|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2009
TID TIL ØKONOMISKE SAMTALER
Af Henrik Friis, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen J.A.K.
Ønsk jer ikke tilbage til de fede tider
I en tid, hvor verdensøkonomien er i krise, er der nok mange, der ønsker sig
tilbage til de gode tider, de såkaldte fede år. Lige så forståeligt et sådan
ønske er, burde det i stedet give anledning til dyb eftertænksomhed. Når den
ene arbejdsdag tager den anden, og vi ikke taler dybt sammen om økonomiens
natur og vores rolle i økonomien, er der virkelig grund til at overveje, om
vi nu gør det rigtige. Der er en overhængende risiko for, at automatpiloten
er slået til. Er vi for mange i automode, er faren for kollektiv kollektion
overhængende. Når mere end en halv million mennesker mister deres arbejde i
US på kun en måned, kan vi ikke længere fornægte massernes medansvar. Jeg
vil påstå, at den væsentlige faktor for den nuværende økonomiske krise netop
er massernes uvidenhed om
deres
egen økonomiske adfærd. Ja, en del af krisen er også min egen uvidenhed. Om
end jeg gerne vil overbevise mig selv om, at jeg vidste bedre, må jeg også
indrømme, at jeg i de forgangne år kunne havde handlet med rettidig omhu i
min egen økonomiske færden.
Påstanden om massernes medansvar
Tages der udgangspunkt i krisens udspring, består den af nye låneformer,
usikre udlån og amerikanske borgere, der ikke kunne betale. På lånersiden
finder vi nogle mennesker, der valgte at låne til deres boliger, biler og
ekstra forbrug til en lav variabel rente, og da renten steg, havde de svært
ved at betale. Dette er velkendt, men hvor mange var det, som ikke kunne
betale? Hvad var restancerne løbet op til? Ifølge business.dk var tallene
september 2007 stadig til at overskue.
En vigtig pointe er, at lige så ubetydelig en aktør er for økonomien, lige
så altafgørende er ”de mange”, når de gør det samme, og det viser sig at
være et dårligt valg. Vidste den almene amerikaner ikke, at en rente på 1-2
% p.a. kunne risikere at stige? Åbenbart ikke, eller så lod de sig friste
til øget forbrug, grådighed i deres forbrugsadfærd på trods. Set fra
udlånernes side, eller snarere udlånerne til udlånerne, så var der tale om
høj systematisk risiko, dvs. at lånet i sig selv var risikabelt, og dermed
opstod en større sandsynlighed for, at mange lån kunne komme i restance
samtidig. Når store banker og virksomheder knækker, så har det selvfølgelige
en effekt, men det er lavineeffekten fra ”de mange”, der kan skabe reelle og
langvarige virkninger på økonomien. Holder ”de mange” sig fra fristelser,
vil de kunne stabilisere økonomien mod temmelig store stød.
Udover at man selvfølgelig har en forpligtelse over for sig selv, når man
træffer økonomiske valg, har man også en kollektiv forpligtelse. Når mange
venner, naboer og andre bekendte beretter om fiduser, om værdistigninger i
boliger, samt om hvordan de bare kunne låne – de fik det tilbud, de skulle
ikke en gang spørge eller forhandle om det. I et sådant tilfælde går ”de
mange” i en bestemt retning, og det skal give anledning til forsigtighed og
eftertænksomhed for den enkelte borger og udlåner.
Det positive ved krisen
Her opstår noget positivt, for sådan tænkte ”de mange” ikke for nogle år
siden; det gør flere heldigvis nu. Den økonomiske krise får forhåbentlig
flere mennesker til at tænke og tale mere om økonomi. Om deres egen
personlige rolle i økonomien. Refleksion over, hvad der gik galt, er utrolig
kostbar. Det er den viden, der kan føre os ud af krisen, hurtigere end
hjælpepakker, økonomisk politik eller nye systemer. Det, vi har allermest
behov for, er nemlig sunde og frigørende beslutninger, der tages af den
enkelte aktør i økonomien. Det nemmeste i verden vil nemlig være at tro, at
de finansielle systemer er usunde og skal gentænkes – at vi ikke selv
behøver at tage ansvar og lære. Nogen vil selvfølgelig sige, at krisen var
ventet ud fra en eller anden teori eller tankegang. Eller krisen skyldes et
par få umoralske og begærlige mennesker. Vi må endelig ikke give nogen eller
noget skylden – vi har alle et ansvar og en vigtig lektion at lære. Den
enkelte lærer forhåbentlig, at det kan betale sig at gøre sig nogle grundige
overvejelser om hans/hendes rolle i økonomien. Når vi nu er begyndt at
reflektere, er det klogt endelig ikke at lade sig købe for hurtigt.
