|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - 2009
Opgiv den u-økonomiske vækst
Af Jørgen Stig Nørgård, lektor emeritus på DTU
Hvorfor prøver vi desperat at ekspandere vores BNP ud over det optimale?
Herman Daly sammenligner den neoklassiske økonomis krav om stadig vækst med
et fly, der ikke kan holde sig oppe uden en vis høj hastighed, og foreslår
at skifte til en helikopter.
Netop som eksperter verden over kæmper med at finde politiske løsninger på
klimaproblemerne før topmødet i København senere i år, så dukker det hidtil
mest perspektivrige bidrag til en løsning op, ganske uventet og uplanlagt.
Den finansielle opbremsning i vores velstand har givet et markant fald i det
klimatruende CO²-udslip og i det øvrige pres på naturen. Denne forbedring
stemmer ganske vist ikke med myten om, at der slet ikke er nogen kobling
mellem vækst i brutto-national-produktet, BNP, og miljøbelastningen - en
påstand, som både forskere og politikere har haft travlt med at bringe til
torvs som undskyldning for ubekymret at kunne fortsætte væksten. Men
aflivningen af en sådan myte er vel til at leve med, især når den bekræfter
almindelig sund fornuft. Et oplagt politisk virkemiddel til at reducere
CO²-udslippet har altså set dagens lys: brems overflodslandenes fråds og
spild med køb-og-smid-væk osv. Opgiv forsøg på genoplivning af den
uøkonomiske vækst i BNP, dvs. en økonomisk udvikling, der reelt gør os
fattigere, jo mere den vokser. Sats i stedet for på at bevæge vores økonomi
hen mod en bæredygtig og dynamisk ligevægts-økonomi med bedre velfærd.
Udtrykket uøkonomisk vækst
er lanceret af den amerikanske økonom, Herman Daly, hvis seneste bog
netop er udkommet på dansk under titlen ’Nødvendighedens Økonomi’. Meget
tyder på, at den vækst, vi i de seneste årtier har oplevet i de velstående
landes BNP, i virkeligheden er uøkonomisk i den forstand, at de ekstra
omkostninger overgår de opnåede gevinster - at der faktisk skabes flere
’onder’ end goder. Vi er blevet stopfodret med, at BNP illustrerer, hvor
godt det går økonomisk. De fleste økonomer hopper uden protest med på dette
tilsyneladende objektive og præcise mål, som de kan putte ind i deres kære
matematik- og computermodeller, desuagtet at de samme økonomer erkender, at
BNP ikke er – og aldrig har været ment som – et mål for et lands velfærd.
Altså, de benytter sig af et ret præcist defineret, men bevidst forkert mål.
Vækst i BNP
er ganske vist udtryk for visse gevinster, men omkostningerne ved væksten
ses der i nogen grad bort fra i BNP. Det gælder forbruget af naturens
ressourcer. Selv om der er omkostninger ved at udvinde f.eks. kul og vand,
anses ressourcerne som sådan for uendelige og derfor gratis, hvorfor de slet
ikke figurerer i BNP-regnskabet som en omkostning. Andre fælles omkostninger
ved væksten, som f.eks. samfundets bekæmpelse af CO²-forurening og
behandling af velstandsrelaterede sygdomme, regnes ganske vist med i BNP,
men tælles som et positivt bidrag! Hvis man i stedet for, som det er normal
praksis i regnskabsførelse, trækker omkostninger fra gevinsterne, peger
forskellige undersøgelser mod, at bl.a. amerikanerne ikke har haft reel
økonomisk fremgang i årtier, på det seneste snarere nedgang. Går man et
skridt videre og undersøger hvilken tilfredshed og oplevelse af lykke, som
væksten i BNP skaber, spores der heller ikke fremgang. Det er derfor
nærliggende at vurdere, at BNP i overflodslandene har passeret sin optimale
størrelse, og at yderligere vækst altså er uøkonomisk. I den situation
bliver opgaven at sikre en gradvis overgang fra en falleret og forblændet
vækstøkonomi til en bæredygtig ligevægtsøkonomi. Det er ikke så umuligt som
det måske lyder, og de nordiske lande er på flere måder godt rustet til at
være pionerer.
Det var flot af den britiske regering, da den for 4 år siden nedsatte en
kommission til undersøgelse af landets muligheder for en bæredygtig
udvikling og gav kommissionen frie hænder til visionær tænkning om
fremtiden. Og det er fint, at kommissionen udnyttede friheden, og bl.a.
inddrog H. Daly i arbejdet. Resultatet fremgår i nogen grad af
kommissionsrapportens titel Prosperity without Growth? (Fremgang uden
Vækst?). På den baggrund virker det lidt usselt, at den danske regering, der
gerne vil fremstå som miljøpioner, stædigt ved nedsættelse af kommissioner,
f.eks. Velfærdskommissionen, der barslede i 2006, og Klimakommissionen, der
blev nedsat i 2008, binder medlemmerne til at skulle basere arbejdet og
resultaterne på høj fremtidig vækst i BNP. – Er den slags pålæg ligefrem
udtryk for en angst for, at kommissionerne skulle komme op med en bedre
løsning uden vækst i BNP?
