Artikel fra J.A.K.-bladet nr. 5 - 2007

Når højere velstand
bliver til lavere velfærd

AF DENNIS KRISTENSEN, FORMAND FOR FOA

Det går godt med Danmarks økonomi i disse år. Rigtig godt endda. Så godt, at det kan ende med, at vi ejer hele verden set i finansministerens optik.
Alligevel står det skævt til med den danske velfærds fremtidsudsigter.

På vej mod år 1 efter kommunalreformen
er det ikke blot gråvejr, der tegner sig i horisonten. Det er derimod lavthængende og begsorte skyer, som kan øjnes forude. Kommuner og regioner, der står for langt hovedparten af de borgernære velfærds- og serviceydelser, skal gennemføre voldsomme besparelser allerede fra kommunalreformens start. Den kommunalreform, der skulle skabe fagligt og økonomisk bæredygtige enheder, som kan levere mere og bedre velfærd til danskerne.
Umiddelbart handler det om rammerne for kommuners og regioners budgetlægning for 2007, men problemet stikker dybere.

Den hidtil bedste forklaring på,hvorfor et så rigt samfund som det danske skal skære i velfærden – i børnepasningen, undervisningen og ældreplejen og alle de andre centrale velfærdsydelser – gav statsministeren på Venstres landsmøde i 2005. Den offentlige sektor skal vokse beskedent for at skabe plads til en stor vækst i den private sektor. Velfærden skal med andre ord ikke have det samme andel af lagkagen, når kagen bliver større. Det er ren tale. Det er forståelig tale. Højere velstand ja – højere velfærd nej.
Når samfundet opnår højere rigdom, skal størstedelen af velstandsudviklingen gå til det private erhvervsliv og det private forbrug.
Finansministeren udstak allerede i 1999 som finanslovsordfører kursen: ”Opgaven for den offentlige sektor vil fremover hedde bedre service for færre ressourcer, altså større anvendelse af markedsøkonomiske grundprincipper”.

For offentligt ansatte er
det uhyggelig tale.
Det betyder på almindeligt dansk, at velfærdsydelserne skal sakke bagud i forhold til den stadig stigende rigdom i det danske samfund. Mathias i børnehaven eller hos dagplejen, Hassan i folkeskolen og hjemmehjælpsbruger fru Jensen på 4. sal skal ikke nyde godt af den stigende velstand. Den skal reserveres til andre.
Det forklarer i det mindste regeringens stålsatte vilje til at fastholde det ulyksalige skattestop og de kommende skattelettelser. Den offentlige velfærd og service må være god nok, som den er. Den skal ikke udvikles i takt med, at samfundets rigdom stiger. Den skal ikke kvalitetsudvikles, og serviceniveauet skal øjensynligt ikke hæves, når vi andre får flere penge mellem hænderne.

Det er ikke noget rart menneskesyn, der må ligge bag det politiske tankegods, som har skabt vejen frem til kommuners og regioners økonomiske krise til næste år.

Velfærd handler om mennesker. Velfærd opstår i mødet mellem mennesker. Det er lige præcist, når pædagogen, pædagogmedhjælperen, dagplejeren, folkeskolelæreren og social- og sundhedsassistenten investerer sig selv i det møde, at velfærd – rigtig velfærd, vi kan være bekendt – opstår.
Det er det møde, som nu sættes i spil. Det er det møde, som ikke må forbedres, når samfundet ellers får den økonomiske mulighed for det.

I virkeligheden er det
beskæmmende
Den danske velfærdsmodel sættes under pres alene af ideologiske grunde. Pengene befinder sig bedre i borgernes lommer. Det private erhvervsliv skal dyrkes. Den offentlige sektor må holde sig tilbage.
Er det virkelig det, danskerne vil med velfærdssamfundet?

J.A.K. bladet