|
J.A.K.
bladet
Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2008
Pressemeddelelse
Kapitalfonde – Rå pengemagt
eller aktivt ejerskab
Børsens Forlag udgiver “Kapitalfonde – Rå pengemagt eller aktivt ejerskab”
Med sin vidende og gennemresearchede fremstilling afmystificerer Robert
Spliid her en af erhvervslivets store myter: Myten om kapitalfondene.
Det er godt 30 år siden, at kapitalfondene blev aktive medspillere på det
danske marked. De kom for alvor i offentlighedens søgelys i 2005, hvor ISS
og TDC blev opkøbt. Siden er fulgt en heftig debat om motiver og virkninger
af disse opkøb. I “Kapitalfonde – Rå pengemagt eller aktivt ejerskab” får
læseren en nøgtern
gennemgang
af de faktiske forhold omkring kapitalfondene, og et kvalificeret grundlag
for en diskussion af deres betydning.
Robert Spliids erklærede mål er at imødegå den lukkethed, der er omkring
kapitalfondene. En lukkethed de ifølge forfatteren selv har valgt, for ikke
at være gennemsigtige for konkurrenter og potentielle købere i forbindelse
med salgsstrategiske overvejelser. En større åbenhed vil ifølge forfatteren
kunne afværge en politisk indgriben over for fondene foranlediget af
befolkningens pres. En indgriben, som vil skade både virksomheder og fonde.
Robert Spliid har undersøgt opkøbene af de store virksomheder og interviewet
personer bag fondene. Resultatet er et sjældent indblik i en afgørende del
af Danmarks finanshistorie og adgang til ikke før offentliggjorde
oplysninger om tidens gigantiske virksomhedsopkøb. Bogen er drevet af stort
engagement og indsigt, og ikke mindst en intention om at give en fordomsfri
redegørelse for kapitalfondenes virke. Han diskuterer kapitalfondenes magt
og arbejdsmetoder og beskriver samtidig de kæmpe muligheder, som står åbne
for de selskaber, der bliver opkøbt.
“Kapitalfonde – Rå pengemagt eller aktivt ejerskab” henvender sig både til
læsere, der ikke har stiftet bekendtskab med kapitalfonde før og læsere, der
allerede er velorienterede inden for området. Bogens første to kapitler er
en introduktion til begrebet kapitalfonde, herefter følger en redegørelse
for kapitalfondenes historie og til sidst gennemgår forfatteren syv opkøb,
herunder salget af TDC og ISS.
Om forfatteren
Robert Spliid, cand. polit., er direktør i IKB Deutsche Industriebank i
Luxembourg, hvor han også er bosat. Han er desuden mangeårig skribent for
Dagbladet Børsen på det finansielle område.
Kontakt Regine Wowk Andersen på
tlf. 33 43 30 00 eller
rwa@borsensforlag.dk for yderligere spørgsmål.
FAKTA
Udgivelsesdato:
Torsdag d. 8. november 2007
Titel: Kapitalfonde – Rå pengemagt
eller aktivt ejerskab
Forfatter: Robert Spliid
Pris: Kr. 460,- inkl. moms
Forlag: Børsens Forlag
www.borsensforlag.dk
J.A.K.
bladet |