten fået helgenagtig status. Den mindste antydning af, at "nulvækst" i BNP måske i visse situationer kunne være at foretrække, afstedkom med en Pavlovsk præcision en opgivende hovedrysten fra det politiske (og økonomiske) establishment. Vækst er godt, for det forøger den økonomiske frihed og gør derved det politiske liv nemmere! Og for ligesom at sætte trumf på blev den økonomiske model, som fra slutningen af 1970'erne kom til at dominere den økonomiske politiske diskussion i Danmark, døbt intet mindre end "ADAM". Hvor længe var ADAM i paradiset? Ikke længere end til han havde spist af frugterne fra "kundskabens træ". Tvivlen på modellernes fuldkommenhed er begyndt at snige sig ind også i det økonomiske miljø. For selv om ADAM var konstrueret efter alle kunstens regler, så var dens evne til at forudsige den økonomiske udvikling blot nogle få år ud i fremtiden beskeden. Men hvad værre er, så er ADAM både blind og døv, når det gælder miljømæssige hensyn. Hvorfor nu dette snæversyn? Simpelt hen fordi der ingen markedspris er på forureningen, ligesom der stort set ingen pengeomkostninger er forbundet med at slippe af med røg, støj og møg. Uanset at forureningen rent faktisk påvirker vores velfærd i dag og måske navnlig i fremtiden, så er den økonomiske succesindikator (BNP-indekset) ganske og aldeles upåvirket af den øgede forurening. Her er det så, at spørgsmålet om prissætning af miljøet melder sig. Ville det være en rigtig strategi at søge de negative miljøeffekter af produktion og forbrug kvantificeret i kroner og øre, så de kan indføjes i nationalregnskabet? Det ville være i klar forlængelse af den rationalistiske styringstankegang. At hvis bare politikerne i det mindste kunne mande sig op til at styre, nemlig ved at indføre nogle miljøafgifter, der som et minimum afspejlede de samfundsmæssige omkostninger ved forurening og ressource-udtømning. Så ville vi have fået repareret en systemfejl, og "Myten om fremskridtet" ville have fået ny næring. Hvortil von Wright siger, at den grundlæggende fejltagelse og politiske ansvarsforflygtigelse ligger i den rationalistiske tro på, at alt kan måles. Men tro nu ikke, siger von Wright videre, at selv om der blev indført ganske betydelige globale miljøafgifter, så er den hellige grav dermed velforvaren. De fundamentale spørgsmål mennesker imellem af fælles betydning - det være sig i familien, i lokalområdet, nationalt eller internationalt - vil nemlig aldrig kunne bringes på en eendimensional pengeformel. Tag blot et eksempel som den globale befolkningstilvækst. At gøre det til et spørgsmål om kroner og øre (eller måske rettere dollars) er en forvreden filosofi. Børnene, naboskabet, fodboldklubben, "håndboldpigerne", Maldiverne, den blå himmel vil heller aldrig kunne gøres op i penge. Og markedspriserne vil aldrig kunne give det afgørende bidrag til en regulering. Tværtimod burde det være normer, moral, etik og fællesskabsfølelse (kombineret med en massiv omfordelingspolitik fra rig til fattig og fra Nord til Syd), der dannede grundlaget for den medmenneskelige adfærd og de "sande" værdier. Hermed er vi netop tilbage ved udgangspunktet: Hvorledes kan der (om overhovedet) sættes grænser i en verden, der opfatter sig som værende hævet over enhver begrænsning - i og med, at den har sat sig selv i centrum. Jesper Jespersen er professor ved Roskilde Universitetscenter (RUC) og desuden kendt som en ivrig deltager i samfundsdebatten (artikler, kronikker, radio og fjernsyn). Den enes brød, den andens... af Christian Friis Bach Når det gælder landbruget, er der langt igen, før vi har en retfærdig markedsøkonomi. Mens landmænd i EU modtager store tilskud, er bønderne i u-landene typisk ramt af høje skatter og konkurrence fra udlandet. Af Christian Friis Bach Landmænd over hele verden bliver alle påvirket af verdensmarkedet. Ganske vist i meget varierende omfang. Mange danske og amerikanske landmænd følger næsten dagligt verdensmarkedspriserne og udviklingen på markederne i Europa, USA, Japan, Asien og Rusland. Omvendt er der mange afrikanske, asiatiske og latin-amerikanske landmænd, der stort set kun producerer til eget forbrug og yderst sjældent kommer i kontakt med et marked. Og når de endelig sælger eller køber lidt landbrugsprodukter, er det på lokale