Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 3 - 2009

Vejen mod en klimaaftale
Connie Hedegaard, klima- og energiminister (K)

Copenhagen, Copenhagen, Copenhagen. Sådan lød det fra alle kanter, uanset om det var FN’s generalsekretær, senatorer fra USA eller Kinas chefforhandlere, da jeg var til klimakonference i Polen.
Der er ingen tvivl: Alle er klar over, at det er i København til december i år, alle verdens lande har sat hinanden stævne.

Om et år står vi forhåbentlig med en ny klimaaftale. Og ikke en hvilken som helst aftale: Men en ambitiøs aftale. For kunsten er jo at lave den aftale, verden har brug for. En aftale, som gælder for alle verdens lande. En aftale, der angiver retningen for reduktionen i de globale udledninger af drivhusgasser mange år fremad.

Men spørgsmålet er jo så: Hvordan kommer vi derhen? Her leverede klimakonferencen i Polen et afgørende kort: Vi fik nemlig forhandlet en arbejdsplan for 2009 på plads. Den betyder, at vi ikke kommer til at spilde tid på proces og procedure.

På Danmarks vegne skriver Connie Hedegaard under på, at Danmark vil huse klimakonferencen i december 2009. Til højre Yvo de Boer, FN’s Klimasekretariats executivsekretær.

Samtidig bekræftede klimaforhandlingerne i Polen, at København markerer slutdatoen. Det er lidt af en succes, synes jeg. For eksempel den finansielle krise kunne jo godt have betydet, at man havde sagt: Skal vi ikke vente lidt? Men nej. Alle nikker.

Noget af det bedste i Poznan var faktisk ikke konklusionerne og resultaterne. Det var selve den politiske stemning. Der var rigtigt godt nyt fra USA, og vi har ikke set det sidste endnu. Præsident Barack Obama har sagt, at USA skal reducere meget mere, end George W. Bush ville. Det vil ændre det hele ganske betragteligt. For når USA står på sidelinjen, så er det jo også gratis for andre at gøre det. Men sådan bliver det ikke ved med at være.

Med Obama er USA med i front, og så kan de andre ikke gemme sig mere.
I Polen mødtes jeg med både Al Gore og John Kerry, der tiltræder som formand for Senatets Foreign Relations Committe, en helt central post.

Det ændrer alt i forhold til andre store økonomier som eksempelvis Kina, der hele tiden også skal kæmpe med sine egeninteresser. Kineserne er jo nødt til at have vækst, hvis de vil bevare social stabilitet. Men forudsætningen for at bevare vækstrater og dermed holde social stabilitet er bedre energieffektivitet.

Men hvad så med finanskrisen? Er det ikke vigtigt at sikre vores økonomi, før vi arbejder for at nedbringe vores drivhusgasudledninger? Tværtimod, siger jeg. For det første: Klimaudfordringen bliver jo ikke mindre af, at vi også har andre alvorlige udfordringer. For det andet: Klima- og energiudfordringen er en del af løsningen på finanskrisen – den er ikke en del af problemet. Når der er knappe penge, så er det godt at spare ressourcer. At håndtere klimaudfordringen i tide er ikke at give køb på vækst. Nej, det er tværtimod en forudsætning for, at væksten vil kunne lade sig gøre. Grøn energi har et enormt vækstpotentiale.

Der vil være brug for nye løsninger – ikke forbud og påbud og afsavn og gråt-i-gråt. Vi får smartere transport, elbiler, renere energikilder. Vi kan sende teknologi til u-lande, vi kan hjælpe dem med til tilpasning, vi kan skabe grøn vækst. Faste mål er bindende forpligtelser, der fordrer løsninger, som udløser innovation og forskning og udvikling. Vi skal sætte en pris på CO², der gør det attraktivt at gøre det, som er fornuftigt at gøre.

Foran talerstolen på klimakonferencen i Polen tikkede uret ned til København.
Det er såmænd bare dét lille puslespil, vi prøver at få til at gå op i København – om nogle få måneder. Danmark har som vært for COP15, klimakonferencen i København, en rolle, der giver fantastiske muligheder for at få indflydelse og for at brande Danmark. COP15 er jo også et udstillingsvindue.

Ja, jeg tror, det kan lykkes. Der bliver næppe givet høje karakterer for den kunstneriske udførelse. Vejen til Bella Centret vil være fyldt med sten, og spillet vil ikke altid være lige ædelt.

Men vi står over for en grøn revolution. En revolution, der faktisk kun har vindere. Om et år ved vi, om verden var i stand til at tage sig sammen. Det bør den være.
 

J.A.K. bladet