J.A.K. bladet

Boganmeldelser

Af Finn Bentzen

Poul Brinkhard: Pouls Havebog
Margit Kjelgaard & Per Bregengaard: Den Politiske Forbruger

Poul Brinkhard:
Pouls Havebog

Endelig kom havebogen, anderledes, men alligevel umiddelbart anvendelig. Bogens forfatter - Poul Brinkhard - der er bedre kendt som Danmarks hurtigste tegner ved musikkoncerter, typografen, handelsmanden og mennesket med den store interesse for åndsvidenskaben og den ikke spekulative pengeverden - har på en inspirerende måde fået samlet en praktisk anvendelig havebog, der inspireret af ånd, frihed, fugleliv og illustreret med egne smukke tegninger, bekræfter den rigdom, det er at leve og ikke mindst i en verden, der hverken på det fysiske eller det mentale plan bør være forurenet.

For den ikke fødte haveelsker er her alligevel tale om en bog, som alle kan bruge, fordi Brinkhard tager havens fugleliv med, som en del af det levende univers, som haven jo er en del af. Der er eksempler på giftfri bekæmpelse af eks.vis bjørneklo og skadedyr og dyrkning af alverdens blomster, urter og stauder.

Her er ingen overflødig indledning, men en opskrift på bygning af et komposttårn, videre til dyrkning af Halfdan Rasmussens kruspersille og så videre til snegle, podning og pindsvin.

Det fremgår tydeligt af bogen - som i små, korte artikler kommer langt omkring - at forfatteren ikke blot har haft fat i pennen, men i allerhøjeste grad har haft jord under neglene. Interessant er også bogens bemærkninger omkring kompost frem for kunstgødning, og i det hele taget er det hyggeligt at gå på havetur med forfatteren, der har god tid til at fortælle og forklare.

Når en 85-årig i en bog som "Pouls Havebog" videregiver gode råd om at passe og plante, kompostere, beskære og bekæmpe ukrudt og skadedyr på den mest miljørigtige måde, og at dette kan ske til fuglesang, så finder man hurtigt ud af, at her er det erfaringen, der taler, og her er der tale om en bog fra hjertet.

Her er let og spændende læsning - også til den, der kan lide at læse bøger med ikke mindre end 128 sider illustrationer - !!!

Forlaget Thanning & Appel

 

Margit Kjelgaard & Per Bregengaard:
Den Politiske Forbruger

Grundtonen i bogen er, at når man "handler ind", handler man også politisk i et mere og mere globalt forbundet samfund.

Bogen kan være et glimrende værktøj i undervisningens og oplysningens tjeneste og præsenterer økologi, filosofi, virksomhedsøkonomi m.v. på en "ny" politisk måde.

Bogen præsenterer endvidere etiske og politiske holdninger som dyrevelfærd, økonomisk lighed og økonomiske hensyn, magt og udbytning, i-landenes "monopol" m.v.

Bogen giver glimrende eksempler på, hvor uoverskueligt forbrugervalget er. Ofte støder egne og samfundets interesser mod hinanden - tror vi - men drejer det sig om naturens balance, så angår det os alle og ikke kun den enkelte. Det er derfor fællesskabets og solidaritetens ansvar, vi bør fremme.

Vi stilles over for valget:

- mellem en systemverden eller en livsverden

- mellem egenkærlighed eller næstekærlighed

- mellem profitproduktion eller en levedygtig produktion

- mellem selvtilstrækkelighed eller lighedsprincip

- mellem frit forbrugervalg eller fælles politisk valg (eks.vis mellem bilen og bussen)

- mellem krig eller fred

Fakta er, at det kan være svært for den enkelte forbruger at vurdere, hvad der er det rigtige valg for en mere retfærdig og bæredygtig verden.

Bogens facit må vel siges at være, at globaliseringen har en tendens til at svække lokale kulturer, samfund og stater. Vi skal helst alle finde en plads i teknologiens forkromede stole - vi skal helst lade os styre af politik og ideologi og af dem, der har pengemagten.

Udviklingen har sin pris, lyder det. Vi bør kritisk vurdere, hvem der er vinderne og hvem der er taberne.

Forlaget Columbus


J.A.K. bladet