|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2009
Tro ikke, vi er de eneste, der har opfundet den dybe tallerken. Også
de gode, gamle og kæmpende J.A.K. pionerer havde et fremsyn, der tydeligt
afspejles i denne artikel skrevet af Peter Madsen og bragt i J.A.K. bladet
fra 27. september 1979.
DET ER VÆRRE, END DET SER UD TIL

Jeg tænker på magten i verdensøkonomien. Den, der så og hørte TV i aftes,
hvor de multinationale selskabers funktioner belystes i en samtale mellem
direktør Andreasen og Preben Wilhjelm, blev klogere, kanske også angst.
Andreasen er direktør i ISS - et af de multinationale. Preben Wilhjelm
kender vi uden præsentation. P. W. angreb de multinationale som samfundets
polypper og påstod, at disse koncerner kun havde et formål: at tjene penge
og at tilegne sig magt, ganske uanset hensyn, midler og mennesker. Dette
formål, denne magt, og dettes omfang må ryste ethvert tænkende menneske, for
det vedkommer os alle, både nu og i fremtiden. Andreasen erkendte, at profit
og magt var formålet, men erklærede, at der i disse koncerners virksomhed
var gavnlige opgaver som beskæftigelse, eftersøgning af olie, kul og uran.
Efter samtalen, som blev en meget hård anklage mod ”de syv søskende” –
hvilket er de 7 mægtige oliekoncerner, det brutale og hensynsløse ITT, de
mægtige våbenfabrikker, syntes en håbløshed og en afmagt at omspænde alt.
De ”syv søskende” erklæredes som den egentlige årsag til den nuværende
oliekrise. Oliekoncernerne behersker priserne, råder over hvilke lande, der
må få olien. Koncernerne ejer de vigtigste kulminer, og de har sat sig på
uranforekomsterne. Altså kilderne til de nuværende energiforekomster.
Endvidere ejer og behersker de verdens betydeligste aviser, adskillige
radiostationer, og dermed tilførslen af viden og indstilling til den brede
masse, hvilket er en verdensmagt. Endvidere ejer de multinationale
storbankerne i Amerika, Europa og Afrika. Tilbage bliver kun lidt
”sandkasseleg” for småindustrier og lidt produktion hist og her.
Visse fakta vedrørende olie og priser kan være nyttigt: Før 1973 – den
første oliekrise – kostede en tønde råolie ved produktionsstedet omkring 3½
til 4 dollars. En tønde er 158 kg – det vil sige, at en liter råolie kostede
14 øre. På samme tid var prisen i Danmark for en liter fyrings- eller
dieselolie ca. 21 øre, altså en difference på 7 øre, eller råolieprisen 1,5
gang. Nu under oliekrisen koster råolie hos producenten omkring 20-21
dollars pr. tønde eller 70 øre pr. liter. Denne pris stiger ved ”de syv
søskendes” monopol til omkring 2 kroner pr. liter fyringsolie, altså med
1,30 kr. Producentprisen er, som det ses, femdoblet, men fortjenesten er
18-doblet. Træk blot den forhøjede statsafgift fra, og man vil se årsagen
til de kolossale profitter, disse syv olieselskaber har indkasseret i dette
års første kvartal, en større sum end hele Danmarks årlige
landbrugsproduktion.
Hvad værre er, disse multikoncerner er mægtigere end præsidenter, ministre
og lovgivere. Koncernernes interesser fredes verden over. Bemærk blot dette
faktum, at i alle bestræbelser i vor egen regering er pengenes pris – renten
og kurstabet – tabu. Kun et svagt lille grynt nu og da kommer frem, men
ingen virkelig konstatering af denne, den mest udbyttende røver. ”Vi har
ingen højfinans i vort lille rare Danmark”, påstår Anker Jørgensen ydmygt –
og så får han et skulderklap. Vel var en Rothschild, en Rockefeller, en
Morgan, og for en tid en svensk Ivar Kryger, kendt i begyndelsen af dette
århundrede, men de var småfolk mod de multinationale fyrster, vor tid
kender.
I erindring om landinspektør K. E. Kristiansens profetiske ord fra J.A.K.s
stiftelse i 1931, hvor det lød: ”Hvis vi ikke likviderer verdens
pengefyrste, så likviderer han os”. Det var fremsynede ord.
Hvor er midlerne til denne likvidation? Hvem har evnen til denne revolution?
Svaret er, at midlet er prøvet, det bestod prøven, det hedder J.A.K.
systemet, og det består i arbejdets og produktionens selvfinanciering med
egne omsætningsmidler. Evnen finder kun et sted, nemlig i folkelig bevidst
og villende indsats, for en sådan er stærkere end alle multinationale
fyrster tilsammen. Dette viste Mathama Gandhi os tydeligt, og Martin Luther
King har ført samme bevis.
Denne artikel er gengivet efter opfordring fra Finn Bentzen.
J.A.K.
bladet |