Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 1 - 2008

Kapitalfondene
en pengemaskine uden ende?

Der går nærmest ikke en dag, uden man kan læse, at endnu en udenlandsk privat kapitalfond - de såkaldte private equity opkøbsfonde - har købt en velfungerende dansk virksomhed.
Jeg har godt set, at mange virksomhedsejere, inklusiv flere detailkæder, står i kø for at sælge - men er det nu klogt rent bortset fra den høje engangsgevinst, som man kan opnå som hovedaktionær eller daglig leder med en stor aktieoption?
Der kan være grund til at indgå strategiske alliancer med udenlandske investorer, hvis det er en alliance, der er baseret på et mål om at forbedre virksomhedens konkurrenceevne og medarbejdernes kompetencer. Men de udenlandske kapitalfonde har desværre altid vist sig at være baseret på de britiske kanaløer eller lignende, hvor de kan lave fiksfakserier med det danske skattevæsen. Vi har heller ikke set eksempler på større tilførsel af viden fra kapitalfondene til de opkøbte virksomheder. Det er, som om hovedaktionærer og administrerende direktører kun har taget et hensyn: Bare man kan tjene penge på det.
Der er dog skyggesider ved de ”glade dage” i dansk erhvervsliv. I Financial Times er man også begyndt at pege på disse skyggesider. Problemerne minder om husmarkedet. Her er priserne steget og steget og dermed også gældssætningen. For lån er billige, så længe renten er lav.
På virksomhedsmarkedet er priserne også steget som følge af et stadig stigende antal købere, især opkøbsfonde. De mange ”ledige penge” - især fra den enorme private opsparing under lavkonjunkturen i Europa - har skabt et stærkt pres på at få anbragt penge til højest mulig ”her og nu forrentning”. Handlerne bliver større og større, og fondene er presset til at gå sammen i såkaldte klubhandler for at få del i dem. Markedet er kort sagt blevet mere komplekst og mere aggressivt, en farlig cocktail. Og cocktailen kan være sprængfarlig, hvis gældsniveauet ikke er bæredygtigt. Det oplevede danske husejere i firserne. Det gjorde rigtig ondt.
I dag er det gennemsnitlige gældsniveau på virksomhedsmarkedet 6 gange virksomhedens indtægter. For to år siden var det 4 gange virksomhedens indtægter. Det norske firma Visma, der er ejet af en kapitalfond, hæver i øjeblikket gælden til mellem 7-8 gange indtægterne. Det er naturligvis ikke holdbart ret længe. Men vi mangler gennemskuelighed og advarselsblink - så der er et reelt alternativ til dem, der bare siger: ”Hvad gør det, hvis man kan tjene penge på det...?”
Det kan i følge Financial Times lade sig gøre, fordi såkaldte hedge fonde har haft stor appetit efter ’risikable lån’. De står også parat til at købe gæld, hvis et firma er på bankerottens rand. Det kan man nemlig også tjene penge på.
I firserne oplevede man et kæmpe opkøbsboom i USA. Dengang gik det et stykke tid ufatteligt godt for kapitalfondene. Og så kollapsede markedet. Flere store virksomheder gik konkurs, og opkøbsfondene forsvandt. Næsten da. Nu er de tilbage. Konjunkturerne peger opad, og gælden er igen stigende mod historiske højder. Men med en stigende rente, så kan det gå gruelig galt. Det er tid til at insistere på de reelle værdier - dem Danmark skal bygge på også i fremtiden. Vi må insistere på, at Danmarks fremtid bygger på den højeste kompetence hos vore dygtige medarbejdere, frontplacering i den internationale værdikæde med højt vidensindhold i service og produktion, avanceret offentligt/privat samspil, ambitiøs forskning og innovation - alt sammen grundlaget for fuld beskæftigelse og velfærdssamfund. Alt det kræver også, at vi udformer en offensiv modstrategi til de ledige penges aggressive kapitalfonde. Danmark skulle nødigt reduceres til en nation af kuponklippere. 