markeder, der er meget, meget langt væk fra børserne i Chicago eller London. For dem er verdensmarkedet næsten uden betydning. Men også kun næsten. Eksport-subsidier En gang imellem mærker u-landenes landmænd nemlig landbrugspolitikken og landbrugsproduktionen i det store udland. Det skete for eksempel for en række kvægbønder i Vestafrika. De var vant til at sælge oksekød til kystlandene i Vestafrika, men måtte pludseligt se priserne dykke og markedet forsvinde. Årsagen var, at EU - i et forsøg på at komme af med overskuddet af oksekød - sendte det til Vestafrika med store eksport-subsidier. I slutningen af 1980erne og starten af 1990erne blev der givet eksport-subsidier på op mod 15-20 kroner pr. kilo oksekød. Det betød, at kødet fra EU blev 30-50 procent billigere end det lokalt producerede kød. Landmændene i Burkina Faso, Mali og Niger blev udkonkurreret, samtidigt med at EU's eksport til regionen blev syvdoblet igennem 1980erne. Efter hård kritik skar EU ned på eksport-subsidierne, men historien har netop gentaget sig i det sydlige Afrika. EU har øget sin eksport af oksekød til Sydafrika med 600 procent fra 1993 til 1995 med brug af eksport-subsidier. Taberne er de lokale kødproducenter i blandt andet Namibia. Endnu andre landmænd i u-landene er vedvarende ramt af de lave verdensmarkedspriser, der er resultatet af de høje støtteordninger og eksport-subsidierne i EU og USA. Det rammer især eksportører af landbrugsprodukter som Argentina, Brasilien og Thailand. En analyse har skønnet, at priserne for korn og olieafgrøder faldt med omkring 40 procent imellem 1980 og 1987 på grund af den hårde priskonkurrence mellem USA og EU. Det kostede - ifølge nogle skøn - et land som Argentina, hvor halvdelen af eksportindtægterne kom fra netop korn og olieafgrøder, op mod 20 milliarder kroner om året i tabte eksportindtægter. Det sker også for afrikanske landmænd, som producerer frugt og grøntsager til det europæiske marked. De må holde øje med kvoter, toldsatser og bestemte tidsintervaller for at få lov til at sende produkterne til de europæiske forbrugere. Og ofte er det yderst svært at slippe igennem. Et æble om året Samlet kan alle landene i Afrika, Stillehavet og Caribien, der har en særlig handelsaftale med EU, eksportere omkring et æble for hver 50 indbyggere i EU om året uden at betale told. Så man skal være mere end almindeligt heldig, hvis man skal finde et æble fra Afrika, som er sluppet frit igennem EU's toldmure, i det lokale supermarked i Silkeborg eller Næstved. Tilsvarende er der barske begrænsninger på en række andre frugter og grøntsager, af hensyn til landmændene i Spanien, Portugal, Frankrig, Italien og Grækenland. Det rammer lande som Sydafrika og Gambia, da næsten en tredjedel af deres samlede landbrugseksport netop er frugt og grøntsager. Den enes brød... Endelig betyder EU's landbrugspolitik, at prissvingningerne på verdensmarkedet bliver større, end de ellers ville have været. Landbrugspolitikken stabiliserer nemlig priserne i EU ved at sende overskuddet ud på verdensmarkedet, hvis produktionen bliver for stor, og omvendt lukke for eksporten og øge importen, hvis produktionen er lav. Det øger prissvingningerne på verdensmarkedet til skade for alle andre lande, også u-landene. Analyser har vist, at hvis de rige lande liberaliserede, så ville svingningerne i verdensmarkedsprisen bliver halveret. Den stabilitet, de europæiske landmænd får, betyder med andre ord mere ustabilitet for landmænd i u-landene. Handelsaftaler favorable for nogle u-lande Omvendt er der også u-lande, der nyder godt af landbrugspolitikken i de rige lande. I Egypten er den smalle strimmel frugtbar landbrugsjord langs Nilen ikke nok til, at landet kan brødføde sig selv. Egypten må derfor importere fødevarer og nyder dermed godt af de lave verdensmarkedspriser på blandt andet korn og kød - et resultat af landbrugspolitikken i de rige lande. Også lande som Etiopien, Eritrea, Indonesien og Bangladesh vil på kort sigt blive ramt, hvis EU skærer ned på eksportstøtten til hvede. På langt sigt kan man håbe, at de højere kornpriser vil få deres landmænd til at øge produktionen af korn. I Mauritius og Jamaica har landmændene gennem mange år nydt godt af en favorabel eksportaftale med EU, hvor landet kunne sælge