Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2010

HVILKE SPILLEREGLER SKAL VI HAVE I VORES ØKONOMI?

At turde spørge
Mange tænker, at der er store mangler ved de nuværende økonomiske spilleregler. Kun få spørger og ytrer sig. Især er de økonomiske termer og selve ræsonnementet bag svære at forstå.

Der findes ingen dumme spørgsmål
– kun dumme svar
Men det kan lade sig gøre at tale om økonomi med ord, som alle forstår. Det burde kunne lade sig gøre at få flere økonomer og politikere til at tale om stoffet på et almindeligt dansk.

Det er bedre at spørge og virke dum
– end ikke at spørge og blive ved med at være dum!
Hvordan kan det være, at vi ikke er tilfredse med den aktuelle økonomi? Hvad er det, vi synes er forkert og uretfærdigt? Hvilke funktioner gør, at en del har stor magt, og at de med tiden får endnu mere magt på andres bekostning?

Økonomi – værdier - spilleregler
Det græske oikos betyder hus, og det er derfra, øko kommer som forstavelse i både økologi og økonomi. Logi kommer af det græske ord logos, som betyder fornuft eller kundskab. Nomi i ”økonomi” kommer af det græske ord nemeia, som betyder at ordne eller forvalte. Økologi er læren om huset, vi bor i, dvs. naturen. Økonomi betyder så husholdning, dvs. at ordne og forvalte huset vi bebor, som jo er lig naturen. Det handler således ikke kun om at forvalte pengesager, men om at forvalte hele naturen. Fra den mindste bakterie til myggen og græsset, såvel som torsk og egern og alt andet, der hører naturen til. En økonomi, som fører til udryddelse af arter, er ikke økonomisk på langt sigt. Jo mere livets fletværk af arter gnaves i stykker, desto ringere bliver eksistensgrundlaget for de kommende generationer, som skal leve på vor jord.

HUSET = Jordkloden
Økologi = læren om huset
Økonomi = husholdning

Nationaløkonomi er videnskaben om samfundets økonomiske forhold. Det handler altså om husholdning i det hus, som samfundet befinder sig i, dvs. naturen. Men hvilken vej har husholdningen taget? Nationaløkonomi, som burde handle om at holde hus med samfundets og naturens ressourcer, ser i dag ud til at handle om at tjene mest muligt og have en stadig økonomisk vækst.

Videnskaben Nationaløkonomi burde vel vise, hvordan det kan lade sig gøre at holde hus med det, der er begrænsede mængder af – samtidig med, at vi mennesker kan få det, vi har behov for. Hvad er begrænset? Og hvad er der behov for? Det burde være de naturlige spørgsmål inden for økonomien. I det sidste spørgsmål indgår vores værdier. Og svaret er forskelligt fra person til person. Hvad er en retfærdig fordeling af ressourcerne? Og skal fordelingen være retfærdig? Her er det også værdierne, som er afgørende for svaret.

”En økonomi, som ikke ser det som sin hovedopgave at værne om sit samfunds eksistensgrundlag, baner vejen for sin egen og samfundets undergang”  (Kåre Olsson og Bo Lundberg: Optimum, Sveriges Utbildningsradio AB, 1992, side 117)

Økonomi handler vel i grunden om at indrette de økonomiske spilleregler således, at man ordner og forvalter huset på bedst mulig vis? Kan målet med økonomien tænkes at være, at menneskelige behov skal tilgodeses bedst muligt uden at eksistensgrundlaget undermineres? I så fald må spillereglerne ændres! Og lad det være sagt klart: Spillereglerne inden for økonomien laves af os mennesker.

Økonomi og krematisme
Allerede Aristoteles funderede over forskellen mellem, hvad han kaldte økonomi og krematisme. Den amerikanske økonom Herman Daly har i sin bog For the Common Good skrevet om, hvordan han opfatter Aristoteles’ opdeling. Økonomi står for husholdning, som har til formål at øge husholdningens langsigtede værdi for sine medlemmer. Krematismen handler derimod om, hvordan indtægter og formuer manipuleres for at maksimere den kortsigtede monetære, dvs. det pengemæssige, markedsværdi (bytteværdi).

Krematisme:
Hvorfor indføre et nyt ord?

Hvis trolden får et navn, forsvinder den og bliver ikke længere så ubegribelig og farlig.