Næsten alle makro-økonomiske nøgletal peger på en historisk stærk dansk
økonomi. Økonomer var lidt uenige, om økonomien var overophedet, og om
boligmassen var væsentlig overvurderet, men der var ingen tegn eller
faresignaler om sammenbrud. De færreste havde ventet, at krisen kunne starte
i pengemarkedet, midt i det finansielle system. Og nu er det åbenlyst for
alle, at ”det” ikke kunne vare ved. En sådan bagklogskab bør gøre os endnu
mere bekymrede, for det vidner ikke om økonomisk visdom. Enhver, der siger
”hvad sagde jeg/vi…” vil risikere at gøre som andre, følge en ny uheldig
tendens. Hvad var ”det” egentlig, som ikke kunne vare ved? Grådigt
overforbrug? Udspekuleret spekulation? Absurde gearinger? Sindssyge
overbelåninger? Optimistiske prospekter? Usunde incitamenter? Nådeløse
kapitalbevægelser? Blind tillid?
Den egentlige årsag til krisen skal findes i os alle. Menneskets umodenhed,
når det kommer til økonomisk adfærd. Min egen umodenhed. Krisen er udløst af
vores grådighed, uansvarlighed og frygt samt manglende tillid til os selv og
andre. Det er ikke kun et par umodne forretningsfolk i verden, der handler
umoralsk, uansvarlig og egoistisk. Vi er alle til salg dagligt, vi er alle
på markedspladsen og købe ind. Det er på markedet, tonen bliver sat for det
økonomiske liv, der omgiver os. Det er uklogt alene at henføre krisen til et
par enkelte spekulanter. Eller bare henføre årsagen til ledelsen i
konkursramte banker eller finanstilsynets manglende kontrol. Vi skal nok
snarere forstå disse mange enkelte personer som noget arketypisk, der lever
i os alle - og det, at vi forholder os til den del frem for at fornægte den,
er sundt.
Når sandheden skal frem
Vi var alle med til festen, i mindre eller større grad. Selv de store
banker tabte hovedet og fik mistillid til interbankmarkedet. Nu har de
prøvet en nedsmeltning og må leve med tvivlen: ”På hvilken fast grund kan vi
bygge vores forretning..”. Det er den tvivl, mange selvstændige,
erhvervsfolk og ejere lever med. Sandheden er, at vi først nu er ved at lære
at kravle i den krybbegård, vi kalder ”markedet”. Vi har næppe forstået
begrebet ”lige for lige, når vi handler”. Vi er kort og godt små børn, der
skal lære at have tillid til verden og tillid til vores egne evner. Tillid
er noget mennesket ”oplever” indefra og ud. Det kan systemer og nye
lånepolitikker ikke give os. De kan kun udfordre vores tillid. Ligesom
hjælpepakker ikke kan løse den økonomiske frygt - det må vi selv fjerne i
vores hjerter og hoveder.
Det er en hård dom, men når dommen holdes op mod tidens tendens ”at alle
aktiver (biler, privatboliger, virksomheder, investeringsejendomme eller
andre porteføljer), der lider af den mistede likviditet, skal tvangssælges”,
så står dommen ikke mål med virkeligheden. Der røves over alt.
Tvangssalgspsykosen er at invitere det værste i os ind i varmen. Nu rammes
alle, små som store, der ligger inde med aktiver, og som lider af
likviditetsmangel. Det fremdyrker heller ikke en bedre adfærd. Lige nu
spekuleres der jo i, hvad disse aktiver kan erhverves for – både af nye og
gamle ejere. Ja, man kunne fristes til at købe Danske Bank aktier, måske
vente lidt og se, om bunden virkelig kan komme længere ned. Er det den
lærdom, vi søger?
Det værdiløse bedrag
Et godt billede på den sygdom, der har ramt verden, er endeløse tomme
huse og biler, forbrugerne ikke længere kan betale. Da anden verdenskrig
sluttede, blev krigsmaskiner ophobet i ørkener og på større pladser i lange
baner. Det er sikkert også sket efter andre store krige. Nu gør vi det igen
med biler og huse fra det 21. århundrede – til opkøb.
En vigtig forskel er, at krigsmaskinerne var der ikke længere brug for – men
hvad med de mennesker, der tidligere har boet i de nu tomme huse, samt de
kilometer lange bilrækker – er amerikaneren holdt op med at køre bil? Det
eneste, der synes at have bevaret værdien, er CASH. Ironisk nok det ENESTE,
der ikke har en værdi i sig selv. Mens mennesker – skaberne af værdierne –
må stille sig op i arbejdsløshedskøer. Med disse køer, bilbaner og tomme
huse siger vi, at gårsdagens værdier er værdiløse. Sikke en illusion.