en vis mængde rørsukker til europæiske forbrugere til den samme pris, som europæiske landmænd fik for sukkeret. Det har været en god forretning, for EUs sukkerpriser er langt over verdensmarkedet. Hvis EU sætter sukkerprisen ned på det europæiske marked, vil det også ramme de lande. Lande som Botswana og Zimbabwe nyder tilsvarende godt af en favorabel handelsaftale, der giver dem lov til at sælge oksekød på det europæiske marked. Der er med andre ord også u-lande, der meget nødigt vil have ændringer i den europæiske landbrugspolitik. Interesserne er vidt forskellige. Derfor følger mange af u-landene spændt forhandlingerne om landbrugsreformen i EU og WTO. Agenda 2000 Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at der er gode nyheder for u-landene i EU's forslag til en reform af landbrugspolitikken, Agenda 2000. Alene af den grund, at det nye reformforslag kun indeholder ændringer for korn, oksekød og mælk. Der er ikke konkrete forslag om ændringer for hverken vin, sukker, grøntsager, frugt, tobak eller olivenolie. Det er netop de landbrugsprodukter, der er særligt vigtige for u-landene. De produkter kræver nemlig meget arbejdskraft, og det har u-landene - endda billig arbejdskraft. Det ser med andre ord ikke ud til, at politikerne i Europa har tænkt synderligt over u-landenes problemer, da de lavede den nye landbrugsreform. Det er da også kendetegnende, at både EU's landbrugskommissær Frans Fischler og Danmarks landbrugsminister Henrik Dam Kristensen slet ikke nævnte u-landene, da de skulle præsentere reformerne i Agenda 2000 over for danske organisationer. Deres begrundelse for den nye reform var hensynet til WTO-forhandlingerne, optagelsen af de østeuropæiske lande og presset på EU budgettet. Landbrugsministrene har blikket vendt mod Øst og Vest - ikke mod Syd. Men selv for de lande, som producerer korn, oksekød og mælk, er reformerne begrænsede. Det bliver bekræftet ved egentlige analyser af, hvad der vil ske. Foreløbige analyser udført af Statens Fiskeri- og Jordbrugsøkonomiske Institut i København viser, at reformen kun vil give et fald på 10-15 procent for produktionen af korn og oksekød. For produkter som grøntsager, olie og sukker kan produktionen i EU ligefrem stige, hvilket kan gøre det endnu sværere for u-landene at komme af med deres produkter. Meget tyder således på, at netop de fattigste lande endnu en gang kommer i klemme, når EU laver om på landbrugspolitikken. Det gør de, fordi verdensmarkedspriserne på korn og kød stiger. Og da mange af de lande ikke kan producere mad nok selv, vil det blive lidt dyrere, når de skal ud og købe ind i det globale supermarked. Samtidigt vil landbrugsreformen ikke give dem nye eksportmuligheder på det europæiske marked. Resultatet er flere udgifter, uden at de får flere indtægter. De aller-fattigste u-lande, de 48 såkaldt mindst udviklede lande, er ellers i to år blevet lovet fri adgang til det europæiske marked. De udgør kun 0,3% af den samlede verdenshandel, men de sydeuropæiske landmænd stritter alligevel imod. Helt som de europæiske landmænd har kæmpet imod nye og bedre handelsaftaler med Sydafrika, Latinamerika og Nordafrika. Den europæiske landbrugspolitik er dermed blevet en spændetrøje for Europas forsøg på at give u-landene bedre muligheder. Det største problem ved Agenda 2000 er derfor - endnu engang - ikke det, der bliver gjort. Det er mere alt det, der ikke bliver gjort. På trods af de forholdsvis beskedne ændringer i Agenda 2000 vil protesterne dog ikke udeblive. Franske landmænd er allerede begyndt at protestere mod udsigterne til en liberalisering for oksekød. Derfor bliver det vanskelige forhandlinger. CAIRNS-gruppen Næste skridt efter Agenda 2000 bliver endnu vanskeligere. Det er nemlig en ny runde landbrugsforhandlinger i Verdenshandelsorganisationen WTO. De 133 lande, der er med i organisationen, er allerede begyndt at varme op. En række u-lande har organiseret sig i det, der hedder CAIRNS-gruppen. Det er en gruppe af landbrugs-eksporterende lande, der presser på for at få markante liberaliseringer på landbrugsområdet. Gruppen består af Australien, Argentina, Brasilien, Canada, Chile, Colombia, Fiji, Indonesien, Malaysia, New Zealand, Paraguay, Filippinerne, Sydafrika, Thailand og Uruguay. De lande har endnu