Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2009

GRØN VÆKST!
Når jeg lige nu får lyst til at blande mig i klima- og miljødebatten, er det, fordi jeg selv i mange år har arbejdet med bæredygtighed på det helt jordnære plan.
Af Bjarne Grube Wickstrøm



Det overrasker mig i den grad, når jeg gang på gang læser eller hører i medierne, at vi mangler at udvikle teknologi – som om det kunne gøres helt isoleret i et laboratorium. For mig at se udvikles teknologien kun, når den for alvor bliver taget i brug ude i den praktiske virkelighed, og her er vi mange, der har været i gang længe.
Hvis vi sætter os til at vente på det forkromede tekniske fix, så venter vi derimod på Godot. Men det virker, som om vore politikere lukker øjnene for de muligheder, der allerede findes. Eller måske er det, fordi det kniber med viljen og visionerne til at indføre en lovgivning, der for alvor ville kunne stimulere en bæredygtig udvikling i samfundet.

For os, der allerede er i gang,
føles det, som om vore egne myndigheder mere blokerer for den bæredygtige udvikling, end de fremmer den. Jeg har oplevet det i forbindelse med etablering af vort komposttoilet og rensning af det grå spildevand. Et komposttoilet efterlader intet spildevand, hvorved husstandens spildevand reduceres til det, som kaldes det grå spildevand, nemlig det fra køkkenvask, bad og vaskemaskine, hvilket er et væsentligt mindre problem og nemmere at rense. Men selvom vi kunne skaffe en svensk model af et rensningsanlæg netop velegnet til det grå spildevand, blev vi pålagt at etablere et langt dyrere anlæg eller selv afholde udgifterne til målinger af diverse stoffer i det rensede spildevand – selvom anlægget er godkendt i Sverige, hvor de har langt større erfaring med komposttoiletter og dermed gråt spildevand end i Danmark, hvor myndighederne ikke skelner mellem gråt og sort spildevand.
Vi har længe ønsket os en husstandsvindmølle, hvilket desværre har været en for økonomisk tung opgave at løse, fordi afregningen af den strøm, der fra en sådan vindmølle leveres til elnettet, har været så dårlig, at det automatisk er røget længere ned på ønskesedlen. Konsekvensen af disse regler er, at der kun er én model på markedet – og det er ikke ligefrem med til at fremme udviklingen.

Jeg mener som grundforudsætning,
at der ikke findes noget, som er rigtigt eller forkert, men der findes nogle valgmuligheder og nogle deraf afledte konsekvenser. Til gengæld kan noget synes klogt eller dumt.
Jeg vil bruge egne erfaringer med ca. 7.000 m² grund og en familiebolig som eksempel. Det startede med ønsket om selvforsyning på økologisk forsvarlig vis, og vi gik i gang umiddelbart efter at have overtaget ejendommen i 1986 – lige før katastrofen i Tjernobyl. Der blev anlagt køkkenhave, og vi etablerede et lille husdyrhold med høns, geder, ænder, bier og en lille hest. Siden har disse ting forandret sig løbende i takt med vore erfaringer, behov og menneskelige formåen.
Vi flyttede ind på en bar mark, og vort hus lå dengang meget udsat for vinden fra sydvest og om til nord. Så begyndte beplantningen med læhegn, frugttræer, et lille stykke energiskov med pil og alle mulige andre træer, hvor der var plads. Huset blev istandsat og isoleret. Der var et oliefyr, da vi kom - det blev udskiftet med et brændekomfur med kedel, som senere blev skiftet ud med en finsk masseovn, der er noget af det mest energieffektive og mindst forurenende, når vi snakker om brændefyring, der jo pr. definition er CO² neutral, så længe vi husker at plante lige så mange træer, som vi fælder. Vi byggede et væksthus mod sydvest (mod syd var umuligt) = passiv solvarme og satte solfangere op til det varme vand og til gulvvarme på badeværelset. Et komposttoilet blev installeret, og vi var med til at starte et lokalt vindmøllelaug. Senere satte vi solceller op på en dertil indrettet tagflade.
De samme penge kunne have været klattet væk på flyrejser til sydens sol, nyt smart badeværelse, nye biler og et stort materielt forbrug generelt. Vi valgte bare anderledes.
Konsekvensen for os er kort fortalt frisk frugt og friske grøntsager, honning, æg og kød fra fjerkræ m.m. Vi har nu læ fra alle vindretninger og brænde til masseovnen ud over et meget rigere fugleliv og mange gode timers udeliv på alle tider af året. Stort set er vi nu i hverdagen CO²-neutrale lige bortset fra bilkørsel, og derfor er vores næste ønske også en elbil og en lille husstandsvindmølle.
Den helt specielle egenskab ved planter, buske og træer er, at de optager CO² fra luften, når de vokser. Og det er oven i købet bredt videnskabeligt anerkendt. Når man f.eks. planter en hasselbusk, får man foruden de nødder, man kan plukke eller samle op og spise - hvis ikke ormene allerede har været der - læ, når grenene bryder vinden. Når en sådan hasselbusk når omkring 7-års alderen, er nogle af stammerne blevet så tykke, at de kan skæres til brænde, og smågrene og kviste kan hakkes i stykker og bruges som jorddække. Når en hasselbusk skæres ned, forynges den og kvitterer ved fornyet vækst (grøn vækst) fra roden og flere nødder. Efter mange år og mange beskæringer har busken, selvom der er fjernet store mængder af træ til afbrænding, udviklet en stor rodstub og et stort rodsystem, og den har tabt lagvis af blade fra somrenes vækst. Nettoregnskabet er en stor mængde lagret CO², som er hentet fra atmosfæren, henholdsvis i rodsystemet og stubben, men også som forøget mulddannelse i jorden, hvor regnorme og mikroorganismer har bundet en del af kulstoffet fra bladene i form af hummus, der kan opfattes som jordens reservelager af energi.

