Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2009

ØKOnto i praksis
– historien om projekt masseovn
Af Morten Schjøtt

Vi har et gammelt hus tæt på alfarvej i Ryslinge. Det er så gammelt, at det er blevet delvist renoveret, således at den ene ende, som rummer al teknik i form af badeværelse, køkken og gasfyr, har fået nye vinduer og smarte forsatsruder. Det er noget, der virker, og badeværelset med den sarte, grønne farve skal nok blive moderne igen engang. Den anden ende, den gamle, ligner til gengæld mest et museum. Noget af bindingsværket i væggen er blotlagt, plankegulvet og vinduerne er mindst 70 år gamle, og da vi flyttede ind i 2005, lignede entréen noget fra en jagthytte, med knager hele vejen rundt på væggen, loft med sorte lister med forgyldninger og stribet tapet i grå og mørkegrønne toner med små symboler på. Det var stil, og det var – og er – charmerende. Til gengæld var varmeøkonomien dårlig. Der var en indbygget pejs, som passede rigtig godt til stilen, men som ikke gav megen varme fra sig. Derimod fik vi fyret en masse brænde af, for det var hyggeligt at se på den, og vi skønnede, at det ville være for dyrt at fyre udelukkende i radiatorerne. Det var vel også grunden til, at den tidligere ejer havde fået pejsen installeret.

Nogle gange er det svært at være sikker på, hvad der kom først, og derfor også, hvorfor det blev, som det gjorde. I dette tilfælde ved jeg, at jeg var lidt lun på masseovnen, som flere af vores venner og bekendte havde, og de var alle glade for deres ny varmekilde. Så den kom hurtigt på bordet. Fordelene var en god brændselsøkonomi, minimalt arbejde med brænde og muligheden for at fyre med affaldstræ, samt dens iboende kvalitet som en stor varm klods midt i stuen. Så ville temperaturen være højest i midten af rummet og gradvist faldende ud mod væggene, hvilket ville være i orden til vores brug af rummene.

Efter idéen kom overvejelserne om det praktiske. Til det hører, at husets gamle ende består af en række stuer en suite, som stort set alle har vinduer mod både nord og syd. Ville en masseovn kunne varme hele den gamle del op? Kunne varmen fordele sig nogenlunde jævnt? Hvad skulle det koste, og hvor længe ville det tage at få den lavet? For at få svar på nogle af spørgsmålene kontaktede vi ovnsætter Bjarne Wickstrøm. Vi havde set nogle af hans ovne andre steder og havde også mødt ham hjemme hos ham selv. Han er et meget entusiastisk menneske med stor sans for praktiske løsninger. Han mente nok, at det var en god idé med en ovn, og at den i det store og hele ville svare til vores behov. Vi blev så kreative; vi blev enige om, at ovnen kunne bygges under et kursus; det ville spare os for momsen på Bjarnes arbejdsløn, og oven i købet ville det gå hurtigere, og huset ville være fyldt af glade mennesker, der skulle prøve at bygge sådan en ovn for første gang. Det skulle stort set kunne gøres på en uge, i påsken 2007. At jeg så også ville få lov til selv at bygge med var endnu et plus, så der var ikke meget at betænke sig på længere. Vi skulle dog selv skaffe kursisterne.

Næste skridt var finansieringen. Efter at have snakket med Bjarne og aftalt, hvem der skaffede hvad og sjusset på deltagerantallet, var budgettet i runde tal på 40.000 kr. Det passede perfekt til et ØKOntolån, og de øvrige lånebetingelser gik også fint i spænd med projektet (se faktaboks nederst på siden). Vi havde tilmed garantbeviser og er medlem af Landsforeningen. Se, nu er det altid en fordel at have snuden indenfor – her betød det, at jeg vidste, at jeg uden videre kunne regne med et lån, da masseovne er på ØKOntos positivliste. I øvrigt af samme grunde som nævnt ovenfor plus det, at materialerne til den er ugiftige – en del kan også være genbrug. Tilbage var spørgsmålet om kreditvurdering. Jeg spurgte Uffe Madsen, om vi var kreditværdige, og det mente han nok. Så derfra manglede vi bare en underskrift, så var vi klar!

Alt det her stod på i efteråret 2006; fra da af var opgaven at skaffe kursister. Det var et projekt helt for sig selv, og jeg vil gå let hen over det. Men som tiden gik, kom der en henvendelse herfra og så derfra, og selv var vi også opsøgende og så kreative, som tiden tillod. Bl.a. fik vi en omtale i Jyllands Posten! Men den gav vist ingen kursister. I alt meldte der sig 7 fuldtidskursister, og det var vi meget tilfredse med.