ikke glemt skuffelsen fra den sidste GATT- forhandlingsrunde, Uruguay-Runden, hvor forventningerne til landbrugsaftalen var store, men hvor der skete meget lidt. Både EU-landene og USA har gennemført aftalen på en måde, så det er lykkedes dem fortsat at skærme for konkurrence udefra. På trods af den historiske landbrugsaftale skønner CAIRNS-gruppen, at det samlede støtteniveau i OECD-landene er steget fra 182 milliarder dollar i 1995 til 280 milliarder dollar i 1997 - med EU og USA som de store bidragydere. Og i flere tilfælde er toldsatserne faktisk steget. Den gennemsnitlige toldsats på landbrugsprodukter i USA er steget fra 5,7 procent i 1992 til 8,5 procent i 1996, og for tobak, som er af særlig interesse for u-landene, er stigningen fra 14,6 til 104,4 procent. Der var simpelt hen for mange huller og undtagelser i den gamle landbrugsaftale, og u-landene er blevet endnu mere skeptiske over for de internationale landbrugsforhandlinger. Den store udfordring for den nye forhandlingsrunde bliver at lave en aftale, der både kan styrke fødevaresikkerheden og afhjælpe fattigdommen blandt millioner af landmænd i de fattigste lande og samtidig sikre landmændene i den rige verden rimelige vilkår. Det er ikke lykkedes, hverken i den gamle Uruguay-Runde eller i Agenda 2000 forslaget. Det lykkes forhåbentligt i de kommende WTO-forhandlinger. Christian Friis Bach er formand for Mellemfolkeligt Samvirke og adjunkt på Økonomisk Institut, Københavns Universitet. CFB oplyser, at dette indlæg til J.A.K. bladet bygger på en artikel, der publiceres i et lille debathæfte fra Landbrugets Oplysningskontor. Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er en dansk organisation med omkring 5000 individuelle og 100 kollektive medlemmer. MS arbejder med en ny form for bistand, hvor der samarbejdes i partnerskaber med 230 lokale organisationer i 13 u-lande. MS arbejder også med flygtninge og indvandrere i Danmark. Hvis du vil være medlem eller vide mere om MS, kan du besøge organisationens hjemmeside på: www.ms-dan.dk - emaile på: ms@ms-dan.dk - eller ringe på tlf. 77 31 00 00. Har vi en plan? Dine og mine planer for fremtiden bør ikke blot omfatte økonomiske, men i høj grad også moralske aspekter. Af Finn Bentzen Med det netop overståede EU-valg må det være helt naturligt at spørge sig selv, om du og jeg, om Danmark, om Europa og Verden har nationale og/eller internationale planer for fremtiden og det nærmeste årtusindeskifte. Behov for mere åbenhed Det overståede EU-valg med den katastrofale vælgertilslutning - ikke alene i Danmark, men i alle de europæiske lande, hvor man fik bøder, for ikke at stemme - viser, at skal ikke alene EU, men hele Europa overleve, så kræver det i allerhøjeste grad for de politiske partier og de græsrodsbevægelser, der findes overalt i Europa, at der vises mere åbenhed: - med hensyn til handel mellem alle lande, - med hensyn til verdens forurening, - med hensyn til udvikling af økologiske muligheder både når det gælder mad og beklædning, - med hensyn til støtte til de fattigste lande i verden og - med hensyn til værn mod svindel og korruption. Det er desværre alt for tydeligt - også for højt udviklede mennesker - at den mere kloge snyder den mindre kloge. Den mere kloge er som regel den, der er ved at kvæles i egen overvægt og forbrug, medens den mindre kloge er den, der aldrig har haft mulighed for at spise sig mæt, få et ordentligt helbred eller bare fået en rimelig opvækst og uddannelse. Jo, verdens goder er sandelig blevet fordelt. Efter fortjeneste? Eller magt? Ligeligt? Økonomiske planer Omkring de økonomiske planer kan man selvsagt kun gisne. Skal vi have flere sammenstød på Balkan?, skal der afprøves mere isenkram i form af våben? Eller skal vi se en opbygning af det, der er smadret, som har ødelagt store dele af produktion, landbrug og miljø. Og endnu værre, som har ødelagt en hel generation af unge menneskers liv p.g.a. psykiske traumer (-tænk, hvad de har oplevet-). Det er svært at se, hvilken planlægning der ligger til grund for det faktum, at det nødvendigvis må blive de samme lande, som nu har smadret store dele af det gamle Jugoslavien, som skal have den store pung op af lommen, for at kunne betale den kostbare opbygning af det ødelagte. Sagde du "planløs og