|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2009

Skuespil eller ... ?
Landsforeningen J.A.K´s formand, Jakob Mikkelsens kommentar til
finanskrisen.
Vi har i den seneste tid været vidner til et dramatisk forløb omkring
finansverdenen. I begyndelsen var der ikke mange, der tog sig af det.
Politikerne var ikke ude med hverken løfter eller andet. Selv da Northern
Rock kollapsede, var der ikke mange krusninger på overfladen. Det jeg lagde
mest mærke til i den forbindelse var, at de danske banker var ude med
meldinger om, at det kunne da lige passe, at den britiske stat skulle til at
drive bank i Danmark, for det var da helt forkert, at et pengeinstitut havde
den slags sikkerheder i ryggen. Det ville give helt ulige vilkår. Det hører
vi ikke noget om længere. Nu er det helt ok, at Staten på den ene eller
anden måde går ind og løser problemerne.
Vi har i den seneste tid set statsledere og politikere optræde med bekymrede
miner på TV, mens de taler om uansvarlig ledelse i bankerne. Der er over
store dele af verden nu etableret forskellige beredskaber til forebyggelse
af et totalt kollaps, hvis krisen skulle udvikle sig yderligere. Man taler
om mere gennemskuelighed og en ændret form for aflønning af topledelsen i
bankerne. Som det kom frem for kort tid siden, er det jo ikke kun
topledelsen i bankerne, der har været lønnet på en måde, som har gjort dem
farlige i deres positioner. De menige medarbejdere har også været på
bonusløn eller på anden måde fået kontante belønninger, hvis de nåede
bestemte mål.
I forbindelse med Roskilde Banks sammenbrud blev det hævdet, at de menige
medarbejdere ikke var vidende om Bankens situation og derfor ikke kunne
bebrejdes, at de havde vejledt bankkunderne forkert i forbindelse med køb af
aktier i selv samme bank. Det er er svært for mig at gennemskue, hvad der er
sandt i denne forbindelse, men ét er jeg sikker på: Det er moralsk
angribeligt at opfordre kunderne til at sætte hele pensionen i bankaktier
eller belåne hus og hjem for at købe bankaktier. Det er ikke nogen ny
problemstilling. Vi ser det med jævne mellemrum. I begyndelsen af ’90-serne
var det Varde Bank, den var gal med. Mange her på egnen mistede store beløb
i spekulation der. Efter sådanne forløb opstår der altid en vrede mod
”banken”. De mindre kunder føler sig snydt, når det går galt. Igen: Det er
ikke nyt. Jeg mindes en bekendt, som vi havde i ’70erne. Hun havde tabt en
del penge – som så mange andre – i spekulation i anparter, der som deres
første mål skulle give skattefrihed i en vis udstrækning. Hun måtte dog
indrømme, at hun selvfølgelig havde været vidende om, at der var en risiko
forbundet med investeringen i anparterne, men at hun havde fortrængt den. I
forbindelse med købet var det også blevet slået hen, at der kunne været
nogen særlig risiko derved. Sådan er det også i dag. De, der har lidt de
helt store tab, har også vidst at det var en mulighed, men de besluttede sig
for at løbe risikoen.
På den baggrund er det jo dejligt at se verdens statsledere på skift stå
frem og fortælle om de tiltag, de har sat i værk for at sikre almindelige
mennesker mod tab. Når jeg vælger overskriften, som jeg gør, skyldes det, at
jeg kan være i tvivl, om de virkelig er så naive, som de fremstår, eller om
de blot ikke tør sige andet af frygt for konsekvenserne.