Det helt store teknologiske gennembrud
i forhold til træplantning havde vi for mange generationer siden, da spaden, saven og øksen blev opfundet. Siden har saven udviklet sig til den meget effektive kædesav, som desværre også har hjulpet med til den enorme skovrydning, der rundt i verden har fundet sted i de seneste årtier og har frigivet kolossale mængder CO² til atmosfæren.
Når vi nu er ved teknologiske gennembrud, så er tændstikken nok en af de mest revolutionerende opfindelser i historien. Den har lettet livet for mange mennesker gennem tiden, men den er også dødsens farlig – alt for meget biomasse bliver brændt af lige op i den blå luft, bare fordi det er det nemmeste og med store mængder CO² udslip til følge.
Det kan måske lyde, som om jeg prøver at være morsom ved at nævne ting, der for os alle sammen er en selvfølge, nemlig spaden, saven, øksen og tændstikken. Men det er dødsens alvorligt. Eksempelvis havde skov¬entreprenørerne i nærheden af, hvor vi bor, for nylig ryddet et stykke med grantræer, og hvad der ikke lige kunne omsættes til penge, blev dynget sammen i store bunker, og der blev sat en tændstik til. Det medførte nogle meget dårlige bål, fordi træet ikke var tørt – jeg løber selv gennem denne skov et par gange om ugen og kunne således følge med i forløbet. Det startede med kraftig røgudvikling i hele nærområdet, senere begrænsede det sig til inde i og lige uden for skoven alt efter vindretningen, sommetider var det ret kvalmt at løbe igennem skoven, og først efter ca. 4 måneder var den sidste bunke brændt helt ud. Det var den nemmeste løsning, og der var heller ikke et lokalt kraftvarmeværk til at omsætte og distribuere den store mængde energi, som nu i stedet blev smidt ud som røg og forurening i hele lokalområdet.

Egentlig vil jeg bare sige,
at den teknologi, vi har brug for, allerede er opfundet. At teknologien til stadighed bliver udviklet er en logisk følge af menneskets natur og hurra for det, men det er måden, vi bruger teknologien på, som er bestemmende for konsekvenserne. Jeg har set voksne mænd bakse rundt på udendørsarealer om efteråret for at prøve på at suge nedfaldne blade op i en dertil indrettet eldreven sugemaskine. Underholdende at se på, men jeg betvivler den reelle nytteværdi.
Vi kan opfinde de mest fantastiske ting, men naturlovene kan vi ikke ændre på – til gengæld kan vi blive klogere på dem ved at søge indsigt, og ved hjælp af den tilegnede indsigt kan vi handle bevidst for at ødelægge så lidt som muligt og forhåbentlig også være i stand til at vedligeholde og måske endog forbedre vore grundvilkår, nemlig den natur vi selv er en del af.