Brugsværdien bestemmes af genstandens nytte for brugeren, mens bytteværdien er den værdi, man kan erhverve sig ved et bytte. Brugsværdien er noget ydre og modsvarer et behov, som ved et vist niveau er dækket. Man kan kun spise sig ”mæt”. For bytteværdien findes der derimod ingen mæthedsgrænse. Den, som tjener mange penge, har ikke noget imod at tjene flere.

Daly peger på tre forskelle mellem økonomi og krematisme. Økonomi er, når man tænker langsigtet, tager hensyn til hele husholdningens (eller samfundets) udgifter og indtægter – ikke bare parternes omkostninger – samt indretter sig efter brugsværdien, for hvilken der er en naturlig mæthedsgrænse. På den anden side er krematisme et udtryk for kortsigtet planlægning, fokusering på parternes omkostninger og indtægter og en læggen sig efter bytteværdien, som ikke svarer til noget reelt behov, hvilket gør en naturlig mæthed uopnåelig.

Kvæghjorden ved når nok den har fået og går fra græsset bort
men uvis mand ved aldrig hvad hans mave magter
fra ”Havamål”

Krematikerens mål er en sammenhobning af kapital uden grænser. Den, som er økonomisk i Aristoteles’ forstand, når et niveau, hvor han er tilfreds, men for krematikeren er ”mere” altid bedre.

Klassisk økonomi – oprindelsen til initialerne J.A.K.
Klassisk økonomisk teori ”anvendtes” allerede som teori for 200 år siden, da man funderede over nationens velstand. Da handlede det om husholdning med de fysiske komponenter, som man delte op i jord, arbejde og kapital. Og dette er netop synonymt med vores initialer J.A.K.

Traditionelt var jorden alle naturressourcer. I dag indgår mange produkter i andre, og knowhow skal flyttes fra den ene sektor og funktion til den anden. Så i dag giver det mere mening at tale om jord som ressourcer, både naturgivne og forarbejdede, såvel som institutioner, organisationer, bygninger og redskaber. Vi må også skelne mellem fornybare og ikke-fornybare naturressourcer (= råstoffer), når vi vurderer, hvad der er til rådighed for økonomien.

Arbejdet er altid til rådighed, i et eller andet omfang. Det står i en moderne kontekst for det menneskelige bidrag i skabelsen af noget andet eller forøgelsen af den nuværende kapital.

Kapitalen er i denne henseende et resultat af det menneskelige arbejde med naturressourcer og produktionsmidler - samt kundskaben om, hvordan de anvendes. Derved bliver kapitalen til en mængde ting og erfaringer: Bøger, maskiner, kunst, broer, huse, IT-systemer, biler, haveanlæg, marker, skove, fungerende strukturer og meget andet. Dette er eksempler på ægte kapital, som kan indgå i videre skabelse til opfyldelse af behov. Den falske kapital er derimod de penge, som kun – og vel at mærke kun – cirkulerer som objekter for spekulation og rentetilskrivning.

Ordet ”kapital” hører til de mest omstridte og flertydige i nationaløkonomien.

Neoklassisk økonomi: uholdbare antagelser
Den nu dominerende nationaløkonomiske teori er den neoklassiske. Denne teori fremkom for godt 100 år siden og indebar en ny økonomisk tankegang. Vægten i den økonomiske tænkning flyttedes af de neoklassiske økonomer fra problemer med samfundets materielle forsørgelse til overdragelse af ejendomsretten. Vilkår for priser og balancer på det konkurrencebaserede marked ansås nu for at være vigtigere end forsyningssikkerhed. Økonomi blev ikke længere et spørgsmål om at holde hus med knappe ressourcer, men derimod til et spørgsmål om håndtering af penge. Man antog i den neoklassiske økonomi, at alt kunne byttes ud med penge.

”Alle har behov, men efterspørgsel kan kun udtrykkes af dem, som har penge.”
Kåre Olsson, svensk JAK

Den neoklassiske økonomi, som altså anvendes for tiden, bygger på værdier og antagelser, som forekommer meget uholdbare. F.eks:

• Alt kan prissættes

I dag prissætter nationaløkonomerne alt, så tal i stedet for ord bliver beslutningsgrundlaget. De kan sætte en pris på en truet art, ødelagt landbrugsjord, urskov, et menneskeliv o.s.v.
Antagelsen er uholdbar, idet det er etisk umuligt at prissætte noget, som ikke kan genskabes. Hvem skal vurdere? Vi ved ikke, hvordan fremtidige generationer vil vurdere f.eks. landbrugsjord eller urskov. Sættes en pris, kan den derimod købes og forvaltes efter køberens forgodtbefindende.

