Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2009

Den økonomiske krise
Af Uffe Madsen, direktør for Folkesparekassen, civiløkonom HD

I det seneste års tid har vores nyhedsmedier beskæftiget sig intenst med pengeinstitutternes problemer, hvorfor de har fået problemerne, og hvordan det påvirker landets erhvervsliv og private kunder.
Politikerne har nu sammensat to redningspakker, som sikrer, at stort set alle landets pengeinstitutter bliver reddet med tilførsel af først likviditet og nu senest med tilbud om lån til ansvarlig kapital.
Moralen er, at bare man er stor nok og fylder tilstrækkeligt i det finansielle landskab, så er det stort set ligegyldigt, hvor uforsvarligt en bankledelse har handlet.

I disse dage offentliggøres så det ene bankregnskab efter det andet, og de er præget af store tab på værdipapirer, tab og nedskrivninger på udlån samt store omkostninger til den fælles redningsaktion ved navn ”Det private beredskab til afvikling af nødlidende pengeinstitutter” og ”Afviklingsselskabet til sikring af finansiel stabilitet A/S”. Der er lagt op til de dårligste regnskabsresultater siden kriseårene 1990 – 92.

Krisens opstående
Som det er blevet talt og skrevet om utallige gange, er krisen importeret fra USA, hvor boligmarkedet kollapsede med utallige tvangsauktioner til følge og efterfølgende store tab hos långiverne. Disse tab har forplantet sig til investorer uden for USA, idet boliglån gennem sindrige og uigennemskuelige investeringspakker er solgt videre til især store pengeinstitutter, forsikringsselskaber og pensionskasser i hele den vestlige verden.

Man kan så med rette spørge, hvordan dette kan være med til at påføre danske pengeinstitutter så store problemer, at Staten har følt sig nødsaget til at gå ind med redningspakker?

For at kunne svare på det er det nødvendigt at se på udviklingen i pengeinstitutterne gennem især de seneste 10 år, hvor det ene års finansielle opgang har afløst det andet – en klar succeshistorie for både bankerne som for det danske samfund generelt.

Pengeinstitutternes basisaktivitet og grunden til, at de i det hele taget blev oprettet tilbage for mere end 150 år siden, er at modtage indskud fra kunder, der har likviditet i overskud, og låne pengene ud igen til virksomheder og private, der har behov for kapital til produktion og investering. Set i et historisk perspektiv er der en tæt samhørighed mellem indlån og udlån. Pengerigeligheden gennem de seneste 10 år har påvirket denne balance, idet udlånene er steget markant mere, end det har været muligt gennem kundernes indlån i pengeinstitutterne. Dette har været muligt, fordi pengeinstitutterne har haft en stigende adgang til at optage lån såvel nationalt som internationalt. Der har ikke været stillet spørgsmålstegn ved pengeinstitutternes soliditet – de mest solide pengeinstitutter betalte dog en lidt lavere pris for disse lån, end det var tilfældet for mindre solide pengeinstitutter, men lån af stadig stigende størrelse var tilgængelige på markedet.

Samtidig med de meget stigende udlån i pengeinstitutterne har de fået et behov for at styrke deres ansvarlige kapital, idet der ifølge lovkravene til pengeinstitutterne er en sammenhæng mellem størrelsen af udlån og kravet til den ansvarlige kapitals størrelse. Men det har heller ikke været noget problem, idet fortrinsvist udenlandske investorer var indstillet på at yde lån til pengeinstitutterne som ansvarlig kapital, blot mod en forhøjet rente.

Samtidig indførtes i 2007/08 nye lovregler, som bl.a. gennem beregning af komplicerede matematiske formler har gjort det muligt for især de største banker at yde endnu flere lån uden at forøge den ansvarlige kapital. Disse nye lovregler, som bærer navnet ”Basel II”, har lige givet den ekspansive udvikling et spark ekstra.

Denne pengerigelighed og villighed til at låne store beløb til pengeinstitutsektoren har virket som gift for udviklingen i bankerne. Alle kunne få lån, og kom kunderne ikke selv med finansieringsbehov til nye projekter, opfandt bankerne selv belåningsobjekter. Især ejendomsmarkedet blev begunstiget med store muligheder for optagelse af lån, og det fik naturligvis den konsekvens, at den større efterspørgsel på såvel nye som ældre ejendomme skabte stigende priser. Især kunne prisstigningen konstateres inden for ejendomme til udlejning, hvor priserne eksploderede.

