|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 2 - 2008
Usund mad gør ondt på miljøet
Bøf og rødvin belaster miljøet mere end pasta med grøntsager og en øl.
Hvis vi spiser sundt, vil det oftest også være det bedste for miljøet, viser
ny undersøgelse.
Af Henrik Saxe og Rico Busk
Hvad skal vi have til aften? Hvis miljøet var i stand til at svare på det
spørgsmål, ville menuen komme til at stå på noget med grøntsager og
fuldkornsbrød, måske en gang pasta, hanevand eller en øl i glasset og frugt
til dessert.
Før maden ender i køleskabet og på middagsbordet, vokser ingredienserne op
på marken, i svinestien eller bliver fløjet ind fra udlandet, og det er i
den periode, at maden gør mere eller mindre ondt på miljøet. Fødevarerne
belaster miljøet pga. en række forhold forbundet med produktion, transport,
opbevaring, spild og affaldshåndtering. Men det vender vi tilbage til. Lad
os lige først se på de daglige valg.
Hver gang, vi går i supermarkedet, eller når vi går på restaurant, står vi
over for valget: Hvad vil vi have at spise, og hvad drikker vi til?
Det, vi først og fremmest tænker på, er selvfølgelig, hvad vi har mest lyst
til. Vi spørger smagsløgene til råds. Vores kostvalg er også præget af
vaner, sociale normer og holdninger. Måske skal kødet være halalslagtet,
måske foretrækker vi vegetarmad, eller måske er vi på kur? Nogle spiser
økologisk af hensyn til dyrevelfærd og miljø. Andre synes, at økologisk mad
smager bedre eller vil undgå tilsætningsstoffer.
Kostvalg handler også om sundhed. Måske har lægen eller din ægtefælle
beordret dig til at tænke på dit helbred, før du adlyder smagsløgene? Måske
er du overvægtig, har sukkersyge eller har problemer med hjertet?
Så vores beslutning om, hvad vi kommer i indkøbsvognen og siden hen på
tallerkenen, bliver taget efter en række overvejelser. Vi skal kunne lide
det, det skal være godt for vores helbred og eventuelt også godt for
miljøet. Desuden må det gerne være billigt, for vi har jo også andet at
bruge penge på.
Med en ny stor undersøgelse fra Institut for Miljøvurdering, der er en
uafhængig institution under Miljøministeriet, er valget blevet en lille
smule nemmere. Den sunde, den miljørigtige og den billige kostplan kan
nemlig godt følges ad.
I den nye undersøgelse hedder de vigtigste konklusioner:
- Mad og drikke udgør en væsentlig del af den samlede
miljøbelastning forbundet med danskernes privatforbrug.
- Forbrugeren kan ved at vælge sund kost frem for gennemsnitlig
dansk kost ikke blot øge sin egen sundhed, men også bidrage væsentligt
til at reducere miljøbelastningen fra kosten.
- Forbrugeren kan ved at vælge sund kost frem for gennemsnitlig
dansk kost opnå en besparelse på omkring 20 procent på sit kostbudget.
- Forbrugernes frie kostvalg påvirker samfundets udgifter til
hospitaler og miljø, hvilket giver politikerne ansvar for at motivere
forbrugeren til de mest samfundsgavnlige valg.
Hvordan belaster fødevarer miljøet?
Lad os nu vende tilbage til, hvor og hvordan vores fødevarer påvirker
miljøet, når de bliver produceret, transporteret, opbevaret osv.
Fødevarerne er afhængige af maskiner, som pløjer, sår og høster markerne,
opvarmning af stalde, afkøling af lagerrum og transport. Alle de ting kræver
fossilt brændsel, der giver udledning af kuldioxid.
Rismarker, husdyr og lossepladser afgiver store mængder metan. Jordbakterier
afgiver lattergas. Kuldioxid, metan og lattergas er alle luftarter, der øger
drivhuseffekten og ændrer jordens klima.