Kapitalfonde:

Det er fakta, ikke ”mediemyter”
Af Poul Nyrup Rasmussen, formand for De Europæiske Socialdemokrater

”Mere myte end realitet”. Sådan beskriver kapitalfondene kritikken, der har været af deres fremfærd i Danmark og resten af Europa – senest i kølvandet på salget af TDC. Vi skal ikke bekymre os, lyder det. Det, mener jeg nu, at vi skal. Og lad os holde os til fakta og argumenter - i stedet for besværgelser om ”usaglige mediemyter”.
Tag nu for eksempel TDC-sagen, hvor kapitalfondene bag opkøbet på 5 måneder har trukket 44,4 milliarder kroner ud af virksomheden. De penge kunne være brugt til at investere i TDC´s konkurrencekraft. I stedet er der blevet investeret kraftigt i den øverste ledelse, hvor Henning Dyremose i danske aviser står til at score en personlig gevinst på op mod 100 mio. kroner, mens medarbejderne må skære i budgettet til rundstykkerne.
Fondene hævder, at den større låneandel ikke forhindrer en kapitalfondsejet virksomhed i at rejse penge. Men sandheden er, at vi for to år siden så kapitalfonde skabe et gennemsnitligt gældsniveau fire gange virksomhedens indtjening, mens det tal i dag er steget til seks - og det stiger fortsat. Det gør renten fra den Europæiske Centralbank desværre også, mens væksten i Europa forbliver lav.
Derfor er gældsniveauet ikke bæredygtigt på langt sigt. Det gode spørgsmål er, om virksomhederne kan finansiere deres vækst, hvis indtjeningen falder på grund af høj gæld?
Kapitalfondene argumenterer, at deres virksomheder kan få adgang til kapital via fondene - men det havde TDC også via sin store egenkapital og via aktie- og kapitalmarkederne, der gerne køber gæld fra virksomheder som TDC.
Kapitalfonden Axcels direktør, Christian Frigast, sagde fredag 7. juli i Politiken, at kapitalfondene er dirigenter, der sørger for, at virksomheden har de allerbedste vilkår. Men rådgivning og managementstrukturer - effektiv corporate governance, som fondene kalder deres rådgivning - kan kopieres. Derimod har børsnoterede virksomheder svært ved at indføre de tårnhøje løn- og kompensationsordninger til ledelsen på grund af krav om åbenhed fra fondsbørserne. Forgyldte ledelser medfører nemlig kritik fra aktionærer og medarbejdere. Tag et kig på TDC-sagen og find et skoleeksempel på misforstået corporate governance.
Hovedproblemet er, at ledelsen i TDC i praksis har rejst tvivl om egen habilitet - i hvert fald tabte virksomheden i konflikten mellem kapitalfondens kortsigtede milliardudtræk og virksomhedens langsigtede investeringsbehov. Fondsbørsens komité for god selskabsledelse anbefaler, at bestyrelsen er uafhængig og ikke aflønnes med aktieoptioner. Dyremoses udsigt til aktieoptioner og skiftet fra adm. direktør til bestyrelsesformand konflikter med den uafhængighed.
Kapitalfondenes talsmænd mener, at det kun er investorer, der har brug for oplysninger. Henning Dyremose sagde i Børsen den 16. marts: ”Det vil være lidt ubehageligt, hvis vi i mange år både skal leve med de krav, der kommer af, at vi har en stor gæld, fordi vi er finansieret af fondsmodellen, og at vi samtidig skal leve efter kravene som en børsnoteret virksomhed”.
Men TDC er et firma med 15.000 ansatte, som leverer rammebetingelser for Danmarks samlede innovationsevne. Åbenhed er nødvendig, og derfor er det godt, at TDC fortsat er et børsnoteret selskab.
En ting er sikker: Hvis man som kapitalfondene vælger at have hjemme i skattely, er det ikke for åbenheden og samfundets skyld. I lande uden skat, uden selskabsmyndighed og uden finanstilsyn af betydning er det umuligt at følge de penge- og indtægtsstrømme, der går fra de opkøbte selskaber via kapitalfonde til investorer og administratorer.
Desuden er skattebetalingen for de selskaber, der bliver opkøbt af kapitalfonde, væsentligt udhulet. Ganske enkelt fordi, det kun er en del af opkøbet, der finansieres af kapital fra fondene, mens det meste finansieres ved lån med fradragsberettigede renteudgifter.
Kapitalfonden EQT har argumenteret, at i det store regnskab betaler bankerne de skatteudgifter tilbage, som staten går glip af ved fondenes manøvrer. Men det er grov misvisning og udtryk for en undervurdering af borgerne i Danmark. For banken har jo tilsvarende renteudgifter, der fratrækkes, så det kun er rentemarginalen i banken, der beskattes hos banken. Konklusionen er, at Danmarks skatteprovenu reduceres kraftigt som følge af, at kapitalfondene lånefinansierer deres opkøb.
Jeg har nedsat en ekspertgruppe, der skal gennemanalysere vore muligheder for europæisk og national regulering, der kan sikre fair og transparente spilleregler for kapitalfondene og sætte virksomhederne i centrum. Dermed ønsker vi at sætte en stopper for, at nogle af kapitalfondene løber om hjørner med lovgivere, finanstilsyn, skattevæsnet, investorer, markeder, medarbejderne – og samfundet. Danmark bør ikke reduceres til en nation af kuponklippere. 



