Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 4 - 2008

Vejen førte til J.A.K.

I det skønne Hornsherred ligger herregården Svanholm, i dag kendt som storkollektiv og producent af økologiske fødevarer. Det er sikkert mindre kendt, at Svanholm er udgangspunktet for min tilværelse. I 1938 overtog mine forældre 15,8 hektar (godt 28 tønder land) af Svanholms jord, udstykket efter loven om statshusmandsbrug.

Af Poul Busk Sørensen

Det var en drøm, der gik i opfyldelse for det daværende landarbejderpar sidst i tyverne – og samtidig fik de en anden drøm opfyldt: Den 19. september kl. 4,30 kom familiens første søn til verden i en faldefærdig bolig, som midlertidigt var lejet, mens bygningerne til den fremtidige tilværelse som jordbrugere med foden under eget bord blev rejst sten på sten. Purken fik navnet Poul og blev lillebror til søster Ruth på seks år.
Hårde arbejdsår ventede familien, som efterhånden blev forøget med yderligere tre børn (Hans i 1940, Inge i 1944 og Jørn i 1949). Jorden var en yderlod, som tilsyneladende ikke havde fået effektiv pleje i mange år. Kampen mod ukrudtet blev dog vundet, og med tiden blev det et mønsterbrug, der ikke blot var anerkendt lokalt, men også var på listen, når udenlandske landbrugsfolk besøgte Danmark (jeg husker bl.a. indere og russere).

Skolegang
En landsbyskole med en gift førstelærer og en ugift lærerinde var det tilbud om lærdom, der lå foran mig, da jeg i april måned 1945 som eneste ny elev troppede op i Krogstrup gamle skole. Eleverne var inddelt i tre klasser (2+2+3 skoleår med 3+4+5 ugentlige skoledage). Jeg havde lært læsning og regning hjemmefra, så resultatet blev, at jeg ret hurtigt sprang første skoleår over, så hele klassen fik samme undervisning.
I løbet af skoleårene blev jeg berømt og berygtet for mine lange fristile. Jeg har endda præsteret at skrive to stile, fordi jeg ikke kunne vælge mellem emnerne! Som 14-årig fik jeg et honorar på 25 kr. for en novelle til ”Børnenes Jul”.
De to sidste af mine otte skoleår foregik i en centralskole, da Krogstrup og Kyndby skoler blev lagt sammen. Umiddelbart undrede det mig, at vi fra Krogstrup tilsyneladende var de dygtigste, men det kunne nok forklares ved, at de bedste elever fra Kyndby skole var indskrevet på mellemskolen i Frederikssund.
Nogle år senere fandt jeg ud af, at vores førstelærer gerne ville præsentere dygtige elever ved årsprøverne og derfor ikke animerede til at skifte til mellemskolen. Yderligere var der fra mit hjem to kilometer til rutebilen. Jeg tænker somme tider på, om en ærekær skolelærer samt en besværlig transport forhindrede mig i at blive akademiker – men gad vide, om jeg havde fået en lykkeligere og mere spændende tilværelse.

Livet på landet
I min barndom var det en selvfølge, at landmandsbørn hjalp til i mark og stald. Jeg var specielt glad for arbejdet i marken. At gå bag et par heste med plov, harve eller tromle, omgivet af naturens frodighed og fuglesang, hvor tankerne frit kunne gå på langfart, står for mig som nogle af de største oplevelser, livet har skænket mig.
Jeg er stadig betaget af alt, hvad der sker i mark og skov: Af årstidernes skiftende vegetation; af en korn-marks udvikling fra spiring til høst; af de vilde planter på grøftekanten; af den livskraft, der betyder, at en lille plante kan bryde gennem en klippesten.
Faktisk havde jeg besluttet mig for at blive landmand, men da jeg var meget besværet af tærskestøv, overvejede vi i familien forskellige veje at gå – måske få en boglig uddannelse – men en annonce i lokalavisen gav næring til en anden mulighed.