• Alt kan veksles

Enhver ressource kan skiftes ud med en anden. Olieopvarmning kan erstattes af en elpatron, ansatte af robotter, busrejser af telefonsamtaler og skolelærere af edb-programmer. Har man bare penge, kan den ressource, som passer bedst til ens betingelser, kaldes frem.

Antagelsen er uholdbar, da alle ressourceskift har følgevirkninger for naturen eller mennesket. I naturen kan alt ikke skiftes ud. En art, som er udryddet, kan ikke bare erstattes. En skov på en bjergskråning kan ikke bare erstattes. Mennesket, som en del af naturen, kan komme til at gennemleve følgevirkninger, som ikke kan gøres op i penge som et resultat af udskiftning af ressourcer.

• Jordens ressourcer er ubegrænsede

En ressource forsvinder aldrig helt; den bliver bare mere og mere utilgængelig. Dermed bliver ressourcen dyrere at udvinde, og efterspørgslen mindskes. Det eneste, som begrænser tilgangen, er penge. Har udbyderen penge nok, kan han udvinde mere. Har køberen penge nok, så bliver ressourcen efterspurgt.

Antagelsen er uholdbar. Hvis der i fremtiden opstår en mangelsituation, så er dette ikke noget alvorligt problem i den neoklassiske teori. I det tilfælde stiger priserne, og efterspørgslen falder. Men det kan tænkes, at den svigtende ressource er livsvigtig for vore efterkommere, og det uanset om de har penge eller ej. Med hvilken ret kan de nuværende generationer vælge at dræne ressourcer, som ikke kan genskabes? En udryddet art kommer aldrig igen. Det komplicerede samspil mellem jordens plante- og dyreliv gør, at vi ikke ved, hvor mange arter risikerer at blive trukket med i dybet, når én art forsvinder.

Det er uforsvarligt at fjerne noget, som ikke kan genskabes. Det vil medføre, at vi ødelægger kommende generationers mulighed for velfærd eller måske ligefrem overlevelse. Hvis vi bruger den sidste olie, så har vore efterkommere en valgmulighed mindre – de kan i hvert fald ikke bruge olie. Desuden medfører vores forbrug af olie, at vi måske får en drivhuseffekt, som vore børnebørn ikke kan ønske sig. Det samme vil gælde andre råstoffer, f.eks. uran.

I nogle tilfælde øges efterspørgslen, når udbuddet mindskes, idet sjældne varer kan være mere attraktive. De mere og mere sjældne varer får så en højere markedspris(bytteværdi), og de kan blive endnu mere sjældne. Som eksempler kan nævnes kystnære byggegrunde og truede fuglearter. Kystnære byggegrunde er blevet meget dyre, og kun velhavere har mulighed for at erhverve sig én. Det kan få betydning for lokale erhvervsdrivende, f.eks. småfiskere. De kan blive tvunget til at flytte. Ganske vist er den kystnære grund der stadig – den er som sådan ikke en truet ressource – men kundskaben om, hvordan man driver virksomhed i samspil med de lokale ressourcer, kan være gået til spilde.

Et æg fra en fugl kan blive dyrt lige præcist, fordi fuglen er sjælden. Og jo flere æg, der indsamles og sælges, desto sjældnere bliver fuglen, hvorefter den trues af udryddelse. En høj pris er altså ingen garanti for en stabil leverance.

Et syn på naturen, som giver mennesket en selvfølgelig ret til at udnytte alle jordens ressourcer, således at det medfører forurening og ødelæggelse af uerstattelige habitater til ærgrelse for kommende generationer, er ikke accepteret af alle mennesker i verden. Der findes et andet natursyn, hvor mennesket som en selvfølge er en del af naturen, og andre arter har retten til eksistens på linje med os. Vi har ikke ret til at udnytte alt til sidste dråbe i sidste øjeblik. Dette andet natursyn respekteres ikke af den neoklassiske økonomiske teori.

• Fremtiden er mindre værd end nuet

I mange økonomiske kalkuler indbygges nedskrivning. Derved får fremtidige ressourcer en mindre værdi end dagens. Dette bygger på et ræsonnement om, at fremtidige generationer kommer til at forbruge mere, end vi gør nu, som følge af den tekniske udvikling, lettere tilgængelighed til ressourcerne og økonomisk vækst.