Hvorfor har vi en så lille tillid til menneskets evner? Hvad var der
egentlig sket, hvis vi havde bevaret tilliden til værdierne? Tager vi alle
restancer på boliger, på biler og lignende, som kan henføres til
finanskrisen i Danmark, gad så vide, om de overstiger de 100 mia. kroner,
der kan lånes i bankpakke II. Pointen? Vi skal ikke ønske os tilbage til den
gamle finansielle situation, for den var ikke ansvarlig. Hvis aktører var
med til at ødsle penge, fordi der var nok af dem til en lav rente, skal vi
nu ikke også lære at hamstre, fordi der nu ikke længere er nok. Hvis
samfundet skal bruge så mange penge for at ”redde os”, så lad os bruge
pengene til at redde det reelle. Værdierne og det værdiskabende.
Bud på økonomisk visdom
Vi er alle forbundne kar. Når jeg eller min virksomhed betaler vores
restancer, giver jeg samtidig mulighed for, at andre kan betale deres. Når
jeg bremser mine betalinger, fordi jeg bliver nervøs og tvivler på
pengestrømmene, mangedobles mine handlinger og rammer vores alles økonomi.
Den bedste måde, vi kan sætte gang i det hele, er at købe rigtigt. Låner vi
til købene, skal vi selvfølgelig være mere bevidste, ikke kun om at vi kan
betale tilbage, men i lige så høj grad om købet nu også er det værd. Når vi
spekulerer i, om detailbutikken eller andre snart holder udsalg, så er vi
med til bringe dem i fare. Når nogen tager for meget for deres varer, for
dermed at komme ovenpå igen – ja, så tager de penge, der var bedre tjent et
andet sted. Vi skal motivere hinanden til handlinger, der virker sunde og
forebyggende. De må gerne være naturlige og give langsigtet værdi. Drop de
hurtige og smarte ting, fiduser og penge.
Når krisen ebber ud, og tilliden stille vender tilbage, så skal vi huske
tilbage og se, hvorledes livets økonomiske muligheder kan åbne for
uudnyttede potentialer. Der er ingen tvivl om, at når den gamle drivkraft
”mere vil have mere” udskiftes med ”lige for lige i ethvert marked”, så vil
verdensøkonomien bevæge sig ind i en vækst, der aldrig er set magen. Tidens
børn vil uden tvivl grine lidt af vores krise i 2008 og 2009. De vil uden
tvivl også vide, hvordan man prissætter lån en gang om året uden at sætte
gang i en verdenskrise. De vil vide meget mere om risiko og systematisk
risiko. Krisen er og bliver en eventyrlig mulighed for at lære noget nyt og
vigtigt. Den lærdom kan vi allerede blive en del af i morgen, og mit bud er,
at det gør vi ved tage mere ansvar og løbende at teste vores økonomiske
adfærd, ved at spørge os selv om vores handlinger har en gavnlig afsmittende
virkning på andres økonomi. Det gør ikke noget, at vi handler på en måde,
der vil udvikle andres økonomiske handlinger i en positiv retning i samme
momentum. Alt starter i markedet, hvor vi mødes og udveksler varer, og hvor
penge i sig selv ikke spiller nogen afgørende rolle.
”Tæt ved 16 procent af alle boliglån i USA er subprimelån med variable
renter. Heraf er 16 procent lige nu i økonomiske vanskeligheder. Det svarer
til, at lån for 128 milliarder dollar er sat på pinebænken. Antallet af
tvangsauktioner blandt subprime låntagere er steget fra 3,5 procent til 5,1
procent de seneste to år”…”Det svarer til ca. 1,2 procent af alle
amerikanske boliglån. Det lyder måske ikke af meget, men det svarer til, at
der herhjemme ville komme tab hos realkreditten på 15 milliarder kroner,
hvilket mange nok ville anse for at være ganske meget. Nykredit-koncernen,
der er Danmarks største inden for realkredit, havde eksempelvis sidste år et
overskud på 4,5 milliarder kroner - det bedste resultat nogensinde.”
(”Skal vi frygte subprime-lånene?”
Business.dk, af Lars Erik Skovgaard, fra 10. september 2007).
“Det nemmeste i verden vil nemlig være at tro, at de finansielle systemer er
usunde og skal gentænkes – at vi ikke selv behøver at tage ansvar og lære”

“Da anden verdenskrig sluttede, blev krigsmaskiner ophobet i ørkener og på
større pladser i lange baner. Det er sikkert også sket efter andre store
krige. Nu gør vi det igen med biler og huse fra det 21. århundrede – til
opkøb”
Forfattet af Henrik Friis, cand. oecon., omkring årsskiftet på Friland, i
forsøg på at forsone sig med mit eget medansvar for min, landets og verdens
økonomiske situation. I erkendelse af, at hvad jeg tænker også tænkes andre
steder i verden. I erindring om, at hvad jeg formår at gøre, kan inspirere
andre til at gøre det samme eller noget endnu bedre. I beundring og
forundring over, hvilken forskel et enkelt menneske kan gøre i verden.
J.A.K.
bladet |