Brug af fossilt brændsel forurener med svovl og kvælstof, der forsurer og
overgødsker naturens økosystemer. Marker gødes med kvælstof, der kan give
iltsvind i søer og åer. Ved køling af fødevarer bruges freon-lignende
gasser, der ved udslip fører til nedbrydning af ozonlaget, som beskytter os
mod solens kræftfremkaldende UV-lys. Samtidig er ozon i den luft, vi
indånder, giftig for dyr, mennesker og planter – og den dannes ved et
samspil mellem bilers udstødning og sollys.
Landmandens brug af kunstgødning og pesticider forurener med tungmetaller og
stoffer, der belaster naturen (økotoksicitet) og sandsynligvis også vores
helbred (human toksicitet). Jordbrug og dyrehold optager store landarealer,
så naturarealer svinder, og arternes mangfoldighed daler. I USA anvender
landbruget 50 procent af arealet og forbruger 80 procent af det tilgængelige
ferskvand og 17 procent af det fossile brændstof.
Miljøvenlige fødevarer
Institut for Miljøvurdering har sammenlignet miljøbelastningen fra
almindelig dansk kost med miljøbelastningen fra anbefalet sund kost (se
faktabokse).
Brød, kornprodukter, frugt og grøntsager viser sig at være de mest
miljøvenlige fødevarer, mens kød (især oksekød), slik, te, kaffe, vin og
alkohol hører til de mest miljøbelastende fødevarer. Det er intuitivt nemt
at forstå, at kød er mere belastende for miljøet end grøntsager. En gris
æder flere gange sin vægt i form af bl.a. byg, hvede, raps, soja og
solsikke, før den bliver slagtet og serveret som menneskeføde. Meget af det,
en gris spiser, er i princippet egnet til menneskeføde. Selv med en stigende
effektivitet i produktionen, vil der altid være et tab forbundet med at
fodre grisen med menneskeføde, før den bliver til flæskesteg eller skinke.
Nogle vegetabilske fødevarer er dog ligesom kød relativt miljøbelastende.
Det handler dels om højt forarbejdede vegetabilske fødevarer, dels om
grøntsager dyrket om vinteren i opvarmede drivhuse, og dels om frugt dyrket
på den anden side af jorden transporteret til de danske forbrugere med fly.
Undersøgelsen viser som nævnt også, at det sunde kostvalg er 20 procent
billigere end danskernes gennemsnitskost. Altså endnu et argument for at
spise sundt. Men prisen skal tilsyneladende endnu længere ned, hvis flere
skal lade sig lokke af det sunde og miljørigtige kostvalg.
Spis rigeligt med kornprodukter, grøntsager og frugt, spis færre fede
mejeriprodukter og kød, og skær kraftigt ned på slik, kager, sodavand og
alkohol. Sådan lyder opfordringen fra kostpyramiden, og sådan belaster man
miljøet mindst.
Det, man skal spise lidt af, og det, man skal spise meget af for at bevare
sin sundhed, stemmer altså meget godt overens med det, man skal spise lidt
og meget af for at bevare et godt miljø.

Kostvalget betyder noget
Undersøgelsen fra Institut for Miljøvurdering viser, at fødevarers
miljøbelastning er betydelig, også set i forhold til andre af familiens
aktiviteter, f.eks. kørsel i bil og boligopvarmning. Men vi kan jo ikke
undvære mad og drikke, så hvis man skal tro på, at det er afgørende for
miljøet, hvad man putter i munden, skal der være forskel på forskellige
fødevarers miljøbelastning. Og det skal være en forskel, der batter.
Og undersøgelsen viser faktisk, at det sunde kostvalg er bedre for miljøet
end det, vi normalt spiser, målt på alle otte miljøbelastninger – fra
drivhuseffekt til arealbeslag. Uanset værdien af den enkelte miljøbelastning
er der altså ingen tvivl om, at det sunde kostvalg er godt for miljøet.
Målt på seks ud af de otte miljøpåvirkninger er det sunde kostvalg mellem 2
og 30 gange så effektivt et redskab til miljøbeskyttelse, som hvis man på
samme tid sparer 10 procent på benzin til bilen og 10 procent på varme og
elektricitet i hjemmet. Det sunde kostvalg er altså et udmærket redskab til
at formindske miljøbelastningen.
