J.A.K. bladet

J.A.K. Fonden
(10-07-99)
J.A.K.Fonden er nu på plads

Årsregnskab 1998 for J.A.K.Fonden

Beretning fra J.A.K.Fonden


J.A.K. Fonden er nu på plads


Af Jakob Mikkelsen

I 1990 stiftedes Landsforeningen J.A.K.s Støttefond for at sikre, at større donationer til J.A.K. arbejdet ikke blot indgik i Landsforeningen J.A.K.s drift eller på anden måde smuldrede væk uden at gøre varig gavn. Denne fond er nu ændret, både hvad angår navn, fundats og bestyrelsessammensætning. Det fremgår allerede ovenfor, at navnet er ændret fra "Landsforeningen J.A.K.s Støttefond" til " J.A.K. Fonden"! Fundatsen er ændret, så formålet er blevet noget bredere. Og sidst, men ikke mindst, er sammensætningen af bestyrelsen blevet ændret således, at Landsforeningen J.A.K. har fået to pladser i bestyrelsen. Det betyder, at Støttefonden, der blev oprettet som et slags "forsvar" mod Landsforeningen, nu er blevet et samlende sted for støtte til J.A.K. initiativer.
Landsforeningens bestyrelse ser med tilfredshed, at tankerne, der blev fremlagt på årsmødet i Bevtoft for tre år siden, om en ekstra fond er endt med en sammensmeltning af de to formål i en samlende J.A.K. fond.
Hvorfor er det egentlig så vigtigt med den fond? Er fonde ikke mest noget, man laver for at gemme penge for skattevæsenet? Det kan godt være, men det er ikke tilfældet med denne fond; tvært om! J.A.K. Fonden er lavet for at støtte J.A.K. arbejdet og andet, der ligger inden for samme tankegang. Derfor er J.A.K. Fonden et tilbud til alle, der gerne vil støtte J.A.K.
Måske spørger du nu, hvad denne fond kan betyde for dig? Hvordan kan fonden modtage gaver? Det er netop det gode ved en sådan fond. Den kan modtage gaver på mange måder, altså meget andet end penge i betydningen kontanter!
Jeg kan give et par eksempler på, hvad J.A.K. Fonden allerede har modtaget:
- en større kontant kapital (grundkapitalen)
- en møntsamling
- en smykkesamling
- et stykke jord
- et hus, hvor ejeren har ret til at blive boende, til han ikke ønsker det mere

Fondens kapital består af :
1. Den bundne kapital, der via lovgivningen er belagt med restriktioner
2. Den frie kapital, der kan uddeles efter fondens formål
3. Værdier, der endnu ikke er realiseret.

Det er fondsbestyrelsens holdning, at J.A.K. Fonden ikke blot skal være en pengetank, hvis indestående trækker renter, der så kan udloddes, idet dette ville stride mod grundtankerne i J.A.K. I den forbindelse er der flere måder at forære fonden gaver, men det vil føre for vidt at redegøre for dette her. Jeg vil blot opfordre til at du henvender dig til et af fondsbestyrelsens medlemmer, hvis du kunne tænke dig en nærmere drøftelse af mulighederne. Bestyrelsens sammensætning vil fremgå andetsteds i dette blad.
Mulighederne for at bidrage til fonden er mange. Jeg vil ikke sætte grænser for dine muligheder ved at remse en del af dem op her. Dog vil jeg tillade mig at henlede opmærksomheden på et område, hvor fonden kan være en mulighed:
En del ældre J.A.K. folk har mange andelsbeviser i deres J.A.K. andelskasse. Dette kan til tider volde problemer for andelskassen, hvis arvingerne ønsker at indløse dem ved en evt. overtagelse. Hvis du er en af disse idealistiske andelshavere, der skød mange penge i at oprette din J.A.K. andelskasse eller af en anden grund har mange andelsbeviser, og du på forhånd ved, at dine arvinger ikke har nogen interesse i at beholde disse andelsbeviser, kan du jo skænke nogen af dem til J.A.K. Fonden, der ikke vil kræve dem indløst. Således vil din store idealisme ikke ramme din J.A.K. andelskasse som et problem ved din bortgang.
Landsforeningen J.A.K.s bestyrelse har på sit seneste møde besluttet at overdrage sin donerede friejerbolig til J.A.K. Fonden. Landsforeningens bestyrelse konstaterer med tilfredshed, at denne mulighed er til stede.
J.A.K. Fonden kan støtte og bære i det omfang, J.A.K. folk giver den mulighed for det. Tag godt imod den. J.A.K. fortjener det!