Der er efterhånden bred enighed om, at vi danskere i gennemsnit spiser meget mere kød, end det er nødvendigt for kroppen – faktisk kan det føre til forskellige såkaldte livsstilssygdomme med de konsekvenser, det har i form af øgede udgifter til sygehusvæsen, medicin og den ekstra trafik på landevejene. Samtidig lægger kødproduktionen beslag på størstedelen af den danske landbrugsjord, selvom meget få af de dyr, som ender i kølediskene, nogensinde har set jorden. I øvrigt lægger den danske kødproduktion også beslag på store jordbrugsarealer andre steder i verden. Ved at regulere kødforbruget ned til det nødvendige i forhold til, hvad der er anbefalet i bredt anerkendte kostvejledninger, kunne konsekvensen blive, at meget jord ville blive frigivet til andre formål - f.eks. træplantning, dyrene kunne komme ud og få frisk luft, og sygehusene ville blive mindre belastede.

Følgende eksempel er egne erfaringer
med at holde gæs. Først på sommeren indkøbes 4 uger gamle gæslinger som sættes på græs. Gæs kan spise store mængder græs og behøver ikke andet, så længe der er græs nok. Ved at flytte rundt på indhegningen (og med et flytbart hus, hvis de skal beskyttes mod ræven om natten) i løbet af sommeren og efteråret kan man spare benzin til plæneklipperen og få kød til gengæld. En frugthave med græs i bunden er særdeles velegnet, da gæssene kan spise al den nedfaldsfrugt, vi ikke selv kan overkomme.
Et andet eksempel af egen erfaring er, at snegle i haven kan bekæmpes af moskusænder, som selv er gode til at yngle, så der også bliver kød til fryseren – det er i køkkenhaven, at problemet er værst, så der kan en forebyggende indsats i vinterhalvåret, når der ikke er noget, ænderne kan ødelægge, være en god ide.
Lad os en tid svømme hen i en fantasiverden, hvor landbruget og dets organisationer ikke havde magten over det danske landskab. Opgaven er at omdesigne det danske kulturlandskab med det sigte at skabe de bedst mulige betingelser for biologisk mangfoldighed og dermed også størst mulig produktion af biomasse til gavn for både mennesker, dyr, træer, planter og hele vejen ned igennem fødekæden til de mest basale organismer, bakterierne. Mange planter, buske og træer med spiselige frugter, frø, blomster, blade eller rødder, svampe og dermed også vilde dyr og fugle, som landbrugets monokultur med kun et sigte – at tjene penge – har fortrængt, kan nu vende tilbage og være et sundt tilskud til de afgrøder, vi selv dyrker. Ture i naturen kan i langt større stil komme til at bidrage til den daglige menu.
Et landskab, hvor træerne dominerer, men med lysninger med læ og gode betingelser for agerbrug ind imellem. Et landskab, hvor naturen og dens kredsløb er model for landbrugssystemerne, og hvor de iagttagelser, vi gør i dette samspil, kan hjælpe os til at videreudvikle landskabet, så både produktionen af fødevarer, biomasse til energiformål og selve naturens egen værdi forbedres.
I modsætning til den i dag fremherskende monokultur, som er meget ineffektiv regnet som produceret mængde pr. arealenhed, vil et skovagtigt landskab designet med træer, buske og planter, hvor solens indstråling og dermed fotosyntesen udnyttes optimalt, være langt overlegent. At finde maskiner eller udvikle disse til formålet burde ikke være et problem.
Et sådant system kaldes for permakultur, som også omfatter de sociale strukturer, hvor mennesker indgår og organiserer sig, og det er ikke nogen teknologiforskrækket tankegang. Maskiner og anden teknologi kan selvfølgelig bruges der, hvor gevinsten ved brug af disse er reel.