I grådighedens tid

Af Poul Nyrup Rasmussen, formand for De Europæiske Socialdemokrater

Trilliarder, milliarder af dollars og euro flyver gennem luften, når finanseksperter kommenterer kapitalfonde og boligkriser i USA. Der er en sær blanding af benovelse og sportsagtig spænding at spore - klarer markedet det? Bryder det sammen? Går det ud over vores økonomiske vækst og beskæftigelse i Danmark og Europa? Men det her er jo ikke bare en sag for finanseksperterne - det er vores samfund, vores velfærd, vores virksomheder og vores jobs, det handler om.

Kapitalfondens voldsomme opkøb kan få alvorlige konsekvenser. Vi taler om enorme summer: op mod 160 milliarder euro sidste år - blot på det europæiske marked. Det er mere end rigeligt til at købe de tyve største danske virksomheder, fra A. P. Møller til Novo Nordisk, hvis fondene ellers kunne komme til det!

Gigantisk gældsboble
Med opkøb af store sunde virksomheder, hvor 80 procent af købsprisen er for lånte penge, udgør kapitalfondenes metoder en alvorlig risiko for stabiliteten på de finansielle markeder. Konsekvenserne af de usikre, gældsbelastede investeringer så vi med al tydelighed denne sommer. Og lige nu ved vi stadig ikke, hvad det kommer til at koste i tabte jobs og forringet pensionsopsparing. Det er det, vi europæiske socialdemokrater og den europæiske fagbevægelse er stærkt bekymrede over - og vi er langt fra de eneste. Alle disse milliarder af penge, som bankerne har ude at svømme, udgør en gigantisk gældsboble, som er i fare for at briste. Præcis som vi så det med IT-boblen i 2000.

Den måde, hvorpå lånefinansierede fonde opkøber virksomheder, er også usundt for udviklingen i samfundet. Virksomhederne bliver fanget i en gældsfælde, hvor der kun er ressourcer til at betale af på gælden og ikke længere plads til langsigtede investeringer i efteruddannelse og ny teknologi.

Brug for mere åbenhed
Vi har kun har set toppen af isbjerget. Det er meget svært at danne sig overblik over alt det, som foregår under overfladen – kapitalfondene er nemlig ikke underlagt de samme regler som andre aktører på finansmarkederne. De opererer bag lukkede døre, uden nogen form for krav om åbenhed og gennemsigtighed i regnskaberne. Det betyder, at der er en masse mennesker, som kan få både pensionsopsparing og arbejdsplads i klemme, hvis gældsboblen brister. Når det pensionsselskab, som man sparer op i, investerer penge i en kapitalfond, har pensionskasserne reelt ikke nogen mulighed for at se, hvad der sker med investeringerne. Sæt nu, kapitalfonden overtager den virksomhed, man selv arbejder i, så kan man risikere at være med til at finansiere sin egen fyreseddel.

Vi kan ikke bare lade stå til. Der er hårdt brug for mere gennemsigtighed og bedre regulering af kapitalfondenes adfærd.

 

J.A.K. bladet