|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2009
Farvel – og på gensyn

Efter 15 succesrige år i redaktionsudvalget har Finn Bentzen valgt at
trække sig, men mon ikke vi fortsat får glæde af hans skrivelyst i J.A.K.
bladets spalter
I starten af 1994 indtrådte Finn Bentzen i J.A.K. bladets redaktionsudvalg.
Redaktør var Bent Klode, som i løbet af året blev erstattet af Lis Poulsen,
der har virket på posten siden (det er vist ikke mindst Finns fortjeneste,
at hun stadig holder ud).
Når Finn fra og med dette nummer har valgt at udtræde af redaktionsudvalget,
skyldes det andre udfordringer. Fra mange steder trækkes der i Finn for at
gøre brug af hans enorme arbejdsevne. En krævende formandspost i bestyrelsen
for Nivågård-hospital og Johannes Hages Hus blev den sten, der var lige ved
at vælte læsset. Finn måtte vælge noget fra, og en af opgaverne blev altså
pladsen i vort redaktionsudvalg.
Der gik også næsten 15 år som bestyrelsesmedlem i Landsforeningen, dels som
sekretær og dels som næstformand, før Finn også sagde pænt farvel efter en
myreflittig mødedeltagelse. Endnu sidder Finn i J.A.K. Fondens bestyrelse,
og dér bliver han forhåbentlig endnu i flere år. Finns kompetencer er jo
netop fondsarbejde og retssikkerhed på det skattepolitiske område.
Med sin beslutning sparer Finn ikke blot de fire møder om året (tillagt
planlægning og udførelse af opgaver), men også tiden på landevejen fra
Hillerød til Odense, hvor redaktionsudvalget for tiden holder til. At Peter
og Poul så skal undvære en chauffør og nogle gode samtaler, må nødvendigvis
gå ind under temaet ”Hvor der handles, dér spildes”.
Ærligt talt: Finn kan trække sig tilbage med god samvittighed. Når man
blader de femten årgange igennem, kan man finde artikler af Finn i næsten
alle numrene. Interesserede kan ved selvsyn på ”www.jak.dk” under ”J.A.K.
bladet” opleve det klare bevis herfor. Der er ikke blot artikler om enkelte
emner; der er også reportager fra besøg i J.A.K. andelskasser; og der er
interviews med kendte personer i J.A.K.
Det kan ikke nægtes, at Finn er en særdeles sammensat person. Hans hjerte
banker for J.A.K., Martinus, Mazdaznan og andre ideale bevægelser – han har
engageret sig politisk, bl.a. som suppleant for Centrumdemokraterne i
Folketinget – men Finn kan også opleves som en kontant fyr i erhvervslivet,
som man ikke skal træde for meget på. Netop lige ret for loven og pengene
kan få Finn helt op på de højeste toner. Det er vel netop denne spændvidde,
der gør ham til et menneske, man ikke kan undgå at tage alvorligt.
Finns enorme netværk er også kommet J.A.K. bladet til gavn. Når vore
temanumre har kunnet bringe artikler af bl.a. Poul Nyrup Rasmussen, Ivar
Hansen, Lars Barfoed, Mimi Jacobsen og Jørgen Poulsen, kan æren tillægges
Finn, som vidste at trykke på de rigtige knapper.
Overskriften lader ane, at vi godt nok siger farvel til Finn i denne omgang,
men vi siger også ”på gensyn” – fordi redaktionsudvalget forventer, at Finn
simpelt hen ikke kan lade være fortsat at skrive artikler til vort kære
blad.
En model for en artikel af Finn har ofte været en saglig behandling af det
pågældende emne, men tilsat et par ord med menneskeligt indhold. Finn er
kendt for sine ”realitetsdråber”. En stor dråbe, som blev trykt i J.A.K.
bladet nr. 9-1996, vil for dine venner i redaktionsudvalget være et minde om
mange års godt samarbejde:
Kærlighedsblomsten - menneskets indre verden - holder ikke længe, når kun
selve blomsten nappes af - når kærligheden til os selv er lig med egoisme.
Kærlighedsblomsten holder meget længere, når blomsten tages med stængel og
sættes i nærende vand - når kærligheden søger næring i vort indre og i
samværet med andre mennesker.
Længst holder kærlighedsblomsten dog, når den forbliver plantet i god og ren
jord og gødes af naturen - når den ægte kærlighed starter hos os selv, og vi
med ægthed ønsker at udstråle kærlighed til alt og alle.
J.A.K.
bladet |