|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2012
STORE VIRKSOMHEDERS DILEMMA:
Hvad skal vi gøre med pengene?
AF LARS PEHRSON ADM. DIREKTØR, MERKUR ANDELSKASSE
Offentlig gæld er et af de mest omtalte emner for tiden, mens det går næsten
upåagtet
hen, at den plagsomme offentlige gæld modsvares af forøget opsparing i den
private sektor. Gæld og tilgodehavender er altid lige store, det følger af
bogførings-matematikken. Underskuddene søges adresseret med besparelser,
mens potentiel beskatning af overskuddene er tabu.
Finanskrisen har som en af sine næsten uomtalte konsekvenser haft en større
koncentration af kapital i de store virksomheder. Disse har kunnet udnytte
deres markedsposition til at stramme op på omkostninger, underleverandører
etc. og tjener nu ofte flere penge end før. Taberne har været mange små og
mellemstore virksomheder, der ikke har en position, der muliggør den samme
øvelse, i hvert fald ikke med samme effekt.
En opgørelse i Nyhedsbrev for Bestyrelser (Økonomisk Ugebrev) fra marts 2011
peger på, at de frie likvider i Danmarks ti største ikke-finansielle
børsnoterede selskaber er steget fra minus 39 mia. kr. i 2008 til plus 55
mia. kr. i 2010. Adskillige store virksomheder som FL Smidth, Novo Nordisk,
ØK og Lundbeck er nu i praksis gældfrie, mens andre er tæt på at være det.
Der er tale om en forbedring af den finansielle stilling i meget stort
omfang og på meget kort tid.
Tendensen ses også i de store multinationale selskaber. Tag fx Apple Inc.
(USA), som mange af dette blads læsere utvivlsomt har været med til at
berige ved indkøb af Iphones, Ipods og anden hip elektronik. I en
pressemeddelelse fra 19. juli 2011 rapporterer de ”All-Time Record Revenue
and Earnings”. Og imponerende ser det ud: For den 9-mdr. periode, som der
rapporteres for, er omsætningen i forhold til samme periode året før steget
fra 44,9 til 80 milliarder dollars (418 mia. kr.), og overskuddet er steget
fra 9,7 mia. dollars til 19,3 mia. dollars (101 mia. kr.).
Pengestrøms-opgørelsen viser endda, at driften har genereret kontanter for
hele 27 mia. dollars. Ser vi på balancen, ser det ikke mindre imponerende
ud: På aktivsiden ser vi, at beholdningen af kontanter samt kortfristede og
langfristede omsættelige værdipapirer er vokset fra 51 mia. dollars til 76
mia. dollars (næsten 400 mia. kr.). Gæld er der ikke meget af, egenkapitalen
udgør hele 65 % af passivsiden.
Og dette er kun én virksomhed – man kan gøre tilsvarende iagttagelser med fx
de multinationale olieselskaber, der begunstiges af høje råvarepriser, eller
de store amerikanske banker, som nu igen tjener store penge på handel med
alskens finansielle instrumenter.
Dette skaber nu et dilemma, for hvad skal man gøre, når al gæld er betalt,
og man fortsætter med at tjene penge som før? Shareholder value logikken
tilsiger, at virksomheden skal arbejde aktivt med kapitalen for at skabe
øget afkast til aktionærerne, altså tjene endnu flere penge. Kan
virksomheden ikke det, vil aktionærerne have pengene tilbage, så de selv kan
investere dem et andet sted. Dette synspunkt er bl.a. de store
pensionskasser blandt de første til at fremføre. Store virksomheder kan ofte
kun forøge forretningsomfanget ved at købe andre virksomheder, dvs. anvende
den opsparede kapital til opkøb af aktiemajoriteten hos konkurrenter etc.
Derved havner pengene i princippet hos de samme aktionærer, fx
pensionskasser, der jo også ejer disse aktier. Der betales en overpris, som
aktionærerne selvfølgelig er glade for, men som i næste omgang lægger et
pres på virksomheden for at forrente den (måske for) høje købesum – et pres
der føres videre ud i systemet til leverandører etc.
De store akkumulerede overskud vil vedblive at cirkulere blandt de store
aktionærer, herunder pensionskasserne, som købesummer for overtagne
virksomheder. Imens øges selv samme akkumulerede overskud.
Hvor hensigtsmæssigt er det for samfundet (som virksomhederne jo er en del
af), at penge, som ikke engang er nødvendige for virksomhedens drift, i og
med at al gæld er betalt, hober sig op? Virksomhederne er dybt afhængige af
det omgivende samfund, men dettes infrastruktur og evne til at berede
fremtiden gennem fx forskning og uddannelse kommer under pres på grund af de
svage offentlige finanser. Dette vil langsomt også blive til skade for
virksomhederne. Er der efterhånden opstået proportions-forvridning mellem de
udækkede behov for investeringer i de fælles strukturer og de store
nationale og internationale virksomheders indtjening?
Vi har i år været vidne til et bizart politisk drama om den amerikanske
statsgæld, som drejede sig en forøgelse af det i forvejen astronomiske
gældsloft fra 14.300 mia. dollars. Situationen blev benyttet til ideologisk
motiveret afpresning i den splittede amerikanske kongres, således at
gældsproblemet kun blev adresseret med besparelser, først og fremmest på
sociale programmer og sygesikring, selv om man trods alt også tog fat på de
ekstreme amerikanske militærudgifter. Men skatter af enhver art var absolut
tabu – ikke engang lukning af åbenlyst urimelige huller i skattelovgivningen
kunne der skabes flertal for. På den ene side ser vi altså en mere og mere
forarmet stat, der bliver ude af stand til at skabe social tryghed for sine
borgere og ude af stand til at investere i den infrastruktur, alle er
afhængige af (og som i USA høj grad er helt nedslidt) – på den anden side
ser vi store virksomheder, der bugner af økonomiske midler, som det faktisk
i stigende grad bliver et problem at finde fornuftig anvendelse for.
Uligheden bliver større, og stadig mere rigdom koncentreres hos et lille
mindretal. Det økonomiske kredsløb i samfundet er slået i stykker, og der
skabes en permanent og stadig voksende ubalance.
Erhvervs-organisationerne taler gerne om behovet for lavere selskabsskat –
men for de store virksomheders vedkommende forekommer behovet ikke
påtrængende. De kunne faktisk betale mere, uden at de nøgternt set ville
lide nogen skade ved det.
Og hvad med fri forskning og kultur – dér hvor kimen til fremtidens økonomi
lægges? Set på længere sigt har virksomhederne faktisk en interesse i at
styrke dette område ved at bidrage i betydeligt omfang – vel og mærke uden
at kontrollere indholdet i forskningen eller kulturaktiviteterne.
Der er behov for at se spørgsmålet om anvendelse af overskud i en større og
langt mere nuanceret helhed og lægge et helt nyt perspektiv på begrebet
”virksomhedernes samfundsansvar”.
J.A.K.
bladet |