I en bæredygtig ligevægtsøkonomi
spiller fordelingen af velstanden en afgørende rolle. I den dominerende,
neoklassiske økonomi, hvor man betragter verdens naturressourcer som
uendelige, kan man forsvare stor ulighed ud fra forestillingen om, at den
velbeslåede storforbruger ikke tager noget fra nogen. I det øjeblik man
erkender naturens begrænsninger for menneskenes udfoldelse på kloden, får et
krav om mere lige fordeling af indkomst og forbrug imidlertid en meget
stærkere legitimitet, både moralsk og økonomisk. Moralsk, fordi alle burde
have samme ret til naturens begrænsede gaver. Økonomisk, fordi det er
velkendt, at man får mere nytte og velfærd ud af en lige fordeling. Tusind
kroner ekstra til en sygehjælper forbedrer velfærden mere end det samme
beløb til en bankdirektør. At liberalistisk orienterede politikere ikke
umiddelbart tager vækstens begrænsninger til sig, kan ikke overraske. Det
kan derimod vække undren, at socialt funderede partier ikke straks tilegner
sig dette økologisk og økonomisk velbegrundede lighedsargument i deres
politik.
For USA’s erhvervsliv vurderer Daly, at de højeste indkomster er over 500
gange så høje som de laveste. Som et led i omstillingen foreslår han en
gradvis indskrænkning af dette forhold mellem maksimum- og
minimum-indtægter, f.eks. gennem mere progressive indkomstskatter, indtil
man når ned på et rimeligt forhold. Platon mente, forholdet passende kunne
være fire. Tanken om en sådan mindskelse af uligheden er ikke helt ukendt i
Danmark med vores traditioner for en relativ stor lighed, som også blev
mobiliseret under den seneste diskussion omkring bankdirektørers
aflønninger. Derudover vejer det tungt til fordel for større lighed i en
bæredygtig ligevægtsøkonomi, at der jo ikke er brug for incitamenter til at
stimulere en fortsat uøkonomisk vækst. Af samme grund argumenterer Daly for
at spare milliardudgifter til reklamer ved at beskatte dem kraftigt, fordi
de faktisk udgør en chikane mod offentligheden. ’Hvis økonomerne virkelig
tror på, at forbrugeren har magten, så bør man også lytte til forbrugeren i
stedet for at manipulere, lokke, irritere og lyve for ham eller hende’.
Den værste følge af en finanskrise,
som de normalt plejer at forløbe, er stigende arbejdsløshed. I en
bæredygtig ligevægtsøkonomi vil der, med dens opbremsning i væksten, være en
endnu stærkere tendens til fald i behovet for arbejdskraft, selv om f.eks.
øget genbrug, vedligeholdelse og reparation vil trække i modsat retning. Men
mindre behov for arbejde behøver naturligvis ikke være en pestilens, hvis
man blot sørger for at fordele arbejdet mellem de interesserede, simpelthen
ved på forskellig måde at justere arbejdstiden. Kun hvis man, som det har
været kutyme, udmønter et fald i arbejdsbehovet i fyring af nogle af
medarbejderne, mens resten knokler videre, ’…er det sikret, at den
uundgåelige fritid vil medføre skade hele vejen rundt i stedet for blive en
almindelig kilde til lykke’ som den britiske filosof Bertrand Russels
udtrykte det i 1930erne. En mere vanvittig løsning end fyringer havde han
svært ved at forestille sig. Også Daly indser, at den tekniske udvikling af
miljømæssige årsager i stigende grad bør omsættes i mere fritid.
Der opstod da også allerede i 1990ernes finansielle tilbageslag i Danmark og
andre europæiske lande en solidarisk model med at fordele arbejdet på de
ramte arbejdspladser ved på skift at tage fri, f.eks. nogle dage om måneden.
Med mere eller mindre supplerende dagpenge på fridagene er nedgangen i
indkomst minimal, og livskvaliteten får ofte et skub opad. Denne model med
arbejdsfordeling er i den nuværende krise blevet genoplivet på en del
virksomheder, flot tilskyndet af arbejdsministeren. Men, men, men, på den
absolutte betingelse, at der kun må være tale om midlertidige nødløsninger i
nogle måneder. I stedet burde man betragte arbejdsfordelingen som et vigtigt
skridt på vejen mod en ligevægtsøkonomi, hvor arbejdstiden generelt justeres
til bedre at passe til folks ønsker, og hvor ingen tvinges ud i længere
lediggang.
Til støtte for nedsættelse af den generelle arbejdstid viser gentagne
grundige undersøgelser, at et stigende flertal af danskere, nu oppe på 73 %
ifølge Instituttet for Konjunktur Analyse 2008, vil foretrække at arbejde
mindre frem for at tjene mere, hvis de havde valget. Tager man udgangspunkt
i disse prioriteringer, så er der god grund til at betragte en nedsat
arbejdstid som en forøgelse af velfærden. Og omvendt, hvis en satsning på
vækst i BNP ’belemrer’ det store flertal af borgere med noget andet end det,
den fritid de ønsker, så er det rimeligt at tale om endnu et element af
uøkonomisk vækst.