I købmandslære
Annoncen var fra købmanden på Kyndbyværket, der søgte en lærling. Min far og jeg tog en snak med købmand Knudsen, og det mundede ud i, at jeg den 1. maj 1955 tog første skridt til en mulig karriere inden for handelsverdenen.
Kyndbyværket producerede strøm til Nesas forbrugere. I tilslutning til værket var bygget en by med næsten 200 huse, som medarbejderne havde mulighed for at leje. I dag har lejerne i øvrigt omdannet funktionærbyen til en andelsboligforening. Beboerne i disse huse var det primære kundegrundlag for købmandsbutikken, og det kunne i 1950erne lønne to kommiser og tre lærlinge samt skaffe smør på brødet til købmanden med frue og fire børn.
Efter en ret beskyttet tilværelse i hjem og skole var det noget af en omvæltning at blive vidne til livets realiteter i samfundet på Kyndbyværket. Der var helt klart tale om overklasse og underklasse. Rangordenen var nagelfast: Driftschefen og andre ledere, ingeniørerne, maskinmestrene, maskinarbejderne og arbejdsmændene.
Jeg erindrer stadig – 50 år efter – en episode, da en nygift dame havde været i butikken for første gang. Da hun var gået, udbrød købmanden: ”Hun lignede just ikke en maskinmesterfrue”, hvortil førstekommisen svarede: ”Nej, snarere en fodermesterfrue”. Jeg husker den dag i dag, hvordan jeg måtte undertrykke det raseri, jeg følte over denne nedladende omtale af et menneske, ingen af dem kendte de indre værdier af. Det er en af de tildragelser, der har været med til at forme mit syn på tilværelsen.
Efter fire års læretid fik jeg mit svendebrev, og jeg havde i tilgift i forbindelse med handelsskoleeksamenen fået en af Tuborgfondets 14 dages legatrejser til Irland og London.

Militærnægter og mødet med J.A.K.
Næste step i tilværelsen var militærtjeneste. Jeg valgte at blive militærnægter efter noget af en prøvelse på sessionen, hvor jeg i helt bar figur måtte argumentere for

mine synspunkter. Tjenesten varede 22 måneder i Kompedallejren ved Engesvang i årene 1959-61.
Livet i lejren gav masser af tid til drøftelser nægterne indbyrdes. I lejren var der et par meget ivrige J.A.K. folk, som ligefrem arrangerede interne debataftener om rentefri økonomi, og de udvirkede, at talere fra Landsforeningen J.A.K. blev inviteret til foredrag, som lejrens kulturudvalg havde mulighed for at arrangere.
Da jeg aldrig havde hørt om J.A.K. før, var jeg i begyndelsen noget skeptisk, men efterhånden var logikken i afskaffelsen af renten og oprettelsen af en samfundsbank åbenbar. Ved nærmere studium begyndte jeg at forstå rækkevidden af de ideer, som var selve grundlaget for J.A.K. bevægelsen. Det er det, jeg i tale og skrift ofte omtaler som livsloven: Jord + Arbejde = Kapital. Jeg kan bl.a. henvise til min artikel ”Hvad skaber behovet for J.A.K.?” i J.A.K. bladet januar 2007.
Min umiddelbare reaktion blev at oprette en konto i J.A.K. Banken samt læsning af J.A.K. bladet og anden information om ide og praksis inden for bevægelsen.

Ansat i Brugsen
Da de 22 måneders noget afslappede tilværelse var overstået, ventede det praktiske liv. Jeg fortsatte inden for forretningsverdenen og fandt et blivende sted i den københavnske HB Brugsen. Andelstanken harmonerede udmærket med min opfattelse, at man kan opnå resultater ved at trække på fælles hammel. Jeg avancerede ret hurtigt til et job som førstekommis, hvor næste trin ville være uddeler.
I min fritid deltog jeg ivrigt i foreningsarbejde, hvor det var særdeles let at blive valgt som sekretær, ofte med information af medlemmerne som en af opgaverne. Dette fritidsarbejde kom mig til gode, da HB Reklameafdelingen manglede en redaktør til at forestå den interne information af de 400 butikker. Jeg søgte jobbet og argumenterede med, at kombinationen af praktisk butikskendskab og evnen til at skrive måtte være de kvaliteter, man havde brug for. Jeg fik jobbet den 1. april 1969.
Den 1. januar 1973 påvirkede min tilværelse på tre områder: Danmark blev mod min stemme medlem af Fællesmarkedet – J.A.K. Banken blev sammenlagt med Bikuben – HB blev fusioneret med FDB. Min kollega i FDB var efter 42 år på posten så venlig at gå på pension samtidig med fusionen, hvorefter vejen var banet for, at jeg nu kunne blive redaktør af salgs- og reklameafdelingens kommunikation til de 1.600 sammenlagte brugser.
Da jeg ved overdragelsen udtrykte betænkeligheder ved at skulle leve op til hans renommé, gav den gamle redaktør det beroligende svar: ”Vi forventer ikke noget særligt”. Det blev et spændende og alsidigt job, hvor den tekniske udvikling var begyndt at give en masse nye muligheder. Jobbet kunne sjældent holdes inden for en normal ugentlig arbejdstid, men var til gengæld fleksibelt, hvad der senere kom J.A.K. til gode.

