J.A.K. bladet
Brug vor enestående niche (10-06-99)
Af Hans Jørgen Møller Kristensen
På landsmødet i Middelfart 20.-21. marts var der en indgående drøftelse af
1. J.A.K.s fremtid.
2. En ny struktur i foreningsarbejdet.
3. Udvidelse og fastholden af forbindelsen mellem Landsforeningens teoretiske og
J.A.K. pengeinstitutternes praktiske arbejde.
Mange, der var med i opbygningen af Fælleskasserne, er bekymrede over, at nogle kasser
blandt andet af arbejdsmæssige årsager ikke mener, de har tid og kræfter til at oplyse
om ideen med kasserne:
Menneskelig og økonomisk frigørelse og rentefri samfundsfinansiering gennem egen
indsats.
Som det så ofte er sagt:
Det var jo ikke for at få flere banker, at mange J.A.K. folk arbejdede så hårdt og
målbevidst i midten af 1970'erne for at få gang i "Fælleskasserne" (de
nuværende J.A.K. andelskasser).
Det er rigtigt, at personalet i vore J.A.K. kasser har hænderne fulde for at få driften
til at hænge sammen og med myndighedernes stadig nye arbejdsmæssige krav er det bestemt
noget, der kræver sin kvinde/mand.
Men husk på, vore pengeinstitutter er noget særligt i bankverdenen. Vi har en idé
helt for os selv!
Kære bestyrelser, direktører og personale i J.A.K. pengeinstitutterne:
Lad os udnytte denne enestående niche, som er rettet mod fremtiden, og som har appel til
den bevidste del af befolkningen.
De, der tænker traditionelt og vil have mest muligt ud af deres penge,
kommer alligevel ikke til os, lad dem gå til "Discountbanker", "Direkte
Banker" eller efter "Fristende tilbud" hos de gamle banker, som vi i
øvrigt p.t. slet ikke kan konkurrere med på renten. Lad de gamle banker have deres
indædte kamp om markedsandele for sig selv på de områder, de kender og er eksperter i.
For os gælder det om at få kontakt med alle dem, der af mange forskellige grunde
brænder efter at give en hånd til et positivt fremadrettet arbejde, der vil vende
udviklingen hen imod et mere menneskeligt samfund.
Og vi behøver jo ikke at "missionere" - saglig oplysning er nok!
Rigtig mange - og det i alle kredse i befolkningen - er kritiske over for det udbyttende
pengesystem, men de aner ikke, at der er en række pengeinstitutter, der rent faktisk
prøver at realisere lige netop deres uspecificerede ønsker.
Vi har en enestående mulighed for at tiltrække disse mennesker, blot vi kan forklare dem
at:
Her er de med i en praktisk "revolution", der ikke skader nogen, men er til
alles fordel.
Et nyt bestyrelsesmedlem i andelskassen i Odense udbrød spontant, da hun hørte om
J.A.K.s fortid:
Det er spændende at være med i et arbejde, der har mødt sådan en modstand.
J.A.K. bladet
|
|