|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2009
ØKOnto støtter grønne
og bæredygtige formål
Af Helle Nielsen
ØKOnto udvalget (bestående af: Jakob Mikkelsen, Olav Scheunemann, Morten
Schjøtt, Viggo Boller samt Helle Nielsen) har defineret nogle områder, hvor
vi er overbeviste om, at projekterne vil være med til at skabe et bedre
samfundsøkonomisk forbrug og et mindre forurenende udslip. På nuværende
tidspunkt arbejdes der ud fra nedenstående ”positivliste”, som er udformet
som guide til, hvad ØKOnto’ens midler kan anvendes til. Listen er løbende
til debat og kan øges med nye initiativer over de kommende år.
• solfangere / solceller
• vindmølleandele / husstandsmøller
• separationstoilet
• regnvandsopsamling
• rodzoneanlæg
• retablering af grundvandsforsyning
• recirkulering af gråt spildevand
• passiv solvarme / varmelager
• masseovn
• miljøvenlig isolering
• klimaautomatik
• ler- og halmhusbyggeri
• lavenergivinduer
• produktionsmidler til økologiske, helhedsorienterede projekter
Der kommer stadig ny viden til hele dette område. Mange betragtninger skal
med ind i billedet. Økologien er en anderledes rationalitet. Den er til for
at sikre, at vi ikke producerer, så vi ødelægger mere, end vi frembringer,
og ødelægger de fundamentale kredsløbs ligevægt.
Vi vil gerne, hver gang en familie skal investere i nye anlæg til deres hus
eller virksomhed, anspore til, at man investerer i det mindst forure nende og
det langsigtede økonomisk mest rentable anlæg.
Til ØKOnto er der i dag tilknyttet 55 indlån. Det er dejligt, at så mange
har lyst til at stille deres midler til disposition for en grønnere verden.
Vi håber, at flere vil overveje at deltage i idéen, så vi sikrer, at
kapitalen vandrer ind i et bæredygtigt kredsløb. Det giver god mening.
Rentesatsen for udlån er 5%. Man kan henvende sig i de tilsluttede
pengeinstitutter eller til udvalget med forespørgsler eller idéer til
ØKOnto’en.
www.oekonto.dk
J.A.K.
bladet |