J.A.K. Københavns lokalkreds
Midt i 1960erne havde jeg fået styr på min familiemæssige og boligmæssige situation i Rødovre. Det havde bl.a. som sidegevinst, at jeg i 1966 kunne melde mig ind i J.A.K. Københavns lokalkreds – og atter gik det som så ofte før, at jeg åbenbart førte mig frem på en måde, så jeg året efter blev indvalgt i bestyrelsen, hvor jeg havde sæde indtil overgangen til regioner i 2000. I mange af årene besad jeg formandsposten og var slet ikke ked af, at nogle i festtaler kunne finde på at kalde mig ”Mr. J.A.K. København”.
Da den blev nedlagt i henhold til Landsforeningens nye organisation, havde lokalkredsen godt 200 medlemmer og kunne overføre andelsbeviser i Fælleskassen for 250.000 kr. til J.A.K. Fonden samt et beløb til arbejdet i den fremtidige region.

Landsforeningen J.A.K.
Organisatorisk har jeg ikke haft nogen fremskudt placering i Landsforeningen, men alligevel fået mulighed for gode oplevelser som taler ved mange møder og som medlem af forskellige udvalg. I dag har jeg den glæde at være med til at skabe et læseværdigt J.A.K. bladet. Sammen med redaktøren forestår jeg korrekturlæsningen, redaktionsudvalget overlader mig nogle gange at formulere lederen, og det hænder da også af og til, at jeg kan motiveres til at skrive en artikel om mit yndlingsemne ”Jord + Arbejde = Kapital”.
I mit lange virke for og med J.A.K. har det hele tiden stået mig klart, at J.A.K. ikke er hele løsningen på et samfunds ve og vel. Det er min opfattelse, at tankerne om økonomisk (og menneskelig) frigørelse skal lægges frem til åben debat – og at vi J.A.K.ere skal søge samarbejde med andre, der har et bidrag til udvikling af fremtidens samfund. For mig er det ikke afgørende, at etiketten på den endelige vare bærer J.A.K.s navn – det er resultatet, der tæller. Og så skal man vist også være særdeles skråsikker på egne kvaliteter, hvis det nuværende antal medlemmer af Landsforeningen J.A.K. og brugere af J.A.K. pengeinstitutterne skulle besidde alverdens visdom.

Husum Fælleskasse
I 1973 stod J.A.K. folk ud over landet i den situation, at man måtte tage stilling til, om det var muligt at komme videre efter J.A.K. Bankens fusion med Bikuben. Som det vil være de fleste bekendt, blev resultatet, at der på grundlag af J.A.K. loven fra 1934 oprettedes 55 fælleskasser efter reglen om virke í hjemstedets kirkesogn med tilgrænsende sogne.
Den 30. november 1976 samledes vi seks personer i dagligstuen hos Ester og H. P. Jørgensen for at skabe grundlaget for en fælleskasse. Det blev til Husum Fælleskasse, som straks gik i gang med at hverve medlemmer blandt kendte J.A.K. folk, deres familie og venner samt andre, der hen ad vejen blev vundet for det rentefrie samarbejde. Jeg har ikke tal på, hvor mange dagligstuemøder jeg har deltaget i – og hvor mange privatbesøg og telefonsamtaler, der var konsekvensen af at være frontløber for fælleskassen. Regnskaberne blev ført i orange kolonnebøger – ja, vi startede sandelig helt fra bunden.
Husum Fælleskasse blev inspirator til start af J.A.K. fælleskasser i Hørsholm, Gerlev, Roholte, Vanløse, Avedøre og Hvidovre. Faktisk gav jeg også gode råd til de mennesker, der lavede de første vedtægter til den fælleskasse, der i dag er blevet til Andelskassen Merkur.