Årsregnskab 1998 for J.A.K.Fonden
Resultatopgørelse for 1998

1998 1997
kr. t.kr.
Overførsel fra forrige år        57.321 46
Modtagne bidrag 50.435 11
Renteindtægter af bankindestående 12.378 4
Indtægter i alt 120.134 61
Administrationsudgifter 4.835 4
Konsolidering af bundne midler i form af gaver m.v. samt uddelinger 50.000 0
Hensat til skat 0 0
Fri kapital, overføres til næste år 65.299 57





Balance pr. 31. december 1998


  1998 1997
Aktiver kr. t.kr.
Bankindestående 330.524 263
Værdipapirer 0 9
Fast ejendom 25.000 25
Aktiver i alt 355.524 297
Passiver    
Bunden kapital 236.475 236
Fri kapital 65.299 57
Fondskapital i alt 301.774 293
Hensat til senere uddeling 50.000 0
Skyldige omkostninger 3.750 4
Passiver i alt 355.524 297




Beretning fra J.A.K. fonden

Af Uffe Madsen

Siden fondens opstart i 1990, hvor fondens navn var "Landsforeningen J.A.K.’s Støttefond", er der indtil udgangen af 1998 opsamlet en kapital på 355.000 kr. i fonden. Der er ikke hidtil udbetalt bidrag fra fonden.
Denne kapital er fremkommet gennem gaver fra en række personer, for hvem J.A.K. har og har haft stor betydning, og som derigennem ønskede at bidrage til J.A.K.’s fremtidige arbejde gennem støtte til fonden.
Den største bidragyder, og hvem vi skylder muligheden for fondens oprettelse, er Jens Marinus Revsbæk Sørensen, som afgik ved døden for et par år siden. Han har altid boet i den lille by Holbæk ved Ørsted på Djursland, og har i øvrigt ikke været kendt inden for J.A.K. arbejdet. Han havde ingen arvinger, og han besluttede i 1990, at J.A.K. skulle indsættes som universalarving, og har igennem årenes løb bidraget med omkring 330.000 kr. til fonden.
Derudover har følgende bidraget med gaver til fonden:
• Mogens Krejbjerg, Bedsted, Thy
• Egon Carlsen, Taars
• Carl Erik Larsen, Odense
• Folkesparekassen, Silkeborg
Der bringes hermed en stor tak til disse bidragydere, der med deres støtte har været medvirkende til at skabe grundlaget for oprettelsen af J.A.K. Fonden.

Bestyrelsen i J.A.K. Fonden er sammensat således:
Finn Bentzen, Hillerød (udpeget af Landsforeningen J.A.K.)
Tonni Carlsen, Taars
Uffe Madsen, Silkeborg
Jakob Mikkelsen, Oksbøl (udpeget af Landsforeningen J.A.K.)
Wolmer Møller, Slagelse
Povl Steen Pedersen, Haarby
Uffe Madsen er udpeget til formand for fonden.

Bestyrelsesmedlemmerne kan kontaktes, såfremt nogle af bladets læsere ønsker yderligere oplysninger om fonden, eller overvejer at bidrage på den ene eller anden form til fondens videre udbygning.

J.A.K. bladet