Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2012

STORE VIRKSOMHEDERS DILEMMA:

Hvad skal vi gøre med pengene?

AF LARS PEHRSON ADM. DIREKTØR, MERKUR ANDELSKASSE

Offentlig gæld er et af de mest omtalte emner for tiden, mens det går næsten upåagtet hen, at den plagsomme offentlige gæld modsvares af forøget opsparing i den private sektor. Gæld og tilgodehavender er altid lige store, det følger af bogførings-matematikken. Underskuddene søges adresseret med besparelser, mens potentiel beskatning af overskuddene er tabu.

Finanskrisen har som en af sine næsten uomtalte konsekvenser haft en større koncentration af kapital i de store virksomheder. Disse har kunnet udnytte deres markedsposition til at stramme op på omkostninger, underleverandører etc. og tjener nu ofte flere penge end før. Taberne har været mange små og mellemstore virksomheder, der ikke har en position, der muliggør den samme øvelse, i hvert fald ikke med samme effekt.

En opgørelse i Nyhedsbrev for Bestyrelser (Økonomisk Ugebrev) fra marts 2011 peger på, at de frie likvider i Danmarks ti største ikke-finansielle børsnoterede selskaber er steget fra minus 39 mia. kr. i 2008 til plus 55 mia. kr. i 2010. Adskillige store virksomheder som FL Smidth, Novo Nordisk, ØK og Lundbeck er nu i praksis gældfrie, mens andre er tæt på at være det. Der er tale om en forbedring af den finansielle stilling i meget stort omfang og på meget kort tid.

Tendensen ses også i de store multinationale selskaber. Tag fx Apple Inc. (USA), som mange af dette blads læsere utvivlsomt har været med til at berige ved indkøb af Iphones, Ipods og anden hip elektronik. I en pressemeddelelse fra 19. juli 2011 rapporterer de ”All-Time Record Revenue and Earnings”. Og imponerende ser det ud: For den 9-mdr. periode, som der rapporteres for, er omsætningen i forhold til samme periode året før steget fra 44,9 til 80 milliarder dollars (418 mia. kr.), og overskuddet er steget fra 9,7 mia. dollars til 19,3 mia. dollars (101 mia. kr.). Pengestrøms-opgørelsen viser endda, at driften har genereret kontanter for hele 27 mia. dollars. Ser vi på balancen, ser det ikke mindre imponerende ud: På aktivsiden ser vi, at beholdningen af kontanter samt kortfristede og langfristede omsættelige værdipapirer er vokset fra 51 mia. dollars til 76 mia. dollars (næsten 400 mia. kr.). Gæld er der ikke meget af, egenkapitalen udgør hele 65 % af passivsiden.

Og dette er kun én virksomhed – man kan gøre tilsvarende iagttagelser med fx de multinationale olieselskaber, der begunstiges af høje råvarepriser, eller de store amerikanske banker, som nu igen tjener store penge på handel med alskens finansielle instrumenter.

Dette skaber nu et dilemma, for hvad skal man gøre, når al gæld er betalt, og man fortsætter med at tjene penge som før? Shareholder value logikken tilsiger, at virksomheden skal arbejde aktivt med kapitalen for at skabe øget afkast til aktionærerne, altså tjene endnu flere penge. Kan virksomheden ikke det, vil aktionærerne have pengene tilbage, så de selv kan investere dem et andet sted. Dette synspunkt er bl.a. de store pensionskasser blandt de første til at fremføre. Store virksomheder kan ofte kun forøge forretningsomfanget ved at købe andre virksomheder, dvs. anvende den opsparede kapital til opkøb af aktiemajoriteten hos konkurrenter etc. Derved havner pengene i princippet hos de samme aktionærer, fx pensionskasser, der jo også ejer disse aktier. Der betales en overpris, som aktionærerne selvfølgelig er glade for, men som i næste omgang lægger et pres på virksomheden for at forrente den (måske for) høje købesum – et pres der føres videre ud i systemet til leverandører etc.

De store akkumulerede overskud vil vedblive at cirkulere blandt de store aktionærer, herunder pensionskasserne, som købesummer for overtagne virksomheder. Imens øges selv samme akkumulerede overskud.

Hvor hensigtsmæssigt er det for samfundet (som virksomhederne jo er en del af), at penge, som ikke engang er nødvendige for virksomhedens drift, i og med at al gæld er betalt, hober sig op? Virksomhederne er dybt afhængige af det omgivende samfund, men dettes infrastruktur og evne til at berede fremtiden gennem fx forskning og uddannelse kommer under pres på grund af de svage offentlige finanser. Dette vil langsomt også blive til skade for virksomhederne. Er der efterhånden opstået proportions-forvridning mellem de udækkede behov for investeringer i de fælles strukturer og de store nationale og internationale virksomheders indtjening?

Vi har i år været vidne til et bizart politisk drama om den amerikanske statsgæld, som drejede sig en forøgelse af det i forvejen astronomiske gældsloft fra 14.300 mia. dollars. Situationen blev benyttet til ideologisk motiveret afpresning i den splittede amerikanske kongres, således at gældsproblemet kun blev adresseret med besparelser, først og fremmest på sociale programmer og sygesikring, selv om man trods alt også tog fat på de ekstreme amerikanske militærudgifter. Men skatter af enhver art var absolut tabu – ikke engang lukning af åbenlyst urimelige huller i skattelovgivningen kunne der skabes flertal for. På den ene side ser vi altså en mere og mere forarmet stat, der bliver ude af stand til at skabe social tryghed for sine borgere og ude af stand til at investere i den infrastruktur, alle er afhængige af (og som i USA høj grad er helt nedslidt) – på den anden side ser vi store virksomheder, der bugner af økonomiske midler, som det faktisk i stigende grad bliver et problem at finde fornuftig anvendelse for. Uligheden bliver større, og stadig mere rigdom koncentreres hos et lille mindretal. Det økonomiske kredsløb i samfundet er slået i stykker, og der skabes en permanent og stadig voksende ubalance.

Erhvervs-organisationerne taler gerne om behovet for lavere selskabsskat – men for de store virksomheders vedkommende forekommer behovet ikke påtrængende. De kunne faktisk betale mere, uden at de nøgternt set ville lide nogen skade ved det.

Og hvad med fri forskning og kultur – dér hvor kimen til fremtidens økonomi lægges? Set på længere sigt har virksomhederne faktisk en interesse i at styrke dette område ved at bidrage i betydeligt omfang – vel og mærke uden at kontrollere indholdet i forskningen eller kulturaktiviteterne.

Der er behov for at se spørgsmålet om anvendelse af overskud i en større og langt mere nuanceret helhed og lægge et helt nyt perspektiv på begrebet ”virksomhedernes samfundsansvar”.
 

J.A.K. bladet