J.A.K. bladet Forskellen mellem bank, sparekasse og andelskasse (10-04-99) Når vi i dag umiddelbart tænker på de tre forskellige typer pengeinstitutter, er det nok den overvejende holdning, at banker dækker behovet for de store erhvervsvirksomheder, sparekasserne for de små og mellemstore virksomheder samt for private kunder, og endelig andelskasser som dækker pengeinstitutbehovet for mindre private engagementer. Meget firkantet sat op svarer det til de kunder, der anvender disse tre typer pengeinstitutter. Af Uffe Madsen direktør, Folkesparekassen Ser vi historisk på pengeinstitutternes udvikling i Danmark, skal vi tilbage til 1810, hvor den første sparekasse blev oprettet. Det var på Vestsjælland ved Skælskør, hvor Holsteinsborg Sparekasse så dagens lys. I de følgende år blev der oprettet et stort antal lokale sparekasser for at efterkomme det stigende finansieringsbehov, der opstod som følge af den tiltagende samhandel. I 1846 blev den første private forretningsbank oprettet i Odense og fik navnet "Fyns Disconto Kasse". Som en udløber af andelsbevægelsen blev den første andelskasse startet i 1915 i Outrup - ikke i form af pengeinstitut, men som økonomisk forening, hvor kunderne hæftede solidarisk for andelskassens forpligtelser. Lovgivningen for banker og sparekasser var også forskellig. Først ved bankreformen i 1974 blev de underlagt samme regelsæt og fik dermed også mulighed for at konkurrere på lige vilkår. Andelskasserne blev i 1985 sidestillet med de andre pengeinstitutter, og i dag dækker samme lovgivning - "Lov om banker og sparekasser m.v.", alle tre typer pengeinstitutter. De er dermed også alle underlagt Finanstilsynet som kontrolorgan. I den organisatoriske opbygning er der stor forskel på de tre pengeinstituttyper. Sparekasserne er selvejende institutioner, hvor der ikke er en ejerkreds, som skal have del i driftsoverskuddet. Den lovpligtige egenkapital fremskaffes gennem konsolidering fra driften samt kundernes indskud som garantikapital, hvor den enkelte garant maksimalt kan have 20 stemmer. Sparekasserne har traditionelt haft en stor social betydning, hvor der hvert år er skænket bidrag til almennyttige og velgørende formål. Ved en sparekasses ophør skal en eventuel kapital ligeledes fordeles til disse formål. Man ser således en meget samfundsvenlig og demokratisk opbygning af sparekasserne, hvor en stor kapitalejer ikke kan gå ind og få en afgørende indflydelse på pengeinstituttet. Netop dette forhold har i de seneste år givet problemer for de største sparekasser, idet den stigende vækst - bl.a. gennem sammenlægninger - har krævet et stort kapitalgrundlag, der ikke kan dækkes gennem kundernes indskud som garantikapital. Den eftertragtede kapital er samlet sammen i pensionskasser, forsikringsselskaber m.v., hvis midler kun kan formidles gennem Børsen, og derfor er de største sparekasser nu omdannet til banker. Bankerne er derimod opbygget som aktieselskaber, hvor egenkapitalen ud over egen optjening består af indskudt aktiekapital. Disse aktier handles på Børsen og noteres med en kurs, der er afhængig af bankens soliditet og forventninger til fremtidig indtjening. For at kunne tiltrække banken kapital skal aktieejerne tilfredsstilles gennem udbetaling af årligt udbytte samt løbende stigning i aktiernes kurs. Indtjening er dermed bragt ind som første prioritet i banker, hvor sparekasserne i princippet prioriterer et mere socialt syn. I bankerne har aktieejerne indflydelse i forhold til indskudt kapital - dvs. en enkelt storinvestor kan have en afgørende indflydelse på bankens ledelse. For at begrænse en sådan indflydelse, og dermed undgå uønsket overtagelse af magten i banken, er det i de senere år blevet almindeligt i de mindre og mellemstore banker at indlægge en stemmeretsbegrænsning i vedtægterne. Andelskasserne har som tidligere anført sine rødder i andelsbevægelsen, og var indtil lovændringen i 1985 betragtet som små økonomiske foreninger, der alene måtte operere inden for et snævert geografisk område. Andelsprincipperne, som blev formuleret af de gamle Rochdale-vævere i 1844, kan vel i et moderne sprogbrug sammenfattes til følgende: 1. Demokratiske organisationer, hvor hvert medlem kun har én stemme. 2. Begrænset overskud. 3. Overskuddet fordeles efter medlemmernes benyttelse af selskabet, dog således at ingen opnår nogen ekstra fordel på andres bekostning. 4. Der lægges stor vægt på oplysning og information af kunder og medlemmer. Ved lovændringen i 1985 blev andelskasserne optaget i "det pæne selskab" som pengeinstitutter og kom under Finanstilsynets opsyn. Andelskasserne er stadig kendetegnet ved en kapitaldannelse gennem medlemmernes indskud af andelskapital - samt én stemme for hver andelshaver. Andelsbanken Som et specielt fænomen i dansk pengeinstituthistorie skal her nævnes, at Andelsbanken i en række år fungerede som en kloning mellem bank og andelskasse. Det skal forstås på den måde, at den var organiseret som aktieselskab, hvor hver aktionær kun havde én stemme, og hvor udbyttet til aktionærerne var af begrænset størrelse. Derimod var der hvert år udlodning af en del af overskuddet til kunderne i forholdet til deres benyttelse af banken. Aktierne var ikke noteret på Børsen og blev omsat af banken til kurs 100. Denne organisation medførte, at banken fik et usædvanligt stort antal aktionærer, men blev opgivet som følge af kapitalmangel. Finansielle supermarkeder Inden for de seneste 10 år har vi i Danmark - i lighed med udviklingen i andre lande - set en koncentration af pengeinstitutter i form af fusioner. Store pengeinstitutter - banker såvel som sparekasser - har lagt sig sammen til endnu større enheder for at skabe en mere konkurrencedygtig organisation med lavere omkostninger. De største pengeinstitutter har også dannet realkreditinstitutter og forsikringsselskaber eller overtaget sådanne eksisterende selskaber. Resultatet er - i hvert fald i dansk målestok - megastore pengemaskiner (supermarkeder), hvor alle finansielle varer ligger på hylderne. Medarbejdernes opgave er at sælge disse varer i størst mulig omfang og derigennem bidrage med overskud til aktionærerne. Set i international sammenhæng er danske pengeinstitutter ikke specielt store, og i lyset deraf lever de i stadig risiko for at blive opslugt af endnu større banker, der kunne se en interesse i at få en andel af det danske marked. J.A.K. pengeinstitutterne Som repræsentant for de små pengeinstitutter skal vi i J.A.K. pengeinstitutterne være tilfredse med denne udvikling, idet den måske er en fordel for de store og mellemstore virksomheder, som vi alligevel ikke henvender os til, men en ulempe for de små kunder, der kommer i klemme i disse store maskiner. Mange af disse kunder vil efterhånden søge andre steder hen for at få en bedre behandling, og her vil nogle også få øje på J.A.K. pengeinstitutternes eksistens. J.A.K. bladet