For mig er det helt klart: Vi har brug for et helt andet økonomisk system,
der udelukker spekulation i penge. Det, der har præget denne krise i hele
dens forløb, er én ting, nemlig trangen til at tjene penge på penge, at få
en stor indtjening uden tilsvarende arbejdsindsats. At bruge nemme penge som
motivationsfaktor i en sektor, der arbejder med penge, er som at lege med
stjernekastere i et krudtlager. Det kan kun gå galt. Jeg er af den
opfattelse, at krisen langt fra er ovre – uanset hvordan det går i de
nærmeste år. Det vil sige undtaget et scenarium: at det hele bryder sammen,
og vi må starte helt forfra. Da vil vi have muligheden for at tænke nyt og
fundamentalt anderledes. Det tror jeg dog ikke, vi er klar til endnu, og
derfor tror jeg heller ikke, at vi kommer i den situation endnu.
Et andet menneskesyn
Som alle de andre forfattere til artikler i dette nummer har jeg et
problem med at se ind i fremtiden.
En ting er dog sikkert for mig: Et nyt og anderledes økonomisk system må
bygge på et helt andet menneskesyn, et menneskesyn, der hylder det fælles og
samarbejdet om det fælles. Det vil komme! Det er der for mig ingen tvivl om.
Spørgsmålet er blot, hvornår tiden er moden, eller rettere, hvornår vi er
modne til det. Tiden er præget af uansvarlighed i forhold til det fælles for
egen vindings skyld. Med det mener jeg, at mere og mere produktion er båret
af et kynisk ønske om afkast, profit om man vil, uanset omkostningerne for
andre. Man siger, at de store multinationale selskaber er som psykopater: De
gør kun, hvad der er i deres egen interesse, om det så er humanitært
arbejde. Det gøres kun, fordi det øger afkastet på sigt. Sådan er det med
mange i dag.
Er jeg naiv? Ja sikkert, men så er jeg stolt af det. Jeg er stolt af at være
medlem af og arbejde i en bevægelse, hvor vi arbejder for at sætte det
fælles over den enkeltes egoistiske interesser. At vi arbejder for rentens
afskaffelse, eller som jeg hellere vil udtrykke det: Vi arbejder for at
udbrede kendskabet til, at det kan lade sig gøre på en anden måde, nemlig
ved etableringen af et rente- og spekulationsfrit økonomisk system. Det er
det, der brug for nu. Vor næsegrus beundring for folk med penge får os til
at acceptere alt for meget, og skulle vi alligevel driste os til at anfægte
deres adfærd, bliver vi oftest mødt med beskyldninger om Jantelov og
misundelse.
Et nyt økonomisk system må bygge på ligeværdighed og næstekærlighed. Dernæst
må det bygge på den forudsætning, at penge ikke er en vare, der kan handles
eller tjenes penge på. Penge har ingen værdi i sig selv, men er blot et
omsætningsmiddel som samfundet må stille til rådighed i det omfang, det er
nødvendigt. Vi har et helt forkert syn på penge som noget, vi skal bede om
at få lov til at låne, hvis vi har et initiativ. Det er helt forkert. De,
der har pengene, bør være taknemmelige for, at nogen vil skabe værdier. Vil
ingen det, er pengene værdiløse, for så kan man intet købe for dem – ikke
fordi de ikke har købekraft, men fordi der så ikke vil være goder/varer at
købe for dem. Det er initiativtagerne, der holder hjulene i gang, ikke dem
med pengene.
At et nyt økonomisk system skal bygge på næstekærlighed er ikke nyt i J.A.K.
sammenhæng. Det var også sådan, stifterne af J.A.K. så på det. Penge er et
byttemiddel og ikke et udbyttemiddel. Er vi ikke klar til at forstå dette,
kan krisen ikke løses vedvarende. Så kan det kun blive lappeløsninger.
Afslutningsvis vil jeg svare på mit spørgsmål i overskriften: Jeg tror ikke,
at det er skuespil. De ved ganske enkelt ikke bedre, og de er ude af at
stand til at forestille sig, at det kan gøres anderledes. Har du lagt mærke
til, at når du snakker med folk om et rentefrit samfund, så er de ikke
personligt afvisende. Det kunne da være dejligt, siger de, men det kan jo
ikke lade sig gøre! Jo det kan. Hvis vi vil!
J.A.K.
bladet
|