En af de store forhindringer
for at gennemføre en omstilling til en bæredygtig ligevægt er
globaliseringens frihandel, som bør erstattes af internationalt reguleret
samhandel og kapitaloverførsel. Her ser Daly en vigtig ny rolle for de
internationale økonomiske institutioner som World Trade Organisation,
International Monetære Fund og Verdensbanken. Frem for som hidtil ukritisk
at fremme al BNP vækst skulle disse internationale institutioner styre og
dirigere væksten derhen i verden, hvor der er mest behov for den.
I en tid, hvor politikere så småt begynder at indse, hvordan man rent
teknisk kan udnytte energien og miljøet mere effektivt, er det forfriskende,
at Daly prioriterer besparelser og mådehold højere end teknisk effektivitet.
Forskellen på besparelser og effektivitet kan illustreres ved, at med en
mere effektiv bil kan du køre flere km pr. liter benzin, hvilket dog ikke
forhindrer et større benzinforbrug, nemlig hvis du kører mere eller
hurtigere. Sparsommelighed handler derimod om faktisk at bruge færre liter
benzin, punktum. Med teknisk effektivisering vil en vækstøkonomi blive
tilskyndet til at fortsætte uanfægtet eller endog blive accelereret. Danmark
udmærker sig internationalt ved også i regeringskredse at tale og skrive om
energibesparelser som et mål, hvor andre lande kun taler om effektivisering.
Denne danske sprogbrug bør imidlertid også overføres til politisk handling,
f.eks. ved at begrænse bilkørslen, tilskynde til langsommere udskiftning af
varige forbrugsgoder osv. Tekniske landvindinger kan være væsentlige, men
kun hvis besparelser i det totale forbrug prioriteres højere.
Hvorfor prøver vi desperat
at ekspandere vores BNP ud over det optimale? Herman Daly sammenligner
den neoklassiske økonomis krav om stadig vækst med et fly, der ikke kan
holde sig oppe uden en vis høj hastighed. Nu forholder det sig imidlertid
således, at væksten ikke kan fortsætte i al evighed, og at mange landes
økonomier allerede synes at have vokset sig større, end hvad godt er. Vil
man undgå et havari, må ’flyet’ derfor landes på en kontrolleret måde, og så
evt. erstattes af en helikopter, der kan holde sig oppe uden at skulle fare
af sted.
Skal
man strække Dalys fly-metafor endnu videre, kan man få en stærk mistanke om,
at politik er domineret af økonomer, der overhovedet ikke har lært, hvordan
man skal ’lande’ en økonomi på en ordentlig måde, og derfor naturligvis
finder denne manøvre helt umulig. I den virkelige verden har vi hørt om
terrorister, der tog pilotuddannelse, men som ikke fulgte lektionerne i at
lande et fly, da de slet ikke havde til hensigt at lande flyene. Hvis ikke
’Djøf’ferne i dag får lektioner i, hvordan man bringer en økonomi til en
ordentlig og rolig standsning, når man har nået målet, en god velfærd
baseret på en dynamisk og bæredygtig økonomi, så bør lærebøgerne hurtigst
muligt skiftes ud med nogle af de mange, der findes om økologisk økonomi, en
disciplin, som har mere hold i den fysiske virkelighed end de matematiske
øvelser, der dominerer de neoklassiske luftkasteller. På samme måde, som det
rent faktisk for nylig lykkedes en pilot tæt på havari at lande et fly
sikkert på Hudson floden, således findes der også hundredvis af økonomer,
der i årtier har arbejdet med, hvordan en økonomi kan ’landes’. Det er på
tide at lytte til dem, f.eks. pioneren H. Daly.
Selv mener Daly, at han efter sin uddannelse i 1960erne let kunne være endt
som en konventionel neoklassisk økonom, og som sådan ville have været
overbevist om, at vækst er nøglen til at løse alle menneskehedens problemer.
Dalys tiltro til vækst blev imidlertid rystet, da han tog en doktorgrad hos
en af den tids mest respekterede amerikanske økonomer, Georgescu-Roegen, som
var begyndt at afsløre de afgørende fejl ved neoklassisk økonomi, nemlig at
den ikke tillægger forbruget af naturen som ressourcekilde og affaldsdepot
nogen værdi. Efter et ophold i det fattige Brasilien og læsning af Rachel
Carsons bog ’Det tavse forår’ var Dalys tillid til vækst som ubetinget
målsætning helt fordampet og erstattet af en dyb bekymring over hans
kollegers ligegyldighed over for økonomiens indgreb i det fysiske miljø.
Herman Daly, 2009:
Nødvendighedens Økonomi – Om økonomi og økologi, omstilling og bæredygtig
udvikling.
Forlaget Hovedland.
J.A.K.
bladet |