Små, selvforsynende landsbysamfund
vil kunne løse mange af de problemer, vi står med i dag. Afstanden fra jord til bord vil være minimal, hvilket sparer meget energi til transport og emballage, og spildet vil reduceres væsentligt, f. eks. ved at frasorterede grøntsager kan bruges til dyrefoder. Der eksisterer allerede sådanne samfund i Danmark og rundt om på kloden, og selvom de nemt forsvinder i det samlede billede, er de i vækst og kan til hver en tid bruges som inspirationskilde for dem, som ønsker at bevæge sig i samme retning.
Og hvad så med byerne? Selvfølgelig vil der som nu være et marked og en handel mellem land og by, men det vil sikkert blive rarere at leve begge steder.
En stammehøvding fra et af de oprindelige stammefolk i USA har omkring 1850 udtrykt det nogenlunde således: Når den hvide mand har fældet det sidste træ og forgiftet den sidste flod, vil han opdage, at han ikke kan spise penge. Så galt er det endnu ikke gået, men det får mig til at tænke på, hvad penge og økonomi er for noget.
Penge er – eller burde være – et neutralt byttemiddel, men netop renten og inflationen ændrer billedet. Her i Danmark har vi to rentefrie pengeinstitutter nemlig J.A.K./Folkesparekassen og Merkur, som efterlever ideen om penge som et praktisk byttemiddel og dermed ikke noget, der kan blæse store bobler op, som vi lige har været vidner til endnu en gang.

Økonomien er til hver en tid afhængig
af naturgrundlaget = ressourcegrundlaget. Her er et historisk tilbageblik nødvendigt, nemlig til 1700-tallet, hvor vi i Danmark havde den sidste store miljø- og energikrise, hvor alt for meget skov var blevet fældet til bl.a. opbygning af den militære flåde og til brændsel i husholdningerne, og der var ikke blevet plantet og vedligeholdt tilsvarende. Set i bagklogskabens klare lys var det jo dumt. Men heldigvis, mente man jo nok dengang, var en ny teknologi under udvikling, nemlig dampmaskinen med kul som energikilde, og den katastrofe, der dengang var ved at indtræffe, fordi man ikke havde handlet bæredygtigt, blev afbødet. Men en af konsekvenserne af denne redning var, at vi ikke fik lært lektien, for dengang stod fremskridtet for døren, og der skete da også store forandringer i produktionen – den industrielle tidsalder begyndte. Det var starten på afbrændingen af jordklodens gennem millioner af år lagrede ressourcer. Pludselig havde vi mere energi til rådighed, end naturen kunne levere her og nu, og dermed var bindingen til naturgrundlaget brudt, og de, som havde midlerne til at komme først i gang, begyndte at lægge grunden for det, der i dag er de multinationale selskaber. Økonomien blev løsrevet fra naturgrundlaget, og siden har naturen måttet lide, og da vi mennesker er en del af naturen, er det en selvhenter af dimensioner, vi nu står overfor i form af en snarlig kommende energikrise og højst sandsynligt også en klimakatastrofe af uanede dimensioner, med mindre der handles her og nu. Og muligheder er der jo nok af, hvis der ellers er vilje.
Begrebet grønne regnskaber er ikke ukendt, men har ikke rigtig slået igennem. Her mener jeg et regnskab, hvor en forringelse af naturgrundlaget vil være et minus, og en forbedring vil være et plus. Det virker f.eks. helt absurd, at stråtaget, som nok er det mest bæredygtige og efter min mening også det smukkeste, er noget af det dyreste. Og man tror, det er løgn, men faktisk hentes tækkerør til danske stråtage helt fra Kina, samtidig med at flere og flere rørskove i Danmark står urørte hen – det kan simpelthen ikke betale sig at høste dem. En konsekvens af den økonomiske politik.

Det eksisterende økonomiske system
kan hverken siges at være sundt eller bæredygtigt, når et faldende forbrug, i en tid hvor vi bruger mere, end naturen kan bære, skaber krise i samfundet. Tværtimod skulle et bæredygtigt økonomisk system nedregulere forbruget til det, som naturen kan bære.
Set i lyset af den finansielle krise og den fremadskridende klima- og energikrise har vi måske en historisk chance for at sadle om, så økologi og økonomi kommer til at trække på samme hammel og dermed komme helskindede ud af begge kriser. Men her kommer vi ikke uden om nogen gennemgribende jordreformer, for det ser ikke ud til, at landbruget, som har magten over jorden og dermed også nøglen til løsningen, vil rokke sig frivilligt.

PS. Hvis du synes, det går lidt for langsomt, og bor i lejlighed eller ikke har mere plads på din egen grund til at plante nogle flere træer, så klik dig ind på OVE´s hjemmeside og køb en gave, som støtter træplantning i Mozambique.

J.A.K. bladet