Udvalget under industriministeriet
I 1977 vedtog EF´s ministerråd et direktiv, som kort gik ud på, at alle institutter, der modtog penge som indlån for at låne dem ud, skulle under samme tilsyn.
I konsekvens heraf nedsatte industriministeriet et udvalg med repræsentanter fra relevante pengeformidlere og ministerier. J.A.K. fælleskasserne valgte min ringhed som repræsentant. Her kom det mig til gode, at jeg havde en fleksibel arbejdsplads, da det ellers ikke havde været muligt at deltage i 15 møder inden for normal arbejdstid.
Jeg var straks klar over, at det ikke var i dette forum – Nationalbanken, to ministerier, banktilsynet, repræsentanter for bankerne, sparekasserne og de traditionelle andelskasser – jeg skulle føre mig frem om det rentefrie samfund og J.A.K. som den epokegørende løsning på alverdens økonomiske problemer.
Jeg havde dog den tilfredsstillelse, at udvalgets gule betænkning på side 84 beskrev en del af min indsats således: ”Poul Busk Sørensen har under udvalgsarbejdet stærkt understreget betydningen af, at der i dansk lovgivning fortsat gives muligheder for et økonomisk samarbejde i det nære samfund. Der er bl.a. henvist til dansk andelstradition og til de aktuelle bestræbelser for at bevare menneskelige værdier i lokalsamfundene”.
Manddomsprøven skulle bestås en onsdag eftermiddag, hvor udvalget var nået til at fastlægge de økonomiske krav til fælleskasserne for at blive pengeinstitutter som andelskasser. Jeg havde naturligvis forberedt mig på denne situation og argumenterede nærmest henkastet, at fælleskasserne var parate til at opfylde nogle seriøse krav, selv om vi ret beset hidtil havde været undtaget for krav som følge af det solidariske ansvar – så vi ville kunne acceptere en egenkapital på 500.000 kr., når den geografiske binding samtidig blev ophævet. Jeg husker, at jeg nærmest holdt vejret, men ingen i udvalget havde negative bemærkninger.

Fælleskassen som pengeinstitut
Loven var med til at skabe en omvæltning i min personlige tilværelse. Husum Fælleskasse kunne nu blive pengeinstitut og blev sammen med fem andre fælleskasser til ”Fælleskassen Samøkonomi - J.A.K. andelskasse”. Så langt, så godt – men det var ikke muligt at få bankfolk til at lade sig ansætte i ”et så usikkert foretagende”.
I København var vi fast besluttede på, at Fælleskassen skulle etableres og fungere med et rimeligt ansigt udadtil – det skulle være slut med fritidsarbejde og de orange kolonnebøger hjemme i kommodeskuffen på Tårnvej. Efter en masse sonderinger var eneste mulighed, at jeg i august 1984 måtte skippe mit interessante og vellønnede job som redaktør i FDB og starte som en slags bankmand i et beskedent lokale i Rantzausgade på Nørrebro.
Selve overgangen til pengeinstitut skete pr. 1. oktober 1985. Der viste sig at være interesse for Fælleskassen, således at antallet af andelshavere og medlemmer stille og roligt udviklede sig. Ved udgangen af årene 1985, 1986 og 1987 var antallet af brugere 240, 480 og 795. Foruden J.A.K. folk var der en markant tilslutning fra personer, der arbejdede for et såkaldt grønt samfund. I 1986 flyttede Fælleskassen til større lokaler i Korsgade, stadig på Nørrebro.
Som nævnt er jeg ikke uddannet bankmand, hvilket ofte skabte usikkerhed hos mig selv og desværre anstrengte vibrationer i forholdet til de to første kolleger, som havde ladet sig ansætte, da det viste sig, at Fælleskassen var levedygtig. Der var endda tale om tidligere gode J.A.K. venner (det er vi desværre ikke mere, hvad jeg påtager mig min del af ansvaret for). Vi havde aftalt at køre Fælleskassen som et kollektiv, men det blev et af verdens dårligste eksempler. Jeg kan kun trøste mig med, at livet udsætter én for prøvelser, fordi man skal lære af sine erfaringer.
Det var derfor en befrielse for mig, da Asger Sørensen i 1991 skiftede fra Unibank til direktørposten i Fælleskassen. Herefter kunne jeg igen hellige mig det, jeg var bedst til: information og markedsføring. På et tidspunkt indførte vi månedlige informationsmøder, og jeg fik i tidens løb chancen for at fortælle om Fælleskassen og J.A.K. i aviser, radio og tv, både lokalt og landsdækkende.
I dag har Fælleskassen adressen Bülowsvej 48 A på Frederiksberg, hvor 14 medarbejdere betjener over 4.000 andelshavere og medlemmer og varetager en balance på 350 mio. kroner.
Selv gik jeg efter 14 år i Fælleskassen på efterløn i december 1998, og siden da har jeg kunnet glæde mig over, at de seks J.A.K. fælleskasser så rigtigt, da de i 1985 lagde deres kræfter sammen og etablerede et pengeinstitut.
Som det vil være J.A.K. bladets læsere bekendt, har Fælleskassen valgt at forlade Foreningen af J.A.K. pengeinstitutter for at kunne stå friere med hensyn til valg af samarbejdspartnere. Jeg har anbefalet denne handling og har givet mine argumenter i den nye J.A.K. bogen, side 155. Det er i den forbindelse væsentligt for mig, at Fælleskassen fortsat har et godt og tillidsfuldt samarbejde med Landsforeningens region Øst- og Nordsjælland.
Det er næsten 32 år siden, jeg var med til at starte Fælleskassen, så man kan vel ikke fortænke mig i, at jeg fortsat gerne vil følge udviklingen. Derfor lod jeg mig i april 2008 vælge til repræsentantskabet for en 3-årig periode, og hvad blev jeg så udpeget til på det første møde – hvem sagde sekretær?