Inden vi nåede Påsken, blev vores lille familie spændt hårdt for: Line, min kone og Ninas mor, fik en diskusprolaps. Den kom uventet; hun var trods alt kun 37 og har ikke hårdt fysisk arbejde. Men et forkert løft blev udslagsgivende, og hun kunne stort set ingenting i det meste af en måned, og derfra gik det kun langsomt fremad. Set i bakspejlet er det egentlig en succesoplevelse; vi kom – med god hjælp fra min mor og venner – fint igennem forløbet, og ryggen er nogenlunde i orden i dag. Men for projektet betød det, at hun nærmest skulle rejse sig fra sengen og gå direkte ud i køkkenet, når alle kursisterne indfandt sig. Det gjorde hun så, og det gik; men det var et helt projekt i sig selv.

Inden vi skulle have folk kommende og gående, boende og arbejdende, skulle pejsen væk; der skulle skæres hul i plankegulvet, og fundamentet skulle støbes. Det fik jeg gjort – jeg fik også skaffet nogle genbrugssten, og så var vi klar. Sammen med kursisterne kom mørtelen og stenene til kernen; Bjarne havde sin stensav med og nogle støbeforme, men inden vi gik i gang, skulle vi have kaffe! Så forklarede Bjarne, og derefter var der en masse opgaver, som skulle løses. Ind i mellem var der lige en flaskehalsopgave, så det gik lidt i stå, mens vi stod og så en detalje blive muret.

Og derfra blev der bygget og snakket. Det var nogle dejlige kursister, vi havde fået inden for dørene, meget forskellige og meget imødekommende. Nu er der heller ingen grund til at blive uvenner, når man kun skal være sammen en uges tid, men den gode vilje var ikke til at tage fejl af, og jeg kan stadig blive i godt humør af at tænke på, at det lagde vi hus til, og vi var sandelig godt underholdt! Det er uvant ligefrem at glæde sig vildt til næste pause, og mange emner, som normalt er for betændte, dukkede også op.

Byggeriet skred frem dag for dag, mens jeg opholdt mig lige meget i køkkenet og på byggepladsen. Sådan et byggeri er noget værre svineri; der er mange sten, der skal skæres og megen mørtel, der skal blandes og bæres frem. Stenene og mørtelen behandlede vi udenfor, men så skal det alt sammen ind; i alt otte par sko plus det løse vader frem og tilbage hele dagen! Så stuen og dermed den gamle ende var blændet af fra resten af huset, hvor vi så klumpede os sammen og holdt pauserne.

Jeg skal ikke føre dagbog her, blot konstatere, at det var en stor oplevelse, og jeg gør det gerne igen. Da alle tog hjem Påskelørdag, manglede der desværre en del af skallen. Men ikke mere, end at jeg selv kunne slutte den af og vandskure og få lavet detaljer som låger, sten på gulvet og topdækning. Det gik der lidt tid med, så kunne vi endelig åbne til stuen, og så var det i øvrigt blomstrende forår og lidt lige meget med ovnen. Hele sommeren stod den og tørrede, og fra efteråret fyrede vi forsigtigt i den, så den kunne tørre færdigt. Fra december virkede den rigtig tør, og vi fyrede dagligt, nogle gange to gange om dagen.

Så derfra har vi haft et liv med masseovn. Det er en stor rustik kleppert, som fylder en del, både rent fysisk og visuelt, og fordi den skal ”passes” med brænde. Det er svært ikke at blive lidt forkælet i forhold til brændeovnen, når masseovnen er fyret af den ene gang om dagen – to, hvis det er meget koldt, eller ovnen selv er blevet kold – så er der ikke mere arbejde med den. Men vi glemmer hurtigt! Jeg synes stadig, jeg skal løbe efter brænde tit, selv om jeg ved, det ikke kan passe. Vi bruger ikke den indbyggede bageovn så ofte, som vi kunne; det har nok alligevel en vis betydning, at der er en del skridt fra køkkenet og ind til masseovnen. Desuden skal ovnen fejes inden brug, så der skal også planlægges lidt. Men jeg tænker, vi bliver bedre til det efterhånden. Det er spændende, når vi gør det, og maden smager mindst lige så godt, som den plejer.
Vi har løst problemet med varmefordelingen ved delvist at bryde muren til den næste stue ned. Så i stedet for to små har vi nu en stor og varm. I de tilstødende stuer/rum er vi nødt til at skrue lidt op for radiatoren, ellers bliver det for koldt. Men en del sparer vi: Forbruget er faldet med godt en tredjedel, hvilket er et sted mellem 400 og 500 kubikmeter gas om året. I menneskepenge er det rundt regnet 4.000 kr. om året, så tilbagebetalingstiden på masseovnen bliver godt og vel 10 år, hvilket er meget tilfredsstillende. At vi så har glæden ved ovnen til daglig er blot en fjer i hatten for os. Med andre ord: Vi er glade ØKOntister, også i praksis!

J.A.K. bladet