Antagelsen er uholdbar, da vore efterkommere sandsynligvis ikke kommer til at konsumere mere, end vi gør. Miljøproblemer mindsker adkomsten til ressourcer, og den tekniske udvikling kan ikke kompensere for dette. Selv om kommende generationer havde muligheden for at forbruge mere – hvorfor skulle de så gøre det?

• Vi er alle ”nyttemaximerere”

En nyttemaximerer handler kun ud fra det, som tjener ham bedst. Når alle gør, hvad der tjener dem bedst, får vi en effektiv økonomi.

Her er menneskesynet på spil. At begrænse mennesket til at være en nytte- eller gevinstmaximerer føles tarveligt. Ofte viser det sig, at samarbejde er den mest effektive og dermed økonomiske måde at opnå gevinster på. Med mennesket som en del af naturen virker det også ganske fornuftsstridigt at forestille sig, at familie, gruppe og habitat er ligegyldige enheder for individet. Forbeholdet formulerer vi som ”etisk tænkning”, og i den forbindelse er tanken på de kommende generationer naturlige overvejelser, som kan føre til en vis forbrugstilbageholdenhed.

• Vi er i en tilstand af ideel konkurrence

Dette holder ikke stik, eftersom de store virksomheder stræber efter at indskrænke eller udradere den perfekte konkurrencesituation. (se næste afsnit)

Alle disse eksempler på uholdbare antagelser gør, at den neoklassiske teori virker forældet og fjernt fra virkeligheden.

Fungerer markedet?
I vor tid hyldes det frie marked og markedsøkonomien. Vi mennesker med vore behov og betalingsmidler er markedet, og vores efterspørgsel skal styre, hvad der bliver produceret. Modsætningen er planøkonomien, hvor produktionen styres i detaljer fra centralt hold.

Ønskebilledet i den fungerende markedsøkonomi er, at vi kan handle på lige og gennemskuelige vilkår og uden indblanding oppefra.

Det lyder jo godt. Men hvorfor bliver det så ikke sådan i de områder, hvor markedsøkonomien indføres? Hvorfor får vi transnationale selskaber, som i markedsøkonomiens navn ter sig som planøkonomer? Hvorfor får vi kæmpevirksomheder, der detailstyrer produktionen imod de forbrugere, som har råd til at betale? Hvorfor udnyttes de øvrige mennesker, der ikke kan betale, som billig arbejdskraft til en ussel løn og under urimelige arbejdsforhold?

Hvad er da markedsøkonomien? Inden for hvilke områder kan vi tilrette den?
Teorien siger, at for at markedsøkonomiens prismekanisme kan fungere perfekt, skal følgende forudsætninger være til stede:

• Mængden af købere og sælgere på markedet skal være så stor, at ingen enkeltaktør kan påvirke prisen

Ja, det ville være dejligt, men sådan er det ikke. De store virksomheder har altid fordele frem for de små. Sammenlægninger gør, at de store konstant vokser og udkonkurrerer de små. Monopoler opstår, og de store virksomheder bestemmer selv priserne. Er vi mon nødt til at regulere markedet, så der bliver mange små virksomheder i stedet for få store?
Ingen sælgere og ingen købere må arbejde sammen for at påvirke prisen.
Et lille antal personer har en absolut dominerende rolle i erhvervslivet i kraft af bestyrelsesposter og aktieposter. Det giver mulighed for at skabe sammenhæng på højeste niveau. Dertil kommer ressourcer til PR- og kommunikationsmedarbejdere; og til tider penge til egentlig lobbyvirksomhed. Dele af medie- og forlagsbranchen vil også rage ind i denne indflydelsessfære, hvorefter det ses, at pengemagten er forholdsvis koncentreret.

• Varerne må være enkle og homogene, så de er nemme at prisfastsætte og kan sælges i ærlig handel

Hvor mange af vore produkter er mon enkle og homogene og dermed sammenlignelige? Reklamen sigter jo mod at præsentere varen som unik, enestående og meget anderledes, sammenlignet med konkurrentens vare.

• Forbrugerne skal have fyldestgørende information om, hvad der foregår på markedet

Forbrugeren er sjældent fuldt informeret om varen. Hvordan dyrkes den, hvordan bliver den behandlet og tilvirket? Anvendes bekæmpningsmidler eller andet, som forurener jord, vand og luft? Hvordan er forholdene for de ansatte? Hvad sker der, når produktet er blevet smidt ud? I dag er det jo den information, vi behøver for at tage stilling til produktet. Sælgerne giver os ikke gerne informationen, men henholder sig til ”officielle” reklamer. Hvem skal tage ansvaret og betale for den fuldstændige information? (Klas Eklund: Vår Ekonomi – en introduktion till
samhällsekonomin, Prisma 2004)

• Det skal være muligt for nye virksomheder nemt og hurtigt at komme ind på markedet

De store transnationale selskaber kontrollerer markederne på forskellig vis. Hvor let er det egentlig for en lille virksomhed at komme ind på et marked?