Vejen førte til J.A.K.

For mange af os er vejen gennem livet brolagt med tilfældigheder, som alligevel – når vi gør regnebrættet op – måske ikke er så tilfældigt alligevel. Min vej førte til J.A.K. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt skimte en rød tråd i udviklingen.
Jeg er født på landet og lærte tidligt, at man skal så, før man kan høste. Mine oplevelser i skole og læretid udviklede en bevidsthed om, at jeg ikke ville uddannes til at dræbe andre mennesker. Det blev også forstærket af præstens skriftsted til mig ved min konfirmation: ”Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn”. Derfor blev jeg militærnægter. I lejren lærte jeg J.A.K. at kende – ikke blot det økonomiske budskab, men også tankesættet om, at de fleste forhold i menneskelivet kan sættes på formlen ”Jord + Arbejde = Kapital”.
Jeg har været heldig at leve i en tid, hvor flid, almen viden og sund fornuft var værdsat på det danske arbejdsmarked og kunne konkurrere med teoretisk lærdom. Et medfødt talent for skriftlig kommunikation skaffede mig uden en boglig uddannelse nogle spændende job, som senere kunne omsættes til et virke for J.A.K.
Når jeg skuer tilbage, er jeg bevidst om, at livet placerede pejlemærker, så jeg kunne finde den vej, der førte til J.A.K.

43 år med Inger som trofast støtte
Grundlovsdag 1964 er – ud over min fødselsdato i 1938 – den vigtigste dag i mit liv. Denne dag indgik Inger i en personalerokade og blev med hjælp fra Fru Fortuna flyttet til den HB-butik, hvor jeg arbejdede. Det var for os begge kærlighed ved første blik og resulterede i, at vi året efter blev gift og levede sammen i tykt og tyndt, indtil Inger døde den 20. marts i år. De private minder gemmer jeg i mit hjerte, men vort fællesskab i J.A.K. sammenhæng fortæller jeg gerne om.
Inger og jeg meldte os begge ind i lokalkredsen i 1966, og vi deltog i et utal af møder både lokalt, regionalt og på landsplan. Vi har haft mange dejlige bilture til bl.a. Odense, Middelfart, Fredericia, Skåde, Ringkøbing og Varde, når der var J.A.K. generalforsamlinger og kurser, eller hvor jeg var inviteret som taler ved J.A.K. møder. Ved sådanne arrangementer var Inger ofte den gode iagttager, der på hjemturen kunne berette om reaktioner i forsamlingen.
Inger og jeg var to af de seks personer, der stiftede Husum Fælleskasse, forløberen for Fælleskassen som pengeinstitut. Inger var telefonpasser og regnskabsfører for Foreningen Samøkonomi. Det var faktisk Inger, der i 1985 fandt løsningen, hvordan vi navnemæssigt både kunne opfylde lovens krav og markedsføre det nye pengeinstitut som ”Fælleskassen”. Indtil sin bortgang var Inger stadig andelshaver nr. 5, og jeg vil sørge for, at hendes andelskapital fortsat er en del af Fælleskassens økonomiske grundlag.

Jeg kan ikke slutte min artikel bedre end ved at citere et vers fra J.A.K. sangbogen, som både Inger og jeg altid har holdt meget af:

Så virk da for din lille kreds
det bedste, som du kan,
da skal vel også frugten ses
engang for folk og land.
De mange spæde bække
skal samles til en å,
og marken vil sig dække
med tusind blomster små.
 

J.A.K. bladet