Miljøminister, Connie Hedegaard, lagde for nylig i en stor kampagne vægt på
det personlige ansvar for miljøet og på at inspirere den enkelte til at tage
ansvar. Kostvalget blev i denne sammenhæng ikke nævnt. Men med denne
undersøgelse i baghovedet er også vores madvaner blevet relevante, når vi
diskuterer miljø og miljøbeskyttelse.
Det politiske ansvar
Rapporten fra Institut for Miljøvurdering påpeger, at selvom forbrugeren
er fri til at vælge sin kost, så har usund og miljøbelastende mad og drikke
konsekvenser for samfundet i form af udgifter til hospitaler og miljø.
Politikerne har derfor ansvar for at påvirke forbrugernes kostvalg; og hvor
kampagner svigter, dér virker afgiftsreguleringer. Rapporten slår fast, at
fødevarers effekter på sundhed og miljø bør indregnes i prisen til gavn for
sundhed, miljø og pengepungen. Med den rette afgiftsregulering bliver det
endnu billigere at spise sig mæt i gode velsmagende produkter, mens usund og
miljøskadelig mad bliver dyrere. Valget er stadig frit, og samfundet får
gevinst på alle hylder – folkesundhed, miljø og økonomi, konkluderes der i
undersøgelsen.
Sundere på alle måder
Fødevarer påvirker miljøet både gennem produktion, distribution,
opbevaring, spild og affaldshåndtering. I undersøgelsen fra Institut for
Miljøvurdering sammenregnes sådanne miljøbelastninger fra fødevarernes
produktion til og med levnedsmiddelindustrien som otte typer af
miljøbelastning:
- drivhuseffekten, der påvirker klimaet
- nedbrydning af det beskyttende ozonlag i stratosfæren
- forsuring af økosystemer og syrenedbrydning af materialer
- næringsstofbelastning af økosystemer
- dannelse af skadelig ozon i luften, vi indånder
- giftvirkninger af pesticider, tungmetaller m.v. på naturen
(økotoksicitet)
- og på mennesker (human toksicitet)
- arealbeslag, så naturarealer svinder, og artsrigdommen daler.
Institut for Miljøvurdering bruger de otte miljøbelastninger til at
opgøre miljøeffekterne af vores kostvalg. Men også andre aktiviteter i
familien – eksempelvis boligopvarmning og bilkørsel – gøres op efter de otte
typer belastning.
De otte miljøbelastninger lægges ikke sammen til en fælles enhed, og man kan
derfor ikke umiddelbart sammenligne den totale miljøeffekt af f.eks.
boligopvarmning med miljøeffekten af den kost, man indkøber. Sammenligningen
må ske på hver af de otte miljøbelastninger for sig – for de har hver deres
særegne og væsentlige betydning for kvaliteten af vores miljø. Undersøgelsen
viser, at valget af sund kost er mindre miljøbelastende end det, vi normalt
spiser, målt på alle otte typer miljøpåvirkning. Det sunde kostvalg er altså
bedre for miljøet på alle måder.
To slags kost
Den almindelige kost i undersøgelsen er det, som gennemsnitsdanskeren
spiser. Data stammer fra en kostundersøgelse af danskernes kostvaner udført
af Danmarks Fødevareforskning. Den sunde kost bygger på de seneste
kostanbefalinger konkretiseret af Danmarks Fødevareforskning til brug for
IMVs undersøgelser. Den sunde kost kender du i store træk fra kostpyramidens
anbefalinger: Spis rigeligt med kornspiser, grøntsager og frugt, spis færre
fede mejeriprodukter og kød, og skær kraftigt ned på slik, kager, sodavand
og alkohol.
Artiklen er skrevet af chefkonsulent,
dr. Agro Henrik Saxo, Institut for
Miljøvurdering, og Rico Busk
AC-medarbejder på Institut for
Miljøvurdering med tilladelse til optagelse i J.A.K. bladet.
Ligeledes har Samvirke givet tilladelse til
gengivelse af artiklen trykt i Samvirke maj 2006.
J.A.K.
bladet |