• Der må ikke være stordriftsfordele, som gør tilvirkningen billigere og billigere, desto mere man producerer. Det slår småforetagenderne ud, hvilket fører til monopol- eller oligopol-lignende tilstande. Sker dette, bortfalder forudsætningen om de mange små virksomheder, der ikke kan fastsætte prisen selv.

Der findes mange stordriftsfordele! De store virksomheder driver udviklingen mod store enheder og masseproduktion, mens stykprisen stadig falder.

• Tilpasningen til nye vilkår må gå meget stærkt

Er de store virksomheder parate til nye situationer? Og bruger de ikke allerede mange midler for selv at få lov til at diktere vilkårene?

En forudsætning for, at husholdninger og individer skal have en stærk stilling på markedet er, at fordelingen af indkomster er nogenlunde jævn, og at markedskræfterne ikke sættes ud af spil af politiske og klassemæssige hensyn.

Vi kan konstatere, at udviklingen går mod en større forskel i indkomster og forbrugsmuligheder.

• ingen kollektive varer

Et nationalt forsvar er et eksempel på en kollektiv vare. Den kan ganske vist ikke prissættes, men bliver finansieret af skatter. Sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet og det offentlige vejnet er også kollektive varer. Det samme kan hævdes om grundvandet.

• ingen eksterne virkninger

I dag har en mængde varer utilsigtede virkninger, dvs. at andre end køber og sælger bliver omfattet af handlen. Det gælder f.eks. varer som sprøjtemidler, parfume og medicin, som vil påvirke miljøet fremover.

Hvordan får vi de ovenstående forudsætninger til at gælde? Hvordan kan vi rette op på de mange brister, vores markedsøkonomi lider af?
Måske er den eneste vej frem at regulere markedsøkonomien, for at den tilnærmelsesvis kan blive en ægte markedsøkonomi?

• Grundliggende værdier ved valget af de økonomiske spilleregler

Den ovenfor beskrevne økonomiske teori bruges i Vesten. I andre dele af verden gælder andre økonomiske modeller og spilleregler som følge af hvilke værdier, der er og har været vigtige. I muslimske lande er renten ifølge Koranens forskrifter ulovlig. Derfor har de udviklet andre modeller for, hvordan økonomien skal organiseres. Dermed ikke være sagt, at nogle af rentens ulemper er undgået, f.eks. at nogle beriger sig ved en arbejdsfri indsats.

I Afrika og Asien er der – eller har der været i nyere tid – mange forskellige måder at organisere økonomien på baggrund af religion og grundlæggende værdier. Desværre virker det, som om de vestlige modeller til organisering af økonomien fortrænger de gamle økonomiske systemer, som hidtil har fungeret meget effektivt. F.eks. har det i nogle områder været skik i byerne at hjælpes ad med at bygge et hus til nygifte par. I vestlige samfund er dette samarbejde blevet mere kompliceret, måske endda umuliggjort.

Vores vestlige økonomiske teorier er tilpassede en kolonialistisk tankegang, som indebærer en selvfølgelig ret til at udnytte andre mennesker og naturen til vore egne formål. Vor nuværende økonomiske teori er dermed sporet ind på, at konkurrence, kamp, strid og hemmeligheder skal give økonomisk effektivitet - i stedet for at fokusere på samarbejde, åbenhed og en åbenlys ret for alle til at kende de forhold, der vedrører dem.

Hvorfor kan vi ikke benytte økonomiske modeller og spilleregler, som passer til vores virkelighed, og som opfylder vores mål? Hvorfor kan de bagvedliggende værdier ikke gøres tydeligere?
Der findes ingen objektive økonomiske modeller. Bagom enhver økonomisk teori, model og spilleregel ligger et værdibegreb. Hvorfor ikke få det frem i lyset, så vi kan se dem - værdierne - og tage stilling til dem?

