|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2008

Som det første pengeinstitut i Danmark bliver Andelskassen J.A.K. Slagelse
med filialer i Slagelse og Nykøbing Mors nu CO² neutral på sit
energiforbrug. Andelskassen har besluttet fremover at købe sin el hos det
nye, klimavenlige energiselskab Modstrøm. Rent konkret bliver Andelskassen
CO² neutral, ved at
Modstrøm opkøber og destruerer det antal CO²-kvoter, der svarer til
Andelskassens samlede energiforbrug på varme og strøm. Dermed forventer
Andelskassen at spare klimaet for mindst 45 ton CO² om året.
”At blive CO² neutral på vores energiforbrug ligger i naturlig forlængelse
af de værdier, Andelskassen bygger på. Ud over at være et pengeinstitut, der
tilbyder bankydelser som ethvert andet pengeinstitut, arbejder vi for at
fremme en grøn og bæredygtig udvikling”, siger markedsdirektør Peter
Djurtoft.
”Derfor føles det helt naturligt for os at kigge indad og se, hvad vi selv
som andelskasse kan gøre for at agere så klimavenligt som muligt”.
Ud over at Andelskassen fremover vil betale for opkøb og destruktion af CO²
kvoter, der svarer til dens energiforbrug, har Andelskassen samtidig bedt
Modstrøm om at foretage et energitjek af filialerne i Slagelse og Nykøbing
Mors. Energitjekket sætter fokus på de områder, hvor Andelskassen kan handle
mere miljø- og klimavenligt: det kan fx være at gå over til udelukkende at
anvende elsparepærer, at anvende elspareskinner til alle computere og at
sætte fokus på at energiforbrugende udstyr, så fx lamper og kaffemaskiner
automatisk slukker efter brug.
”Vi kan selvfølgelig ikke undgå at bruge energi. Men vi kan gøre vores
bedste for ikke at bruge mere end nødvendigt, og det sikrer vi os gennem
energitjekket. Og den energi, som vi så uundgåeligt må bruge, kan vi så
kompensere for ved at opkøbe og destruere CO² kvoter”, fortæller Peter
Djurtoft.
Destruktion af CO² kvoter betyder, at det samlede udslip af CO² i atmosfæren
mindskes. Såvel Elsparefonden (som hører under Klima- og Energiministeriet)
som miljøorganisationer anbefaler destruktion af CO²-kvoter som den sikreste
måde – ud over at forbruge mindre energi - at reducere det samlede
CO²-udslip og dermed skåne klimaet.
Nærmere oplysninger fås hos markedsdirektør Peter Djurtoft, tlf. 58 50 47 50
eller 20 91 84 90 - og adm. direktør for Modstrøm, Roar Seeger, tlf. 28 30
30 30.
J.A.K.
bladet |