meningsløs planlægning"? - Jeg er enig! Omkring økonomi og planer har jeg tidligere på dette sted omtalt Sydøstasien-krisen, fordi jeg mente og stadig mener, at den som så mange andre økonomiske kriser skabes af for få magtfaktorer. Status og planerne i Sydøstasien er vel først og fremmest at få bugt med de "tigerøkonomier", der førte an både med vækst og fald. Således forventer både Thailand og Sydkorea beskeden vækst i de nærmeste år til glæde for den brede befolkning i disse områder. Man er i disse lande i færd med at få bugt med korruptionen og de "tildelte lukrative ordrer". Også Japan - som ofte kaldes Østens Tyskland p.g.a. befolkningernes flid og gode produkter - ser lysere på den økonomiske fremtid. Forventningerne til væksten i europæisk økonomi kan derimod virke en smule frustrerende. Pengepolitikken i Europa styres fortsat af Tysklands behov, hvilket er ensbetydende med, at indtil udviklingen viser mere solide tegn på vending, vil renten efter al sandsynlighed fortsat være lav. Dansk økonomi? For Danmark gælder det, at kommer der gang i de store europæiske lande, stiger prisen på råvarer, og renten vil følge med. Netop renten eller rentefølsomheden er voldsom afgørende i Danmark. Tænk blot på, at næsten hele den forbedring i aktivitetsniveauet, vi har set i Danmark de sidste 4-5 år, skyldes rentefald. Det burde give de styrende organer og faktorer grund til eftertanke. Og afsmitningen? Er det planen? En blot beskeden rentestigning vil efter al sandsynlighed få fast ejendom og værdipapirer til at falde i værdi. Aktivitetsniveauet m.h.t. produktion vil falde, og arbejdsløsheden vil vokse. Forrentningen af den offentlige gæld - som omtalt i dette blad gennem årtier - vil stige, og dette vil igen være ensbetydende med voksende underskud på statsbudgettet. Plads til mennesket Planerne for moralsk tænkende mennesker må være, at der for fremtiden er mere plads til mennesket og mindre plads til spekulation og undertrykkelse. Det gøres ikke ved hurtigt at glemme og fortrænge sager som Sanexcos fallit, Balticas fallit, Hafnias fallit eller her på det sidste PFA-skandalen inkl. Kurt Thorsen og dennes CVI-selskaber. Hvad får "dygtige" og "kendte" erhvervsledere og indflydelsesrige - gerne forhenværende - politikere til at indgå i store spekulative forretninger? Man kan gætte, men man skal heldigvis ikke svare. PFA-garantierne kunne næsten være grundlaget og ideen til et nyt "pengespil" for børn og voksne under årets kommende juletræ. Fordi "penge = magt" og "magt = det dræbende princip", ser vi så mange utrolig chokerende eksempler, som for menigmand forekommer så uforståeligt, som "indretningen" af en sommerfugls vinge, at man simpelthen ikke kan forholde sig til det. Og det er katastrofen! Men måske det er planen for..? De kommende år? Men intet er større, end det kan væltes! Dansk økonomi er igen begyndt at få vejrtrækningsproblemer. Nedgangen i byggeriet - et af Danmarks lokomotiver - er faldende. Englands vækstrate er faldende, tysk økonomis vækstrate forudses ligeledes faldende, fransk optimisme er vendt til realisme, og selv Norge - som er uden for det EU-prægede Europa - må efter 6-7 fede år erkende, at en nedskrivning af den norske krone og en voldsom rentestigning var en nødvendighed. Alene amerikansk økonomi har endnu krop til at vise muskler. Men prisen? Alt har jo sin pris? Rigtigheden af amerikansk vækst og optimisme sker på bekostning af det amerikanske betalingsbalanceforhold over for resten af verden. Amerika fortsætter således med at have enorme underskud i samhandlen med både Europa, Japan og Kina. Hvem har en plan og hvorfor? Som mennesker er vi en del af en plan... Planen for moralsk tænkende mennesker må fortsat være at skabe en verden, hvor overlagte massemord - måske efter nazisternes opskrift - ikke mere kan finde sted, hvor mindretal af forskellig herkomst og med forskellig religion ikke udsættes for vold og hvor det ikke er uetisk at handle eller spise hos en "tyrker". Vi må gøre opmærksom på, at det at være menneske er adgangskort nok for alle. Olsen-banden havde en plan. Vi, som mennesker, er en del af en plan med os selv, med vore familier, med vort samfund i den verden, vi er en del af. Der skal ikke være tale om planløshed, men plan-indhold. J.A.K. bladet