Derudover blev der ydet store summer af lån til bl.a. køb af aktier, hvor visse banker ikke holdt sig tilbage med anbefaling af egne aktier. Dette påvirkede naturligvis også aktiekurserne, der havde en stadig stigende kurve.

Alle var glade og lykkelige. Bankernes aktionærer glædede sig over store overskud med deraf stigende kurser på aktierne. Bankdirektørerne glædede sig over, at de ud over en fast aflønning, der normalt ligger på et rimeligt højt niveau, ofte har fået tildelt en lønstigning i form af aktieoptioner, så de fik et ekstra incitament til at give skruen endnu en omgang. Udlånskunderne i bankerne glædede sig over at kunne optage lån til køb af ny bil, større ejendom, forbedringer af boliger, køb af endnu flere aktier og investeringer i erhvervsvirksomheder.

Når en sådan udvikling fastholdes over en række år, opstår euforien, og alle vil have del i stigningerne uden at have tanker om, at den måske ikke varer ved. Begrebet ”grådighed” kan sættes på mange af deltagerne, der har været med til at bære denne udvikling.

Det er netop her, at de første rygter om tab på ejendomslån i USA kommer frem i løbet af 2007. Der opstod først problemer i nogle specialbanker i USA, men også i store europæiske banker var der tilsyneladende investeret ikke ubetydelige beløb i disse lån. I det følgende år fryser de pengemarkeder til, der hidtil har forsynet bankerne med nødvendig likviditet og ansvarlig kapital. Det blev umuligt – eller i bedste fald særdeles vanskeligt og dyrt – at fremskaffe den nødvendige likviditet, og det medførte, at udlånsvæksten stoppede i løbet af 2008.

De to danske bankpakker
Vi kender alle det sidste års fald i aktiekurser, faldende aktivitet i byggebranchen, vanskeligheder med salg af ejendomme og generel faldende aktivitet i erhvervsvirksomhederne. I ønsket om at vende denne udvikling og løsne op for likviditetskrisen i danske pengeinstitutter besluttede Folketinget i efteråret 2008 at iværksætte Bankpakke I. Det var en redningsaktion, hvor Staten gik ind med en garanti for alle tilgodehavender i pengeinstitutterne, der ikke havde karakter af ansvarlig kapital. Det skal dog lige nævnes, at denne garanti i værste fald kan koste pengeinstitutterne en selvrisiko 35 mia. kr., hvoraf de 15 mia. kr. under alle omstændigheder skal betales over de kommende to år som en slags forsikringspræmie.

For at løsne op på det andet problem i pengeinstitutterne – nemlig den ansvarlige kapital – har politikerne netop vedtaget Bankpakke II, hvorefter Staten agter at yde ansvarlig lånekapital til bankerne på op til 75 mia. kr. Disse statslån bliver absolut ingen foræring til bankerne, idet der vil blive opkrævet en rente på 9-12 % p.a. Samtidig har politikerne givet pengeinstitutterne et klart signal om, at man nu forventer stigning igen i udlån til virksomheder og private. Problemet er bare, at Bankpakke I har pålagt bankerne en udlånsbegrænsning på 8 % årligt, og dermed hænger de to pakker ikke sammen.

Hvem skal betale for bankpakkerne?
Skal de to pakker så betragtes som en foræring til de danske pengeinstitutter?
Man kan med rette undre sig over, hvorfor denne ekspansionslyst og grådighed hos visse bankers ledelse, deres bestyrelser og aktionærer ikke skal have konsekvenser. Hvorfor lader man ikke falde, hvad ikke kan stå?

Det gør politikerne ikke, idet konsekvenserne vil blive uoverskuelige. Stort set alle banker har gjort sig sårbare gennem den store ekspansion og faldende ansvarlige kapital i forhold til aktiviteten. En mistillid til dansk bankvæsen vil standse enhver form for låneoptagelse i udlandet, og indskyderne vil trække penge ud for at sikre sig bedst muligt. Også de store støtteordninger, som er vedtaget i både USA og de europæiske lande, har presset den danske regering til indgrebet.