Den neoklassiske økonomiske teori kan anvendes til at legitimere den udvikling, vi har nu, hvor den økonomiske magt konstant bliver skævvredet, hvor der finder en omfordeling fra de mindrebemidlede til de velhavende sted, og en voksende andel af befolkningen synker ned i fattigdom. Anser vi virkelig dette for at være en ønskværdig udvikling?

For det er vel stadig sådan, at det skal være vores værdier, som styrer udviklingen af de økonomiske modeller? Økonomiske spilleregler må kunne debatteres og ændres. Det er jo ikke naturlove – vi har selv fundet på dem!

”Vist kan man mene, at kapitalejerne agerer kortsigtet, umenneskeligt og uden indsigt.
Men sådan er spillereglerne...”
Villy Bergström, viceriksbankchef, Sverige

Økologisk økonomi - bæredygtig økonomi – uholdbar udvikling
Nye økonomiske modeller tager hensyn til jordens virkelige ressourcer – og regner ikke bare i penge.

Jordkloden kan ikke vokse.

Ingenting forsvinder – alting spredes.

Flere og flere indser nu, at vi alle må begynde at holde hus med jordens knappe ressourcer, dvs. vores økonomi i dens rette betydning. Derfor må økonomi og f.eks. økologi være to videnskaber, som er koblede. Det bliver de også af de økologiske økonomer. Videnskaberne er meget forskellige, idet man på natursiden er optaget af at betragte og forstå, hvordan det økologiske system fungerer, mens økonomerne efterprøver spillereglerne i det økonomiske system. Og eftersom de økologiske love ikke kan ændres, må det derfor være de økonomiske spilleregler, som skal ændres, hvis det hele skal passe sammen. Det sværeste at ændre inden for økonomien er vores bevidsthed, vores tanker om, hvordan sammenhængene er.

Hvis vi har en produktion af varer og tjenesteydelser, der er tilpasset til naturens formåen, og som gavner almenvellet, så er der tale om økologisk økonomi. Opsparing er en vigtig bestanddel i økologisk økonomi for at kunne lave en langsigtet satsning på god teknik. Hvordan ser opsparing ud i den økologiske økonomi? Tænk bare, hvis økonomien blev baseret på åben information og kvalitet i stedet for vildledende reklame. Hvilke løsninger ville blive besluttet, hvis væsentlige spørgsmål inden for økonomien skulle gennemgå økologisk og social screening? En skatteomlægning, som indebærer beskatning af energi og råstoffer i stedet for arbejdskraft, kunne bane vejen for en økologisk økonomi. Andre målestokke end BNP kunne bruges til at udtrykke velfærd. Det skulle være målestokke, som måler sociale forhold, miljøpåvirkning, energiforbrug, affaldshåndtering og lignende. Hvilke positive effekter ville en rentefri økonomi give?

Hvad kan vi gøre?
Vi kan kræve forandringer. Vi kan tydeligt vise, at vi vil have en fremtid, som bygger på værdier, vi synes er rigtige. Vi kan påvirke spillereglerne i økonomien.

Selv om de traditionelle neoklassiske økonomer stadig er dem, der høres og ses mest, vil flere og flere økologiske økonomer efterhånden blande sig i debatten. Men hvis de skal vinde gehør, må vi almindelige mennesker gennemskue de gammeldags neoklassicister og give de andre plads. Vi kan begynde at efterspørge økonomer med et socialt ansvar og økologisk engagement.

Vi kan anvende penge som pegepind. Hvis jeg vælger at købe miljømærkede varer, så viser jeg, at jeg vil have en økologisk bæredygtig fremtid. Hvis jeg dertil vælger at køber fairtrade-mærkede varer, så viser jeg solidaritet med andre.

Og hvis jeg styrer min opsparing mod investeringer i, hvad jeg mener gavner fremtiden, så er jeg med til at styre mod denne fremtid.

At blive medlem af J.A.K. er én måde at vise på, at man tager afstand fra grådighedsøkonomien.

Til diskussion:
• Hvad tænker du først på, når du hører ordet ”økonomi”?
• Hvem bestemmer spillereglerne i økonomien?
• Hvilket natursyn har du?
• Hvilket menneskesyn har du – er vi skabt grådige?
• Inden for hvilke områder synes du, der skal være vækst?
• Hvordan vil du beskrive velfærd?
• Hvad betyder ”eksistensgrundlag” for dig?
• Hvad mener du, din opsparing skal anvendes til?
• Hvis vi antager, at vi vil have en fungerende markedsøkonomi – hvilke økonomiske spilleregler behøves da, for at denne skal fungere bedre?


 

J.A.K. bladet