Men pakkerne er meget kostbare. I første omgang for pengeinstitutterne, som beklager sig voldsomt. Nu skal vi tænke på, at banker er private virksomheder, der er ejet af aktionærerne. Deres eksistensgrundlag er at tjene aktionærerne – ikke samfundet. De har til opgave at tjene størst muligt overskud hjem til ejerne, og derfor vil de i videst mulig omfang forsøge at vælte den store betalingsbyrde for bankpakkerne over på kunderne. Da alle pengeinstitutterne må formodes at agere rimeligt ens på dette punkt, vil den normale sunde konkurrence ikke få den store indflydelse. Med andre ord – de to pakker må forventes at blive en rigtig dyr fornøjelse for pengeinstitutternes kunder.

Set som borger i dette land kan man argumentere for, at politikerne nu har opnået at vælte en meget stor økonomisk byrde over på befolkningen, dels i form at den risiko, som Staten løber gennem statsgarantien for Bankpakke I, og dels i form af større udgifter, som pengeinstitutterne nu vælter over på kunderne.
Samtidig er der ingen garanti for, at pakkerne igen vil sætte gang i hjulene, idet der ikke er nogen som helst sikkerhed for, at udlånene forøges. Der skal stadig erindres om, at bankerne er private foretagender med privatøkonomiske interesser, og her vil der ikke blive skelet til samfundsinteresser, men til hvilke formål, der tjener banken og dens ejere bedst.

Hvad kan der læres af krisen?
For mig at se er krisen opstået som følge af alles ønske om at være en del af den økonomiske succes gennem de seneste år. Det vil så være naturligt at spørge, om vores samfund er blevet fattigere under krisen, som i øvrigt slet ikke er afsluttet endnu? Efter min mening har vi i dag samme reelle værdier, som vi havde for 1-2 år siden. Vi har samme høje stade af boliger og bygninger, og vores erhvervsvirksomheder er stadig aktive og producerer varer og tjenesteydelser. Dermed er samfundets værdier uændrede. Men de opskruede og urealistiske priser på aktierne, der normalt betragtes som værdiangivelsen af en virksomhed, er faldet væsentligt i 2008. Det påvirker bare ikke virksomhedens reelle værdi – det påvirker udelukkende ejerne af virksomheden, som mister en stor del af den stigning, der har været på aktien.

På samme måde sker der heller ingen ændring af den reelle værdi af boliger og bygninger. De har stadig samme nytteværdi som bolig og til erhverv, som de hele tiden har haft. Ejerne mærker et prisfald og taber penge i forhold til den pris, som de kunne have fået for ejendommen eller måske har købt den til. Til gengæld kan en ny køber få sig en ejendom til en lavere pris end tidligere.

Min pointe er, at krisen ikke påvirker vores samfunds værdi – den er alene en katalysator for en anden fordeling af den vurdering, som vi gennem spekulation har tillagt de reelle aktiver i samfundet. Når krisen er overstået, vil en masse investorer stå tilbage med store tab, hvorimod nye investorer i både fast ejendom og værdipapirer er kommet billigt til ejerskabet.

Årsagen til krisen er derfor den måde, som vi fastsætter værdien af samfundets aktiver på. Ved køb af værdipapirer betaler vi en pris ud fra det afkast, som vi på kort eller langt sigt forventer at kunne tjene hjem på investeringen – ikke ud fra den reelle værdi, som virksomheden udtrykker gennem sin produktion. Det er denne spekulationseffekt, der er skyld i den store økonomiske stigning og derefter kollaps gennem krisen.

Den optimale måde at sammensætte samfundets økonomi på er efter min klare overbevisning, at spekulationselementet skal trækkes ud af vores økonomi. Vores penge er sat til verden for at formidle køb og salg af varer og tjenesteydelser, ikke for at være et spekulationsobjekt. Penge skal ikke i sig selv have en værdi, de skal ikke have en rente, som jo er værdiangivelsen på penge, men de skal alene være et middel til omsætning af de varer og tjenesteydelser, som fremstilles i samfundet.

Disse tanker om en rente- og spekulationsfri økonomi er ikke ny. De blev første gang udtrykt gennem J.A.K. bevægelsen tilbage i 1931, hvor der også var en økonomisk krise som den, vi oplever i dag. Siden 1931 har J.A.K. gennem forskellige tiltag i større eller mindre omfang arbejdet med og praktiseret rente- og spekulationsfri økonomi. I dag sker det gennem Landsforeningen J.A.K. og omkring 10 pengeinstitutter, der er fordelt over hele landet.
 

J.A.K. bladet